Bianca omgivet af de dansende vinde

Eventyrteatrets forestilling ‘Østen for Solen og Vesten for Månen’ har spillet hele efterårsferien i Glassalen i TIVOLI.

Kultur For Unges fotograf havde store forventninger til Eventyrteatrets store bud på underholdning til børnene i efterårsferien. Forestillingen ‘Østen for Solen og Vesten for Månen’ har spillet hele ferien i Glassalen i TIVOLI, oven i købet to gange om dagen, og her lørdag eftermiddag havde Eventyrteatrets flinke PR-pige så inviteret undertegnede ind for at se musicalen.

Ikke bare film, rigtigt teater

Tyve minutter i fire begyndte forældre, bedsteforældre og børn i alderen seks til tolv år at strømme ind i Glassalen, der med et imponerende smukt lilla scenetæppe med guldstriber og en prægtig lysekrone med glasprismer, virkelig fik forventningens glæde frem i de fleste.

Til gengæld var afstanden mellem stolerækkerne desværre ikke lige så imponerende. Formentlig fordi Glassalen er bygget i en tid hvor børnenes forældres ben var kortere end de er nu om dage.

Er det Jytte-Abildstrøm-teater?

Da figuren Karlo Kanin bød forsamlingen velkommen og straks påbegyndte en dialog med børnene, må jeg dog indrømme at de første bange anelser trængte sig på.

Var teenagerne bevidst udeblevet, fordi vi nu skulle til at overvære to timers børneteater som Jytte Abildstrøm ville have skabt det? Ikke lige min stil med en pædagogisk dialog mellem skuespillere og børn, men uden tvivl til stor morskab for de yngste. Det kunne godt gå hen og blive en rigtig lang eftermiddag for voksne.

Suget ind i fantasiens verden

Forbavselsen var derfor stor, da scenetæppet efter en velkomstsang sugede publikum ind i en fængslende røverbandeverden, som mest af alt lignede en scene fra Dickens’ ‘Oliver Twist’. Hovedpersonerne og søstrene, Bianca og Selene, indledte med en så professionel dialog, at mine bange anelser om middelmådigt børneteater blev gjort til skamme øjeblikkeligt.

Lyssætningen var fabelagtig og skabte en dybde og et surrealistisk indtryk, så man dårligt vidste, om man var vågen eller man drømte. Og inden længe blev vi elegant introduceret til den første sang, der med hip hop-rytmer og markant bas og el-guitar fik slået fast, at vi nu overværede en moderne musical.

Et eventyr må godt være genkendeligt

Historien fejlede ikke noget. Den rene Bianca og den knapt så fejlfri Selene, en forhekset Hvidbjørn, der bor på et spøgelsesslot, og en skrækkelig heks med kusiner. Og nårh jo … så lige et ordentlig bundt djævleunger.

Alle karaktererne blev smeltet sammen i en handling, der måske i første omgang mindede de fleste om ‘Skønheden og Udyret’ og ‘Oliver Twist’. ‘Østen for Solen og Vesten for Månen’ er dog oprindeligt et gammelt folkesagn, som Eventyrteatret har valgt at nyfortolke på deres måde. ‘Skønheden og Udyret’ er rent faktisk en nyere afledning af det gamle sagn.

Skuespillerne formåede allerede i de første minutter at fange mig ind i den uhyggelige historie om spøgelsesslottet, og fra dét punkt ønskede jeg blot at se mere og mere, præcis som når man ikke kan slippe en rigtig god bog.

At en cirka seksårig pige ved min side valgte at flygte ud i siden af Glassalen med sin mor og storesøster, fordi Hvidbjørnen og spøgelsesslottet var en kende for uhyggeligt, vidner blot om at sminkning, kostumer og scenografi gik op i en utrolig professionel helhed. Og måske at forestilling ikke var egnet for de helt små.

Finpudset til mindste detalje

Forestillingen var et overflødighedshorn af fine detaljer. Den ene smukke kjole efter den anden, og en pige der pludselig blæser en håndfuld rosenblade ud over scenen så det ligner farvestrålende sommerfugle.

Uanset hvor man kiggede hen, fik man øje på en skuespiller, der levede sig fuldstændig ind i rollen og man kunne til tider blive helt ærgerlig over, at man ikke nåede at få det hele med.

Baghjul til Disney

Helt ekstraordinær var udtalen/intonationen i replikkerne, faktisk endnu smukkere og tydeligere end når Disney lægger dansk tale på deres tegnefilm, og det siger ikke så lidt.

Sangstemmer var hundred procent rene, og der var ikke en eneste gang, hvor stemmerne knækkede eller der var problemer med at ramme ”pitch’en”, og det er også helt enestående for så unge stemmer. Man mærker tydeligt, at skuespillerne er blevet trænet af professionelle operasangere.

Bianca i favnen på den forheksede Hvidbjørn

Når børnene synger med, er den hjemme

Det meste af musikken var også utrolig catchy, og hvis man ikke følte man kunne synge med første gang, vil man helt sikkert kunne det anden gang man hører melodierne.

De fleste børn var også med på sangen med omkvædet ”Ya-ho-ho-ho”, og det må være den flotteste respons man kan få. Det eneste, der måske kunne hæves lidt var nogle af de meget syntetiske strygere og banjolyde, der helt sikkert kom fra en synthesizer. Da sangstemmerne og resten af instrumenterne var ægte, gik det lidt ud af den flotte helhed.

Et livsbekræftende indtryk man aldrig glemmer

‘Østen for Solen og Vesten for Månen’ er alt i alt en pragtforestilling som selvfølgelig skal opleves og ikke blot kan forklares i ord.

‘Professionelt’, er nok det ord, der rammer bedst når man skal beskrive helhedsindtrykket af Eventyrteatret. Disneysjov, biograffilm som Guldhornene og andet underholdnings-junk-food kan godt gå hjem og lægge sig, når der skal anbefales oplevelser til børn. Tag i stedet ungerne med ind og se en af Eventyrteatrets forestillinger. Det vil de helt sikkert stadig kunne huske, når de bliver voksne!

Til slut skal det nævnes at musicalen så absolut ikke kun er forbeholdt børn. Der var så meget humor, dans og så mange special effects i opsætningen, at den var det rene festfyrværkeri for øjet og sjælen, uanset alder.

Så hvorfor teenagerne ikke var blandt publikum i dag, men formentlig hellere ville lumre foran msn på deres værelser, må forblive en gåde. De snød sig selv for efterårets bedste teateroplevelse! – men sådan er det jo ofte med teenagers.

Til jul byder Eventyrteatret på ny forestilling i Glassalen: ‘I julemandens tjeneste’, beskrevet af de unge skuespillere som: “en forestilling med James Bond tema og dræberpingviner”.