Anmeldelse: Miss Potter – Beatrix Potters liv

Familiefilm – “Miss Potter”: Beatrix Potter var den engelske tegner der skabte Peter Kanin og hans venner, som blev grundlag for de mest solgte børnebøger nogensinde. Endelig er der kommet en spillefilm der fortæller Beatrix’ fantastiske livshistorie. Hvis man stadig ikke kender kvinden, der også var én af de aller første forkæmpere for naturfredning, bør man gribe chancen nu, med denne hyggelige og romantiske og utrolig vellykkede film.

Titel: Miss Potter

Instruktør: Chris Noonan

Genre: Familiefilm

Land: Storbrittanien

Distributør: Nordisk Film

Udgives: 3. november 2008

AF PETER HENRICHSEN

Lad os med det samme slå fast, at det eneste Beatrix Potter og Harry Potter har til fælles, er at de er britiske. Forfatteren og illustratoren Beatrix Potter blev nemlig født hundrede år før J. K. Rowling, i 1866 i South Kensington, London.

Naturen som inspiration

Beatrix elskede naturen og dyrelivet ved familiens sommerhus i Lake District i Nordvest England. Beatrix forældre var sjældent sammen med hende, og i stedet for at gå i skole blev hun undervist af en guvernante. Da hendes lillebror, Bertram, blev sendt på kostskole, blev hun ladt alene med alle sine kæledyr.

Peter Kanin var med overalt

Beatrix havde frøer, firben, en ilder og selv en kæle-flagermus. Hun havde også to kaniner, den ene hed Benjamin, som hun beskrev som ”en lille næbbet og uforskammet sag”, og den anden hed Peter – og han blev taget med alle steder, selv når hun skulle på skovtur. Beatrix kunne sidde og kigge på dyrene i timevis, mens hun tegnede dem. Med årene blev hun bedre og bedre, og allerede som ung teenager havde hun lavet små historier med de tegnede dyr. Peter Rabbit – Peter Kanin, startede som hovedpersonen, og blev også den mest kendte figur af alle Beatrix tegnede dyr.

En kanin i blåt jakkesæt

Filmen ”Miss Potter” starter da Beatrix (Renée Zellweger) som 32-årig og ugift, kører fra forlag til forlag i London, for at få sin bog om Peter Kanin udgivet. Ingen tager kaniner i blå jakkesæt med messingknapper seriøst, ikke engang de forlag der udgiver børnebøger, så det bliver en lang og sej kamp. Heldigvis er Beatrix lige så stædig, som hendes mor er nyrig og snobbet, og endelig får hun en kontakt til et forlag via Norman Wayne (Ewan McGregor).

Udgivelsen startede som en spøg

Norman har modsat sine to ældre brødre der ejer forlaget, ikke forstået at de har sat ham på opgaven med Peter Kanin som en spøg, så han forelsker sig fuldstændig i Beatrix Potters tegninger, og selvfølgelig i Beatrix selv. Men Norman Wayne er kun en simpel handelsmand i Beatrix forældres verden, så et ægteskab kan der under ingen omstændigheder blive tale om. Dermed er der lagt op til et hyggeligt og spændende drama om Beatrix Potters ellers ret ukendte livshistorie.

”’Miss Potter’ er en rigtig hyggelig og hjertevarm familiefilm, der i stil mindre utroligt meget om fortællingerne om ”Anne fra Grønnebakken”.

Minder om “Anne fra Grønnebakken”

Det er den australske instruktør, Chris Noonan, der har instrueret ”Miss Potter”. Chris Noonan havde sit gennembrud som instruktør på ”Babe – den kække gris”, og hvis ikke Chris blev det, blev grisen i hvert tilfælde superstar i 1995, da filmen vandt en Oscar.
”Miss Potter” er en rigtig hyggelig og hjertevarm familiefilm, der i stil mindre utroligt meget om fortællingerne om ”Anne fra Grønnebakken”. Det er også en rigtig børnfilm, for de lidt større børn på 9-10 år, der kan følge med i undertekster – for en dansk eftersynkronisering er der ikke lavet. I traileren til ”Miss Potter” er der en del animationer af de dyr Beatrix tegner, men det skal man nu ikke misforstå. Animationerne udgør kun ganske få sekunder i filmen, for at illustrere at Beatrix virkelige tror på sine tegninger, som levende selvstændige væsner.

Et hyggeligt London omkring århundredeskiftet

Renée Zellweger spiller fremragende som Beatrix Potter, med et forsigtig og alligevel bestemt udtryk. Man kan undre sig over at en Texas-pige alligevel får tilegnet sig en smuk troværdig britisk accent, hvilket skotske Ewan McGregor vel sagtens har haft lidt lettere ved. Også den fine iscensættelse af London omkring århundredeskiftet med hestedrosjer og herrer med høje hatte, gør det hele så hyggeligt, og leder tankerne hen på Sherlock Holmes.

Ungt skuespillerhåb

“Miss Potter” hopper enkelte gange tilbage i tiden til Beatrix’ barndom, hvor bedårende Lucy Boynton, spiller Beatrix som lille pige. Hendes ærkebrittiske intonation og charmerende replikker, får ens hjerte til at smelte med det samme, og straks bliver tankerne ledt hen på Emma Watson, da hun debuterede i rollen som Hermione Granger i Harry Potter-filmene. Gid vi må se mere til Lucy Boynton.

Hyggeligst på dvd

”Miss Potter” havde kun premiere i to biografer i København og en enkelt i Århus, da den kom frem i juni 2007. Det kan undre meget, da både skuespillerbesætningen og historien er helt i top. Selvfølgelig er historien ret klassisk og ikke særlig overraskende. Men måske er filmens også hyggeligere hjemme i stuen, for det er en rigtig søndagsforestiling, som bør ses fra den bedste plads i sofaen, med nybagt kage og varm kakao indenfor rækkevidde.

“… det er en rigtig søndagsforestiling, som bør ses fra den bedste plads i sofaen, med nybagt kage og varm kakao indenfor rækkevidde.”

Melua er kronen på værket

”Miss Potter” er en film for bogorme, romantikere, tegnere og alle andre der elsker en sød historie, og har lyst til at drømme sig helt væk i halvanden time. I den tid når vi ovenikøbet at få engelsk julehygge, og noget af det smukkeste natur i Lake District at se.

At filmens musikalske tema, ”When You Taught Me How To Dance”, bliver sunget af Katie Melua, gør blot det hele endnu mere romantisk og hjertevarmt, og er ganske simpelt kronen på værket.









Miss Potter

Medvirkende:

Beatrix Potter – Renée Zellweger
Norman Warne – Ewan McGregor
Millie Warne – Emily Watson
Mrs. Potter – Barbara Flynn
Rupert Potter – Bill Paterson
Young Beatrix – Lucy Boynton

Der er desværre intet ekstra-materiale på dvd’en, hvilket næsten er utilgiveligt. Der havde været massevis af fotos, tegninger og rigtige lokationer at lave dokumentar om, ikke mindst filmoptagelserne.


Comments

5 svar til “Anmeldelse: Miss Potter – Beatrix Potters liv”

  1. Jeg har for mange år siden hver jul set : Peter kanin og hans venner, lavet af Beatrix Potter. Derfor spørger jeg er der ikke en DVD med denne film
    Med venlihg hilsen
    Birthe Birk

  2. Peter Henrichsen Avatar
    Peter Henrichsen

    Kære Birthe Birk

    Jo, det er der da 🙂

    Det er en børneballet fra starten af 70’erne. Den har jeg også set fra Sveriges TV hver jul.

    http://www.tpmusik.dk/detail.asp?bar=5050582519648

    Mvh. Peter

  3. Anne Mette Avatar
    Anne Mette

    FANTASTISK anmeldelse Peter 🙂
    Købte denne film for et par måneder siden, og er helt vild med historien. Reene er så overbevisende i sin rolle, og elsker at den skiller sig lidt ud fra mængden. Fedt at du har anmeldt den :-).

    1. Peter Kock Henrichsen Avatar
      Peter Kock Henrichsen

      Tak, tak 🙂 Ja, det er en skøn film, men temaet er jo også lige det vi brænder for: at man skal bevare sin fantasi og eventyrlyst, selv om man er blevet voksen. 🙂

      1. Anne Mette Avatar
        Anne Mette

        Ja, præcis 🙂
        Det er så vigtigt at man ikke bliver for voksne, og at man holder fast i de vigtige værdien, og ikke mister sin fantasi hen af vejen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.