Ungdomsanmeldelse – Confessions of a Shopaholic: Med en shopaholic i hovedrollen og en bankinkassator som skurk, er filmen sjov, underholdende og anderledes. Men dog uden at bryde de forudsigelige happy ending rammer, som vi kender fra Disneys romantiske komedier. Skræddersyet til os piger som drømmer om et walk-in-closet og et kreditkort der aldrig bliver afvist!

AF CAMILLA LÆRKE LÆRKESEN, 17 ÅR

Rebecca Bloomwood arbejder som journalist, bor til leje hos sin bedste veninde og så er hun shopaholic! Hun er mere vild med butikker end med mænd, og hendes bedste ven er et kreditkort. Men knap så sjovt er det, når regningerne kommer – og helt galt går det, da hun mister sit job.

Da Rebeccas største drøm altid har været at arbejde på modebladet Alette Magazine, benytter hun sig af sin arbejdsløshed til at sende en ansøgning, men ved en fejl sender hun artikel og ansøgning til et pengemagasin, som bliver udgivet af samme forlag som Alette Magazine.

Med bankinkassatoren i hælene

Den flotte unge redaktør er vild med artiklen, der handler om hvordan sko er en investering, og Rebeccas job bliver nu at skrive om økonomi, så almindelige mennesker kan følge med.

Men Rebecca opgiver ikke endnu, for hun vil gøre hvad som helst for at fingre i jobbet på Alette. Kampen bliver hård, for med et underskud på kontoen og en bankinkassator i hælene, er det svært at skjule sin afhængighed – for slet ikke at tale om at indrømme den overhovedet eksisterer!

“… med et underskud på kontoen og en bankinkassator i hælene, er det svært at skjule sin afhængighed – for slet ikke at tale om at indrømme den overhovedet eksisterer!”

Baseret på en bestseller

Filmen er baseret på den populære bog ”En Shopaholics hemmelige drømmeverden”, som bare er den første i serien af flere romaner om Rebecca Bloomwoods liv.

Den sættes med god grund i forbindelse med tv-serien Sex and the City, som også er baseret på en roman af samme navn. Titlen afslører det fra starten: Shopaholic er en historie for dem, som elsker at finde den feminine side frem.

Vi bliver underholdt med sød romantik, masser af shopping, fancy drinks på Miami Beach, veninder og tonsvis af sjov og ballade.

Ikke langt fra os selv

Som shoppeglad pige, vil man helt sikkert kunne føle samme sus som Rebeca Bloomwood, når vi bliver taget med på shopping i hendes materielle univers. Og selvom filmen ikke er den store hjernevrider, kan den godt sætte tankerne lidt i gang, når man husker på, hvor mange fejlkøb man selv har liggende i skabet med prismærket på.

Vi kunne nok alle sammen godt følge Rebeccas mantra: Do I need this?
På den måde er filmen relevant, da fænomenet om shoppeafhængighed på ingen måde er opdigtet.

“… selvom filmen ikke er den store hjernevrider, kan den godt sætte tankerne lidt i gang, når man husker på, hvor mange fejlkøb man selv har liggende i skabet med prismærket på.”

Isla Fisher er perfekt til rollen

Om skuespillerne matcher karaktererne fra romanen, tør jeg ikke sige noget om, før jeg selv har læst bogen. Men jeg synes, at skuespillerne er helt rigtigt udvalgt. Isla Fisher er perfekt som den shoppeafhængige Rebecca Bloomwood. Hun falder helt naturligt ind i Rebeccas verden af modeblade, kreditkort og klædeskabe.

Jeg er dog allermest vild med Kristin Scott Thomas som Alette Nayler, der er redaktør for Alette Magazine. Hun er efter min mening den mest rammende i hele persongalleriet. Hendes kølige, snobbede facon er så gennemført at det er en fryd af se.

Gennemført tøse-stemning

Historien er helt sin egen, for selvom man allerede har set masser af romantiske komedier, så har de aldrig tidligere haft en shopaholic som hovedperson og en bankinkassator som skurk. Det er sjovt og anderledes, men udover de anderledes personkarakteristikker, er der ikke meget nyt under solen.

Vurdering

Shopaholic er en typisk amerikansk happy-ending film, som ikke overrasker tilskueren. Til gengæld har Disney igen skabt et helt univers, der overflødiggør nogen videre handling. Den tøsede verden af lyserøde kuverter og dyre stiletter er så gennemført, at vi kan føle stemningen helt tydeligt, og det er hele filmen værd. Vi får en masse gode grin og krummer tæer over de mange uheldige situationer den lidt naive Rebecca får bragt sig selv i. Enten hader man det eller også elsker man det – jeg elsker det!






– Hvad synes du om Confessions of a Shopaholic?

Mette, 14 år, Hammel

Confessions of a Shopaholic er en helt igennem tøsefilm. Sko, tøj, shopping og så selvfølgelig kærlighed gør grundlaget for en sjov og herlig film.

Scenen, hvor Rebecca mislykket forsøger at danse med en vifte, er genial sjov og fik hele salen til at grine! Pinlige scener er også nogle stykker af, og man fik helt medlidenhed med den fortabte Rebecca, der prøvede at holde hovedet over vand.

Historien er sød og giver håb for butiksforelskede piger, men jeg synes dog filmen mindede lidt for meget om “Sex and the city”, både hovedpersonens karakter og ikke mindst de vilde shoppingvaner. Nogle steder synes jeg også, den blev lidt for overfladisk og urealistisk, som da alle syntes at elske Rebecca, selvom hun svinede dem til.

Alt i alt en god forudsigelig, men lidt ensformig film.