Dokumentar: Bubber: “Den her skov er næsten som om det er en kæmpe kulisse til en film, hvor ‘Jurrasic Park’-dinosauerne de bare støder frem lige hvert øjeblik det skal være. Er du ikke imponeret over det her?”
BS: “Jo, jo, men prøv lige at være lidt stille! Bare en time.”
AF PETER HENRICHSEN | ![]() |
Nu kommer alle afsnittene med “Bubber og BS” i én samlet dvd-boks, med både Afrika-turen, Canada-turen, oplevelserne i det danske forsvar, og turen til Ranger School i USA. En rigtig “action-pack” spækket med friluftsliv, udfordringer, og tør tør humor. De to første dvd’ere i den nye dvd-boks, om Bubber og BS, tager os først på natur-eventyr til Sydafrika og dernæst ud i den canadiske vildmark. Jeg blev grebet lige fra begyndelsen. Er der blot det mindste strejf af friluftsmenneske i én, rykker det så meget i vandrestøvlerne når BS disker op med klatring, dykning, rapelling, spændende skydeøvelser med både riffel og haglgevær, samt tilberedning af dagens nedlagte bytte over bål. Alt dét vi af naturlige årsager, ikke selv fik lov til at prøve som spejdere.
Den dynamiske duo
Afsnittene er alt andet end monotone, for der er en fantastisk dynamik mellem Bubber og BS. Det ene øjeblik synes man, at BS måske er lige lovlig militaristisk og konservativ når tingene kun kan gøres på én måde. Det andet øjeblik synes man Bubber opfører sig som en 5-årig pige, når han trækker armene tæt til kroppen med et ryk, blot fordi han skal slå en fisk ihjel.
Endelig fryder man sig når tingene endelig kører for Bubber og BS som et team. Når Bubber endelig lærer at dykke, eller Bubber og BS som to små drenge suser hen ad skinnerne på en skinnecykel de har ”fundet” på en idylisk nedlagt banestrækning.
Det bedste af det hele er den humor der hele tiden opstår, når Bubbers og BS’ livssyn kolliderer. De får begge leveret så mange uplanlagte replikker, der er så rammende, at man får lyst til at skrive dem alle sammen ned.
Ved vandfaldet:
Bubber: “Wow, der er langt ned!”
BS: “Hvis du rutsjer derned, så hedder det ikke ‘Bubber og BS’, så hedder det bare ‘BS’, okay!?”
Man bliver tvunget til at tage stilling
Morale er der også masser af, for BS evaluerer altid aktiviteterne med en lille mand-til-mand snak med Bubber. Det kan måske virke lidt skolelærer-agtigt, men på den anden side, bliver man som seer også selv tvunget til at tage stilling i de etiske dilemmaer BS stiller op, som for eksempel kunne omhandle jagt eller krig.
Naturoplevelsen er så intens at man bare må ud
Den fantastisk smukke natur, og det rige dyreliv i både Afrika og Canada gør så stor indtryk, at man virkelig skal tage sig sammen, for ikke at styrte hen til pc’en og bestille flybilletten med det samme. Er man glad for natur og friluftsliv, sidder man og bliver helt misundelig over at være i mesterlære hos BS, da han altid har styr på alting og ved så forrygende meget om natur, planter og dyr.
Men når det kommer til den militaristiske disciplin, er man dog glad for at man selv sidder med kaffekoppen i hånden, og at det er Bubber det går ud over.
Bubber & BS på afveje (Sydafrika – Disc 1)
• Afrikansk lejrtræning og riffelskydning
• Ballonflyvning og overnatning i træ
• Leoparden
• Flodheste-sightseeing med nightvision
• Antilopejagt med riffel
• Rapelling og løvefotografering
Bubber & BS på nye afveje (Canada – Disc 2)
• Første dyk i Canada, skydetræning med haglgevær
• Krabbejagt og natdykning efter blæksprutter
• Søløvernes Ø
• I Havkajak efter spækhuggerne
• På tømmerflåde efter den hvidhovedet ørn
• ATV-kørsel, klatring og bjørnejagt
Bubber og BS i trøjen
Mikkel, 17 år, Birkerød | ![]() |
”Bubber og BS i trøjen” er tredje dvd i serien om det skæve makkerpar; entertaineren Bubber og jægersoldaten B.S. Christiansen.
Efter rejser til Canadas ødemark, og Afrikas savanne går turen denne gang til det danske forsvar. Bubber er af BS blevet indkaldt til tjeneste, og skal i denne omgang lære hvad det vil sige at være soldat.
Man lider sammen med Bubber
Det er ikke småting som Bubber gennem de otte afsnit udsættes for: helikopterflyvning, tankkørsel, en tur i en F-16 flyver og en smuttur til rangerskolen i USA er blot et fåtal af de udfordringer den stakkels Bubber må tage op.
Gennem programmet må Bubber hele tiden flytte sine egne grænser, og skønt man som tilskuer blot ser til fra sidelinjen, måtte undertegnede flere gang tage sig selv i at side med samme udtryk som den lidende Bubber, når den lille flyver pludselig vælger at lave loops uden varsel, eller når vandet står ham om ørerne under en havariøvelsen.
Konceptet holder stadig
Spændende oplevelser, god dynamik og et godt makkerpar er ingredienserne til en succes. Selvom denne dvd er den tredje i rækken, holder konceptet stadig. Kemien mellem Bubber og BS er, deres forskellighed til trods, fremragende og de spontane samtaler som opstår mellem dem, er fantastisk morsomme.
Efter hvert afsnit evaluerer BS dagens oplevelser, og i disse små samtaler kommer ganske aktuelle og etiske problemstillinger op at vende, når Bubber som fredelskeren, for eksempel diskuterer hvorvidt krig egentlig er nødvendigt.
BS: ”Du siger at hvis vi bare gik rundt med et skilt; make love not war, så ville det hele bare stoppe i morgen?”
Bubber: ”Jamen, nogen gange så tror jeg bare det hjælper med et knus.”
Åbner for en ukendt verden
Underholdningsværdien er stor, og man keder sig på intet tidspunkt. Bubbers folkelighed gør ham perfekt, som repræsentant for alle os tv-seere. Man kan ikke lade være med at grine, når Bubbers manglende indlevelse i de forskellige ”røver mod soldater”-lege, gør BS oprigtig irriteret, og lige så Bubbers flossede nerver, og nervøse grimasser når det pludselig bliver alvor.
Samtidig åbner “Bubber og BS i trøjen” for en helt ukendt verden. En verden hvor disciplin og hård træning er nøgleordene, og hvor man konstant må være indstillet på at skulle se døden i øjnene.
Det eneste man savner efter at have set hele boksen, er at se BS komme på dybt vand. Hvornår skal BS prøve kræfter med Bubbers verden? Dét ville jeg gerne se!
(Disc 3)
• Rekrut Bubber
• På øvelse
• I Søværnet
• I Flyvevåbnet med F16
(Disc 4)
• Helikopterredning med EH 101’eren
• Rangerschool, Fort Benning, USA
• Ranger Boot Camp
• Rangerschool, bjergpatrulje
Efter løbetræning på Rangerschool:
BS: “Vi skal lige aflevere din pind!”
Bubber: “Jeg tror de er pisseligeglade med det, når man er dumpet. Så kan man stikke den op … eller hvad?”
Skriv et svar