Ungdomsanmeldelse: Det bemærkelsesværdige ved “Taking Woodstock” er, at den går imod alle normer for en moderne amerikansk film. Tøjet, håret og den lille flække af en by springer lige i øjnene, når man er vant til film om jetset-livet. Men selvom den ligger i risikozonen, for at blive lidt for flippet, så bliver det vendt til filmens og tidens fordel. Det er fuldstændig som at være der selv, og det er en fed oplevelse.

AF CAMILLA LÆRKE LÆRKESEN, 16 ÅR

Elliot Tiber (Demetri Martin) gør alt hvad han kan for at hjælpe sine forældre med at holde liv i deres motel. Da han hører at Woodstock festivalen er blevet aflyst, fordi den ikke kan afholdes på den oprindelige festplads, slår han til og foreslår at flytte den til sin hjemby på en af naboens kvægmarker. Inden Elliot ved af det, er han blevet en af de vigtigste personer bag festivalen, og en halv million unge valfarter mod den lille by. Det er dog de færreste af byens indbyggere, der er begejstrede for at få en hel flok hippier rendende.

Så autentisk som en dokumentar

“Taking Woodstock” er baseret på Elliot Tibers memoirer, og fortæller dermed historien fra en førstehåndskilde. Filmen er meget autentisk og har så mange detaljer med, at man næsten får nok. Læderveste, pandebånd, vildt hår og konservative forældre. Men selvom tingene hver for sig, kan virke lidt for overrebelske, så står de sammen om at skabe hele stemningen og hippie-mentaliteten, så man får en fornemmelse for tiden, som man aldrig har oplevet før.

“… Billy for eksempel, der lige er kommet hjem fra Vietnam og stadig har mange psykiske mén, gør et stort indtryk og hjælper os med at få placeret filmen det rette sted på tidslinjen. ”

Dynamikken matcher historien

Filmens rolige tempo får os med ind i de unges afslappede livsstil og den drømmeverden, de lever i, hvor alt kan ske. Og selvom tingene ikke sker så hurtigt, så når der at ske rigtig meget.

Karaktererne falder også rigtig godt på plads og skildrer tiden på en meget naturlig måde. Billy for eksempel, der lige er kommet hjem fra Vietnam og stadig har mange psykiske mén, gør et stort indtryk og hjælper os med at få placeret filmen det rette sted på tidslinjen.

Træd ombord i tidsmaskinen

Jeg må indrømme, at jeg normalt er til film, hvor der er lidt mere action og uforudsigeligheder. Men selvom “Taking Woodstock” konsekvent modstrider, alt hvad jeg forventer af en amerikansk spillefilm, så kan jeg kun synes godt om filmen.

“Taking Woodstock” har fået mig til at forstå en hel kultur og givet mig en masse viden om, hvad der adskilte den generation fra andre. Man følte nærmest man var der. Det er en tidsrejse og filmoplevelse, man ikke skal gå glip af.

“Taking Woodstock”

– Hvad synes du om “Taking Woodstock”?

Mette, 14 år, Hammel

Starten virkede uinspirerende og længe ventede jeg på at den kom rigtigt i gang. Der kom mere gang i den, ja, men slet ikke på et niveau der er værd at snakke højt om.

Hovedpersonen Elliott og hans forældres historie er for tam og kedelig. Også ved humoren falder jeg flere gange af. Hvad der er planlagt at være sjovt fejler og bliver en underlig plat humor. Derimod er selve Woodstock-historien spændende og jeg fik lyst til selv at være med i hippiemasserne. Hele hippiedelen og optagelserne er godt opstillet og medrivende.

En ok film, en god historie, men ikke noget du ryger op af sædet af.

Miki, 17 år, Kastrup

Et dejligt afbræk i forhold til mange af nutidens film.
Jeg troede, at der ville være en smule koncertforberedelse og så ville det ellers bare være musik med The Who, Timothy Leary og Bob Dylan resten af vejen. Jeg tog fejl.
Filmen er, modsat hvad jeg havde forventet, en fantastisk skildring af 60’er mentaliteten. Der er dog andet end vilde, farverige trips hele vejen igennem.
Hvad der gjorde allermest indtryk på mig i filmen var hvilken effekt Vietnam-krigen havde haft på den stakkels Billy der stadig tullede rundt i sin egen lille verden, oftest i troen om at han stadig var i ’Nam.