Firebanden og mysteriet om hundelorten: En letlæst bog, fyldt med sjove, sort/hvide tegninger af Rasmus Bregnhøi. Den er skrevet til dem, som netop har lært at læse, og det er en af de bøger jeg kunne forestille mig der kunne blive kamp om i klassen. For der er nemlig rigtig meget humor i Kina og Shangs lille verden på Blomstervænget.

Firebanden og mysteriet om hundelorten

Forfatter: Anne-Marie Donslund, Illustrationer: Rasmus Bregnhøi

Sider: 50

Forlag: Carlsen

Udgivet: 2010

Af Peter Kock Henrichsen

Kina på 11, Shang på 10 og Tibberne på 2 år udgør Firebanden. Egentlig kommer de fra Hong Kong, men bor nu i Blomstervænget nummer fem i Danmark.

En morder med et ondt øje og en fugledame med en hæs stemme

Kina og Shang er sikre på, at deres mor har opfundet detektivklubben Firebanden, for at hun kan få en pause fra Tibberne, men når nu det ikke kan være anderledes, er det også ret spændende at bruge skæg, blå briller og skjult kamera, for at finde hundeejeren til den hund, der har lavet lort på Formand Mave’s græsplæne. Det som begynder som en uskyldig leg for Kina og Shang, går hen og bliver lidt mere end almindeligt spændende, da naboerne i Blomstervænget ikke viser sig at være de normale mennesker, de giver sig ud for. Der er både en morder med et ondt øje og en fugledame med en hæs stemme, og så er der et forladt hus, hvor Kina lige tror hun kan tisse. Men huset er ikke så forladt, som Kina troede …

Letlæst og fyldt med sjove tegninger

Firebanden og mysteriet om hundelorten er en letlæst bog, fyldt med sjove, sort/hvide tegninger af Rasmus Bregnhøi. Den er skrevet til dem, som netop har lært at læse, og det er en af de bøger jeg kunne forestille mig der kunne blive kamp om i klassen. For der er nemlig rigtig meget humor i Kina og Shangs lille verden på Blomstervænget, og man kan meget nemt identificere sig med søskendeparret, fordi man som barn alt for godt kender det med de uhyggelige naboer.

Pragtfuld at læse op af

Det er også en pragtfuld bog at læse op af som forælder, for historien er nemlig fyldt med voksenhumor. Så dels griner man med fra de voksnes synsvinkel, og samtidig kan man også godt huske det fra børnesiden, så på en måde får man dobbelt bonus som voksen. Det gør også, at det er en bog man har lyst til at hive frem mange gange og læse sammen.

Spændende og uhyggelige guldkorn

Det som jeg holder mest af i Firebanden og mysteriet om hundelorten, er humoren og varmen historien er skrevet med. At den så også pludselig gik hen og blev rigtig spændende og lidt uhyggelig, blev jeg ret fascineret over. En skøn bog med overraskelser, der beviser at læselet-bøger også kan rumme mange herlige guldkorn.