Disney: Dansk eller engelsk tale? Undertekster eller ej? Det er altid de store spørgsmål, når teenagere skal i biografen og se animationsfilm. På DVD og Blu Ray kan man heldigvis vælge præcis hvad man vil, når man vil. Disney’s filmatisering af “Alice i Eventyrland” er utrolig flot og vellykket, og giver fremragende underholdning til store børn og unge. Og så er der lækkert ekstramateriale med Johnny Depp til pigerne!

”Alice i Eventyrland”

Instruktør: Tim Burton

Genre: Animation / Eventyr

Land: USA

Distributør: Disney Pictures

Premieredato: 6. juli 2010

Af Peter Kock Henrichsen

Den nu 19-årige Alice Kingsley (Mia Wasikowska ), der som lille pige forsvandt ned i Wonderland, er blevet en næsten voksen ung kvinde med alle de krav og ansvar, der følger med. I forhold til normen i sin Victorianske tidsalder er hun meget fremmelig, og da det går op for hende, at den havefest hun er til, i virkeligheden er hendes egen forlovelsesfest med en adelig, men kedelig fyr, tager hun en tænkepause fra virkeligheden.

Falder i et kæmpe kaninhul

Ude i haven får hun pludselig øje på en kanin i en blå jakke, og da hun følger efter den, falder hun i et kæmpe kaninhul langt nede i baghavens skygger. Da hun lander, er hun i et meget mærkeligt land, hvor hun som en af de første møder The Mad Hatter (Johnny Depp). Han fortæller, at magten i Underland er blevet stjålet af The Red Queen (Helena Bonham Carter), der ikke alene er selvcentreret, magtgal, men også ukontrolleret hidsig, ond og hævngerrig.

Lidt uhyggelig og ikke for de mindste

Blandingen af rigtige skuespillere smeltet sammen med animation fungerer utrolig godt. Filmen har sit eget dystre Tim Burton-udtryk over sig, som passer til historien, jeg som barn også syntes var lidt uhyggelig og grænseoverskridende (specielt den blåstribede kats uhyggelige smil, kan jeg huske, at jeg havde mareridt over). Den nye filmatisering er stadig dyster og uhyggelig, og er tilladt fra 11 år. 9 år ville jeg nok have syntes var mere rimeligt, men der var mange 6-7 årige børn i biografen, da jeg så den til premieren, og det synes jeg bestemt monstrene er for uhyggelige til.

Skøøøøønt ekstramateriale

Er man filmelsker og/eller Johnny Depp-elsker (der var vist en masse kvinder der vågnede op dér), så bliver man overstadig glad når man ser ekstramaterialet. I så spændende en film, hvor man har tonsvis af greenscreen-optagelser og hvor måske 80% af filmen er computeranimation, er det en drøm for legebørn der går i opfyldelse, når man bliver slæbt med bag om kameraet, får lov til at gå i dybden med kostumerne, sminken og te-kander der er tre meter høje. De tre små dokumentarer, der til sammen varer 19 minutter, er virkelig gode. Det er jordbærret på toppen af flødeskumskagen, det er Johhny Depps charmerende smil, der med garanti giver alle piger geleknæ, og det er lige hvad man ønsker sig på en DVD og Blu Ray.

Bonus-materiale

Bag filmen
• Den Gale Hattemager (5:48)
• At finde Alice (6:04)
• Effekter i Eventyrland (6:37)