Det er ikke en almindelig musikfilm man sidder og ser sammen med kæresten, med mindre begge selvfølgelig er overordentlig musikinteresserede. “It might get loud” er den let melankolske og ærlige, nede-på-jorden guitar-dokumentar for el-guitaristerne og guitarrock-entusiasterne.
”It might get loud”
Genre: Musik/Dokumentar
Land: USA
Spilletid: 94 minutter
Distributør: Sandrew Metronome
Premieredato: 27. juli 2010
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
The Edge (U2), Jimmy Page (Led Zeppelin) og Jack White (The White Stripes) tager dig med på en unik rejse tilbage i tiden, hvor det hele startede med 30’ernes dystre blues og 50’ernes skiffle. Det er musikernørdede detaljer og historiske tilbageklip, som du sikkert vil falde i søvn over, hvis du aldrig har spillet i band, men for dem der selv spiller rock er det en uvurderlig gave at blive inviteret med ind i de tre guitaristers tanker og livshistorier.
En guitar på en planke
Se Jack White banke en el-guitar sammen af en planke, en colaflaske, en stålstreng og en spole. Det dynamiske i dokumentaren er, at de tre guitarister er vidt forskellige. Jack brænder for kreativiteten og nøjes gerne med moderne plasticguitarer og old-school spolebåndoptagere til optagelserne. Og han splitter gerne det hele ad, for at komme ned på et kreativt niveau, hvor han føler sig hjemme.
The Edge og effekterne
The Edge brænder for effekterne og roder i timevis og dagevis med at finde præcis den lyd og det udtryk, han hører inde i sig selv som en stemme. Jimmy Page er teknikeren, der altid har lyttet plader og bands af, for at få tilfredsstillet sin nysgerrighed efter hvordan guitaristen har spillet riff’et rent teknisk. Jimmy, Edge og Jack er virkelig forskellige, men fællesnævneren er alligevel den samme. Derfor er det også utrolig morsomt at se dem spille hinandens numre og stilarter på den optagelsesdag den 23. januar 2008, hvor de mødtes for at filme “It might get loud”.
Tre store guitarlivshistorier
Faktisk er det ikke så mange minutter vi ser de Jimmy, Edge og Jack sammen, og selv om de tager udfordringen op med at diskutere deres fantastiske 6-strengsinstrumenter, er det fede i dokumentaren, de tre guitaristers individuelle historier. Vi følger Edge i Dublin og ser opslagstavlen på hans skole, hvor Larry havde sat en seddel op, hvor han ledte efter bandmedlemmer. Vi hører om Jacks barndom med ti søskende i Detroit, hvor det det pinligste man kunne lave i sin fritid, var at spille et instrument. Og så ser vi en virkelig nuttet James Page der optræder i et 50’er tv-program med sit velklædte band der spiller skiffle – en udsendelse hvor James proklamerer at han nok spiller andet end skiffle, men at han har tænkt sig at blive forsker indenfor biologi når han bliver stor. Og så hører vi selvfølgelig en masse om De herrers guitarer, i særdeleshed det ømme bekendtskab med deres aller første.
Lidt rodet strikket sammen
Af og til skifter dokumentaren så hurtigt mellem Edge, Jack og Jimmy, at det bliver ganske forvirrende, og det er svært at finde en spændingskurve og et mål i livshistorierne. Når de tre guitarister ikke rigtig har mere at fortælle, stopper filmen efter halvanden time. Jeg havde måske nok forventet en afrunding der måske hed “Hvad så i fremtiden?” – om deres videre ønsker og drømme og udvikling. Specielt Jack White må, med sine kun 35 år, have meget at byde på endnu, men alt det må vi nøjes med at tænke os til.
Et ‘must have’ for el-guitarister
Uanset den manglende afrunding, er det stor og voldsomt interessant guitar- og musikhistorie vi bliver præsenteret for, krydret med tonsvis af spændende, ældre filmklip af U2, Led Zeppelin og The White Stripes. “It might get loud” er et “must have” for enhver el-guitarist, der tager sig selv alvorligt, og det eneste jeg tænkte på efter at have set filmen, var at få hevet spaden ned fra væggen og øvet en helt masse U2-numre. Det kan ikke rigtig forklares. Fascination for de elektriske 6-strengede ligger skjult i blodet et sted.
Skriv et svar