Anmeldelse: Flodens Børn

“Flodens Børn” er en af 80’ernes mest populære australske familie-serier. Selv med 25 år på bagen, holder nybyggerromantikken stadig.

”Flodens Børn (All The Rivers Run)”

Genre: Mini familieserie

Land: Australien

Varighed: 2 DVD’er, 8 afsnit, 6 timer og 42 min.

Distributør: Nordisk Film

Premieredato: 6. juli 2010

Af Peter Kock Henrichsen

Året er 1892. En ung engelsk kvinde, Philadelphia Gordon – ‘Delie’ (Sigrid Thornton) – forliser med et sejlskib i en storm langs den australske kyst og mister begge sine forældre. Sømanden Tom Critchley (Gus Mercurio) redder Delie fra druknedøden, og sammen kæmper de sig i land. Delie’s rare onkel Charles (Charles Tingwell) og stramme tante Hester (Dinah Shearing), der bor på en lille gård langs Murray River ved flodbyen Echuca, tager hånd om unge Delie, og i serien følger vi så et årti af Delie’s liv. Hvordan hun udvikler sine kunstneriske færdigheder og bliver en dygtig maler, og hvordan hun ganske langsomt bliver mere og mere betaget af floden liv og ikke mindst den karismatiske flodbådssejler Brenton Edwards (John Waters), som først bliver hendes partner og sidenhen hendes mand.

Fra dengang gode TV-serier var en sjældenhed

”Flodens Børn” er en gammel 80’er-klassisker, fra en tidsalder hvor gode TV-serier ikke var noget man oplevede hvert år. Den er skrevet ud fra Nancy Cato historiske roman fra 1958, og i 1983 viste den australske TV-kanal 7-network serien for første gang. Aldrig havde så mange australske familier siddet klistret til deres fjernsynsapparater, og ”Floden Børn” blev en kæmpe succes på få uger. I Danmark skyndte man sig at få fingre i den, og viste den i 1984 og 1985. Også min familie fulgte dengang intenst med i de 8 afsnit, om et smukt, barskt og romantisk nybygger-Australien, som langt fra Danmark, og før flybilletter til den anden side af jorden blev hvermandseje, virkede som et befriende eventyr.

Sigrid Thorntons store gennembrud

Selv om australske Sigrid Thorntons havde medvirket i adskillige TV-serier forinden, blev ”Flodens Børn” hendes store gennembrud. Hendes intense, uskyldige grågrønne øjne, og hendes troværdige skuespil tryllebandt alle de mandlige seere, og John Waters tog sig af de kvindelige, med sit solbrændte ansigt og storcharmerende smil. ”Flodens Børn” er netop en serie for hele familien, og selv om jeg var nervøs for at 80’ernes illusioner ville skuffe efter vores forkælede film- og seriestandard i 2010, indtraf skuffelsen ikke. Heller ikke selv om serien ligger i 4:3 format og faktisk har en rimelig kornet billedeside.

Bedst sælgende souvenir i Echuca

Australske TV-serier kan noget helt specielt i kraft af deres fabelagtige natur og engelske kultur. Om det er ”Tornfuglene”, ”De flyvende læger” eller her, ”Flodens Børn”, er det stadig høj kvalitet 25 år efter på grund af den gode historie. Og interesserer man sig for Australien og nybyggernes liv i slutningen af 1800-tallet, synes jeg ”Flodens Børn” giver et meget bedre og mere realistisk billede, end Baz Luhrmann moderne storfilm som ”Australia” fra 2008. DVD-serien “Flodens Børn” siges forresten at være den bedst sælgende souvenir i den australske flodby Echuca.


Comments

2 svar til “Anmeldelse: Flodens Børn”

  1. Birthe Holgaard Avatar
    Birthe Holgaard

    Ifølge tv-magasinet skulle der være 12 afsnit, jeg har de 8 første. Kan I fortælle mig , hvor jeg kan købe de sidste 4 . Tak.

    Med venlig hilsen

    Birthe Holgaard

  2. Peter Kock Henrichsen Avatar
    Peter Kock Henrichsen

    Hej Birthe

    Jeg vil gætte på, at du har hele historien på dine 2 dvd’ere og 8 afsnit. Du kan læse om serien her på wikipedia,

    http://en.wikipedia.org/wiki/All_the_Rivers_Run

    og det er sådan, at den begyndte som fire afsnit på hver 2 timer på det australske channel 7.

    Så har man klippet den ned i en masse forskellige versioner, så jeg tror ikke, du mangler 4 episoder. Enten så har DR valgt at sende nogle kortere episoder, end dem, du har på dine dvd’er. Ellers også rummer DR’s version nogle flere scener, end der er på dine DVD’er.

    Den her danske dvd-version er på lidt over 400 minutter, mens den britiske, man kan købe på Amazon kun er på 271 minutter, så det må simpelthen handle om, hvor lange man laver afsnittene og hvor mange scener der er med i dem.

    En nem test er jo at se, hvor DR’s 12 afsnit ender. Mon ikke det er samme sted, som dine 8 afsnit også ender?

    Mange hilsner Peter, Kultur For Unge

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.