Dansk animation om Orla Frøsnapper på vej

Jeg glemmer aldrig min matematiklærer, Thøger, for i 2. klasse læste han op af Ole Lund Kirkegaards “Lille Virgil og Orla Frøsnapper”. Thøger kunne lave forskellige stemmer for alle personerne: smeden, fru Olsen og ikke mindst Orla. Vi grinede så meget, at vi fik madpakkerne galt i halsen, og Orla Frøsnapper vil altid stå som ét af de bedste børnebogsminder fra barndommen. Nu, over 30 år efter, har man besluttet at animere Ole Lund Kirkegaards tidløse klassikere, og til foråret får den første film premiere: “Orla Frøsnapper”.

Af Peter Kock Henrichsen
Ole Lund Kirkegaard blev født i 1940 i Århus. Han døde alt for tidligt, kun 38 år gammel, men alle hans unikke bøger og tegninger lever endnu. Det var nemlig Ole selv der tegnede, oftest om de små børns frygt og uoverskuelighed i en voksen verden, men på en humoristisk måde, ikke en socialrealistisk. Det er formentlig også derfor han har tegnet og skrevet sig direkte ind i børnenes hjerter. Genkendeligheden har gjort at de fleste kunne sætte sig i Lille Virgils eller Gummitarzans sted, og humoren har frisket op på de egentlig ganske barske historier om mobning og skarp hakkeorden i børnehøjde.

Animatøren fra ‘Despero’

Det er Peter Dodd, der har været lead animator på “Eventyret om Despero”, der skal instruere “Orla Frøsnapper”, sammen med Gert Fredholm der i 1980 instruerede spillefilmen “Lille Virgil og Orla Frøsnapper”. Manuskriptforfatter er Søren Danielsen, der også skrev manus til “Møgunger” (2003) og som både har skrevet og instrueret en masse børneteaterforestillinger på Det Lille Teater, der ligger tæt på TIVOLI. Erik Wilstrup og Nina Crone fra Crone Film producerer, og filmene bliver finansieret sammen med SF Film og TV2.

De bedste skuespillere lægger stemmer

Stemmerne til alle de herlige figurer i “Orla Frøsnapper” er allerede fundet, og det er de bedste af slagsen. Ole Thestrup bliver (og kunne ikke være mere velvalgt som) smeden. Lasse Lunderskov, som har lagt stemmer til et utal af DR’s dukkeserier, bliver Kanonkongen, Thure Lindhardt bliver Victor, og Nikolaj Lie Kaas får æren af at give den som Orla.

Klar til vinterferien og mere følger

Animationen om “Orla Frøsnapper” får premiere i børnenes vinterferie 2011, og der vil til manges store glæde også blive produceret en 3D-udgave. I juleferien 2011 får “Gummitarzan” så premiere som animation, og i efterårsferien 2012 er “Otto er et næsehorn” færdig. Det bliver meget at glæde sig til, for alle os der elsker Ole Lund Kirkegaard.


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.