Er han det værd?: Glæden og frustrationen ved at være veninder, når en dum fyr pludselig stiller sig imellem.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

“Er han det værd?”

Forfatter:

Sherry Ashworth

Sider:

217

Forlag:

Gyldendal

Følelses-barometer:




Helen og Michelle er bedste veninder, og går også i gymnasium sammen, og på præcis den samme lørdag starter de også begge to på deres første fritidsjob nogensinde. Michelle i en kendt modeforretning ved navn ”Harbour”, og Helen på Sankt Francis’ dyreinternat. Der går ikke lang tid inden Michelle falder for Ryan, den fire år ældre souschef i ”Harbour”, og venindeskabet bliver nu sat på en hård prøve. Dels er Helen lidt jaloux over at Michelle pludselig fravælger hende, og foretrækker at gå ud med Ryan, og dels synes hun Ryan behandler Michelle dårligere og dårligere. Hvornår skal man sige fra som veninde, og hvornår gør man bedst i at holde sin mund!?

Selv kunne Helen aldrig være faldet for en flødebolle som Ryan, hun er til de mere intellektuelle typer som Andy, gymnasiets professortype. Men passer en professortype overhovedet sammen med en rockpige som hende? Tankerne er mange, og forvirrende for begge piger, og jo mere dominerende Ryan bliver over for Michelle, desto mere uvenner bliver de to veninder.

Samme tanker som i ”Braceface”

Sherry Ashworth skriver vildt godt. Min første tanke var, at teenageproblemerne i Er han det værd, minder utrolig meget om 13-årige Sally Sands problemer i den canadiske tegnefilmsserie ”Braceface”. Helen og Michelle er dog 17 år i romanen, og bogen er ikke direkte humoristisk, men pigernes splittede tanker, hvor de i konflikter hele tiden tænker for og imod, er den samme grundstamme som i ”Braceface”.

Sherry Ashworth kommer dybt ind under huden på både Helen og Michelle, og man får hele tiden hørt begge pigers synspunkter. Budskabet er smukt og meget anvendeligt: tingene ikke er sort/hvide mellem veninder, og dét at snakke sammen, er vejen frem.

Jeg-fortællerens totale forvirring

Sherry Ashworth begår dog en stor fejl i romanen. Hun skifter synsvinkel mellem Helen og Michelle for hvert kapitel. Det er en kendt teknik når man anvender en 3.-personsfortæller, men bestemt ikke med en jeg-fortæller. Alle røde lamper blinker i forfatterbøgerne, og med god grund.
Ved skiftende synsvinkel med 3.-personsfortæller, bliver du hele tiden mindet om hvor synsvinklen ligger: ”Helen gjorde sådan og sådan” eller ”Michelle gjorde dit og dat”. Men med en jeg-fortæller, bliver alt jo fortalt med ”jeg”, altså i første person, uanset om det er Michelle eller Helen synsvinklen ligger hos. Det betyder, at man 10-15 gange må bladre om til kapitlets start, fordi man har glemt om det nu er Helen eller Michelle synsvinklen ligger hos.

Som læser klamrer man sig hjælpeløst til, at episoderne i tøjbutikken er Michelles, og episoderne på dyreinternatet er Helens. Men når Helen så besøger Michelle i tøjbutikken er forvirringen total. For så kan jeg-fortælleren pludselig godt være Helen, mens Michelle bruger jeg-formen i sin direkte tale. Men det kan også være omvendt. Er du forvirret nu? Så bare vent til du læser bogen!

En rigtig, rigtig god bog for veninder

Ikke desto mindre er Er han det værd, en super god bog, så læs den alligevel, og tag det fra den humoristiske side med de forvirrende synsvinkler. Alle piger har problemer med deres veninder, og der er stor bekræftelse i at læse om hvordan Helen og Michelle redder deres problemer ud, selv om de er lige så forskellige som sol og vind. Det er håb for venindeskabet!