Vampyr Akademiet: Frygtens skole er både nervepirrende og morsom. Fra første sætning bliver man revet ind i fortællingen om de to bedste veninder, der på trods af hver deres styrke er udsatte for farer. I denne verden er vampyrer ikke blot vampyrer, for der findes både dhampirer, Moroi og ikke mindst de farlige Strigoi. Eftersom jeg var fanget fra start til slut, synes jeg, at bogen fortjener topkarakter.

Anmeldt af Andra Jeanina Liu, 17 år

Titel:

“Frygtens skole (Vampyr Akademiet 1)”

Forfatter:

Richelle Mead

Sider:

292

Udkom:

10. juni 2010

Forlag:

Borgen

Følelses-barometer:






Roses største opgave er at beskytte sin bedste veninde Lissa, som er en dødelig vampyrprinsesse. Båndet imellem de to piger er noget udsædvanligt. To år efter de er flygtet fra Sankt Vladimirs Akademi, bliver de fundet. Straks bliver de slæbt med tilbage til skolen. Og selvom de i første omgang planlægger en ny flugt, så finder de også gode ting inden for de gamle rammer – for eksempel Roses ældre mentor, Dimitri, der minder mere om en gud end om en mand. På akademiet er der dog andre problemer end de sociale. En eller anden er ude efter Lissa. Om det er de dødsensfarlige Strigoi eller en helt anden fjende er svært at regne ud.

Wow-effekt!

Før jeg gik i kast med første bind af Vampyr Akademiet, havde jeg kun hørt positive ting om den. Ikke desto mindre satte jeg ikke mine forventninger alt for højt med hensyn til bogen, fordi jeg på daværende tidspunkt følte, at jeg havde læst alt, alt for mange vampyrromaner. Altså var jeg ret skeptisk til at begynde med. Men Frygtens skole overraskede mig – big time! Hele tiden var der noget på spil i bogen. Hele tiden sad mit hjerte oppe i halsen på mig. Det kribler i mine fingre efter at rive fortsættelsen ned fra bogreolen i selvsamme moment og læse videre, for wow, hvor var Frygtens skole bare spændende.

En medrivende begyndelse

Fra første sætning bliver man nærmest suget ind i handlingen – og der er ingen vej tilbage. Jeg ved, at nogle kan finde på at lægge bogen fra sig, hvis den ikke fanger lige med det samme. Selv er jeg en af de der typer, der tvinger mig selv til at læse videre i håb om, at bogen forbedrer sig. Uanset hvilken type læser man er, behøver man slet ikke at frygte dette med første bind af Vampyr Akadamiet.

To sjæle, én tanke

Jeg skriver selv fiktion i fritiden, og før jeg overhovedet hørte om Vampyr Akademiet, havde jeg et romanprojekt i gang, hvor nogle af de samme ting var gældende – en kostskole, hvor børnene skulle lære at mestre elementerne, mens en elev havde en helt speciel evne. Det var sjovt pludselig at læse, hvordan Richelle Mead havde leget med tanken. Jeg nåede (heldigvis) aldrig særligt langt med projektet, for ellers havde det muligvis være alt for besynderligt at læse denne bog.

Uddrag af begyndelsen af Frygtens skole

Jeg følte hendes frygt, før jeg hørte hendes skrig.
Hendes mareridt bølgede ind i mig og ruskede mig ud af min egen drøm, som havde noget at gøre med en strand og Orlando Bloom, der gned mig ind i sololie. Billeder – hendes, ikke mine – væltede gennem min underbevidsthed: ild og blod, lugten af røg, en bils forvredne metal. Billederne hvirvlede omkring mig, kvalte mig, indtil en eller anden bevidst del af min hjerne mindede mig om, at dette ikke var min drøm.

Super morsom

Foruden at være en nervepirrende roman, er Frygtens skole også super morsom. Op til flere gange grinede jeg, mens jeg læste bogen. Hovedpersonen, Rose, virker ægte. Hun bander, er langtfra altid artig og opfører sig, som en del 17-årige piger nu gør. Det, der også er med til at gøre bogen så frisk, er sproget. Jeg må indrømme, at jeg til at starte med syntes der manglede variation, men jeg vænnede mig efterhånden til skrivestilen – og så bort fra det faktum.

Uddrag af Frygtens skole

Hun vandrede langsomt rundt om gården og hen imod den lille russisk-ortodokse kirke, som dækkede de fleste af skolens religiøse behov. Lissa havde altid været til messe regelmæssigt. Ikke mig.
Jeg havde en stående aftale med Gud: Jeg indvilgede i at tro på ham – lige akkurat – hvis han bare lod mig sove længe om søndagen.

Lige til at forelske sig i

Lidt forelsket i Dimitri kan man ikke undgå at blive, når man læser Frygtens skole (jeg kunne i hvert fald ikke). Det er nok også meningen. På trods af, at der er mange karakterer, som man kommer til at hade på grund af deres irriterende væremåde, er der endnu flere, som man kommer til at elske af samme grund. Jeg glæder mig til at lære dem bedre at kende, for jeg vil vædde med, at mange af personerne har flere sider til sig, som endnu ikke er vist frem.

Personligt har jeg svært ved at skulle sammenligne denne bog med andre bøger. Nogle læsere sammenligner den med Twilight, men jeg synes, at de to bøger er så vidt forskellige, at det er forkert at sætte dem op mod hinanden. Hvad mener I?