Vildheks-serien: ‘Viridians blod’ er andet bind i Lene Kaaberbøls serie om pigen Clara, der har opdaget at hun er en vildheks, ligesom sin moster. Mange har glædet sig til 2’eren fordi første bind var utrolig hyggeligt, og heldigvis fortsætter fortællingen samme gode stil med tonsvis af råhygge, en pæn portion spænding, lidt magi og masser af skønne dyr.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Viridians blod’ (Vildheks 2)

Forfatter:

Lene Kaaberbøl

Illustrator:

Anders Walter

Sider:

170

Udkommer:

6. april 2011

Forlag:

Alvilda

Følelses-barometer:







Da Clara er skilsmissebarn bor hun fast hos sin mor, og kun ganske få uger om året hos sin far. Men de gode minder som Clara har med råhygge på landet sammen med faren, bliver forvandlet til irritable længsler, da han pludselig og uden varsel har solgt landhuset og er flyttet ind i en moderne lejlighed af stål, glas og beton.

Clara, der elsker naturen, kan slet ikke forene sig med at man skulle kunne hygge sig i så sterile omgivelser, og farens tilbud om at Kat gerne må komme på besøg – bare han bor i kattebur og har kattebakke – ved Clara godt slet ikke kan lade sig gøre. Dels er det synd for Kat, mens hans personlighed er også så stærk, at han aldrig ville finde sig i det. Midt i ærgrelserne kommer en tårnfalk pludselig flyvende ind på glasaltanen til Clara. Den har et brev med, hvor Vildheksen Shanaia beder Clara om hjælp med det samme.

Det kommer ikke helt bag på Clara, at bæstet Kimæra er indblandet i Shanaias problemer, og selv om Clara slet ikke ønsker det, får hun indblandet sin bedste ven Oscar, for pludselig forsvinder han sporløst. Selv om Clara har mange undskyldninger for ikke at stikke næsen i alt det uhyggelige, bliver hun alligevel nødt til at kalde på Kat og begive sig ud på vildvejene for at finde Oscar.

Man slipper ikke de favoritbøger man vokser op med

Første bind i Lene Kaaberbøls ‘Vildheks’-serie, ‘Ildprøven’, var over al forventning. Nogen af dem, der elsker ‘Skammer’-serien har dog været lidt ærgerlige over at ‘Vildheks’ mest henvender sig til børn og yngre teenagere, hvor de som ældre teenagere stadig har kunnet læse ‘Skammer’-serien. Maja fra vores ungdomsredaktion afviste dog den påstand med et rigtig godt argument, nemlig, at de bøger man har elsket som barn, giver man aldrig slip på, og tager med sig ind i ungdommen og igen videre ind i sit voksenliv. Og de som elskede ‘Skammer’-serien som små, tænker ikke over at den rent faktisk er skrevet for samme aldersgruppe som ‘Vildheks’-serien også er. Hvis Majas teori skal holde, vil de børn og yngre teenagere, der i disse år vokser op med og elsker ‘Vildheks’-serien, også holde lige så meget af den om 5 år, om 10 år og om 15 år. Og det tror jeg Maja får ret i.

Evnen til at fortælle en god historie

‘Viridians blod’ er nemlig ligesom ‘Ildprøven’, kvalitet fra første til sidste side. Lene Kaaberbøl kan mange ting, men hun kan først og fremmest fortælle en historie så hyggeligt, at jeg ville være villig til at forære mit tv væk, hvis jeg i stedet kunne låne Lene på ubestemt tid, placere hende foran en pejs og så blot sidde og drikke te og lytte historier helt opslugt, aften efter aften. ‘Vildheks’-serien er ikke blot børnebøger men familiebøger, som man som voksen får lige så meget ud af at læse højt op af for børnene. Og når børnene selv kan læse serien, må man så som forælder ind og låne den på deres reol i smug, den weekend de er på spejderlejr. Så pas på jeres ‘Vildheks’-bøger, børn! 😉

Enkelte elementer fra Potter

Der er lånt enkelte elementer fra Harry Potter i ‘Viridians blod’, blandt andet dét med at tårnfalken er en budbringer, der kommer med brev til Clara. Og så selvfølgelig det essentielle plot i hele serien, med at Clara har ukendte magiske kræfter, som hun skal lære at kende. Man bider lige mærke i det, men det skal også være tilladt at låne og tage ved lære af hinanden, og Lene Kaaberbøl griber ‘Vildheks’-historien helt anderledes an end J.K. Rowling gør i Potter, og derfor bliver ‘Vildheks’ alligevel unik.

Uddrag af ‘Viridians blod’

“Møgunge,” hvæsede han. “Se dig for.”
Det plejede jeg faktisk også at gøre. Jeg gik ellers altid i en stor bue uden om alt hvad der lignede problemer. Jeg blev sjældent mobbet eller drillet, for jeg var god til at være sådan lidt usynlig. For at drille nogen skal man først kunne få øje på dem.
Men Martin havde i dén grad fået øje på mig.
Han bøjede sig hen over mig, og nu kunne jeg se hans ansigt – næsten lige så rødt som hænderne, med nogle sært ophovnede øjne der egentlig bare var glitrende sprækker midt i det røde. Han samlede en håndfuld møgbeskidt trappesjap op. Jeg nåede kun lige akkurat at lukke øjnene før en iskold blanding af grus, salt og sjapsne blev tværet rundt i hovedet på mig.

Fine naturbeskrivelser og skønne dyr

‘Viridians blod’ er skrevet i et simpelt men varieret sprog. Den er fyldt med flotte beskrivelser, ikke mindst af naturen. I afsnittet hvor det er vinter på Claras skole, fik jeg de vildeste vinter-flashbacks til min egen skoletid. Helt uhyggelig godt. Mange af de følelser man har som barn og som man glemmer som voksen, har Lene Kaaberbøl også ramt virkelig præcist, specielt Claras forhold til sin mor, der – som for alle andre preteens – skifter mellem at man godt gider mor og vil nusses om, til de situationer hvor hun bare skal holde sig væk!

Én af de største kvaliteter i ‘Vildheks’-serien og det som gør den unik, er de dejlige oplevelser med alle dyrene, som heksene jo er de bedste venner med. Jeg har ikke tal på hvor mange arter Lene har nævnt udover katte, hunde, heste, ugler … men det er mange! Og børn vil elske temaerne med at Clara og heksene er dyrenes bedste venner. Rigtig godt fundet på. Så enkelt og alligevel så unikt. ‘Kat’ er nok den jeg holder aller mest af, for tænk at have en trofast væbner, der kun kommer frem, når man virkelig er i nød, eller man bare gerne vil nusse. Det er da noget vi alle drømmer om.

Også 6 stjerner til Anders Walter

De flotte 6 stjerner som ‘Viridians blod’ får af mig, går lige så meget til Anders Walter for hans superskønne tegninger af Clara i naturen sammen med alle dyrene. Vi har tit diskuteret på ungdomsredaktion, hvorfor pokker man ikke kan købe plakater af de flotteste bogforsider, og Anders Walters ‘vildheks’-illustrationer er bestemt nogle af dem jeg aller helst ville have på væggen.

Bøger man gemmer for altid

Det er sjældent jeg spår bøger ligeså lang levetid i boghandlen og på biblioteket, som Astrid Lindgrens klassikere, men ‘Vildheks’-serien kommer rigtig tæt på, og de børn der læser ‘Vildheks’ i dag, kommer helt sikkert også til at gemme bøgerne 20-25 år, så de kan læse dem højt for deres egne børn.

Det sætter et frygteligt pres på Lene Kaaberbøl, når hun nu skal færdiggøre tredje bind, ‘Kimæras hævn’, hen over sommeren. Men hvis der er nogen der kan klare det, er det Lene, og hvis hun er i tvivl om hun er i nød undervejs, kan hun jo blot forsøge at råbe på ‘Kat’. 🙂


Vildheks: © Lene Kaaberbøl, Anders Walter og Forlaget Alvilda