‘Malice’: Det er seje drenge og det er girlpower i et unikt sci-fi/fantasy-univers. Forsiden på ‘Malice’ ligner noget for små drenge, men rent faktisk er det en rigtig fed og spændende historie med nutidige og realistiske britiske teenagere i “hovedrollerne”.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Malice’ (Malice 1)

Forfatter:

Chris Wooding

Illustrator:

Dan Chernett

Sider:

377

Udkommer:

8. november 2010

Forlag:

Forlaget Flachs

Følelses-barometer:







Luke, Seth og pigen Kady er bedste venner, men pludselig en dag forsvinder Luke sporløst. Seth og Kady begynder at snuse lidt rundt på Lukes værelse, for de kan se hvor meget Lukes mor er ude af den, og de vil gøre alt for at finde deres kammerat igen.

Luke har en underlig opsprættet kuvert liggende, med et stort ‘M’ på forsiden. Det ligner en tegneserie – dén folder der er inde i kuverten – men alle siderne er blanke. Kady finder hurtigt ud af, at den sidste webside Luke har været på, er en kort-tjeneste, hvor han søgte på en London-adresse. Og på netop dette sted ligger der en lille og meget dyster tegneserie-butik.

Kady og Seth må straks til London. De har en spinkel mistanke til at M’et på Lukes kuvert står for ‘Malice’, navnet på en tegneserie, men også navnet på dét sted hvor man kommer hen, hvis man bliver taget af ‘Tall Jake’. Men det er jo bare en barneleg, dét med at man skal komme en kragefjer, en tåre, en kvist, lidt kattehår og lidt af sit eget hår i en skål, sætte ild til det, og nå at sige: “Kom og tag mig, Tall Jake!” 6 gange inden ilden går ud. Selvfølgelig eksisterer der ikke nogen ‘Tall Jake’ i virkeligheden. Selvfølgelig gør der ikke det?

Meget tekst og lidt tegneserie

‘Malice’ af britiske Chris Wooding, er en lidt speciel sag. Cirka 50 af bogens 377 sider er nemlig tegneserie. Lige i denne historie, som handler om en magisk tegneserie ‘Malice’, er det faktisk ret fedt, at man som læser kan få lov til at se indholdet i ‘Malice’-bladet, og derfor fungerer kombinationen med tegneserie og almindelig tekst helt utrolig godt. Tegneserien bliver også en slags belønning, for jeg kunne ikke lade være med hele tiden at se, hvor mange sider der var tilbage inden jeg kom til et nyt tegneseriestykke.

Lad dig ikke narre af bogens forside

Ulempen ved tegneserien er, at de personer man har forestillet sig inde i sit hoved, specielt Kady og Seth, pludselig blive vist i tegninger, og det smadrer ens egen oprindelige fantasi. Desuden er jeg ikke vildt begejstret for Dan Chernetts tegnestil. Tegningerne er ikke særlig detaljerede og i kampscenerne – som der er mange af – er det helt umuligt at se hvad der er hoved og hale i tingene, og hvem der tæsker hvem. Tegnestilen med de lidt fjollede monstre, passer godt til 7-9-årige drenge, men bogens tekstdel og historie, som er det vigtigste i ‘Malice’, er for både piger og drenge i alderen 11-14 år. Derfor skal man ikke lade sig narre af bogens forside, som jeg først gjorde. Historien passer rigtig godt til teenagere, og Kady og Seth er på ingen måde barnlige, men faktisk ret modne og selvstændige af deres alder (ca. 14-15 år).

Så intens spænding at det næsten er gys

Sproget er simpelt og let at komme igennem, og hvis man ikke er den store læsehest, giver tegneserien som sagt et dejligt skub i den rigtige retning. Først troede jeg historien var meget simpel og set før, men Chris Wooding fik alligevel overrasket mig rigtig mange gange. Når jeg troede jeg vidste hvad der skulle ske, tog handlingen en brat vending i en helt ny retning. Og selv om karaktererne i selve Tall Jakes verden, ‘Malice’, er en blanding af fantasy og science fiction og ser lidt latterlige ud på tegningerne, er de faktisk ret skræmmende når de jager Kady og Seth i det helt normale London. Chris Wooding kan få de spændende passager så intense, at det er lige før genren bliver til gys.

Samtidig har han et realistisk indblik i hvordan teenagere omgås hinanden, og både sproget og chat-samtalerne gør bogen nutidig og ung. Mange forfattere gør pinlige forsøg på at efterligne unge i sprog og handling, men fordi det er over 20 år siden de selv var teenagere, falder de igennem. Chris Wooding kan kunsten(!), og han er næsten lige så dygtig som sin landsmand Robert Muchamore, der har skrevet ‘Cherub’-serien.

Uddrag af ‘Malice’

“Hold nu fast! Du kan lige vove på at gi’ slip!”
At give slip var det sidste, Seth kunne finde på, men det brændte i hans hænder, hans fingre var forkrampede og forkrøblede af smerte, og han kunne ikke holde fast ret meget længere. Inde under den tynde T-shirt trillede perler af koldsved ned ad hans ryg. Han så ned på klipperne næsten 50 meter under sig og forsøgte at lade være med at tænke på hvordan det ville føles at lande på dem.
Nejnejnejladmigikkefaldened!
Kady befandt sig oppe på toppen af klippen. Rædslen stod malet i hendes ansigt, der var indrammet af to lyshårede rottehaler. Under hende skrånede klippen ud i en blød kurve, før den pludselig endte i et brat fald. Og dér, på kanten af intetheden, hang Seth og forsøgte med famlende fødder at finde fodfæste. Hans arme blev svagere og svagere for hvert øjeblik

Øv, det er en serie

Først til allersidst opdagede jeg, at ‘Malice’ fortsætter i endnu et bind: ‘Havoc’. For en gang skyld havde jeg sat næsen op efter en god afsluttende historie – som der snart ikke er mange af – og derfor blev jeg lidt skuffet over at bogen stopper midtvejs i hele historien, uden de store forløsninger er opnået. Lidt ligesom når en tyk amerikansk roman, bliver splittet op til to bind når den bliver oversat til dansk.

Efter at have vænnet mig til tanken, glæder jeg mig dog til at møde Seth og Kady igen i ‘Havoc’ – som så er sidste og afsluttende bind – for de har nogle virkelig skønne, selvstændige personligheder, som jeg kom til at holde meget af lige fra begyndelsen.

(Forlaget Flachs oplyser, at ‘Havoc’ er oversat til dansk, er tæt på at skulle i trykken og formentlig udgives omkring 1. juni 2011)