PRIVATE-serien: Jeg havde svært ved at se, hvordan Private kunne fortsætte lige så godt, efter den store forløsning i ‘Bekendelser’, men det var intet problem for Kate Brian. Reed Brennan træder i karakter, og historien er endnu mere spændende end nogensinde før. Samtidig er det pokkers hyggeligt, at man kender miljøet så godt på Easton. Det er stadig den bedste serie, jeg nogensinde har læst.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Inderkredsen’ (Private 5)

Forfatter:

Kate Brian

Oversat af:

Helle Schou Kristiansen

Originaltitel:

‘Inner Circle’

Sider:

197

Udkom:

2010

Forlag:

Carlsen

Hjemmeside:

PRIVATE the series

Følelses-barometer:









(SPOILER! Bøgerne i serien ‘PRIVATE’, udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst de foregående bøger, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)

Reed tager tilbage til Easton. Efter en telefonsamtale med Noelle i begyndelsen af sommeren, ved hun bare at det er dét hun må. For første gang, kan hun sole sig i, ikke at være “nye pige”, og mange er lykkelige for at se hende igen, ikke mindst Josh! Dejlige, lækre, velduftende, ærlige og sexede Josh.

Det underlige på Billings er dog, at der står 6 værelser tomme. Ingen havde syntes det var rigtigt, at besætte pladserne på kollegiet lige efter den store skandale med Arianne, Noelle, Kiran og Taylor. Cheyenne, der tidligere gav Noelle kamp til stregen og viste sig fra sin gode side, falder hurtigt tilbage i rollen, som den bitch hun var, dengang hun trådte alle sine perler ned i gulvtæppet og lod Reed samle alt op, som en anden Askespot.

Easton-elevernes største overraskelse er, at det er kommet ny rektor, mr. Cromwell, og han erklærer med det samme, at det skal være slut med skandaler på Easton, samt at et kollegium blot er et man bor og sover på, mens man læser – og intet andet! Så mens Cheyenne er ved at overtage Noelles intrigante lederrolle og instruerer Billings-pigerne i, hvordan de udvælger de mest værdige nye beboere, kommer rektor slæbende med 6 piger, som han og skolebestyrelsen allerede har valgt.

Cheyenne er ved at sprænge i luften af raseri, og hvis hun ikke kan kæmpe en åbenlys magtkamp mod Cromwell’s nye retningslinjer, tager hun gerne en hemmelig krig. Alt for at bevare Billings-kollegiets flere hundrede år gamle traditioner.

Begynder på en frisk

‘Inderkredsen’ er en pudsig femte bog i Private-serien, for i ‘Bekendelser’ fik vi slået knude på næsten alle skandalerne og afsløret alle hemmelighederne. Reed begynder næsten på en frisk, og det er virkelig hyggeligt at se hvordan hendes første år på Easton har formet hende, og lært hende at sige fra, når Cheyenne hurtigt forsøger at overtage Noelles rolle. Der er faktisk intet så skønt, som når en hovedperson udvikler sig så meget, at man kan læne sig tilbage og nyde alle hendes hurtige svar på fornærmelserne.

L.O.V.E.

Romantikken ryger også helt i top i ‘Inderkredsen’, for Reed kan endelig være sammen med Josh, og selv om hun er ret nervøs for at hendes kærlighed ikke er gengældt, fylder Josh nu rollen ret fint ud som den perfekte kæreste. Og man bliver rigtig varm indeni, når de to søde personer, der har været så meget grimt igennem, endelig kan få en velfortjent pause sammen.

En svær med modig jeg-fortæller

Private-serien er skrevet med Reed som jeg-fortæller, en skriveteknik, der i normale tilfælde kan blive lidt ensporet, specielt når vi taler om så lang en serie som Private, der p.t. er oppe på 13 bøger i USA. Men Kate Brian (der rigtig hedder Kieran Scott) er usædvanlig dygtig til at bruge sin jeg-fortæller på en ikke trættende måde. Ulempen er jo, at man kun kan opleve begivenhederne igennem Reeds øjne, og at man ikke kan bevæge sig andre steder hen på Easton uden at Reed er med. Men samtidig er det også fordelen, for når man styrer jeg-fortælleren så varieret som Kate Brian gør det, giver den også et utrolig nærvær, og gør at man praktisk taget smelter sammen med Reed. En 3. persons-fortæller skaber lidt distance mellem læseren og hovedpersonerne, og vi ville aldrig have kunnet mærke Reeds følelser på samme måde.

Nøj, hvor er Kieran Scott dygtig

Endnu engang havde jeg svært ved at se hvordan serien kunne fortsætte lige så godt, når Noelle, Ariana, Taylor og Kiran var væk, men det blev overhovedet ikke noget problem. Trygheden i og identifikationen med Reed, er simpelthen så stor, at man aldrig føler sig ensom på Easton, selv om der dukker mindst 10 nye personer op. Faktisk var det en eventyrlig befrielse, at mærke hvordan Reed endelig blev befriet fra sine kombinerede forbilleder og plageånder og virkelig trådte i karakter med sine egne overbevisninger. Konflikten mellem hende og Cheyenne blev så spændende, at jeg bagefter sad helt målløs over at en forfatter kan skrive så godt. Nøj, hvor er Kieran Scott dog dygtig! Endnu engang 6 stjerner til hende – denne gang for ‘Inderkredsen’ – og havde der været en 7. stjerne, havde hun også fået den.

Uddrag af ‘Inderkredsen’:

“Jeg vil lægge ud med at byde jer velkommen tilbage til Billings,” indledte Cheyenne sin enetale, mens Tiffany knipsede et billede. “Jeg håber, I alle sammen har haft en fortryllende sommerferie. Jeg ville hellere end gerne høre alt om jeres europarejser og badeferier, men vi har andre ting at forholde os til.” Hun grinede og slog ud med armene. “Jeg ved godt, at I er ved at dø efter at finde ud af, hvad der i de små æsker, så værsgo!”
London hvinede og flåede sin lyserøde æske til sig, som om det var kødben, og hun selv var en gal hund. Jeg havde helt glemt min. Jeg trak den nærmere og åbnede den. Indeni lå en tynd guldkæde med bogstavet “B” i miniformat, diamantbesat og skrevet med håndskrift. Alle de andre piger sagde ih og åh og hjalp hinanden med at få kæderne på.
“Cheyenne! De er superfeder!” kvidrede Paris, mens hun hjalp London med hendes.
“De er helt perfekte,” tilføjede London. “Nu kan alle se, hvem der er en Billings-pige, og hvem der ikke er.”
Som om de ikke allerede vidste det.