PRIVATE-serien: I ‘Ambitioner’ er Reed ved at nærme sig Noelles egenskaber så meget, at jeg skiftede identifikation og holdt med Josh og Ivy i stedet for. En uheldig udvikling i en serie, når man taber alt for hovedpersonen. Desuden handler ‘Ambitioner’ meget amerikansk kun om at skaffe en urealistisk stor sum penge. En skuffende nedturs-7’er.
Af Peter Kock Henrichsen |
Titel:
‘Ambitioner’ (Private 7)
Forfatter:
Oversat af:
Elisabeth Kiertzer
Originaltitel:
‘Ambition’
Sider:
255
Udkom:
2010
Forlag:
Carlsen
Hjemmeside:
Følelses-barometer:
(SPOILER! Bøgerne i serien ‘PRIVATE’, udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst de foregående bøger, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)
Pigerne fra Billings har kvajet sig en del, da de tog til Arven. Nogle af dem røg nemlig i de underjordiske gange og en gnist fik det gamle Eastons Gwendolyn Hall til at gå op i flammer. Den nye rektor Cromwell er rasende, og han ser allerhelst, at Billings-kollegiet opløses og pigerne fordeles på de andre kollegier. Reed tager dog ordet som formand, og lover Cromwell, at Billings vil gøre noget godt for Easton, for at rette op på skaderne de har forvoldt. Reed lover at Billings vil skaffe en million dollars til Easton, men Cromwell hæver hurtigt beløbet 5 gange, og giver kun pigerne en måned til at skaffe dem. En umulig opgave i alles øjne, men samtidig er Billings-pigerne stolte af Reed, fordi hun har skaffet dem en sidste chance.
Reeds kærlighedsliv er nærmest ødelagt. Forholdet til Josh gik i stykker til Arven, og hendes flirt med Dash er mundet ud i, at Noelle og Dash pludselig kommer sammen igen. Reed er presset fra alle sider, men Billings-pigerne forsøger at muntre hende op, ved at skaffe hende en ny lækker kæreste.
Mest skuffende i serien
Historien i ‘Ambitioner’ er den mest skuffende i Private-serien indtil videre. ‘Arven’ var et rigtig genopbygningsbind, der skabte en masse konflikter, som ventede på at blive løst. Men i ‘Ambitioner’ bliver det hele blot værre. Og det er egentlig ret kedeligt, kun at læse om modgang. Den røde tråd i serien, er Reeds retfærdighedssans, at hun er sine egne følelser tro – ikke mindst i kærlighedslivet – og at hun kæmper for det gode og mod det onde. Men ligesom i Star Wars, hvor Luke Skywalker langsomt forvandles til sin onde far, Darth Vadar, virker det som om Reed langsomt er ved at forvandle sig til Noelle.
Mere sympati for Josh og Ivy
Søde, lækre Josh, som egentlig var den der lyttede mest til Reed, svigtede hun til adskillige familie-komsammener, og selv om Josh var lidt for krævende til Arven, gjorde Reed ikke det mindste forsøg på at forenes med ham, men røg lige i armene på Dash. I ‘Ambitioner’ prøver hun så alle de andre fyre af på Easton, mens jeg sidder og bliver virkelig irriteret over, at hun tér sig så desperat og ikke lytter til sine egne følelser. Måske er det idéen med serien, at Reed langsomt forvandles til Noelle og bliver gennemsyret af Billings-kollegiets rigdom og tarvelige kneb, med det gør også at jeg er ved at miste identifikationen med Reed. Som stillingen er p.t. holder jeg med Josh og Ivy, og det er ikke en heldig udvikling, når man ikke længere bryder sig om hovedpersonen, men hendes fjender og eks-kæreste.
Meget amerikansk
Samtidig er den røde tråd i ‘Ambitioner’ alt andet end unik. En gammel bygning, Gwendolyn Hall, der alligevel stod til nedrivning, er gået op i flammer og pigerne har været til en fest. Det er ligesom ikke jordens undergang. Og da Reed skal forsvare det, havde jeg glædet mig til at hun gav rektor Cromwell tørt på. Pigerne har jo ikke været særligt uansvarlige og det var hændeligt uheld, men i stedet for en moralsk røvfuld, lover Reed bare rektor en masse penge til Easton. Det var slet ikke penge hele miseren handlede om, men om at bevare nogle hyggelige traditioner på Billings, som har stået på igennem flere hundrede år. Men det bliver meget amerikansk kun penge det hele går op i, og da Rektor forlanger 5 millioner dollars i stedet for 1 million, bliver det urealistisk plat. 16-17-årige gymnasiepiger, der ikke må bruge deres riges forældres formuer, skal skaffe 5 millioner dollars på en måned. Come on! Urealtisk og derfor ikke spændende.
Jeg havde ikke troet det skulle ske, men det virker virkelig som om Kate Brian er løbet tør for de gode idéer, og jeg er i tvivl om hun kan rette op på den her kedelige udvikling i de næste bind, eller vi reelt har mistet den beundringsværdige Reed Brennan.
Uddrag af ‘Ambitioner’:
“Er det Josh? Har du lyst til at snakke om det?” spurgte hun.
“Ikke nu,” svarede jeg.
“For jeg ved, at det er hårdt at få knust sit hjerte,” sagde hun medfølende.
“Hvem har knust dit hjerte?” mumlede jeg. Et svagt glimt af nysgerrighed vågnede i mig. Sabine havde aldrig nævnt nogen eks’er.
“Mig? Åh, ikke nogen. Jeg har aldrig haft en rigtig kæreste,” sagde hun o s så ned på sine hænder. “Men jeg hjalp min søster gennem et forfærdeligt brud. Hun sagde, at hun aldrig havde overlevet det, hvis det havde været for mig. Så måske kan jeg også hjælpe dig.”
Det lykkedes mig at fremtvinge et stift smil for hendes skyld. “Måske. Bare ikke i aften, okay? Lige nu skal jeg bare sove.”
Skriv et svar