Historiske romaner: ‘Tyvens tøs’ ved ikke rigtig om den vil være en historisk roman, der fortæller om livet som barn i midten af 1800-tallet, eller den vil være en underholdende spøgelseshistorie. Den fungerer bedst som det sidste.
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
Titel:
‘Tyvens Tøs’
(Historien om Ida 1)
Forfatter:
Illustrator:
Mads Themberg
Sider:
152
Udkom:
15. oktober 2009
Forlag:
Høst & Søn
Følelses-barometer:
Vi er præcis midt i 1800-tallet hvor kolera-epidemien bryder ud i København. Idas mor dør af den inden familien når at blive evakueret fra byen, og bagefter slår hendes far sig på brændevinen og glemmer alt om Ida. Naboerne forsøger at få Ida på børnehjem i ‘Børnehuset’, men faren henter hende og tager hende med på farten. Ida og hendes far lever alle mulige og umulige steder, indtil faren finde et nybygget gravkammer på Assistens Kirkegård. Her vil han slå sig ned med Ida. Men inden længe forsvinder han, og Ida er helt alene sammen med kattekillingen Lille Mår. Heldigvis dukker drengen Laust op og hjælper Ida.
En historisk beretning der bliver til en spøgelseshistorie
‘Tyvenes tøs’ begynder som en socialrealistisk og historisk beretning i et simpelt, ensformigt sprog, der fortæller om de hårde kår, specielt børnene var udsat for på H.C. Andersens tid. Midtvejs ombestemmer den sig dog pludselig og vælger at blive en spøgelseshistorie.
Man kan og skal blande genrer alt det man vil, men netop i denne bog kom skiftet meget bag på mig, da bogens første tredjedel giver sig ud for at være en ren historisk skildring af 1850’erne. Spøgelseshistorien virker lidt som om den er blevet opfundet hen ad vejen, måske fordi der ikke er meget kød på en historie om en lille pige, der bor alene i et gravkammer på kirkegården.
At bryde det realistiske med det overnaturlige, nedsætter dog troværdigheden i en historisk roman, for kan man først se spøgelser, kan man jo se hvad som helst. Ikke desto mindre er spøgelseshistorien om ligrøverne det mest vellykkede element i ‘Tyvens tøs’. Her begynder det for første gang at blive lidt spændende og uhyggeligt. Den sociale armod bliver endelig gemt lidt af vejen, og vi får noget at se frem imod. Bogens eneste plot – hvis man overhovedet kan kalde det det – er nemlig kun, at Ida gerne vil finde sin far.
Elsker historiske romaner
Jeg elsker historiske romaner – specielt danske. De fortæller om de rødder vi alle har, og jeg synes det giver en rar, tryg følelse og identitet, at vide hvor man kommer fra og hvordan ens forfædre levede i de gamle gader og bygninger vi i dag kan gå rundt i. Hvor museer kun kan vise os de fysiske ting – møbler, værktøj, arkitektur – giver de historisk romaner os nogle hovedpersoner vi kan identificere os med, så vi selv kan opleve hvordan det var, dengang.
Savnet i ‘Tyvens tøs’, går dog på, at der ikke er noget at identificere sig med. Vi hører næsten kun om Ida og Lausts fysiske behov og lavpraktiske gøremål – når de for eksempel er sultne, trætte eller bange. De er små børn uden de store meninger om livet, og de sluger egentlig blot alle de oplevelser, de bliver præsenteret for, uden de store eftertanker. Dialogen er yderst sparsom, og replikkerne ultrakorte, så vi får desværre aldrig ridset stærke personligheder op, som man kan identificere sig med og holde af. Og var der noget jeg havde lyst til, var det at holde af Ida. Men på grund af den kynisk verden vi befinder os i, hvor alle voksne ser børn som en irritation, er de eneste virkelig varme oplevelser, dem, Ida har med katten Lille Mår. Jeg savnede i den grad Lars-Henrik Olsens og Josefine Ottesens stærke, spændende hovedpersoner, som er grundpillerne i deres historiske romaner, der ligeledes foregår i Danmark.
Skønne illustrationer
Det første der møder én i ‘Tyvens tøs’ er Mads Thembergs smukke illustration af kirkegården på bogens forside. Når man ser den, får man virkelig lyst til at læse ‘Tyvens tøs’. Mads har ydermere lavet 17 små tegninger i en gammeldags streg, der spreder glæde på siderne under læsningen. Det kan ikke roses nok, at bygge børnebøger op på denne måde, for tegningerne kommer til at fungere som en slags små belønninger man læser sig frem til.
En svær skrifttype
En anden detalje man har brugt for at få ‘Tyvens tøs’ til at se lidt gammeldags ud, er skrifttypen Garamond. Desværre en speciel trykket version, hvor halsene på høje bogstaver som ‘l’,’k’,d’ og ‘t’, er så korte, at de næsten har samme højde som ‘e’ og ‘a’. Det gør det vanvittigt svært at læse. For eksempel kommer et ord som “drenge” meget nemt til at se ud som “orenge”, og det protesterer de fleste hjerner kraftigt over. For mig var det et irritationsmoment igennem hele bogen, og specielt for børn der er ved at lære at læse og skrive, virker det som en unødig hindring.
Uddrag af ‘Tyvens tøs’:
Ida vågnede tidligt næste morgen. Hun kaldte Lille Mår til sig og satte den i rygsækken.
Så gik hun. Hun blæste på den sure graver og gik lige forbi huset. Det var den hurtigste vej ud, og hun skulle skynde sig.
Laust sad uden for hytten og så forbavset op, da han fik øje på hende.
Inden hand nåede at sige noget, havde hun krænget rygsækken af og sat den foran ham.
“Vil du passe Lille Mår et par dage?”
“Hvad?”
“Vil du?”
“Jamen hvad skal du?”
“Ind til byen. Jeg skal finde min far.”
Lille Mår var hoppet ud af rygsækken. Den snusede rundt om Laust og mjavede.
“Det kan vel lige vente lidt,” mente Laust. “Din kat skal have noget mælk, siger den.”
“Du vil altså godt passe ham?”
“Ham? Hvorfra ved du, det er en hankat?”
Det havde Ida ikke tænkt over, men pludselig vidste hun det godt alligevel.
“Fordi han er opkaldt efter min far,” sagde hun. “Men vil du ikke godt passe ham?”
Manglende lokal københavner-historie
‘Tyvens tøs’ er en pudsig roman, der ikke rigtig ved om den vil være en spøgelseshistorie for underholdningens skyld, eller den vil være en historisk roman, der skal lære børn noget om livet i midten af 1800-tallet. På pressebladet fra bogens udgivelse, står der desuden at Hanne Brandt har holdt foredrag om ‘Tyvens tøs’ på Assistens Kirkegård, hvor det meste af handlingen foregår. Jeg havde derfor store forventninger til en lærerig og detaljeret beretning om livet på godt og ondt i netop København, ligesom vores alle sammens historiker Allan Mylius Thomsen har fortalt den igennem 60 fascinerende udsendelser i dokumentar-tv-serien ‘Københavnerglimt’.
Men det eneste lokale vi hører om København i ‘Tyvens tøs’ er faktisk navnene ‘Assistens Kirkegård’, ‘Kødmangergade’ samt at H.C. Andersen (der boede i hovedstaden i den periode) tilfældigvis kommer forbi. Dybt skuffende, at vælge så spændende et sted og så interessant en tidsalder, uden at have lyst til at formidle lokalhistorien. Der er heller ikke så frygtelig meget almen historie at lære i ‘Tyvens tøs’ – bortset fra at børn havde det hårdt og hvordan man arbejdede på en kirkegård – så det skal være for den middelmådige spøgelseshistories skyld, man kaster sig ud i den.
Skriv et svar