‘True Blood’: ‘Død indtil solnedgang’ er første bog i serien True blood. Vampyrerne er ”sprunget ud af skabet” og er nu offentligt kendte.

Af Sofie Sejr Ravn Jensen, 13 år

Titel:

‘Død indtil solnedgang’

Forfatter:

Charlaine Harris

Oversat af:

Stig W. Jørgensen

Sider:

348

Udkom:

2010

Forlag:

Lindhardt og Ringhof

Følelses-barometer:








Sookie Stackhouse’s drøm går i opfyldelse, da vampyren Bill kommer ind på den lille bar i Bon Temps, hvor Sookie arbejder. Sookie er dog ikke helt normal, lige siden hun var lille, har hun kunnet læse tanker og er altid blevet opfattet som ”Skøre Sookie”.

Sookie opdager hurtigt, at hendes følelser for Bill er stærke, og hun bliver forelsket i ham. Både fordi han er spændende og anderledes, og ikke mindst fordi Sookie ikke kan læse hans tanker.

Snart begynder mærkelige ting at ske i Bon Temps, da kvinder bliver fundet voldtaget og kvalt. Fælles for alle pigerne er, at de er lavtlønnede kvinder uden uddannelse, som arbejdede på en bar, og alle har været sammen med en vampyr – præcis ligesom Sookie.

Det kunne jo godt ske …

Når man nu har to veninder, der konstant fabler om ‘True Blood’, så forventer man altså også meget! Og heldigvis blev alle min forventninger indfriet! Selvom ‘Død indtil solnedgang’ først og fremmest er en fantasy-bog med en stor del romantik, syntes jeg alligevel, at Charlaine Harris formår at fortælle sin historie i en moderne verden med et moderne sprog, og det får historien til at virke mere virkelig. For eksempel snakker Sookie om, at hun måske vil se filmen ‘Braveheart’ med Mel Gibson – dét får historien til at passe til virkeligheden, fordi det er en virkelig film.

Også vampyrernes tilpassede forhold og det med at de har kunne holde sig selv skjult så længe gør, at man får et lille håb om, at vampyrerne måske også vil ”springe ud” i vores verden, for Charlaine får det til at lyde så virkeligt, at i hvert fald jeg blev ved med at tænke ”Det kunne jo godt ske …”

Op og ned

Jeg kan faktisk virkelig godt lide denne bog, altså den fik virkelig mine følelser til at gå op og ned. Nogle gange sad jeg bare og tænkte ”Nej …”, når der skete noget slemt med en person. Andre gange havde jeg bare lyst til at smide bogen fra mig, når jeg blev irriteret på en person. Og nogle gange skar jeg ansigt af væmmelse, når der skete noget makabert. Og så da moderen endelig blev afsløret, var jeg bare sådan: ”What?!”. Det havde jeg ikke lige set komme.

Tilfældig tilskuer

Alligevel savnede jeg lidt den der følelse af, at kunne identificere mig med hovedpersonen, i dette tilfælde Sookie, selvom jeg fik ondt af hende og følte med hende, så syntes jeg aldrig helt, at jeg kunne sætte mig i hendes sted. Noget af det jeg elsker ved at læse er, at jeg på en måde kommer ind i historien. Når jeg kan identificere mig tilpas meget med hovedpersonen, så er det mere som om jeg er ”inde i historien”, men her følte jeg mere at jeg stod ved sidelinjen, og fulgte historiens gang som en tilfældig tilskuer.

Helt sin egen

Altså nu har jeg ikke set ‘Buffy’ og ‘The Vampire Diaries’ (som jeg har en idé om vil minde ret meget om ‘True Blood’), men i hvert fald har jeg ikke lige set og læst noget der minder ret meget om serien. Så for mig er den helt sin egen – i hvert fald indtil jeg opdager noget der minder om. 😉

Firkantsdrama

En stor del af bogen er også kærlighedsdramaer, og i denne bog er der i stedet for det kendte trekantsdrama et firkantsdrama (hvilket jeg syntes er ret sjovt). Sookie har faktisk flere tilbedere end hun lige tror. Selvfølgelig er Bill og Sookie meget forelskede, men samtidig virker det som om, at den meget magtfulde og gamle vampyr, Eric, også godt kan lide Sookie, og da man i vampyrernes verden tæller magt med år, så kan Bill ikke stille så meget op for at stoppe det. Og som om det ikke skulle være nok, kan Sookie’s egen chef Sam nu heller ikke helt skjule sine følelser for hende. Der er lagt op til et stærkt firkantsdrama, og det glæder jeg mig meget til at læse videre på: at se hvem der vinder Sookie’s hjerte til sidst.

Uddrag af ‘Død indtil solnedgang’

”Jeg hørte en knasende lyd bag mig. En kvist der knækkede. Jeg listede ind i skygge af det nærmeste store træ. Jeg var gal, gal og bange, og jeg tænkte på om jeg nu skulle dø.
Jeg havde måske ikke nogen riffel, men jeg havde et indbygget redskab til min rådighed. Jeg lukkede øjnene og åbnede sindet.
Et mørkt virvar, rødt, sort. Had.”

Uden at afslører for meget kan jeg godt sige at dette er moderens tanker. Det er helt klart et af de mest spænende tidspunkter i hele bogen. Jeg sagde bare og tænkte ”Hvis tanker er det? Hvis tanker er det?”

‘True Blood’ – den nye ‘Twilight’?

Lige i øjeblikket er det helt store fantasy-teenager-fænomen vampyrer og specielt ‘Twilight’ af Stephenie Meyer, og da ‘Død indtil solnedgang’ netop handler om vampyrer er det nærliggende, at spørge om ‘True Blood’-serien overhovedet minder om ‘Twilight’.

Og nej det syntes jeg ikke. ‘Twilight’ og ‘True Blood’ er to vidt forskellige historier, altså bortset fra at de begge handler om en pige, der forelsker sig i en vampyr. ‘True Blood’ har mere blod i sig, hvor ‘Twilight’ nedtoner vampyrernes blodrus ret meget. Det gør, at alle kender til vampyrerne i ‘True Blood’, mens de er ukendte blandt normale mennesker i ‘Twilight’ – en stor forskel. Mens Bella først skal finde ud af hvad Edward er, så ved Sookie og alle hendes venner og familie, hvad de skal forholde sig til, og Bill behøver heller ikke at skjule noget.

Fire stjerner + en halv

Da jeg anmeldte kom jeg lige pludselig til et svært punkt – Dét med stjernerne. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har siddet og tænkt ”Fire eller fem, fire eller fem …” Jeg ville ønske at man kunne give 4 ½ stjerner, for selvom jeg virkelig syntes, at den var spændende, skulle bogen have haft lidt flere karakterer med. Jeg savnede især den lidt mere skæve og sjove person som man altid griner af. Så hvis bogen skulle have haft 5 eller 6 stjerner skulle der have været lidt større udvalg af karakterer som jeg kunne identificere mig med, som jeg nævnte før så skulle jeg kunne komme mere ”ind” i historien.

Jeg er ret glad for, at jeg begyndte at læse denne bog, for selvom den ikke kommer på min Top 5 over yndlingsbøger, så var jeg underholdt og min tid fløj hurtigt af sted. Jeg vil i hvert fald gerne læse nummer to og tre, og hvor mange bøger der nu er i denne serie (den skulle vist være ret lang ;)).