Paranormal Romance: Engle er og bliver nok aldrig min kop te. De er for søde, for bløde og for rene til, at de falder i min smag, og selvom jeg måske ikke altid er til blod, action og fortvivlelse, så savnede jeg det virkelig i HALO. Den blev lidt for sukkersød til min smag.
| Af Rebecca Johansen, 16 år |  |
Titel:
‘HALO’
Forfatter:
Oversat af:
Nete Harsberg
Sider:
440
Udkommer:
2011
Forlag:
Politikens Forlag
Følelses-barometer:
Tre engle bliver sendt ned på jorden til den lille kystby Venus Cove, for at frelse den fra ondskab og ødelæggelse. Forklædt i menneskeskikkelse skal de prøve at rette op på alt det onde, der er sket i byen, men det er for det første ret svært, når den yngste engel, Bethany, forelsker sig i en menneskedreng, og for det andet, så er de tre engle ikke de eneste i byen med overnaturlige kræfter.
Der skal efterhånden meget til at overraske mig, og jeg følte virkelig, at vi havde set ‘HALO’s problemstilling i tusindvis af andre bøger. Jeg er træt af piger, der flytter til små byer, starter på en high school og finder deres eneste ene dér blandet med noget paranormalt. Kan forfattere da for søren ikke finde på noget andet? Noget, vi aldrig har set før? Jeg mangler originalitet! Kreativitet! Fantasi!
Middelmådig blanding
For mig var ‘HALO’ en god blanding af ‘Fallen’ af Lauren Kate, som jeg hadede, og ‘Twilight’ af Stephenie Meyer, som jeg elskede, hvilket vil sige, at den lå ret middel. Den var hverken helt dårlig eller helt god – eller helt vildt spændende for den sags skyld. Nu skal det dog også lige nævnes, at forfatteren Alexandra Adornetto også kun var 18 år, da hun skrev ‘Halo’. Hvis jeg tager højde for det, så vil jeg gerne indrømme, at jeg faktisk synes, det er ret imponerende, at hun kan skrive sådan en tyk bog.
Hvad var det egentlig der skete
Men som sagt, så synes jeg ikke, at bogen var vildt spændende. Næsten ¾ dele af bogen handler om Bethany og Xaviers forhold – som jeg aldrig rigtig kunne forholde mig til – og hvordan Bethany prøver at passe ind i et samfund, der ligger så langt væk fra Himlen (Riget), hvor hun kommer fra, at det halve kunne være nok. Det var på sin vis okay underholdende at læse om, men det holder ikke i længden når så meget af bogen handler om det. Resten af bogen er et tyndt forsøg på, at få lavet et klimaks, der aldrig rigtig bliver indløst og som læser sidder jeg egentlig bare tilbage og er ét stort spørgsmålstegn. For hvad var det egentlig, der lige skete!?
Flade karakterer
Nu er bogen jo første del af en planlagt trilogi, så det ville være underligt, hvis vi fik det hele serveret i første bog. Jeg har dog svært ved at se den ”rigtige” konflikt i serien, og håber at den bliver lidt mere tydelig i de næste bøger. Godt nok bliver vi introduceret til en person, der har en finger med i spillet, men det hele bliver nok bare lidt for utydeligt og underligt til min smag – jeg vil gerne have lidt mere struktur. Og også gerne lidt mere personlighed fra de fleste af karaktererne. De er og forbliver ret flade gennem hele bogen og universet virker, desværre, heller ikke særlig gennemtænkt. Jeg håber på mere fylde, mere smerte og mere mørke, der beviser at de her karakterer er ægte og værd at holde af!
Uddrag af ‘HALO’
“Drop det der, Beth! Stå helt stille. Jeg kommer op og henter dig.” Jeg kunne høre Xaviers råb, men hørte ikke længere efter. Vinden rev i mit tøj, og jeg spredte armene og lod mig falde ud over klippekanten. Jeg styrtdykkede mod stranden med den saliggørende følelse af vinden mod ansigtet. Xavier skreg højt og løb hen for at gribe mig, men hans anstrengelser var forgæves. Halvvejs nede lod jeg armene synke, så forvandlingen kunne finde sted. Et blændende lys brød ud fra hver en pore i min krop og fik min hud til at ligne hvidglødende metal. Jeg så Xavier skærme sine øjne og træde baglæns.
Så mærke jeg vingerne folde sig ud bag skulderbladene.
Det er under pres, at det rigtig ‘jeg’ kommer frem
Som Cassandra Clare, forfatteren til ‘Dødens Instrumenter’, så klogt skriver: ”Personer i bøger bliver nødt til at ønske, elske og lide før læseren kan føle, at de er ægte. Ligesom rigtige mennesker, viser personerne sig gennem deres handlinger – det er under pres, at deres rigtige jeg kommer frem.” Og det er præcis dét, jeg savner i ‘HALO’. Jeg føler slet ikke, at jeg kender Beth, Xavier, Ivy eller Gabriel for den sags skyld. Jeg kan slet ikke se personerne for mig, og det spiller altså en væsentlig rolle, når jeg skal bedømme om en bog er god eller dårlig. Jeg håber derfor, at Adornetto tager Cassandra Clares kloge ord til efterretning i fortsættelsen til ‘HALO’, der kommer til at hedde ‘HADES’.
Okay for nye læsere
Alt i alt er ‘HALO’ er et okay sted at starte, hvis du aldrig har læst en bog om engle. Den indeholder massere af kys, kærlighed og teenagefølelser, som sikkert vil blive taget god imod af folk, der lige har afsluttet ‘Twilight’-sagaen. Men har du en masse bøger på bagen og søger udfordring, så vil du savne en masse i ‘Halo’. Den fungerer fint, hvis du skal hvile hovedet i et stykke tid, men originaliteten er ikke på sit højeste og generelt var den bare skuffende.
Skriv et svar