Pirates of the Caribbean: Så kom jeg endelig ind og se ’Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand’! Og hvor havde jeg bare været nervøs for, at den ville skuffe helt vildt, især når når den nu havde tre forrygende forgængere at skulle hamle op med!

Af Sofie Sejr Ravn Jensen, 13 år

Titel:

‘Pirates of the Caribbean – i ukendt farvand’

Instruktør:

Rob Marshall

Land:

USA

Distributør:

Disney

Premieredato:

19. maj 2011

Denne gang er vores alle sammens Kaptajn Jack Sparrow (Johnny Depp) ude efter ungdommens kilde. Det varer ikke længe, før Jack roder sig ud i en masse problemer, og snart befinder han sig ombord på det berygtede skib ’Dronning Annes hævn’, hvorpå Kaptajnen er selveste Blackbeard (Ian McShane), og ikke nok med det er Blackbeards datter, og Jacks ekskæreste Angelica (Penélope Cruz), førstestyrmand på skibet! Blackbeard og Angelica er begge ude efter ungdommens kilde, så de kan redde Blackbeards sjæl, da det er blevet spået at han snart skal dræbes af en etbenet mand. Imens er Jacks gamle sørøverfjende, Barbossa (Geoffrey Rush), ude at lede efter kilden til den engelske konge, som vil have fat i kilden før den spanske konge. Hvem kommer først til kilden? Det bliver et farligt kapløb mod tiden, hvor ingen kan vide sig sikre på hinandens motiver!

Geniale Depp – nu med kærlighed

Som altid er Johnny Depp simpelthen genial i rollen som den skøre pirat Jack Sparrow. Johnny spiller Jacks skæve karakter så godt, at jeg nogle gange mere føler, at Johnny er Jack. En stor del af Pirates-filmene er Jacks skøre og ikke altid helt forståelige kommentarer, og selvfølgelig er de med igen, desværre dog i mindre grad. I stedet er Jack nu lige pludselig begyndt at bekymre sig for en anden person – hans gamle kæreste og Blackbeards datter – Angelica. Om det bare er mig, som der ikke kan lide forandringer med en af mine yndlings-fiktive-karakterer eller ej, vides ikke, men jeg synes ikke ligefrem det klæder Jack. Men nu skal jeg heller ikke dømme for hårdt for i nogle af de scener hvor jeg føler, at jeg begynder at miste den virkelige Jack, bliver han pludselig og helt uventet sig selv igen, til stor morskab for publikum.

De nye Bloom og Knightley

I den nye ’Pirates of the Carribean’-film er to af de vigtigste roller i de andre tre film ikke med: Will Turner (Orlando Bloom) og Elisabeth Swan (Keira Knightley). Så derfor var den nye instruktør (Rob Marshall) selvfølgelig også nødt til at finde sig et andet par, der forelsker sig og må kæmpe hårdt for deres kærlighed. Og det har han så gjort i henholdsvis i den unge kristne missionær, der bliver holdt fanget af Blackbeard, Philip Swift (Sam Claflin), og den smukke havfrue, som også bliver holdt fanget af Blackbeard, Syrena (Astrid Bergès-Frisbey).

Philip bliver holdt fanget fordi Angelica håber, at han måske kan være med til at redde Blackbeards sjæl. Mens Syrena bliver holdt fanget, fordi Blackbeard skal bruge en havfrue tåre til et bestemt ritual for at kunne bruge ungdommens kilde. Selvom havfruer og mennesker normalt afskyr hinanden (med mindre, at havfruen tryllebinder manden), finder de to noget anderledes i hinanden, og de bliver forelskede.

Om det igen bare er fordi jeg ikke kan lide de store forandringer med mine yndlingskarakterer eller ej, så savner jeg stadig Bloom og Knightley.
For selvom de to nye skuespillere gør et godt job, og man får ondt af dem, når de ikke kan få hinanden, så rammer det mig ikke så meget. Måske er det bare fordi at jeg ikke kender dem godt nok endnu. Så jeg glæder mig meget til at se, hvad der sker mellem dem i en eventuel 5’er.

Lange kampe og sjove flugtforsøg

Selvom filmens kampscener er flotte og godt lavet, så synes jeg nogle gange godt, at de kan blive lidt for lange. Selvfølgelig er det spændende at se en svær kamp mellem piraterne, men når det er noget der kommer tit, kan man altså godt blive træt af, at se to personer fægte med et svær i flere minutter. Til gengæld elsker jeg Jacks skøre flugter og flugtforsøg, som altid er underholdende at se på, især fordi de er så opfindsomme. Man kan altså ikke lade være med at grine, når Jack svinger sig fra lysekronen op på den lille balkon, snupper bollen, der sad fast i lysekronen, og går sin vej.

Historie nok til en fortsættelse

Og så kommer de store spørgsmål: Vil der komme en ’Pirates of the Caribbean 5’? Og vil der være nok historie til en fortsættelse? Med hensyn til det første spørgsmål, er jeg ret sikker på, at der kommer en 5’er. Ikke mindst fordi ’Pirates of the Caribbean’ er så stor en pengemaskine og fordi at den trækker så mange mennesker ind i biografen.

Med hensyn til det andet spørgsmål er jeg også ret sikker på at der er nok historie til en 5’er. For det første efterlod 4’eren mig med i hvert fald ét stort ubesvaret spørgsmål og flere små, som filmfolkene sagtens vil kunne lave en ny film om. Jeg er også sikker på, at manuskriptforfatterne ikke vil have noget problem med at skrive videre på historien nu, da der er kommet så mange nye personer med, som hver især venter på at deres historie skal skrives færdigt.

A pirates life for me

Alt i alt syntes jeg, at det er gået godt af Rob Marshall, at føre ’Pirates of the Caribbean’-universet videre, som ellers godt kunne have syntes som en umulig opgave uden mange af de gamle skuespillere og med så mange nye. Jeg syntes, at Rob formår at lave en god 4’er, hvor meget af den gamle pirat-magi stadig er intakt. Og så er den ligesom de andre ‘Pirates’-film sjov, spændende og med fart over feltet – helt sikkert en film man skal se! Især når man som jeg elsker hele det forunderlige univers.

A pirates life for me! 😀

Mikkel, 26 år, Østerbro

Den nye ‘Pirates of the Carribean’-film – ‘On Stranger Tides’ – byder på et velkomment gensyn med Johnny Depp som Jack Sparrow, Ian McShane som Barbossa. Derudover er der et par nye ansigter imellem de velkendte pirater.

Den største forskel på ‘On Stranger Tides’ og så de foregående film, er ikke, at der med en ny instruktør er tonet ned for de computeranimerede effekter – selvom der også i denne film er mange flotte effekter. Det er heller ikke, at der er en lille smule mere fokus på de velkoordinerede kamp- og flugtscener (Især Jack Sparrows flugt igennem London i starten af filmen er enormt fornøjelig). Den største forskel er simpelt hen, at Jack Sparrow har indtaget sin retmæssige plads som hovedrollen i Pirates of the Caribbean.

Det er ingen skade til at Keira Knightley og Orlando Bloom ikke er med i den seneste film i serien. De to ellers udemærkede skuespillere har dog i mine øjne domineret de første tre ‘Pirates of the Caribbean’-film i lidt for høj grad med deres romance.

Det er meget tydeligt at de – Knightley og Bloom – har haft en kærlighedshistorie der fyldte meget, da ‘On Stranger Tides’ faktisk har plads til hele to forskellige underhistorier med kærlighed, uden at de dog trækker opmærksomheden for langt væk fra det, mange af os er i biografen efter – godt gammeldags pirateri.

Den seneste Pirates film er i biograferne i 3D. Der er delte meninger om hvor effektivt filmselskaberne bruger 3D-effekterne. Personligt mener jeg, at de sagtens kan bruges til at give film en ekstra dybde rent visuelt som i visse scener i ‘Alice i Eventyrland’, og ‘Saw 3D’. De dybdeskabende effekter var dog ikke i mine øjne til stede i lige så høj grad som de kunne have været, og langt det mest effektive brug af 3D, er i de scener hvor Sortskæg peger sit sværd imod kameraet. Det virker til gengæld også godt.

Den eneste kritik jeg vil rette imod den seneste ‘Pirates’-film er dens noget tvivlsomme brug af zombier. Serien har ellers brugt temaer som voodoo ret tro imod hvad denne er i popkultur generelt (Naomie Harris spillede voodoo-gudinden Calypso i de to foregående film, der kunne gøre The Voodoo Lady fra Lucasarts ‘Monkey Island’-spilserie stolt), men lige præcis den her inkarnation af zombier er for en zombie-entusiast lige lovlig svær at sluge. Den måde zombificeringen af Sortskæg’s officerer viser sig på er, at de bliver udødelige. Det minder lige så lidt om ”traditionel” voodoo zombificering hvor offeret bliver til en hjernevasket grønsag der skal have konstante ordrer for at udføre noget, som det minder om Romero’s levende døde.

Det er et af de eneste eksempler på misforstået brug af traditionelle popkultur-referencer eller legender som jeg har oplevet i serien, som ellers både bruger havfruer (i den nyeste film) på en ny måde, for dem der kun kender havfruer fra Disney’s Den Lille Havfrue.

Bortset fra det, så er ‘On Stranger Tides’ endnu et eksempel på, at Disney og co. har et solidt greb om pirateri, igen på en måde der kan få enhver ‘Monkey Island’-fan til at juble.

Det kan helt klart anbefales at tage ind og se Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides i biografen. Du får som sædvanligt hele pakken her – flotte effekter, fantastisk musik og et brag af en film. Selv hvis 3D’en ikke er helt så effektfuld som man kunne håbe, så går de lidt over to timer stadig enormt hurtigt i selskab med Jack Sparrow, Barbossa og deres venner og fjender – nye som gamle.