Trilogien om Kattua Everdeen: Vinderen bliver rig og berømt. Taberen dør. Lad Dødsspillet begynde …

Af Maja Sofie Holst Hansen, 15 år

Titel:

‘Dødsspillet’

Forfatter:

Suzanne Collins

Oversat af:

Camilla Schierbeck

Sider:

400

Udkom:

2010

Forlag:

Gyldendal

Følelses-barometer:







I landet Panem er magthaverne nådesløse over for befolkningen og tvinger dem hvert år til at udvælge én pige og én dreng fra hvert af Panems tolv distrikter, som skal deltage i Døsspillet — en kamp om liv og død på direkte tv.
Da 16-årige Kattua frivilligt tager sin lillesøsters plads i Døsspillet, betragter hun det som en dødsdom. Men Kattua har før haft døden tæt på. 

Var først skeptisk overfor Sci Fi

‘Dødsspillet’ er meget præget af genren Science Fiction, så jeg var en smule skeptisk, da den eneste bog, som jeg havde læst og elsket fra denne genre, var ‘Vandrende Sjæle’ af Stephenie Meyer, men ligesom de mange andre piger på min alder, der er vant til at læse en masse Paranormal Romance, blev jeg fuldstændigt fanget af bogen, dens univers og dens karakterer!

Kærlighed og Action

Normalt i bøger bliver jeg hængende udelukkende på grund af alt det sukkersøde, de intense kys og blide berøringer mellem hovedpersonenerne. Derimod har jeg altid hadet kampscenerne, de dybe diskussioner om forskellige planer og alt, der har det mindste med action at gøre. Hvis man tager klassikeren og min personlige favorit ‘Twilight’ som eksempel, så oplever vi en hel del hede scener mellem Bella og Edward, og nogle få involverer også Bellas bedste ven, Jacob. I løbet af alle disse scener har jeg været klistret til bogens sider og har ikke lavet andet end at læse, spise og sove i dagevis. Dog er der også en del kampscener (for eksempel i ‘Eclipse’ og i ‘Breaking Dawn’) – disse steder har bare været noget, jeg ville have overstået for igen at komme til kærlighedsscenerne.

Det er så her, hvor jeg virkelig synes, at ‘Dødsspillet’ skiller sig ud, da al action’en i bogen virkelig fangede min opmærksomhed og virkelig var spændende! I det hele taget var der i størstedelen af bogen ikke særlig meget romance over handlingen. Bogen var helt klart anderledes og skilte sig ud fra alt andet, jeg havde læst – på en god måde, hvorpå det ikke kom alt for langt væk fra min smag, og jeg derfor stadigvæk elskede den. Jeg må dog indrømme, at scenerne mellem Kattua og Peeta også virkelig fangede min opmærksomhed og interesse og virkelig appellerede godt til mig og fik mig til at hungre endnu mere efter at læse videre. En super god blanding af de to ting.

Uddrag af ‘Dødsspillet’:

Rudes øjne er lukkede. Hendes vejrtrækning er ganske svag. Min hals lader tårerne få frit løb, så de løber ned af mine kinder. Men jeg er nødt til at synge sangen færdig for hende. (…) Jeg vil gøre noget lige nu og her, så de skammer sig, så de bliver holdt ansvarlige, så Capitol kan se, at uanset hvad de tvinger os til at gøre, så er der noget i hver soner, de aldrig vil kunne eje. At Rude var mere end bare en brik i deres spil. Og at jeg også er det. (…) Langsomt pynter jeg hendes krop med blomsterne ved at lægge en blomst ad gangen. Jeg dækker det voldsomme sår. Lægger en krans om hendes ansigt. Fletter hendes hår med klare farver. De er nødt til at vise det.

Forskellige forhold

Igennem bogens handling, var det sjovt at opleve, hvordan man knyttede sig forskelligt til de forskellige karakterer og fik forskellige forhold til dem. Selv de karaterer, som man ikke så så meget til. En ting, der fangede min opmærksomhed, var de utrolig flotte budskaber, som bogen giver. Blandt andet, at man skal blive ved med at kæmpe lige til det sidste, som både Kattua, Peeta og Cato. Et andet budskab er, at selvom man er lille, ung og ikke så stærk, som for eksempel Rude, så kan man stadig være utrolig stærk på andre punkter. Et tredje er, at selvom det gælder liv eller død, så skal man stadig stå ved den, man er, ligesom Peeta sagde, og man kan stadigvæk godt være sød, venlig og empatisk.

Omslaget tiltrækker

Jeg vil helt klart mene, at omslagsdesignerne har gjort noget klogt, idet de har ændret forsiden fra den amerikanske udgave,’The Hunger Games’, til den danske udgave. Normalt foretrækker jeg at forlagene vælger at beholde originalforsiderne, da det efter min mening oftest er de flotteste. Men i dette tilfælde synes jeg, at det var et utrolig klogt valg. Det er også rigtig vigtigt, da det oftest er enten forsiden eller bagsideteksten, der får folk til at købe bogen.

Vil have mere

Efter at have læst denne her bog kan jeg bare ikke vente med at læse de to efterfølgere: ‘Løbeild’ og ‘Oprør’. Jeg glæder mig også uendeligt meget til at se filmatiseringen af bogen, der har premiere i biografen marts 2012. Jeg tror også, at bogen er rigtig egnet til at blive filmatiseret, og dette har jeg tænkt lige fra starten. Jeg vil helt klart anbefale bogen, både til læseheste som jeg selv, der bare elsker bøger som ‘Twilight’, ‘Evermore’ og Nattens hus-serien, og til nye læsere, der gerne vil prøve at læse noget, der virkelig kan fange dem, og som ikke bare er én eller anden syg bog, deres lærer har tvunget dem til at læse. Derudover synes jeg også, at det er en virkelig lærerig bog.