Disney: Danmarks aller første Disney-butik åbnede i dag på Strøget i København, og der var mødt kendte ansigter fra mange Disney-film op. Her er det Rapunzel fra ‘To på flugt’, der bliver interview’et, mens Jack Skellington fra ‘The Nighmare before Christmas’ står og “tager lidt” på damerne imens.

Af Peter Kock Henrichsen
Solen skinnede på Amager Torv på Strøget i København og på alle de forventningsfulde børn, teenagere og forældre, som her til formiddag var mødt op for at åbne Danmarks aller første Disney-butik. Der blev uddelt små Disney-flag i ventetiden, der desværre var alt for lang. Køen strakte sig næsten 50 meter op til Niels Hemmings Gade, hvilket gav en ventetid på minimum en time – nok snarere halvanden. Forventnings store glæde blev forvandlet til utålmodighed hos de mindste, men kun ganske få blev sluppet ind ad gangen, så der ikke blev overfyldt i butikken.

Er du også 100% Disney-fan, kan det altså anbefales at vente et par dage med at besøge den nye butik, indtil nyheden har lagt sig lidt. Selv Kultur For Unge kunne ikke komme ind og fotografere alt det spændende, der gemmer sig indenfor, så vi vil vende tilbage, når menneskemængderne har lagt sig lidt.

Vi talte dog kort med en Disney-medarbejder, der fortalte at den nye danske butik kører efter et helt nye koncept, hvor børnene kan opleve en masse indenfor med tryllespejle og små verdner, man kan besøge. Desuden vil der blive solgt unikke ting, som man ikke kan købe på internettet eller i andre ikke-Disney-butikker. Hvilke aktiviteter der kommer i fremtiden, kan ses på en stor lystavle, der er placeret i det ene butiksvindue, og mon det ikke også bliver slået op på en webside.

Vi er mange, der glæder os til at kigge nærmere på Danmarks første Disney-butik.