Tally Youngblood: Efter ‘Pretties’ var noget af et flop af en 2’er, må jeg indrømme, at jeg frygtede det værste med ‘Specials’. Men tværtimod viste det sig, at være forfriskende dejligt at opleve Tally og ikke mindst Shay som Særlige, og ‘Specials’ gik hen og blev lige så spændende som ‘Uglies’.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Specials’

Forfatter:

Scott Westerfeld

Oversat af:

Astrid Heise-Fjeldgren

Sider:

297

Udkom:

24. maj 2011

Forlag:

People’s Press Junior

Følelses-barometer:






(SPOILER! Serien om Tally Youngblood udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst ‘Uglies’ og ‘Pretties’, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)

Tally og Shay er endelig blevet Særlige (Specials på amerikansk) med letvægtsknogler, barberblads skarpe tænder og lasertatoveringer i ansigtet. Deres uvenskab, der opstod da Tally ubevidst snuppede Shays kæreste David fra hende i The Smoke, er trådt helt i baggrunden – det er alt for spændende at være Særlig, til at man kan bruge tid på fjendskab. De Særlige som Tally og Shay hænger ud med, er dog ikke som dr. Cable i Særlige Omstændigheder, de er Cuttere, hvilket betyder, at når de mister deres klare syn og overblik, er de nødt til at skære i sig selv indtil klarheden genopstår. Cutterne nøjes heller ikke med at leve i New Pretty Town, de kan også pludselig finde på at lave lejrbål ude i skoven, aktiviteter som de netop selv er ansat til at forhindre de Smukke og de Grimme i at gøre.

Mens det hele går rigtig godt, bliver Tally, Shay og de andre Cuttere ledt i baghold i en operation, hvor de forsøger at opspore de nye nano-piller til en fest hos de Grimme. Det viser sig at David står bag, og at han og hans folk ikke længere er så blødsødne i The New Smoke. Missionen ender fatalt med bortførte Særlige og Tally og Shay vil nu gøre alt for at opspore The New Smoke. Til den operation skal der bruges noget lokkemad, og hvem er bedre end rystende, hjerneskadede Zane, der blev ødelagt Smuk, fordi han spiste en forkert kombination af de første nano-piller?

Sjovere som Særlig

Hvor andet bind i serien om Tally Youngblood, ‘Pretties’ var utrolig skuffende og kedeligt, kridter ‘Specials’ igen banen op til en ret spændende historie som i ‘Uglies’. Måske er det fordi de Smukkes liv rent faktisk er ret indholdløst og overfladisk, at Tally og Zane’s liv som Smukke blev virkelig kedeligt. Som Grim var Tally dejlig oprørsk og havde masser af charme og gåpå-mod, men som Smuk var hun jo nærmest omtåget af de ændringer Særlige Omstændigheder havde lavet i hendes hjerne, så bogen blev også lidt en famlende tågerus. Derfor er det forfriskende dejligt at opleve Tally og ikke mindst Shay som Særlige. Det er skønt, at de igen er venner, og det er lidt sjovere at heltinden, besidder en helt masse suveræne egenskaber og er de Grimme og Smukke overlegen.

Uddrag af ‘Specials’:

“Giv den gas,” sagde fyren og trådte et skridt tilbage med et fjoget grin. Hans udtryk sendte en ny bølge af varme op i Tallys kinder. Fyren smiskede over hende, han morede sig, som om Tally var hvem som helst, og alle bare kunne kommentere hende – som om hun ikke var Særlig. Den grimme smartplastik på hendes ansigt begyndte at irritere hende vildt.
Den latterlige idiot troede, at Tally var her for at underholde ham.
Han skulle få at se.
Tally lagde en ny plan.
Hun trykkede på en knap på sin styrtmanchet. Dens signal gik gennem plastikken over hendes ansigt og hænder med lydens hastighed og fik de kloge molekyler til at slippe grebet i hinanden, så hendes Grimme maske eksploderede i en støvsky, der afslørede den grusomme skønhed nedenunder. Hun blinkede hårdt med øjnene, så kontaktlinserne blev trykket ud, og hendes ulveagtige og kulsorte iriser kom til syne i vinterkulden. Hun mærkede tandkapperne løsne sig og spyttede dem ud for fødderne af fyren, hvis smil hun gengældte med blottede hugtænder.
Hele forvandlingen havde taget under et sekund, der var nok tid til, at hans ansigtsudtryk kunne falde fra hinanden.
Hun smilede. “Skrid Grimme. Og dig …” hun vendte sig mod pigen fra the Smoke …” “Hænderne væk fra lommerne.”

Mindst lige så spændende som ‘Uglies’

Scott Westerfeld har et så fascinerede sprog, at jeg ofte må sidde og læse sætningerne igen og igen, fordi de er så perfekt forklarende eller morsomme – en kæmpe ros til Astrid Heise-Fjeldgren for en perfekt oversættelse! Og med rollerne byttet rundt og heftig tur til The New Smoke er ‘Specials’ mindst lige så spændende som ‘Uglies’. Så vidt jeg har forstået, troede Scott Westerfeld hele tiden, at han skrev på den sidste bog, også da han skrev ‘Uglies’ og “Pretties’. I ‘Specials’ var han dog fuldstændig sikker på, at det så blev til en trilogi og den hermed var fuldendt. Men — igen med stort pres fra fansene, kom der altså også en 4. bog: ‘Extras’. Om den bliver oversat til dansk vides endnu ikke, den er i hvert fald ikke på People’s Press’ Efterårsprogram.