Harry Potter: Så kom den store dag endelig, den dag jeg havde ventet på i omkring et halvt år. Den dag hvor den sidste Harry Potter film rullede hen over det store lærred. Den dag hvor Harry Potter legenden for sidste gang kunne vise os noget nyt.
Anmeldt af Maria Riget Hansen, 16 år | |
Titel:
‘Harry Potter og Dødsregalierne Del 2’
Instruktør:
David Yates
Land:
USA
Distributør:
Warner Bros.
Premieredato:
13. juli 2011
I ‘Harry Potter og Dødsregalierne – del 2’ følger vi for sidste gang de tre venner Harry (Daniel Radcliffe), Ron (Rupert Grint) og Hermione (Emma Watson) i det store opgør mod Mørkets Herre, Lord Voldemort (Ralph Fiennes).
Før Harry, Ron og Hermione overhovedet skal have en chance for at gøre det af med Voldemort, må de først ud og finde de sidste Horcruxer. Problemet er blot at de ikke aner hvordan de ser ud, eller hvor de skal lede efter dem. Derudover truer ondskaben både troldmands- og mugglerverdenen. ‘Harry Potter og Dødsregalierne – del 2’ er den endelig kamp, en kamp der vil kræve ofre.
Magisk 3D
‘Harry Potter og Dødsregalierne – del 2’ er den eneste film af de nu 8 i alt, der er lavet i 3D. Til at starte med var jeg lidt skeptisk over, at de nu skulle begynde på alt det der 3D-pjat, men jeg må ærligt indrømme, at jeg blev meget positivt overrasket. Desværre sad vi ret langt foran helt ude til siden, så det var lidt svært at vænne sig til 3D’en til at starte med, men da man ikke længere tænkte over det, gav det faktisk filmen en utrolig god effekt, og det var virkelig flot lavet. Det gav for eksempel de mange tryllestavskampe et lidt mere magisk touch. Warner Brothers har formået ikke at overdrive 3D effekterne, og heller ikke underdrive dem. Det jeg kan brokke mig mest over, var, at vi ikke fik uddelt de specielle Harry Potter 3D-briller der var lavet.
Fra bog til film, åh nej?
Jeg er sikker på, at der er mange som har læst bøgerne, som frygter at se filmen, på det grundlag at de er bange for at filmen ikke vil kunne leve op til bøgerne. Det er svært at få en bog på cirka 650 sider ned på film – også selvom der er to film. Med dette taget i betragtning var jeg virkelig overrasket over hvor tæt på bogen filmen egentlig var. Jeg sad ikke hele tiden og tænkte ”øv der mangler det, og det, og det.” Faktisk var det kun ganske få detaljer der manglede, og nogle enkelte ting, der var lavet lidt om i, men det ødelagde ikke rigtig noget. Jeg er sikker på, at alle dem der har læst bogen, vil nyde filmen lige så meget, som dem der ikke har.
Lige på og hårdt!
Det er klart, at når det er en del 2 af noget, er det en direkte fortsættelse af del 1. Derfor fortsætter ‘Harry Potter og Dødsregalierne Del 2’ lige på og hårdt, og i handlingen har der ikke været en pause på en sommerferie, som der har været imellem de andre film. Derfor var jeg meget glad for, at jeg havde set del 1 ganske få dage forinden. Del 1 er nemlig den del, der bygger op, mens del 2 er den vilde action-del. Derfor er det en god idé lige at varme op med del 1, eller man kan jo tage alle 7 film, før man tager ind og ser del 2 — så er man da sikker på at hukommelsen er blevet opfrisket.
Hver eneste brik
Selve skuespillet er der ikke meget at kommentere på. Det er tydeligt at skuespillerne har fået en masse erfaring gennem de nu 8 film, og deres skuespil er meget mere overbevisende end det var i starten. Jeg er rigtig glad for at de stort set har beholdt alle de originale skuespillere, for når man har fulgt Harry Potter i 10 år nu, er det godt at have ét ansigt på de enkelte karakterer. Selvfølgelig fortjener special effekterne en hel masse ros, for uden dem ville det ikke være muligt at lave en så fantastisk flot film. Men skuespillerne fortjener mindst lige så meget ros, det er dem der har formået at trække mig igennem en film, der fik alle følelserne frem i mig. Filmen var ligesom tre andre (‘Harry Potter og Fønixordenen’, ‘Harry Potter og Halvblodsprinsen’, og ‘Harry Potter og Dødsregalierne del 1’) instrueret af David Yates, som endnu en gang har gjort et fantastisk arbejde.
Til sidst har jeg kun at sige at seks stjerner slet ikke er nok at tildele denne her film. Den fortjener én stjerne for hver skuespiller og én stjerne for hver eneste mand og kvinde, der har været med til at lave den!
Skriv et svar