‘Pelle Pophår og Panodilpigen’ skulle have været en sjov børnebog med et actiontema om modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig. Men har man blot én gang haft kontakt med udsatte børn og unge, havner fokus dog hurtig på bogens manglende forståelse for den selvmordstruede Petra, der bliver bagtalt, mobbet og ikke kun får øgenavnet ‘Panodilpigen’ af de andre børn, men også af bogens fortæller.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Pelle Pophår og Panodilpigen’

Forfatter:

Gunvor Reynberg

Sider:

160

Udkom:

31. august 2011

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:





Pelle, også kaldet ‘Pelle Pophår’ går i 5.b., en rigtig pigedomineret klasse med 15 piger og kun 9 drenge. Pelle ved en masse om korsriddere, Galilei, 2. Verdenskrig og verdensrummet, men han er ikke særlig god til at stave, skrive og regne. I hovedet kører mest alle hans fantasier, hvor han selv er helten og modstandmanden, der springer jernbaner under 2. Verdenskrig.

Pelle går specielt meget op i modstandsgruppen BOPA (en dansk sabotagegruppe, der kaldte sig Borgerlige Partisanere). Så da klassen skal til at skrive opgave, er det emnet, som Pelle vælger. Hvad han dog ikke har regnet med, er at klassens nye pige, Petra, bliver sat lige på den tomme plads ved siden af ham og oven i købet skal lave opgave sammen med ham.

De andre børn i klassen kan ikke lide Petra, for Nicita bor tæt på den opgang, hvor Petra er flyttet ind, og Nicita synes, Petras familie er meget underlig. Rygterne siger, at Petras mor ligger i sengen hele dagen, fordi hun har forsøgt at begå selvmord så mange gange, og Nicita har også hørt, at Petra skulle have forsøgt at begå selvmord ved at spise for mange panodiler. Nicita kalder hurtigt Petra for ‘Panodilpigen’, og så får bagtalelserne og mobningen rigtig fat.

Store forventninger

‘Pelle Pophår og Panodilpigen’ er tilsyneladende Gunvor Reynbergs første børnebog. Da jeg ved, Gunvor Reynberg også er manuskriptforfatter til Eventyrteatrets virkelig enestående og vellykkede børneteater-forestillinger i Glassalen i TIVOLI, var mine forventninger også ret høje. ‘Pelle Pophår og Panodilpigen’ lød dog lidt for fjollet for min smag, og specielt det sidste navn ‘Panodilpigen’ fangede straks min opmærksomhed. Jeg håbede inderligt, at det ikke var noget med selvmordsramte piger i en humoristisk bog, men forhåbentlig noget med en pige, der arbejdede på et apotek eller havde meget hovedpine. Allerede der lurede frygten dog i mig.

Lidt tegneserie og så alligevel ikke

‘Pelle Pophår og Panodilpigen’ er lidt en pudsig blanding, for den skifter mellem actionfyldte tilbageblik under 2. Verdenskrig og realtid henne i Pelles klasse eller hjemme hos Pelle. Tilbageblikkene er kun korte og synes at forsvinde helt til sidst, fordi Pelle og Petra får levet sig så meget ind i BOPA, at de nærmest overtager tilbagebliks-missionerne. Af og til støder man på en tegning eller tegneseriestribe af Ole Comoll Christensen, som hverken er særlig illustrerende eller spændende. Det undrer mig lidt, at tegningerne er blevet så kedelige, når jeg kigger tilbage på ‘Dimensionsdetektiven’, der ligefrem er skabt af Ole Comoll Christensen, og som er langt mere detaljeret og ret interessant. Den bedste kombination af tegneserie og børnebog jeg har set, er i Chris Woodings ‘Malice’, og det er altså helt umuligt at kunne nyde ‘Pelle Pophår og Panodilpigen’, når man allerede har læst ‘Malice’.

En del bandeord

Bogen er skrevet i et simpelt sprog men med en del bandeord, som mest af alt virker som om de er brugt for at skabe opmærksomhed og forsøge at gøre børnenes sprog realistisk. Mange forfattere klarer nemt den del uden bandeordene, og her gør de egentlig Pelle til et lidt irritabelt barn. Dialogerne er ofte ret forvirrende. Det er svært at finde ud af, hvem der siger hvad, da der alt for ofte står ‘han’ eller ‘hun’, selvom der er flere piger og drenge til stede ved samtalen. Tilbageblikkene og actionscenerne kunne jeg heller ikke få til at virke. Man skal helst kunne se det som en film, men beskrivelserne er ret sparsomme, så jeg fik næsten ingen indre billeder.

En asocial dreng der er svær at identificere sig med

I skolen er Pelle klassens klovn. Overalt er han styret af sin fantasi, og når han skal indgå i socialt samspil med sin mor og sine søstre, har han meget få sociale færdigheder. Et sted står der ligefrem beskrivelsen: “Selv om han var vokset op med sin mor og to søstre, lærte han aldrig at forstå, hvordan en tøsehjerne fungerede.” Pelle virker derfor lidt som en ADHD-ramt knægt, der har rigtig svært ved at begå sig blandt andre. En ADHD-hovedperson kunne også sagtens have være interessant, men så havde det krævet charme og personlighed, så man kunne komme til at elske Pelle. Som det er her, kunne jeg ikke identificere mig med ham, fordi han er så asocial, og netop det sidste gør, at der ikke er et eneste strejf af hygge i Pelles familie. Når man som jeg lige har læst ‘Karlas Kamp’ af Renée Toft Simonsen, er familiehygge noget man bliver afhængig af og ikke vil gå på kompromis med.

Petra tager opmærksomheden

Petra var derimod én af de få flerdimensionelle karakterer, men hun bliver aldrig taget rigtig alvorligt, hverken af lærerne, blandt de barnlige drenge i klassen eller af de mobbende piger, der kalder hende ‘Panodilpigen’. Ja, selv om Petra er traumatiseret og bliver mobbet, tager hun ikke engang sig selv eller sine problemer alvorligt. Når børn oparbejder en hård skal som Petra, ved man at ballonen kan briste på et hvilket som helst tidspunkt, og det gav en knugende dårlig stemning undervejs.

Ligegyldige ting og ‘product placement’

Der er brugt dyrebar tid og endnu mere kostbare dialoger på fuldstændige ligegyldige, og for historien uvedkommende, ting, såsom hvem der har sat en tom mælkekarton i køleskabet hjemme hos Pelle, eller at Pelle ikke kan lide idræt, fordi han ikke kan finde ud af at spille høvdingebold. Hvis det havde været gjort rigtigt, kunne det måske have tegnet personen Pelle bedre, men igen var det så sparsomt, at det blot føltes som unødvendigt fyld. Historien støtter sig også så meget op ad kendte produkter og filmtitler, så det direkte føles som ‘product placement’. Et ‘Happy Meal’ fra McDonalds har en virkelig central funktion i historien, der ses ‘Terminator 3’, ‘Godzilla’ og ‘King Kong’, der bruges Nesquik kakaopulver til en anden vigtig begivenhed, og der handles i SuperBest. Når en forfatter er nødt til at bruge populære produkter for at ramme målgruppen, er den lidt gal. Jeg føler, jeg får stoppet reklamer i halsen, specielt når Nesquik-bøtten ligefrem også skal afbildes med logo på en af bogens tegninger.

Selvmord eller 2. Verdenskrig?

Historien handler om Pelles fantasier om 2. Verdenskrig, der bliver realiseret via en gammel modstandsmand, men også det fandt jeg på grænsen til kedeligt. Den ægte drengede fascination af eventyr, teknik og action, som netop er så kendt i drengenes favorit-tv-program ‘Troldspejlet’, kan jeg dog ikke rigtig mærke i Gunvor Reynberg. Det virker påtaget. Det føles heller ikke som en bog, der først er planlagt med en gennemgående rød tråd, og derefter skrevet med et fast mål for øje, men snarere som en historie, der er fundet på lidt hen ad vejen. Temaerne er skoleopgaven/2. verdenskrig og mobning/selvmord/sociale problemer, men begge dele kæmper om at være hovedtemaet. Når jeg ser hvor uheldigt det socialrealistiske tema om selvmordsforsøg er tacklet, havde jeg helt klart foretrukket, at det kun var blevet en lidt fjollet bog om Pelle og Petra i en modstandsgruppe.

Uddrag af ‘Pelle Pophår og Panodilpigen’:

Det svar havde Amalie tydeligvis ikke forventet, men Nicita var som sædvanlige allerede klar til et nyt angreb.
“Må jeg godt spørge dig om noget? Er det rigtigt dét med din mor? At hun ligger i sengen hele dagen?” Petra trak på skuldrene. Amalie overtog: “Og har prøvet at begå sel…”
“Jeg har ikke nogen mor,” sagde Petra og tegnede roligt videre. De andre i klassen var holdt op med at snakke sammen og lyttede med.
“Jamen, vi troede at …” Amalie vidste ikke helt, hvad hun skulle sige.
“Jeg var nødt til at aflive hende,” sagde Petra tonløst. “Med en pude.”
“EN PUDE!” Nicita så på Petra med åben mund.
“Ja, nogen skulle jo gøre det. Medlidenhedsdrab kalder de det, Man afliver jo også en ræv, der sidder i rævesaksen. Eller heste, der har brækket benet, ik’?”

Panodil-problematikken hører hjemme i en ungdomsbog

At en børnebog for de 8-12 årige kan virke ret overfladisk og hurtig strikket sammen, har jeg set mange gange før uden at kunne tænke andet end, at det selvfølgelig var ærgerligt. Men for første gang ved en boganmeldelse, er jeg blevet rigtig vred over en virkelig dårlig håndtering af et dybt alvorligt emne, nemlig børns og unge teenagepigers selvmordsforsøg. Først kan man spørge sig selv, hvad dødelig forgiftning med paracetamol (Panodil) har at gøre i en børnebog, der er sat til de 8-12 årige? Emnet er vigtigt, men det hører hjemme i en ungdomsbog for de 13-18-årige, skrevet af en forfatter, der har lavet research hos de organisationer og hospitaler, der tager hånd om børns selvmordsforsøg.

Mangel på ansvar

At lukke op for det dybt alvorlige emne i en humoristisk børnebog, uden at få fulgt det ordenligt til dørs med hensyn til hvordan man får hjælp og hvorfor man bliver selvmordstruet, synes jeg er direkte mangel på ansvar. Petras mor bliver af børnene i bogen skildret som én, der ikke kan komme ud af sengen, fordi hun er for ødelagt efter mange selvmordsforsøg, og Petra bliver også beskrevet som en pige, der har forsøgt at begå selvmord ved at spise Panodiler. Pigegruppen giver straks Petra øgenavnet ‘Panodilpigen’, som hun åbenlyst bliver mobbet med i klassen, og selv om klasselæreren (og senere også Pelles mor) slår hårdt ned på brugen af øgenavnet, ja, så bliver børnene ved med at bruge det hele bogen igennem. At lade karaktererne bruge et så hårdt øgenavn (det kunne jo lige så godt have været ’selvmordspigen’) viser selvfølgelig også, hvor lidt børn forstår i 5. klasse, og hvor lidt de tager hensyn til hinanden, når de mobber.

Fortælleren bruger også øgenavnet

Men øgenavnet ‘Panodilpigen’ bliver gudhjælpemig også brugt af bogens fortæller, selvom pigen bærer det fine navn Petra! For eksempel på side 52 “Med en knagen gik døren op, og iført den røde Christiania-hættetrøje trådte Panodilpigen ind.” Det er jo mod al fornuft, at to voksne i bogen først tager stor afstand fra øgenavnet, men at bogens fortæller stadig fortsætter med at bruge det lystigt. Ja, så lystigt at bogens titel da også lige skulle opkaldes efter det. Sjov tegning på forsiden og så øgenavnet ‘Panodilpigen’, som om piger, der spiser for mange Panodiler for at dø, bare er noget man laver sjov med.

De 8-12-årige børn forstår selvfølgelig ikke alvoren i emnet, når det er blandet med skæg og ballade, og det gør det netop ekstra uheldigt, for der er ikke langt fra at man har læst en sjov bog på skolebiblioteket, til at man også kalder sine klassekammerater de samme øgenavne som i bogen. For at det ikke skal være løgn, så diskuterer pigegruppen i bogen også lige hvor mange Panodiler man egentlig skal tage, for at være sikker på at dø af det! Undskyld, men hvordan er det sluppet igennem til en børnebog for de 8-12-årige?

En pige, der bryder sammen, er en hystade

Børn kan godt forstå, når noget er rigtig alvorligt, hvis man forklarer dem det ordenligt, og håbet var jo at Gunvor Reynberg pludselig skiftede morskaben om Petras og Petras mors formodede selvmordsforsøg ud med en alvorlig forklaring om emnet. Petra bryder rent faktisk sammen, fordi hun er blevet kaldt øgenavnet igennem hele bogen — så meget, at selv de to år ældre drenge fra 7. klasse er begyndt at råbe grimme ‘Panodil’-opfordringer efter hende.

Men Pelles reaktion ved sammenbruddet er, at han kalder Petra en hystade (citat “FINT, DIN HYSTADE” Hystade var et ord, far sommetider brugte om Freja, når hun flippede ud.) Jeg forstår ikke, at man kan behandle en traumatiseret pige så forkert i en børnebog. Det skal så siges, at Arnold så giver Petra et knus bagefter, men det er al positiv opmærksomhed, Petra bliver mødt med i denne bog.

Ellers står den på mobning og oven i købet en episode til sidst, hvor 7. klasses-drengene forsøger at tvangsfordre Petra med Panodiler. Drengene får et lag tæsk som i en gammeldags ‘LillePer’-film, men jeg var stadig chokeret over, at man tager så alvorligt et emne op som mobning af selvmordstruede børn, og “sælger det” som en sjov gang underholdning i skolegården, for at man som forfatter lige kan vise, at heltene vinder. Det sørgelige er, at man så lader børn tro, at lidt klø i skolegården opvejer al den psykiske smerte, som Petra bærer rundt på efter mobningen og det fysiske overgreb fra 7. klasses-drengene. Det er overfladisk, forfejlet og fuldstændig uden psykologisk indsigt.

Psykologer skal man bare vrænge af

Opfølgningen på Petras situation? Ja, Petra fortæller hun går til psykolog en gang om ugen, men vrænger ansigt af det, (Pelle svarer, citat “Nå”, Pelle troede, at man skulle have knald i låget for at blive sendt til psykolog” – hvad er nu det for et signal at sende?). Petras siger, at hendes sagsbehandler er kedelig at snakke med, men at hendes kontaktperson er én, man kan lokke en biftur ud af. Igen var jeg målløs. Hjælpen til en traumatiseret pige bliver nedgjort som noget, der højest er en gratis biftur værd. Hvordan skal det få børn og unge til at søge hjælp i god tid i virkeligheden, når de bliver flasket op men den her håbløshed — ‘Det hjælper jo alligevel ikke’?

Pelle gider da ikke høre på alt det pis

Da jeg troede, vi skulle have hele forklaringen på Petras families problemer, og Petras far (Morten) rent faktisk begynder at forklare Pelle om Petras mors fødselsdepression – på en pædagogisk måde – bliver han afbrudt af Petra med kommentaren “Pelle gider da ikke høre på alt det pis, Morten”.
Det er så bogens fine løsning på psykiske traumer efter fødselsdepression og selvmordsforsøg: Noget pis, der ikke skal snakkes om.

Konklusion

‘Pelle Pophår og Panodilpigen’. “Første bind af ny humoristisk børnebogsserie,” skriver forlaget. Jeg kunne ikke være mere uenig. Udover et forvirrende og meget lidt spændende 2. Verdenskrigstema er det en direkte guide i, hvad der sker, når voksne ikke tager ansvar og undlader at gribe ind i børns ondsindede mobning.

Jeg har selv haft tæt kontakt til selvmordstruede børn og unge, og jeg ved jeg godt, hvad jeg har lyst til at gøre ved denne her bog. Når jeg tænker på alt det professionelle forebyggende arbejde ‘Børns Vilkår’ laver med ‘Børnetelefonen’ og ‘Børnechatten’, og alt det frivillige arbejde som Livslinien.dk og specielt hvad Girltalk.dk’s mange kvindelige medarbejdere gør for at forebygge unge pigers selvskade og selvmordsforsøg, er det meget frustrerende at læse en bog som denne, der tager et dødensalvorligt emne op, for blot at tabe det hele på gulvet.

Voxpop

Hvad mener du om, at man giver et 11-årigt barn øgenavnet ‘Panodilpigen’ i en børnebog?

Anonym pige, Midtjylland, 21 år


Jeg har ikke selv læst bogen, men jeg må ærlig talt indrømme, at jeg blev noget forarget bare ved at læse et resumé af bogen. Faktisk blev jeg så vred, at jeg slet ikke mente, at den fortjente en anmeldelse, da det bare ville give den noget opmærksomhed, som jeg i den grad slet ikke ønskede, at den skulle have! Jeg forstår slet ikke, hvordan en forfatter har fået tilladelse til at få trykt sådan en bog!Selve titlen på bogen skriger mig i øjnene, og gør mig gal! Men jeg synes, at det er utroligt vigtigt, at give forfatteren et fingerprej om, at det personen har skrevet er så forkert! Jeg synes virkelig det er usmageligt, at give en pige sådan en navn, og det rystede mig, at forfatteren kunne få sig selv til det. Det er næsten som at gøre grin med det! Vi forsøger hver evig eneste dag at komme mobning til livs, og det værste man kan gøre, er da at give idéer til nye øgenavne. Jeg har selv haft svære perioder i mit liv og især da jeg var yngre, og derfor ramte det mig også, at man tager så let på seriøse emner. Jeg tør slet ikke forestille mig, hvordan det ville have været for mig, dengang jeg måtte igennem en masse, at man så kunne blive “inspireret” til nye øgenavne og mobning ved at læse bøger. Jeg synes virkelig, at forfatteren har taklet det helt forkert, og i stedet håner dem der har det svært.

Anonym pige, Vestsjælland, 18 år


Det er en god debat. Det er svært at vurdere, men det er virkelig forkert af forfatteren at blive ved med at bruge øgenavne, og oveni også gøre det til en del af titlen. Realistisk set, så gør forfatteren det, som vil være normalt i en typisk skoleklasse. At forældre og lærere siger nej, gør blot eleverne mere rebelske og tænker, “ha! De skal ikke bestemme over mig, og jeg kalder hende hvad jeg vil!” Derfor bliver de ved. Men moralsk set, er det forkert af forfatteren, at hun indirekte vælger at støtte det. Som sagt har jeg ikke læst bogen, og jeg ved derfor ikke, hvor kraftigt de gør brug af ordet. Men det er mobning. Jeg har selv oplevet noget i samme stil, og det er ikke sjovt. Rent faktisk skiftede jeg skole på grund af det.

  • I 2010 fik Børnetelefonen på ‘Børns Vilkår’ 228 opkald fra børn og unge med selvmordstanker.
  • I 2010 fik Børnechatten på ‘Børns Vilkår’ 293 chat-samtaler fra børn og unge med selvmordstanker.

(Kilde: Årsrapport 2010 – ‘Børns Vilkår’)

  • “På Livslinien har vi ca. 1000 henvendelser om året fra piger under 19 år. “

(Kilde: Kristine H. Walsh, Kommunikationsansvarlig, www.livslinien.dk)

Livslinien er en telefon- og mail-tjeneste for personer med selvmordstanker. Livslinien tilbyder landsdækkende anonym telefon- og netrådgivning. Telefonerne har åbent alle dage kl. 11-23 på tlf. 70 201 201 og man kan skrive til Netrådgivningen via www.livslinien.dk døgnet rundt.

  • På Girltalk.dk chatter 7000 piger hvert år anonymt med en personlig rådgiver. Chatsamtalerne handler oftest om problemer med selvværd, selvskade og bærer ofte præg af tanker om ‘ikke at ville være her længere’.

(Kilde: Anna Lynge, Psykolog og daglig leder af girltalk.dk)

  • I 2008 forsøgte skønsmæssigt 891 piger (op til 19 år) at begå selvmord i Danmark.
  • Ved skønsmæssigt 660 af disse selvmordsforsøg brugte pigerne paracetamol
  • 5 piger (op til 19 år) døde i 2008 på grund af selvmord i Danmark.
    (2 piger var yngre end 15 år, 3 piger var mellem 15 og 19 år)
  • For hvert selvmord eller selvmordsforsøg berøres 5 nære personer (familie, venner).

De skønsmæssige landsdækkende tal er udregnet på baggrund af tallene fra Fyn, da Fyn er eneste landsdel, der registrerer selvmordsforsøg.
(Kilde: Statistik udskrevet specielt til ‘Kultur For Unge’ af ‘Center For Selvmordsforskning’)