‘Heartland’-serien: Jeg voksede op med ‘Heartland’, og derfor vil den serie altid have en stor plads i mit hjerte. Her 10 år efter, rammer historien mig stadig ligeså dybt!
Af Anne Mette Bach Jeppesen, 21 år |
På Heartland bor Amy, hendes mor og bedstefar. Her forsøger de at hjælpe de heste, der kommer til gården. Amy har altid fulgt sin mors arbejde, når hun har arbejdet med de sky og urolige heste. Ligesom sin mor har Amy et medført talent for at mærke, hvordan en hest har det og finde ud af, hvordan den kan hjælpes.
Startede, da jeg var 10 år
Jeg har nok været omkring 10 år, da jeg fik åbnet mine øjne op for ‘Heartland’-serien. Den historie, som kører over de nu i alt 23 bøger, har virkelig haft en stor betydning for mig. Selvom det er bøger, som ikke er særlig tykke, så har de virkelig meget indhold. Man behøver faktisk ikke at være heste-interesseret for at læse dem, men det gør sikkert oplevelsen bedre, hvis man er. 🙂
Serien har sat dybe spor hos mig
Jeg har altid haft en svaghed overfor dyr. I ‘Heartland’-serien er nogle af de heste, der kommer til gården, blevet mishandlet, og hvis der er noget, som virkelig kan påvirke mig, så er det dyr, der er blevet mishandlet. Derfor er jeg også helt sikker på, at det er noget af grunden til, at serien har sat så dybe mærker indeni mig. Lauren Brooke har desuden givet Amy en personlighed, som gør det nemt for mig at identificere mig med hende og det, hun oplever. Lauren er virkelig dygtig til at beskrive omgivelserne, både med små detaljer og lugte, så jeg faktisk føler, at jeg selv er til stede på Heartland.
Anbefalelsesværdig serie
Selvom ‘Heartland’-serien er ved at være gammel, så håber jeg på, at den vil leve videre. Der er så mange, der endnu ikke har set, hvilket potentiale den serie har. Jeg vil også fortsætte med at anbefale ‘Heartland’, fordi den tager så mange temaer op, og ikke kun er en hestebog. Der er både kærlighed, forældresvigt, venskab, sorg, søskendeforhold og så videre.
Første bind i serien lægger utrolig hårdt ud, og derfor ramte den mig også dybt. Jeg kunne simpelthen ikke stoppe med at læse, før jeg var nogenlunde sikker på, at tingene nok skulle blive løst. Amy’s historie er virkelig tankevækkende, og derfor har hun også fået en meget stor stjerne hos mig. Den dag i dag har jeg stadig lysten til at læse ‘Heartland’-serien igen, og historien rammer mig stadig lige så dybt.
Skriv et svar