CHERUB: En dreng falder på mystisk vis ned fra et tag i boligkvarteret Palm Hill og bliver slået ihjel. ‘Dødsstødet’ er modsat alle de andre bøger i serien ganske kedelige og forudsigelige. Det virker som en rutine-Cherub-mission, og selve Cherub’ernes øvelse er meget sjovere at læse om end selve hovedmissionen.
| Af Peter Henrichsen |  |
Titel:
‘Dødsstødet’
CHERUB MISSION 4
Forfatter:
Oversat af:
Thomas Munkholt
Originaltitel:
‘The Killing’
Sider:
268
Udkom første gang:
2008
Forlag:
People’s Press Junior
Følelses-barometer:
(SPOILER! Bøgerne i ‘Cherub’-serien udgør ikke en sammenhængende historie. Det vil sige, at hver bog har sin egen afsluttede historie. Men da det er de samme hovedpersoner, vi følger i alle bøgerne, kan der være enkelte spoilers i resuméet om deres udvikling, hvis du ikke har læst den forrige bog.)
Kerry er blevet træt af James’ dovenskab og bryder deres kæresteforhold. James får overreageret i vrede og puffer hårdt til en 10-årig Cherub, der står på gangen og overværer det hele. Pludselig har James alle mod sig, både lederne og alle hans tidligere venner, han må ikke engang kommer på sommerferie sammen med de andre Cherub’er. Til sidst får Zara ondt af James og beslutter at sende ham på en mission i stedet for at lade ham lide og blive frosset ude.
Millie, en gammel Cherub-pige, der nu arbejder for Metropolitan Police, vil gerne infiltrere James og David i den boligblok i Palm Hill-parken, hvor de kriminelle russiske Tarasov-brødre bor med deres børn. James og David falder godt ind i Palm Hill, men pludselig opdager de, at det ikke kun handler om økonomisk kriminalitet, for en dreng er under mystiske omstændigheder faldet ned fra et tag i parken og er blevet slået ihjel, og selv om det forlyder at det skulle være selvmord eller et uheld, er der ikke mange, der tror på det.
Hvor blev den gode opskrift af?
Bind 3 i ‘Cherub’-serien, ‘Arizona Max’ var noget af det mest dødspændende, jeg havde læst af Robert Muchamore. Måske er det også derfor, at ‘Dødsstødet’ skuffer ganske meget. Jeg syntes ellers lige, at Robert Muchamore havde fundet den rigtig gode opskrift på, hvor meget mission og hvor meget privat Cherub-baggrund, der skulle være i hver bog. For selv om en mission skal være spændende, er det lige så vigtigt, at høre hvordan det går James, Kerry, Lauren, Bethany, Jake og alle de andre.
Rutine-teaser
I hver bog er der sådan en lille teaser-mission, blot for at lægge hårdt ud og fange læseren. Den var vildt god og morsom i forrige bog, hvor Lauren og Bethany kæmpede i Alaskas snemarker. Men her skal James og Shakeel blot ind på en skole og placere noget spion-udstyr hos en lærer, der også er med i øko-terrorgruppen ‘Help Earth’. Selve baggrunden om den øko-terrorgruppe har Muchamore slet ikke brugt tid på, og når man læst tre Cherub-bøger, virker det her bare som kedeligt rutine-arbejde for drengene. Vi har hørt om det hele før.
Fed øvelse
Så bevæger vi os ud i en kæmpe Cherub-øvelse, hvor ungerne hver skal passe på seks æg over en nat, og det er holdet med flest hele æg tilbage om morgenen, der vinder. Her gælder alle snedige og tarvelige kneb, og Cherub’erne har fået nogle geværer, der skyder særdeles hårdt sammenlignet med paint-ball-pistoler, så der er virkelig noget på spil. Dén øvelse er virkelig spændende og morsom, det er let at se for sig, og vi lærer Cherub’ernes personligheder endnu bedre at kende. Det er virkelig Muchamore, når det er bedst.
Kedeligt at høre om ghettoer
Problemet er bare, at den gode øvelse forsinker selve bogens hovedmission, så først efter side 100 kan vi komme i gang med det, som er bogens egentlige handling. Det er voldsomt lang ventetid, og jeg mistede allerede gnisten der, for så vidste jeg jo, at der kun var 170 sider tilbage inden slutningen.
Selve infiltrationen i Palm Hill går på en eller anden måde også for let. James og David bliver for hurtigt venner med børnene, og samtidig er der ikke rigtig noget nyt, spændende eller lærerigt i det triste, belastede Palm Hill, hvor toppe af spænding er, når de unge kæmper mod politiet. Det minder ret så meget om dansk ghetto: Tingbjerg, Vollsmose eller Gellerupparken, og fordi man allerede hører så meget om det i nyhederne hver dag, er det egentlig ret trist at tage med Cherub ud til et lignende britisk sted. Historien er også lidt forudsigelig, og alt det lærerige man plejer at kunne suge til sig i Cherub, var der heller ikke rigtig noget af.
Så indtil videre den mest skuffen bog i serien, hvor selve Cherub-øvelsen var meget sjovere end selve missionen.
Skriv et svar