Anmeldelse: ‘HUGO’ 3D

HUGO:’HUGO’ rummer eventyret for børnene og det historiske og de smukke læresætninger om livet, for de voksne. Så det ender med at blive en dejlig, dejlig familiefilm til 5 stjerner, hvor ingen behøver gå på kompromis.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘HUGO’ 3D

Instruktør:

Martin Scorsese

Land:

USA

Distributør:

Uip

Premieredato:

15. marts 2012

Følelses-barometer:







Foråret har nu budt på flere gode film, hvor alting ikke er givet på forhånd. Jeg kan godt mærke, jeg er forvænt med at vide, præcis hvad handlingen og plottet er i filmene inden jeg sætter mig ind i biografen. Men sådan har det ikke været med ‘Ekstremt højt og utrolig tæt på’ og sådan er det heller ikke i ‘HUGO’. Det krævede tilvænning af min utålmodighed i HUGO, for jeg havde troet at plottet vil blive lagt for mine fødder i løbet af de første 10 minutter.

Men sådan fortæller Martin Scorsese ikke historien i ‘HUGO’, og det er en stor gave. For ligesom i Sofia Coppolas film ‘Lost in translation’, ‘Somewhere’ og ‘Drive’, ligger der så mange vigtige og fine følelser i filmens små detaljer. I ‘HUGO’ siger ens hyperaktive hjerne først ‘Ok, banegård i Paris et stykke tid efter 1. verdenskrig, og hvad så mere …?’. Men vi bliver på banegården uden den store historie, og når man falder lidt ned, får man pludselig øje på alle de små finurlige detaljer, præcis som hvis man selv blev nødt til at vente en hel time på Københavns Hovedbanegård.

Virkelig god i 3D

Banegården i Paris er utrolig flot iscenesat, og jeg følte en enorm mængde ærefrygt i at få lov til at opleve både tidsalderen og Frankrig på den måde. Der er jo så meget, der foregår i USA på det store hvide lærred. Lige i dette fascinerede scenarie, må jeg indrømme, at jeg var rigtig glad for at se filmen i 3D. Der er mange dybder ind i lærredet og mange højder ‘Hugo’ kigger ned fra, og dér giver 3D’en altså et skønt sug i maven.

The Invention of Hugo Cabret

‘HUGO’ er filmatiseringen af Brian Selznick’s roman ‘The Invention of Hugo Cabret’ fra 2007, altså en ganske ny historie. Resultatet er blevet dét, jeg kalder oplevelsesfilm. Det er lidt ligesom at gå rundt på et smukt museum. Hvis man tager sig roen til det og selv ofrer kræfter på at leve sig ind i detaljerne, så kan man også få en meget stor oplevelse ud af det. Hvis man derimod forventer at blive fodret med humor og special effects, bliver man sandsynligvis skuffet.

Chloë Grace Moretz begyndte som 7-årig

Selvom Asa Butterfield spiller ganske godt som Hugo Cabret, stjal 14-årige Chloë Grace Moretz som den franske pige Isabelle, dog billedet i min verden. Jeg så Chloë første gang som datteren Chelsea i remaket af gyseren ‘The Amityville Horror’ fra 2005. Der er hun kun 7 år og spiller efter min mening rollen lige så godt, som Heather O’Rourke spillede den lille datter Carol Anne i ‘Poltergeist’.

Efter ‘The Amityville Horror’ fik Chloë en masse roller i forskellige tv-serier, og i hendes teenageår har hun så fået roller i store spillefilm som ‘Kick Ass’, ‘Hick’ og ‘I am number four’. Aller størst var det dog for Chloë, da hun blev tilbudt hovedrollen i det amerikanske remake af den svenske gyser ‘Låt den rätte komma in’. Hun havde altid drømt om en hovedrolle, og når det oven i købet kunne blive i en gyser, hvor hun skulle spille et paranormalt væsen/vampyr, kunne det ikke blive bedre. Filmen kom til at hedde ‘Let me in’ og blev en ret stor succes i USA, og det var nok dér, at amerikanerne og hele verden rigtig lagde mærke til smukke Chloë Grace Moretz.

I ‘HUGO’ har Chloë noget vanvittig smukt og uskyldsrent over sig. Hun er på mange måde selve barnedommen, hvor man stadig formår at leve sig ind i fremmede verdener og drømmer om at tage på eventyr. Johnny Depp var også med til at producere ‘HUGO’, men Chloë har faktisk gang i et andet stort projekt med Depp. Hun har nemlig fået en af hovedrollerne som Carolyn Stoddard i Depps remake af 60’er tv-serien ‘Dark Shadows’. Filmen får premiere i de danske biografer den 10. maj i år.

Stor bio- og 3D-oplevelse

‘HUGO’ var en uventet stor biografoplevelse. Filmen begynder meget langsomt, men bevarer man tålmodigheden, tegner historien sig klarere og klarere op, og man får svar på det hele. Yderst fascinerede. Pudsigt nok var ‘HUGO’ også én af de film, jeg ikke kunne slippe igen, da jeg forlod biografen, for der var så mange vigtige budskaber med i den, som man i den grad også kan lære meget af som voksen. Så alt i alt en skøn bio- og 3D-oplevelse, der kun bliver bedre, jo mere man tænker over den. Det er bestemt én af de film, jeg insisterer på at få i min blu-ray-samling om et halvt års tid. 😉


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.