Zombier : På bagsiden står der ”Horror af høj, litterær kvalitet … Foruroligende god.” – USA Today. Nu ved jeg godt ikke noget om ”høj, litterær kvalitet”, men jeg erklærer mig enig! Man ved, det er en god bog, når første sætning lyder: ”Gud er en kvik fyr.”
| Af Emma, 16 år |  |
Titel:
‘Høstens engle’
Forfatter:
Oversat af:
Nanna Solow
Originaltitel:
‘The Reapers are the Angels’
Sider:
251
Udkom:
17. april 2012
Forlag:
Forlaget Iris
Følelses-barometer:
For 25 år siden begyndte zombier at hærge Nordamerika. Vi ved ikke hvorfor, hvordan eller hvordan resten af verden ser ud. Temple er 15 og har aldrig kendt til en anden verden, end den der findes nu, hvor mennesker barrikaderer sig i større byer, mens de små står efterladt. Da vi først møder hende, har hun bosat sig på en lille ø med et fyrtårn, men beslutter sig at tage tilbage til fastlandet, da en zombie, eller ”igle”, skyller op på stranden. Herefter følger vi Temple på hendes roadtrip gennem de (primært sydlige) amerikanske stater.
Egentlig plejer jeg ikke at læse så mange bøger om zombier, ikke fordi jeg undgår dem, de er af en eller anden grund bare ikke de bøger jeg finder – nevertheless, selv hvis man ikke normalt er til bøger, der indeholder zombier, så vil man elske ‘Høstens Engle’.
Når man kan finde ud af at bruge ord
Sproget i ‘Høstens Engle’ er simpelthen bare … lækkert. Det kan slet ikke beskrives ordentligt, man bliver nødt til at læse den for at forstå det, så … LÆS DEN! Hele historien flyder bare som … lækkerhed. Sproget bærer den igennem alle passager, intet virker kedeligt, alt er beskrevet perfekt, ikke for overfladisk, ikke for dybdegående, de helt rigtige ord er valgt … puh, jeg mister helt pusten af begejstring.
Jeg ved slet ikke hvordan man kan skrive så godt, som ‘Høstens Engle’, er skrevet. Afsnittene er i den helt rigtige længde, det samme gør sig gældende med sætningerne og kapitlerne. You’ll feel like a true book muncher, when you’ve read it, ’cause there’ll be no book left.
Dialog kan være en rigtig svær ting at få til at virke; men selvfølgelig er det ikke noget problem her. Replikkerne er hverken for kække eller for langsomme eller for ensartede eller for noget som helst. De flyder frit og let og elegant, helt så man ikke kan undertrykke et smil engang i mellem, fordi Temple er så sej!
Persongalleri
Kender du det, at man læser en bog og så har alle personerne bare været flade, eller der har været alt for mange, eller de er blevet beskrevet til døde og ligegyldighed? Jamen sådan er det slet ikke i ‘Høstens Engle’! Vi hører om personerne som Temple ser dem, og nøøøj hvor ser hun dem godt. Man får nok at vide, til at personer ikke er flade, men heller ikke så meget, at vi ikke gider høre mere om dem. Jeg kan især godt li’ Temple og Moses Todd, som man møder senere. Personerne er hverken gennemgående det ene eller det andet. De er rigtige mennesker. Mennesker, der ikke kan være helt gode, eller helt igennem sympatiske, altså, som i at alle deres træk er sympatiske.
Materialisme og ligegyldigheder
På et tidspunkt går Temple rundt i en forladt by og falder over et butiksvindue, hvori der hænger noget ”støvet tingeltangel”, som jeg formoder er en eller anden fancy, dyr diamanthalskæde eller lignende. Flere gange kommenterer hun på ting, der i vores tid er helt og aldeles værdifulde, men hvis man sætter tingene i perspektiv, føler man sig pludselig helt fjollet, for hun har da ret, det er noget meningsløst tingeltangel. Hvad er det hele vores verden er baseret på? Hvad er egentlig vigtigt? En perlekæde?
En verden sunket i grus
Man hører hele tiden meget om hvordan landskabet ser ud, med den tomme motorvej, hvor man alligevel møder en nomade eller to, de forladte byer, de byer, der er fuldstændig oversvømmet af igler. (Jeg har læst noget af forfatteren, hvor han kommer med sine egne ideer til, hvordan filmen kunne se ud, hvor han selv ville synes godt om en masse shots, bare af landskabet. Et billede siger jo mere end tusind ord.) Der findes dog stadig små samfund, der enten lever i højhuse, eller er ved at bygge civilisationen op igen ved at rydde en hel by for igler for derefter at barrikadere den, eller også bor man i sit store, flotte hus og er fuldstændig ligeglad med resten af verdenen, de skal nok klare sig. Ingen ved hvorfor iglerne begyndte at dukke op, eller hvordan det er muligt, det er bare sådan det er, og så må man overleve.
Realistisk
Noget jeg især godt kunne li’ ved denne verden, var at intet var overdrevet eller ude af proportioner eller umuligt. Man sad ikke og tænkte ‘aaarrhhh.. kan det nu være rigtigt’. For eksempel kører Tempel uden problemer bil, for det lærte hun, da hun var ti. Hvorfor skulle hun ikke kunne det? Selvfølgelig er der nogen, der har lært hende, hvordan hun skal starte en bil uden nøgle og transportere sig selv rundt, hvis hun ikke vil ædes af iglerne. Hvordan skulle hun ellers kunnet have overlevet indtil nu?
Uddrag af ‘Høstens engle’
”Hvad har du tænkt dig? siger hun. Vil du bide mig? De tider, hvor du kunne bide, er vist længst forbi.
Hun fjerner hånden fra hans ansigt og læner sig tilbage, mens hun kigger på ham. Han får vendt hovedet om imod hende og bliver ved med at spjætte og vride sig.
Hold op med at kæmpe imod dig selv, siger hun. Din ryg er brækket. Du kommer ingen vegne. Du er nået til vejs ende.
Hun sukker og kigger ud over klipperne og lavvandet og det hvide fastland langt borte.
Hvorfor er du kommet herud, maddike? siger hun. Mærkede du duften af pigeblod i vinden? Det kunne du nok ikke modstå. Jeg ved, at du ikke er svømmet herud. Det er du for langsom og for dum til.
Der lyder en gurglen i hans strube, og en blå krabbe smutter ud af den fritliggende ende af luftrøret og kravler væk.
Ved du, hvad jeg tror? siger hun. Jeg tror, at du prøvede at klatre over klipperne. Og så røg du ned i bølgerne og blev slået godt og grundigt til plukfisk. Det tror jeg. Hvad siger du til det?
Han har fået armen fri og rækker ud efter hende. Men fingerene når ikke helt hen til hende og skraber i stedet furer i sandet.
Du skulle have været her i nat, siger hun. Månen var så stor, at man næsten kunne nå op og plukke den ned fra himlen. Og fiskene var elektriske og svirpede rundt og rundt om min ankler. Det var virkelig et syn. Det siger jeg dig, et sandt mirakel.
Hun kigger på det roterende øje og den skælvende overkrop.
Måske er du ikke interesseret i mirakler. Men man kan jo godt sætte pris på et mirakel uden ligefrem at have fortjent det. Vi står alle sammen i taknemmelighedsgæld over verdens skønhed, selv de slemme af os. Måske i særdeleshed de slemme. Hun sukker dybt og længe.
Nå, men du har sikkert fået nok af at høre mig skvadre. Jeg snakker for to. Jeg lader kæften gå for os begge to, hva’?”
Dæjlig bog
Rent fysisk er ‘Høstens Engle’ altså også rigtig dejlig; så dejlig, at jeg lige bliver nødt til at nævne det. Jeg ved godt at man siger, at man ikke skal skue hunden på hårene, eller mere præcist ”don’t judge a book by it’s cover”, men man kan alligevel ikke helt lade være. Personligt synes jeg rigtig godt om forsiden til Høstens Engle. Billedet er bare.. dragende. Desuden har bogen en helt vildt hyggelig vægt. Den har den der tyngde, der bare er … rar. Og så kan man mærke trykken på siderne! Jeg ved ikke hvorfor, men det kunne jeg rigtig godt li’. *Kører fingerspidser over bogens sider*
En sucker for apokalyptiske og dystopiske romaner
Tjah, jeg må vel bare indrømme at sådan en bog som den her er lige noget for mig. Jeg kan simpelthen ikke få nok, og da slet ikke af den her! Lige meget hvad du plejer at læse, så kan jeg kun anbefale ‘Høstens Engle’. Den har action, en lille smule romance, filosofi, dystopi, mystik, drømme, medfølelse, had, undren, sci fi, alt i hele verden du kunne tænke dig, så læs, læs, læs!
Skriv et svar