‘Djævelske mekanismer’-serien: Længe ventet er ‘Urværksprinsen’ – mere end et år er det siden, at ‘Urværksenglen’ udkom på dansk, og dem, der ikke er helt trygge ved at læse Cassandra Clare på engelsk, synes næsten ventetiden har været for lang. Men nu er den her. Jeg synes ‘Urværksprinsen’ er en slow starter med lidt for mange sensuelle åndedrag i nakken på Tessa, men jeg elsker stadigvæk Cassandra Clares dystre, victorianske dark-fantasy-univers, og det er voldsomt god hygge med en kop varm kakao i denne regnfulde, mørke årstid, som vi kalder sommer.
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
Titel:
‘Urværksprinsen’ (Djævelske mekanismer 2)
Forfatter:
Oversat af:
Mette Skot Perschke
Originaltitel:
Clockwork Prince
Sider:
447
Udkommer:
17. juli 2012
Forlag:
Borgen
Hjemmeside:
Følelses-barometer:
(SPOILER! Bøgerne i ‘Djævelske Mekanismer’-serien udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst den første bog, ‘Urværksenglen’, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)
Hele Charlottes institut er indkaldt til møde eller rettere sagt skideballe hos konsulen for den mislykkede kamp mod dæmonerne og Pandemonium Club. Benedict Lightwood, der i forvejen helst ikke så, at Charlotte arvede lederposten i instituttet, giver den ikke for lidt, og der er ikke meget hverken Tessa, Will eller Jem kan stille op. Meget tyder på, at det er en grund til, at Mortmain er gået i gang med sin plan om overtage verden med sin automatoner, nemlig at skyggejægerne skulle have dræbt hans forældre og sidenhen ikke engang været villige til at give Mortmain erstatning for det, som reglerne ellers siger, de burde have gjort.
Samtidig med at Charlottes institut skal finde ud af, hvad Mortmains plan egentlig er og hvorfor, får Benedict Lightwood sat instituttet i så dårligt lys på fællesmødet, at Charlotte er nødt til at tage Benedicts to sønner, Gideon og Gabriel, ind som lærermestre. Både Tessa, tjenestepigen Sophie og i særdeleshed dovne Jessamine, er i så dårlig form, at de heller ikke kan undsige sig en grundtræning i kamp mod de underjordiske. Men de hader hver eneste undervisningstime, som var det en sur gymnastiktime i skolen, og samtidig irriterer det Tessa grænseløst at Gideon og Gabriel kun vil have fødderne indenfor på instituttet for at så tvivl om Charlottes ledelse, at brødrene rager på hende og ydermere taler dårligt om Will.
Samtidig kæmper Tessa en indre kamp. Will ligger hendes hjerte nærmest, men hun føler, han hele tiden støder hende fra sig, og samtidig kunne det godt være fordi, hun bare selv er for bange for at blive såret, og derfor ikke lader Will kommer tæt på. Jem, derimod, er både sød og lækker, og Tessa kan egentlig ikke forstå, hun ikke er rigtig forelsket i Jem, når han nu er så opmærksom over for hende. Endelig er hun ikke skyggejæger, så selv om kærligheden var gensidig med enten Will eller Jem, ville det ikke engang være muligt at blive gift, med mindre — Tessa selv opsteg til en position som skyggejæger.
For at gøre det hele endnu mere indviklet, går Sophie også og taler dårligt om Will, men kun fordi hun selv har et crush på Jem, der bliver sygere og sygere. Jessamine bliver derimod syrligere og syrligere, og egentlig har Tessa på ingen måde tid til så luksuriøse ting, som at have følelserne i klemme, for de har alle sammen en vigtig mission, de skal udføre, og helt på bunden af følelseshavet, savner Tessa også sin bror Nate og vil gerne finde ham.
Første opgave – at tegne et stamtræ
Jeg skal love for, at der er mange tråde i gang samtidig i ‘Urværksprinsen’. Faktisk kender jeg ingen Young Adult-forfattere, der som Cassandra Clara kan komponere et så indviklet og alligevel logisk dark fantasy-univers, som Tessas victorianske London i det nittende århundrede. Det var over et år siden, jeg havde læst ‘Urværksenglen’, så det første jeg gjorde, den første time jeg læste ‘Urværksprinsen’, var, sideløbende tegne stamtræ over alle historiens hoved- og bipersoner. Hvem er barn af hvem, hvem har forbindelse til hvem, og er de mundaner, warlocks, vampyrerer, skyggejægere og så videre. Stamtræet skabte et dejligt overblik og det kan bestemt anbefales at lave selv, og samtidig fik jeg selvfølgelig både en stor ydmyghed og respekt for Cassandra Clare. Hvor må hun dog have arbejdet mange tusinde timer på dette unikke puslespil.
Uddrag af ‘Urværksprinsen’
Værelset var fyldt med vitrineskabe, og over hvert skab var monteret en lampe med hekselys, som oplyste indholdet. Tessa så Will stivne, og Jem rakte ud efter hende. Hans greb om hendes arm var så fast, at det gjorde ondt. “Lad være – ” begyndte han, men hun fór frem og stirrede på skabenes indhold.
Krigsbytte. En blodplettet guldmedaljon med billedet af et leende barn. Bag hende forklarede Starkweather, hvordan man gravede sølvkugler ud af nyskudte varvulve og smeltede dem om, så de kunne bruges igen. Der var faktisk et fad med den slags kugler i et af skabene – røde af blod. Der var række på række af hugtænder fra vampyrer. Og noget, der lignede edderkoppespind eller fint stof, lå i pres mellem to lag glas. Det var først ved nærmere øjesyn, at det gik op for Tessa, at det var fe-vinger. En goblin, som den, hun havde set sammen med Jessamine i Hyde Park, flød rundt med åbne øjne i et stort glas fyldt med en balsamerende væske.
Alt andet end light læsning
Med personerne og minderne, der langsomt faldt på plads, kunne jeg leve mig ind i universet igen, og faktisk havde jeg helt glemt, hvor frygtindgydende automatonerne var — eller er. Jeg vil også stadig holde fast på, at hvis man hader overfladiske og forudsigelige high school-historier med lækre, men ikke særlig intelligente hovedpersoner i de mange Young Adult-bøger, der stadig udgives, ja, så er Cassandra Clares bøger den komplette modsætning, for her er informationerne, miljøbeskrivelser, følelserne og handlingselementer så spækket og koncentreret i teksten, at det på ingen måde er light læsning. Først blev jeg lidt irriteret over, at jeg ikke blot kunne suse ‘Urværksprinsen’ igennem på et par timer, som jeg kan med andre bøger, men så fik jeg pludselig denne her åbenbarelse. Det er jo netop sådan her, læsning skal være: Så koncentreret en drik, en espresso af dark fantasy, som man bør nyde lidt af gangen, med jævne mellemrum, så man kan nå at fordøje det hele. Jeg valgte derfor at spare lidt på ‘Urværksprinsen’, for jeg har trods alt også ventet over et år på at læse den, og så må den egentlig gerne nydes over en uge.
Lidt for mange trut i øret
Jeg må dog indrømme, at jeg husker ‘Urværksenglen’ som lidt mere spændende og dyster sammenlignet med ‘Urværksprinsen’. Tessas besøg hos Mørkesøstrene var så genial en begyndelse og præsentation på universet, som at opleve juleaften for første gang, og nu hvor jeg så allerede kender det hele, blev det hyggeligt som juleaften, men ikke som første gang. Cassandra Clare er også utrolig lyrisk, sensuel, og der kommer mange gange referencer til både ‘Jane Eyre’ og ‘Stormfulde højder’, og til tider bliver Tessas følelser beskrevet lige så poetisk, som var det en replik fra Jane Austens ‘Stolhed og fordom’, og jeg gætter på — at det faktisk er de åndedrag i nakken på Tessa, som mange piger netop elsker ved serien og ved Cassandra Clares skrivemåde, men det er lige der, jeg som dreng synes det bliver lidt for meget. Lidt mere blod, action og nogle flere kampscener havde været godt. Urværksprinsen’ er også meget lang tid om at komme i gang og væk fra følelserne og forviklingerne på instituttet, og jeg vågnede første rigtig op, da Tessa tager på togrejse med Will og Jem ud af London. Her kendte jeg nemlig intet til, hvad der kunne ske, og så blev det pludselig spændende på en Sherlock Holmes-agtig måde. Og det er faktisk det gustne, victorianske mareridt, jeg allerbedst kan lide ved ‘Djævelske Mekanismer’.
Skriv et svar