‘Slide’ bygger på en klassisk amerikansk high school-skabelon, og selv det paranormale, som skulle have være det specielle, virker i den grad, som om det er taget fra Cassandra Clares ‘Djævelske Mekanismer’. Er man ny læser indenfor Young Adult og det paranormale, og kan man lide bøger, der er lette at komme igennem, er ‘Slide’ måske alligevel værd at kaste sig over.
| Af Peter Henrichsen |  |
Titel:
‘Slide’
Forfatter:
Sider:
275
Udkommer:
17. august 2012
Forlag:
Politikens Forlag
Følelses-barometer:
Vee (Sylvia) og Mattie er søstre og går begge i den samme high school. Af sind er Vee den mørke og socialt utilpassede, mens lillesøster Mattie forsøger at gøre alt for at falde ind blandt de populære cheerleaders. På hjemmefronten skændes de to piger, for de er overladt meget til sig selv, da deres mor er død af kræft, og deres far er en hårdt overarbejdende kirurg. Det hele ville måske have været ret almindeligt, hvis det ikke var for Vee’s narkolepsi, altså den sygdom, hvor man kan falde i søvn hvor som helst og når som helst. Det er bare sådan, at narkolepsien kun er et påskud for Vee’s såkaldte glideanfald. Pludselig og uden varsel føler Vee sig ofte træt, og så glider hun over i bevidstheden på en person, hvis ejendele hun lige har rørt ved.
Pludselig dør en af skolens spiseforstyrrede og ikke særligt populære piger Sophie, som Vee ellers har ret stor sympati for, og ved et glideanfald, kan Vee se, at Sophie er blevet myrdet. Alle andre antager ellers, at Sophie har begået selvmord, men kun Vee og morderen ved, at mordet på Sophie blot er konstrueret, så det skal ligne et selvmord.
Hov, det har jeg set før
Min første tanke om ‘Slide’ var ‘Totalt spin off på Cassandra Clares serie ‘Djævelske Mekanismer’! Cassie, der er hovedpersonen i Clares dark fantasy-serie, har nemlig evnen til at ‘skifte’, hvilket betyder, at hun kan glide ind i andre personers sind, hvis blot hun røret en ejedel fra dem. Så det er ikke særlig unikt eller genialt, at Jill Hathaway lige har fundet på det samme, blot med den lille ændring, at andre folk omkring Vee blot tror det er narkolepsi, Vee lider af.
Hich Scool-skabelon
Set up’et kører desværre også efter en standard young adult high school-skabelon. Der er et par sportsidioter (jocks), et par prinsesser og nogle chearleaders, og så en fyr, der fremstår lidt som en særling, men som selvfølgelig ikke er det, men blot har det lidt svært derhjemme. Det har vores hovedperson, Vee, selvfølgelig gennemskuet og derfor er bedsteven med ham, da også hun selv hører til de upopulære. Det sociale set-up blandt hovedpersonerne kan simpelthen ikke være mere uopfindsomt, og selv om der er skrevet mange gode og spændende romaner om high school-miljøet, og selvom jeg stadig har tiltro til, at der kan skrive mange flere gode, så er det her bare kliché med kliché på.
En tung dyne uden de store følelser
Selvom Vee (og Mattie) bærer på en stor sorg over deres mors alt for tidlige død, kommer vi ikke rigtig ind under huden på nogen af dem. Vee opfører sig præcis som en, ifølge omgivelserne, utilpasset pige skal opføre sig, blot med det ekstra krydderi, at hun er nødt til at forlade klassen i tide og utide, når hun forventer, hendes “narkolepsi” er ved at tage magten over hende. Hele stemningsbilledet, romanen igennem, er som en tung dyne, og på mange måder føles hele Vee’s univers karikeret og uvirkeligt — samme tilstand, som man oplever verdenen med, hvis man ikke har sovet en hel nat, men tager i skole alligevel.
Et blurb, der fortæller for meget
‘Slide’ er søvndyssende længe om at komme i gang, fordi vi lige skal introduceres til Vee’s paranormale egenskab, som om det var ‘Wauh!’. Jill Hathaway har nok ment, at dette også var spændende, problemet er bare, at bogens bagsidetekst, blurb’et, afslører handlingen indtil 100 sider inde i bogen. Da bogen kun er på 275 sider, skal vi altså over en tredjedel ind, før vi bliver præsenteret for ting, vi ikke allerede ved.
Sproget er uhyre simpelt og sætningerne er vanvittigt korte. Det er lige før, jeg føler, det er mere en børnebog, end det er ungdomsbog. Og hvis du er vant til at læse mange og tykke Young Adult-bøger, vil du virkelig savne udfordring i de meget korte og simple sætninger og de utroligt sparsomme miljø- og personbeskrivelser.
Uddrag af ‘Slide’
Han og hans overskæg kom nærmere. Hans ansigt sænkede sig over mit, og han stak sin tunge ind i min mund. Det var mit første kys. Det var det klammeste, jeg har nogensinde havde prøvet. Det smagte af askebæger og orange Tic Tacs. Hans hånd gled op under min bluse, og jeg bad til, det snart ville være overstået.
Da jeg vågende, så jeg ind i øjnene på en sikkerhedsvagt. jeg var faldet og havde slået hovedet. Han lod mig gå, da han havde sikret sig, at jeg ikke havde fået hjernerystelse eller sådan noget. Jeg kan huske det øjeblik, hvor jeg gav miss Ryan den lodne sweater tilbage. Der var et eller andet, der faldt i fak. Det gik op for mig, at det havde noget med hendes sweater at gøre, at jeg var gledet ind i hende.
Glideanfaldene giver svarene
Ærgerligt nok, har jeg også et problem med Vee’s glideanfald, for lige så snart der er ved at komme bare lidt gang i handlingen, bliver den afbrudt af et glideanfald, og da glideanfaldene går direkte ind i andre personers bevidstehed, så Vee både kan læse tanker og høre samtaler, bliver det en for let måde at opklare et mord på. Vi ved nemlig, at der så bare skal så og så mange glideanfald til, før Vee kan sammensætte brudstykkerne til løsningen. Det er for stor en foræring, og man kommer til at mangle udfordring som læser, og jeg savnede det spændingsmoment, der opstår, når en hovedperson selv skal regne ud, hvem, der er de gode og hvem, der er de onde.
Mest til nybegynderne indenfor det paranormale
‘Slide’ er Jill Hathaways debutroman, og ja, den er da rimelig, hvis man ikke har læst noget indenfor young adult før. Men er du ivrig læser af bøger med paranormalt tema, måske oven i købet engelske bøger, så har du set oplevet det hele før. Har du tilmed mere end 100 bøger på dine reoler, og er du vant til at læse tykke bøger som for eksempel ‘Djævelske Mekanismer’, så kommer du virkelig til at mange sproglig og intellektuel udfordring i ‘Slide’. Lidt underligt er det også, at Politikens forlag først udgiver ‘Bodyfinder’-serien, som er hamrende spændende, uhyggelig, unik og følelsesfyldt, og så bagefter udgiver ‘Slide’, som på så mange måder efterligner ‘Bodyfinder’, men – alligevel og desperat – kun når den til anklerne. Det er som at se en B-film, lige efter man har oplevet årets Blockbuster.
Skal man trække noget positivt frem, ja, så er ‘Slide’ en virkelig let introduktion til Young Adult/teenagebøger, hvis du netop er blevet træt af børnebøgerne og venindebøgerne, hvis du hader tykke og tunge bøger, og det vel at mærke er første gang, du bevæger dig ind på den paranormale bane.
Skriv et svar