Body of Proof : Jeg elsker tv-serier, men jeg elsker også krimier så meget, at jeg desværre ikke kunne tage ‘Body of Proof’ til mig. Bipersonerne og drabene varierer i hver sag, men alligevel kører alt efter den samme skabelon.
| Af Peter Kock Henrichsen |  |
Titel:
‘Body of Proof’ – The Complete First Season
Skaber:
Christopher Murphy
Land:
USA
Distributør:
Disney
Premieredato:
4. september 2012
Følelses-barometer:
“I den nye dramaserie Body of Proof spiller Dana Delany hovedrollen som den smarte, stædige, karrierekvinde Dr. Megan Hunt, der efter en forfærdelig bilulykke tvinges til at opgive sin karriere som neurokirurg. Nu arbejder hun som rets-mediciner og anvender sin omfattende lægevidenskabelige viden, skarpe instinkter og knivskarpe personlighed til at opklare de retsmedicinske mysterier bag en række mord og finde frem til gerningsmændene.”
Sådan lyder bagsideteksten til første sæson af den amerikanske tv-kanal abc’s retsmedicinske krimiserie ‘Body of Proof’. Jeg er ret vild med tv-serier, fordi man får så god tid til at lære hovedpersonerne at kende, og når man endelig kender dem og holder af dem, behøver man heller ikke slippe dem lige med det samme igen. Set-up i ‘Body of Proof’ lød spændende, så jeg kastede mig straks ind i serien.
Ikke specielt synd
Det første indtryk er dog, at Megan Hunt er usædvanlig svær at komme ind på livet af – — hun ved det selv, og hun gør et stort nummer ud af at markere det over for sine nye kolleger på den retsmedicinske afdeling i Philadelphia. Meningen er vel så, at man som seer alligevel skal få sympati med hende, fordi det er synd, at hun valgte karrieren fremfor sin datter og sin mand og efterfølgende mister evnen til at føre kniven som kirurg på grund af en voldsom trafikulykke. Problemet er bare, at jeg ikke synes, det er specielt flatterende at vælge sit job frem for sin familie? Og jeg kan ikke se nederlaget i, at Megan nu “kun” kan koncentrere sig om at være retsmediciner efter sin trafikulykke – en vanvittig eftertragtet stilling.
Dygtigere end kriminalbetjentene
Megan er en dygtig retsmediciner, og det er rigtig godt for opklaringsprocenterne for drab i Philadelphia, men samtidig er det på bekostning af Megans kollegaer. Hun er konstant irritabel og nedladende og svæver ind i lokalerne med en hale af spørgende folk efter sig, som om hun var Gud. Realismen mangler fuldstændig. Hvordan kan Megan blive dette unikum af en retsmediciner, når hun har arbejdet som hjernekirurg?
Alt for hurtige konklusioner
Megans assistent, Peter Dunlop (Nicholas Bishop) er derimod tidligere kriminalassistent og har derfor meget bedre forudsætninger for at kombinere retsmedicinen med detektivarbejdet. Alligevel er det Megan, der sætter alle på plads på åstederne, afhører vidner og gør kriminaldetektiverne Morris og Baker til grin, fordi hun i hver eneste sag har lagt alle brikkerne på plads før dem. Megans skråsikkerhed gør serien komisk. Er en afdød mand steriliseret, ved Megan, at han er gift og at holdet derfor kun skal lede efter en gift mand. I et andet tilfælde bliver tegn på metalsplinter i fingrene og leddegigt til, at manden var svejser på en byggeplads. Slut, færdig! Sådan er det, og sådan kan det kun være.
Serien er fyldt med disse alt for hurtige konklusioner, og er man ivrig krimilæser eller -seer, så er det både morsomt samt en enorm irritation. Det er ligesom at lave sin fysikrapport baglæns efter nogle rigtige gode konstruerede måleresultater: Man ved allerede, hvad det skal ende med, og så er man sikker på, at ingen fejl sniger sig ind undervejs i fysikøvelsen.
For langt fra virkeligheden
Selve den løbende historie om Megans forhold til datteren, der har opgivet at få opmærksomhed fra sin mor, var også anstrengt urealistisk. Megan presser på og datteren trækker sig endnu mere. Virkelig godt i de tre første afsnit. Men i fjerde afsnit er mor og datter pludselig på talefod, som om der kun havde været en lille kurre på tråden og ikke et flerårigt fravær af samvær. Så hvad skete der lige der?
Datteren laver også pludselig skoleopgave på Megans retsmedicinske afdeling i fjerde afsnit, og selv om Megan skælder kollegaerne ud over, at en pige på 12 år kan få traumatiske oplevelser af at høre om eller se lig, er det alligevel hende selv, der har iværksat praktikken og ti minutter senere viser datteren et foto af en afhugget hånd, som politiet har fundet i felten i en igangværende sag. Come on! Det er så fuldstændig dumt og langt fra virkeligheden, at ‘Body of Proof’ snarere virker som en komedie – en utilsigtet af slagsen.
Sagerne og opklaringerne minder alt for meget om hinanden. Megan presser på til sidst og gerningsmændene eller -kvinderne tilstår. Jeg forstår ganske simpelt ikke hvordan abc har haft seertal nok til at lade ‘Body of Proof’ få en sæson 2. Men det har de altså. Måske er det meget typisk amerikansk underholdning. Man behøver i al fald ikke tænke særlig meget, for løsningen bliver alligevel serveret af Megan — kvinden, der ved så meget, så hurtigt, at man snarere skulle tro, hun var synsk end retsmediciner.
Skriv et svar