‘Fuck dig, Johannes’ af Rita Bitsch

Hjerteserien: Gyldendendals Hjerteserie plejer at levere romantik og forelskelser, så man sidder tilbage med et smil fra øre til øre og et stort, varmt hjerte. ‘Fuck dig, Johannes’ er dog lige modsætningen. Et jysk, dystopisk Ringkøbing fyldt med tragedier og sorg og en mystisk sidehistorie om Thule Atomulykken i 1968. Historien efterlod mig med en følelse af, at jeg blot skulle i gang med en anden bog hurtigst muligt for at rense ud og skylle væk, for det her var for tungt og meningsløst.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Fuck dig, Johannes’

Forfatter:

Rita Bitch

Sider:

205

Udkom:

30. august 2012

Forlag:

Gyldendal

Følelses-barometer:

Johannes skal pludselig flytte fra Aarhus til Ringkøbing fordi forældrene har bedre jobmuligheder der. Johannes, der er halv grønlænder, er bare ikke særlig interesseret i at begynde i 10. klasse i den nye, kedelige by. Det eneste, han knytter sig til, er sin guitar, og da han stiller op i et lokalt amatør-talentshow, får han pludselig øje på den jævnaldrende Caroline. Det er kærlighed ved første blik. Caroline hopper bogstavelig talt op på skødet af Johannes, og da han næste dag møder hende nede i bageriet, ved han, at Caroline er lige så interesseret i ham, som han er i hende.

De kysser og har en masse dejlig sex sammen, og alt virker pludselig nogenlunde ok i Ringkøbing. Men der er noget melankolsk over Caroline. Hun giver Johannes dystre digte af Inger Christensen, som han slet ikke kan forholde sig til, og pludselig en dag flytter Caroline over til sin mormor og lukker sig helt inde i sig selv. Johannes forstår ikke, om det er ham, der har gjort noget galt, eller om Caroline måske er blevet forelsket i en anden.

Thule-sagen i en kærlighedsroman

‘Fuck dig, Johannes’ foregår i et jysk, nutidigt dystopia, hvor handlingen bliver mere og mere sørgelig. Samtidig bliver der flettet en mystisk sidehistorie om atomulykken ved Thule i 1968 ind i lille Ringkøbing, da Johannes og hans søster Aviaja er halvt grønlandske og har boet i Nuuk. Det virkede som om forfatteren har siddet i en brainstorm eller hurtigskrivningsproces: “Hey, vi har to søskende fra Grønland. Hvordan får vi noget mere substans om Grønland? Hvordan giver vi dem en troværdig baggrundshistorie? Hvad ved vi om Grønland? Thule-ulykken i 1968! Hm, den er godt nok 42 år gammel. Kan vi andet om Grønland? Næ. Jo, kajakker. Nå, så skriver vi meget om Thule-sagen og lidt om kajakker.”

Problemet er, at Thule-ulykken ikke skal bruges til noget. Den har absolut intet har at gøre med Johannes og Carolines kærlighed, for Grønland er et overstået kapitel for Johannes. Han kommer ikke engang direkte fra Nuuk til Ringkøbing, men fra Aarhus. Det virker som om Rita Bitsch meget hellere ville skrive en ungdomsroman om livet i Nuuk, hvor Thule-sagen ikke ville have været malplaceret, og hvor Johannes morfar kunne have været med. Selv forsiden på bogen er fra Grønland, og ungdomslivet i Nuuk er helt utrolig spændende og meget anderledes end det danske på grund af kulturen og naturen. Det havde været en unik lokation for en dansk ungdomsbog. Alligevel skal vi slæbes til ligegyldige Ringkøbing, som gentagne gange skal omtales som Lykkeby, fordi den er kåret til verdens lykkeligste by ifølge noget, der hedder ‘World Database of Happiness’. Det er det eneste Ringkøbing bliver brugt til. Det giver bare ikke mening at Rita Bitsch bliver hjemme i sit eget Ringkøbing, når drømmene går på Grønland. Det bliver halvhjertet.

Sur, sur, sur

Umiddelbart blev jeg meget tiltrukket af bagsideteksten på ‘Fuck dig, Johannes’, fordi min favoritgenre er de socialrealistiske, danske ungdomsromaner. Der var dog en masse forskellige ting ved ‘Fuck dig, Johannes’, der gjorde, at jeg aldrig nåede at få en god oplevelse med den. Først skildres Johannes modstand mod at flytte til Ringkøbing ganske kraftigt. Det er klart, man reagerer sådan som teenager, når man bliver flyttet vestpå fra spændende Aarhus, men i bogen bliver Johannes surhed bare så gennemtrængende, at man ikke rigtig gider identificere sig med ham. Han er trods alt hovedpersonen, og hvem gider være sammen med en person, der konstant er sur og bitter?

Forelskelsesfasen er rigtig hyggelig

Da Johannes bliver forelsket i Caroline, bliver det heldigvis bedre. Forelskelsesfasen er rigtig hyggelig, og selv om der bliver sprunget lidt angst hen over sex-scenerne, som jo ellers plejer at være noget af det livsbekræftende og dejlige i de socialrealistiske ungdomsbøger, så er det den bedste del af historien. Personerne er dog ikke tegnet særlig kraftigt op med tanker og følelser, så det eneste man rigtig kan identificere dig med, er følelsen af forelskelse og Carolines og Johannes fysiske lyst til hinanden. Og det er egentlig ok — ikke alle forhold behøver være dybe.

Utrolig forudsigeligt på grund af kæmpe spoiler

Da ukendte ting opstår, og Caroline lukker sig inde i sig selv, taber bogen dog helt spændingen. Det er helt utrolig forudsigeligt, hvad der sker, fordi bogens forord er en kæmpe spoiler (øv!). Samtidig har Johannes ikke nogen situationsfornemmelse overhovedet. Han aner ikke, hvad der sker, og man kan som læser mærke, at det skal holde én hen i spænding. Men denne anden del af bogen bliver netop ekstremt uspændende, fordi det er så let at regne ud for os andre. Hellere bliver overvurderet som læser, så der er meget, man ikke kan regne ud, end det modsatte.

Sproget er kunstigt og konstrueret

Sproget virker utrolig 80’er-agtigt. De unge siger ‘fedt’ og ‘kraftedeme’, og der er kun et enkelt ‘nice’ – bestemt ikke ungt. Samtidig virker det som om Rita Bitsch frygter at skrive en kliché, for sætningerne er fyldt med nye vendinger, der nærmest er lyriske. Det kan være forfriskende en gang imellem, men er det hele tiden, er det trættende. Når kammeraterne siger “Skål, du store arktiske solformørkelse” og “Du arktiske perker, du er jo født med X Factor all over your fucking body“, lyder det mere som moderne Shakepeare end som en elev fra 10. klasse. Én ting er at forfatteren kan formulere sig i lyriske sætninger, men når alle hovedpersonerne har den samme evne til hele tiden at formulere utrolig spændende og nye sætninger, ryger troværdigheden. Man oplever, at det er Rita Bitsch og ikke personerne selv, der siger det.

Hvem er Malmros?

Det virker også kikset, at handlingen perspektiverer mod Nils Malmros’ film. Og jo, ham vidste vi godt, hvem var i 80’erne, fordi alle folkeskoleelever blev tvunget i biografen af deres dansklærere for at se ‘Kundskabens Træ’, men det er altså ikke Nils Malmros’ filmplakater, der hænger på ungdomsværelserne i 2012. Den manglende realisme i politiets arbejde i bogens tredje del – bogen har tre dele i alt – fik mig til at stå helt af. Én ting er, at nogle bøger rummer store tragedier, men så skal der også følges op på dem af de voksne bipersoner, så man i det mindste sidder med en følelsesmæssig forståelse til slut. Heller ikke det bød bogen på, så det er egentlig meget passende, at ‘Fuck dig, Johannes’ i Gyldendals Hjerte-serie netop har et sort hjerte på forsiden og ikke et rødt, som de andre — meget bedre — romaner i serien.