‘Et sted i Berlin’: Vi ved jo godt allesammen, at vi ikke skal bedømme de bøger ud fra forsiderne, men vi gør det jo alligevel. Så lad nu være med at klikke væk fra denne anmeldelse, fordi forsiden ikke ligner det, du plejer at læse. Der er ikke en skjult dansklærer gemt i denne her tyske ungdomsroman. Den er faktisk både rigtig hyggelig, rigtig spændende og rigtig ung. Og nu du tænker efter, trænger du så ikke til at prøve noget andet end vampyrer?
| Af Peter Henrichsen |  |
Titel:
‘Et sted i Berlin’
Forfatter:
Originaltitel:
‘Nirgendwo in Berlin’
Oversat af:
Per Straarup Søndergaard
Sider:
228
Udkom:
20. november 2012
Forlag:
Turbine
Følelses-barometer:
15-årige Greta er skidebange. Hendes mor, Nina, har nemlig trukket hende væk fra bedsteveninden Frederikke og deres lille landsby til et bagende sommervarmt Berlin, nærmere bestemt Prenzlauer Berg. På fjerde sal i en gammel etageejendom, hvor elevatoren er ude af drift, skal Greta nu tilbringe seks ugers sommerferien helt alene. Næsten da. For Greta har Buster, en døv albino-boxer, der savler — meget!
Som om det ikke var slemt nok, støder Greta som noget af det første på den adfærdsvanskelige dreng Konrad, der bor hos en slags tilsynsværge, Mikesch, ovenpå. Dernæst ramler hun ind i den emsige vicevært Osinski, der for alt i verden ikke må vide, at Buster eksisterer, da der ikke må holdes hunde i ejendommen. Og endelig klæber den 13-årige, blonde og spinkle Cindy sig fast til Greta, som om hun slet ikke havde andre at hænge ud med.
Som dagene går, bliver Greta mod sin vilje alligevel trukket ind i den daglige puls i Prenzlauer Berg-kvarteret. Selv om Konrad er en metallyttende og voldelig idiot, der generer alle sine omgivelser, viser Mikesch, sig at være ret sød og lyttende. Og der går nærmest sport i at overvåge Cindys løgnehistorier på chatten, hvor hun fortæller alt og alle om sit forrygende liv med en politikommissær-far og en mor med et modelbureau, selvom moren er skredet og faren kun er almindelig patrulje-betjent på laveste hierarki. Endelig finder Greta pigen Pampolina på chatten, og de skriver sig godt ind på hinanden, da de har meget til fælles.
Men så forsvinder Pampolina, samme dag, som hun har fortalt Greta, at hun har en date med en ukendt chatfyr, og samme dag, som Ninas avis skriver om en forsvunden Berliner-pige ved navn Paulina.
Lidt af en drømmesituation, når man er 15
‘Et sted i Berlin’ var læst på ingen tid. Den var spændende på en virkelig hyggelig måde. Det var ligesom at blive sluppet løs på storby-ferie, da jeg øjeblikkeligt identificerede mig med Greta og var overladt til mig selv, Cindy og Mikesch. Selv om det lyder lidt synd for Greta, at hverken hendes mor eller far er til stede i sommerferien for hende, er det også lidt af en drømmesituation, når man er 15 år: En hel lejlighed for sig selv og ingen mor, der går og snager i, hvad man laver og hvem, man hænger ud med.
En fin balance uden at ryge i grøften
Jeg syntes, det var virkelig dejligt at forlade fantasy og science fiction for en stund og begive sig ind i en socialrealistisk ungdomsbog, hvor man kan opleve, hvordan det er at være ung i Berlin. Faktisk måtte der gerne have været meget mere Berlin i, men Beate Teresa Hanika kunne ikke nå at fortælle så meget, fordi der jo også er en slags gåde, der skal opklares.
På forunderlig vis holdes realismen knivskarpt, og vi slipper for en plat historie om et par børnedetektiver, som historien ellers nemt kunnet have udviklet sig til for en uerfaren forfatter. Så undgik vi den første grøft, og vi falder vel at mærke heller ikke i den socialrealistiske grøft på den modsatte side, hvor løftede pegefingre og tontunge moraler prøver at belære dig, ligesom de bøger, som din dansklærer måske vælger til klassen. Næh, ‘Et sted i Berlin’ balancerer utrolig fint på kanten, hvor den både er ung og realistisk, men alligevel har indbygget et par dramatiske elementer, som pludselig gør historien spændende. Og den er spændende — lige til det sidste.
Jamen, går det slet ikke galt?
“Men hvor går det så galt?” spørger du måske. “Forsiden er meget fangende, men den ser da også lidt kedelig og 70’er-agtig ud. Kan det virkelig være rigtigt, at den her bog ikke er som forsiden?” Og svaret er ja. Det kan det. For ‘Et sted i Berlin’ er også utrolig godt oversat. Sproget flyder og oversættelserne er så præcise, at det føles som om, bogen er skrevet af en dansk forfatter. Sådan skal det være. Synsvinklen skifter lidt mellem Greta og ‘the bad guy’, og sådan skal det også være for at holde spændingen som i en rigtig Young Adult-roman.
Jeg har savnet tyske bøger
Overordnet set er jeg virkelig begejstret for ‘Et sted i Berlin’. Alt fungerer for mig, og bogen gav mig en rigtig dejlig, ærlig og dyb læseoplevelse. Jeg vil gerne læse mange flere tyske bøger, når de er så gode som Beate Teresa Hanikas. Faktisk kan jeg pludselig mærke, at jeg har savnet tyske bøger rigtig meget, siden jeg læste ‘Wir kinder vom Bahnhof Zoo’ om Christiane F. Så bare kom med dem, og læs nu også bare ‘Et sted i Berlin’, selv om forsiden ikke ligner plakaten fra en Hollywood-film.
Uddrag af ‘Et sted i Berlin’
Jeg går meget beslutsomt i retning af undergrundsbane-stationen Schönhauser Allee, vil opleve noget. En gåtur på cirka 15 minutter. Men sammen med Buster tager den 20 minutter. For ham er alting interessant, nye dufte, nye spor, han har snuden i jorden og løfter næsten ikke hovedet. På grund af sit flade ansigt laver han nogle sjove gryntelyde. Vi kommer til en lille park, og jeg rykker hårdt i Busters halsbånd. Han kigger på mig, som om han lige er kommet i tanke om, at jeg er for enden af linen.
“Hør her, din lille grisebasse,” siger jeg. “Jeg slipper dig fri nu, men du må ikke løbe længere væk, end at vi stadig kan se hinanden.”
Problemet med Buster er, at man ikke kan kalde på ham. Da vi boede på landet, var det ikke noget problem. Der var ikke andet end græs og korn og nogle enkelte små kaniner. Når jeg ville have, at Buster skulle komme, lavede jeg bare store armbevægelser. Det betød noget i retning af Kom her! Men hvad gør man midt i Berlin?
Skriv et svar