‘Olympens Helte’: ‘Den fortabte helt’ er ikke ligesom alle de vampyr-bøger, men giver et friskt pust, stadig med fantasy.

Af Freja, 15 år

Titel:

‘Den fortabte helt’ (Olympens Helte 1)

Forfatter:

Rick Riordan

Originaltitel:

‘The Lost Hero’ (Heroes of Olympus #1)

Oversat af:

Vibeke Nielsen

Sider:

600

Udkom:

31. oktober 2012

Forlag:

Carlsen

Følelses-barometer:






Jason vågner op i en bus. Han kan ikke kende noget. Intet. Han holder en pige i hånden, men kender hende ikke. Han kender heller ikke en dreng som sidder og påstår at han er hans bedste ven. Det eneste han ved, er at han ikke hører til der.

Pipers superstjerne-far er taget til fange af en kæmpe som sender Piper drømme om at redde ham. Nu kan Jason ikke kende hende mere, hvad sker der? Hun har jo kendt ham så længe.

Leo ved ikke hvad der sker. For mange år siden satte han ild til sin mors værksted. Hans mor omkom. Han kan få ild ud af det blå med hænderne. Han har ikke lavet ild siden hans mor døde, det har han lovet sig selv.

De alle tre sidder i en bus og er på vej til Grand Canyon med skolen og deres højtråbende træner, mr. Hegde. Midt under udflugten viser det sig at en af deres klassekammerater er en uvejrsånd. Jason, Piper, Leo og mr. Hegde kommer i kamp med uvejrsånden. Hverken Piper eller Leo ved hvad de skal gøre, men Jason bruger sit instinkt. Mr. Hegde bliver suget op i himlen sammen med uvejrsånden, og Jason, Piper og Leo bliver hentet af to personer som kommer flyvende i en stridsvogn med flyvende heste spændt for. De to fortæller Jason, Piper og Leo om ’Halvblodslejeren’ og at de er halvguder.

Halvblodslejeren

De tre ankommer til Halvblodslejeren. Alle der er åbenbart halvguder. Nogen er børn af Afrodite, nogen af Ares og nogen af andre. Men de har ikke været der længe, før folk går rundt og snakker om profetier og at Olympen er lukket. Jason og Piper bliver kontaktet af en der siger de skal redde hende. Hvem er det og hvorfor dem? Sammen med Leo og en flyvende drage begiver de sig ud på et eventyr for at befri gudernes dronning. De kommer ud for både uvejrsånder, personer fra myter og kæmper.

’Den Fortabte Helt’

’Den Fortabte Helt’ er første bind i serien ’Olympens Helte’. Nr. 2 bog som hedder ’Neptuns Søn’, udkommer foråret 2013. Der kommer i alt 5 bind, og det regnes med at serien er færdig i 2014.

’Den Fortabte Helt’ fører én ind i universet. Den er skrevet rigtig godt og man kan selv relatere til noget af det fra skoleudflugten og så følger man dem ind i Halvblodslejeren, og de er lige så uvidende i starten som læseren. Den er også godt beskrivende med mange gode detaljer. Man lærer en masse om de græske og de romerske guder, og hvad hver enkel står for og hersker over. Der er romantik, humor og spænding i den.

Uddrag af ‘Den fortabte helt’

”Leo.” Piper lagde sin hånd på hans skulder ”Er du okay?”
”Ja … af en hjernevasket zombie at være har jeg det fint nok.” Han håbede, at han ikke så halvt så pinlig berørt ud, som han følte sig. ”Tak, fordi du reddede os, skønhedsdronning. Hvis du ikke havde talt mig fra det …”
”Det skal du ikke tænke på,” sagde Piper.
Men Leo tænkte meget på det. Han havde det elendigt ved tanken om, hvor let Medea havde fået vendt ham mod hans bedste ven.

Min mening

Jeg blev selv virkelig grebet af ‘Den fortabte helt’. Der skete hele tiden noget nyt, der holdt mig fanget, så jeg ikke kunne lægge bogen fra mig. Jeg kunne godt lide at lære om de græske og de romerske guder, og det var en god måde at lære om det på. I starten kan alle de guder godt være lidt svære at holde styr på, men heldigvis er det en liste omme bag i bogen hvor der står gudernes navne, både deres græske navn og deres romerske navn, og så står der, hvad de står for. Den havde jeg meget glæde af.