‘Halo’-serien: ‘Hades’ udkom for et års tid siden, men what ever? Hvis du har læst den, så læs den igen! Jeg kan i hvert fald love, at ’Hades’ er det værd. Jeg har nemlig læst den to gange, og jeg fortryder ikke. Denne bog er en utrolig dejlig, spækket med tro, håb og kærlighed. Bare rolig, den er ikke så kliché-agtig som den måske lyder, den er nemlig også fyldt med engle og dæmoner, samt elskværdige personer.
| Af Stine, 15 år |  |
Titel:
‘Hades’ (Halo 2)
Forfatter:
Oversat af:
Nete Harsberg
Originaltitel:
Hades (Halo #2)
Sider:
395
Udkom:
15. februar 2012
Forlag:
Politikens forlag
Følelses-barometer:
’Hades’ starter et halv år efter ’Halo’. Beth og Xavier lever et fantastisk High School-liv som afgangselever på Bryce Hamilton. De er dybt forelskede i hinanden og nyder, at Jake endelig er væk. Det er Halloween om fredagen, og både Beth, Xavier, Beths bedste veninde Molly og hendes slæng er inviteret – samt en stor del af skolen. De glæder sig, dog glæder Beth sig ikke lige så meget som de andre, da hun ved at det er den dag, hvor man bedst kan komme i kontakt med det onde.
Og det er præcis det, der sker på denne fredag aften. Beth, Molly og deres slæng beslutter sig for at spille Ånden i glasset, selvom Beth ikke er meget for det – og man kan roligt sige, at de får en ånd i glasset, to faktisk. Den ene ånd er Jake, som viser at han ikke er helt så død, eller i hvert fald forsvundet, som Beth troede, da han kører direkte ind i Hades – også kaldt Helvede – med hende.
’Hades’ er en fantastisk, levende og utrolig realistisk bog til trods for, at der er engle og dæmoner med i bogen. Lad mig starte med, hvad ’Hades’ minder mig om. Tja, den minder mig faktisk ikke rigtig om nogen bøger. Den er nemlig ret speciel og unik. Hvis jeg dog skal vælge nogle, så vil jeg nok nævne ’Dødens Instrumenter’-serien af Cassandra Clare og ’The Hunger Games’-serien af Suzanne Collins, fordi alle tre bøger er super gode, forgår i et fantasy univers og har kvindelige hovedroller. ’Hades’ har en fed handling med mange elementer, som jeg ikke har læst om før, blandt andet når Alexandra fører noget kristendom over handlingen, dog uden at forkynde. Jeg føler, at jeg lærer lidt. Jeg syntes at det er en fremragende ny måde at skrive på.
Prinsen i den blå Chevrolet med den hvide polotrøje og honninglokkerne
Fyren, jeg hentyder til i min overskrift, er selvfølgelig åh så dejlige Xavier. Hvis ikke Xavier havde været optaget, havde jeg hapset ham. Beth og Xavier er fuldstædig væk i hinanden, hvilket jeg synes giver bogen lidt ekstra krydderi. Xavier er en godte, hvilket Alexandra ikke holder sig tilbage for at fortælle os. Han ser ikke kun godt ud, nej, han er også handlekraftig, veltalende, hjælpsom og har en fantastisk indlevelsesevne.
Dog synes jeg, at han er lidt for perfekt. Jeg savner ligesom noget, der gør ham endnu mere realistisk, end han er i forvejen, som for eksempel, at han bliver tydeligt nervøs foran store forsamlinger. Måske kan det også bare være, at han virker så perfekt, fordi Beth er forelsket i ham, og så synes hun, at alt han gør, er perfekt. Hvis man ser bort fra denne lille detalje, så er Xavier en dejlig karakter.
Respekt til Alexandra!
Jeg har virkelig stor respekt for Alexandra Adornetto. For det første skriver hun helt utrolig godt. For det andet er hun kun 20 år gammel, og beviser at man godt kan skrive fantastiske gode bøger, selvom man kun er 20.
Ivy og Gabriel skal altså også med. Kort sagt så elsker jeg Gabriel og Ivy. De er nogle af mine yndlingspersoner i hele bogen på grund af deres personlighed. De er sådan nogle dejlige mennesker og er så overskudsagtige, handlekraftige og venlige, at man ikke kan undgå at holde af dem.
The bad guy and the good girl
Jake og Beth. Beth og Jake. Det klinger ikke rigtig, men det passer jo også meget godt, deres forhold klinger heller ikke rigtig. Slet ikke efter at Jake bortfører Beth til Helvede. Nok ikke den bedste måde at få en pige til at kunne lide én, men det er præcis det, som Jake vil. Jake har en bizar tankegang, hvilket blandt andet kommer til udtryk, da han kan lide Beth på sin helt egen mærkværdige måde og formoder, at Beth også kan lide ham.
Jake, Jake, Jake
Jeg kan godt lide Jake, mærkelig nok. Jeg synes, han er en sød fyr på sin helt egen måde. Jake er jo ond, men i bund og grund tror jeg bare, at han vil elskes. Jake er også selvsikker, hvilket kan være fint til en hvis grad, modig, snedig, dog er han lidt for snedig til min smag, og så har han været en engel. Det sidste har han desværre valgt fra, og han har valgt at blive en dæmon i stedet.
Men jeg kan alligevel ikke slippe tanken om, at Jake har været en engel. Det vil sige, at han har været fyldt med godhed, kærlighed og tro, men han må også have været utilfreds, siden han valgte at gå med Lucifer, Big Daddy som dæmonerne kalder ham, Satan eller hvad du nu end vil kalde ham. Jeg tror stadig at Jake har en lille rest tilbage af godhed. Måske håber han ligefrem at godheden vil vokse ved at være sammen med Beth?
Overraskende lærerig
Jep, ’Hades’ lærte mig faktisk en smule. Den mindede mig om, at man skal blive ved med at gøre det man tror på, lige meget hvad, og mindede mig igen om, hvor vigtig kærlighed og venskab er. Foruden dette, så lærte den mig også om hvordan Lucifer/Satan blev skabt og om hvorfor og hvordan han og hans følgesvende blev sendt ned i Helvede. Den gav mig lidt at tænke på både omkring kristendom og om det gode og det onde. Desuden gav den enormt spændende slutning mig også lidt at tænke på: Hvad sker der nu?
Uddrag af ‘Hades’
”Vidste I godt, at Halloween engang handlede om Samhain?” spurgte jeg. ”Folk var rædselsslagne.”
”Hvem er Sam Hen?” Hallie så mystificeret på mig.
”Ikke hvem, men hvad,” svarede jeg. ”Det svinger fra kultur til kultur. Men i bund og grund er det én nat i løbet af året, hvor folk tror på, at skellet mellem de dødes og de levendes verden bliver ophævet, så de døde kan vandre frit rundt mellem os og indtage vores kroppe. Man klædte sig ud for at snyde dem.”
De andre stirrede på mig med nyvunden respekt.
”Okay, Bethie.” Savannah gyste. ”Der fik du da lige freaket os alle sammen rimelig meget ud.”
”Kan I huske, da vi legede Ånden i glasset i syvende?” spurgte Abigail. De andre nikkede ivrigt ved mindet om seancen.
”Hvad legede I?” røg det ud af mig. Jeg havde svært ved at skjule min afsky.
Alt i alt
Alt i alt er denne bog bare god. Fuldstændig og helt igennem god og spændende. Nogle af de ting jeg synes, er totalt gode og fede ved ’Hades’, er blandt andet sproget. Det er både ungdommeligt og samtidig en smule gammeldags en gang i mellem. Med sætninger som: ”Jamen dog, det ser ud til, at der alligevel er lidt bid i Spejderdrengen, når det kommer til stykket,” ”I kan ikke bare smide sådan en bombe og så lade mig sidde her og stresse for vildt over det helt alene,” og ”er der ikke rimelig klammo derovre om natten?” formår Alexandra, at få mig til at holde endnu mere af personerne i ’Hades’. Sproget er også med til, at ’Hades’ ikke bliver alt for trist og muntrer bogen op flere steder med det livlige sprog. Nete Harsberg – oversætteren til ’Hades’ – gør også et utrolig godt arbejde.
Til allersidst vil jeg bare gerne lige tilføje, at jeg nød at læse ’Hades’, hvis du nu var i tvivl. Den er bare helt utrolig, fantastisk godt fundet på og skrevet.
Skriv et svar