‘Verdensredderne’: Børnearbejde krydser ungdom i en tung ’tynd bog’.

Af Maria Louise, 15 år

Titel:

‘Verdensredderne’

Forfatter:

Simon Stranger

Oversat af:

Dorthe de Nerregaard

Originaltitel:

‘Verdensredderne’ (norsk)

Sider:

200

Udkom:

20. februar 2013

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:







Emilie er en 17-årig pige, der har taget godt for sig af det vestlige liv. Hun er mere end ofte med hendes bedste veninde i Oslo, hvor de sammen køber sig fattige i tøj. En dag møder hun i H&M en dreng, der virker meget reserveret, som han sætter klistermærker med slagord om uretfærdighed på trøjerne. I nysgerrighed vælger hun derfor at dække over ham, så han ikke bliver opdaget.

Emilies nysgerrighed bliver ikke slukket, og hun bliver mere og mere interesseret i den ulovlige organisation, som hun stifter bekendtskab til igennem drengen, hvis navn er Antonio. Verdensredderne hedder organisationen. En mindre flok unge, som kæmper for bedre arbejdsforhold indenfor børnearbejde. Tør Emilie trodse sit liv, der ellers handler om drenge, fester og tøj, for at kæmpe til en bedre sags tjeneste? For Verdensredderne er hemmelige, og hvis den hemmelighed først slipper ud, er hun mere end på spanden.

Jeg er sgu lidt splittet

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige til den her bog. Ærlig talt er jeg ret splittet. Bogen var ret tung at komme i gang med, da jeg ikke synes, at den prøvede at fange mig. Efter tre sider var jeg allerede træt af hovedpersonen Emilie, der ikke rigtig kan beslutte sig for, hvem hun er. Hun vækker interesse for Verdensredderne, men man får aldrig et tydeligt svar på, hvorfor.

Jeg synes slet ikke, at bogen levede op til det, jeg havde håbet på. Da jeg først og fremmest fandt ud af, at den skulle handle om børnearbejde, blev jeg ret glad, da børnearbejde selvfølgelig er et spændende emne. Ja, det troede jeg i hvert fald, at det ville være, efter at jeg er blevet høvlet igennem tre fremlæggelser omkring det, der havde hjulpet lidt på fornuften. Som jeg troede, at jeg nu skulle blive endnu klogere, fandt jeg ud af, at det slet ikke var tilfældet. Ærlig talt var det ret skuffende.

Et haltende budskab

Forfatteren Simon Stranger vil selvfølgelig sende et budskab ud til den vestlige verden om, hvor skyldige vi er over, at folk skal sidde på den anden side af jorden og knokle røven ud af bukserne, hvilket ærlig talt er en underdrivelse. Fair nok, god idé, tænkte jeg. Hvis han så bare kunne fortælle det bedre fra pigen Reena, som er en pige fra Bangladesh, vi også stifter kendskab til. Her sidder jeg og føler mig lidt gammelklog og bliver lidt gnaven, da jeg ikke synes, at han perspektiverer det nok fra begge sider. Historien bliver nemlig ret kedelig, som den kører ud i en smøre om, hvor dårligt de skal have det.

Helt ærligt. Hvorfor?

Der er især en ting ved bogen, som jeg ikke kan lide. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor Emilie i første omgang bliver nysgerrig. Som sagt følger vi hendes overgang fra at have været en almindelig teenager til en mulig verdensredder. Det hele virker for hurtigt overstået, og jeg aner ikke, hvad der egentlig forgik. Der er stadig ting fra hendes fortid, der spiller ind i historien for at skabe en bedre ungdomsbog, og det virker bare ikke. Jeg synes, at ungdom og børnearbejde er et dårligt match i denne bog. De to ting kan ikke følges ad, og vil man gerne læse bogen for en af tingene, ligger den anden og irriterer. Hvis de da bare kunne følges ad. Øv!

Hvis bare han havde fokuseret på de andre

Når alt dette er sagt, vil jeg trods alt sige, at bogen blev bedre med tiden. Hvor bogen i starten var ret hård at komme i gang med, begyndte den at blive mere fangende. Jeg blev mere positiv, som jeg kom længere ind i bogen. Trods Emilie, kunne jeg godt lide flere af de andre karakterer. Jeg elsker især, at man følger Reena og Reza på den anden side af jorden, så det bliver set fra to vinkler. Hvor Emilie er en ret flad person, der ikke tænker på andet end Antonio, så synes jeg, at det er fedt, at vi får nogle langt mere realistiske personer ind. Det er lækkert!

Den kan altså godt læses, sådan da

Jeg er lidt splittet om, hvilken målgruppe bogen vil tale til, da den prøver at spille ungdomsbog, men det lykkes bare ikke. Hvis du sidder og mangler læsestof til emnet børnearbejde, synes jeg ikke, at du skal kaste dig over bogen. Den halter lidt fagligt, og den skal derfor hellere nydes som en almindelig ungdomsbog, der bare er mere kritisk i optrækket. Man får da noget ud af bogen, hvis man, modsat mig, aldrig har stiftet bekendtskab med, hvad børnearbejde egentlig er.