‘Pandæmonium’ (Delirium 2) af Lauren Oliver

Quick-Anmeldelse: ‘Pandæmonium’: Endelig! 2’eren af Lauren Olivers ’Delirium’ er udkommet, og GUD hvor har jeg glædet mig! Actionpræget kærlighedshistorie med et strejf af ‘The Hunger Games’ holder dig fanget fra første til sidste side, og selvom du var fan af 1’eren, vil du bestemt ikke blive skuffet.

Af Signe

Titel:

‘Delirium’

Forfatter:

Lauren Oliver

Originaltitel:

‘Pandemonium’ (Delirium, #2)

Oversat af:

Lene Ewald Hesel

Sider:

304

Udkom:

21. juni 2013

Forlag:

Politikens Forlag

Følelses-barometer:

(SPOILER! Bøgerne i serien ‘Delirium’, udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst den foregående bog, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)

I Lenas verden er kærlighed en sygdom. Alle folk får en operation, når de fylder 18, der fjerner evnen til at elske. Men inden Lena får operationen, møder hun Alex. Sammen planlægger de at stikke af fra den verden, Lena kender så godt, at forsvinde i vildmarken og starte et nyt liv sammen med alle de andre ikke-opererede, der nægter at leve efter samfundets regler.

I ’Pandæmonium’ er det endelig lykkedes Lena at slippe væk fra Portland, og den verden hun er vokset op i. Hun befinder sig i en vildmark uden regler, uden nogen form for kærlighedsoperation, men desværre også uden Alex. Alt det de sammen havde planlagt er pludselig røget i vasken, og Lena skal nu vænne sig til et nyt liv, ikke bare uden Alex, men også uden hendes bedste veninde, hendes familie og alt det hun kender hjemme fra.

Vildmarken er ikke et sted for sarte sjæle, og det varer ikke længe, før Lena bliver nødt til at vænne sig til sit nye liv – eller dø. Bogen er opdelt i to forskellige fortællingsgrene. En, der handler om Lena og livet lige efter hendes store flugt, og en, der handler om Lena nu, undercover som opereret pige i storbyen New York.

Det vigtigste tema i ’Pandæmonium’ er selvfølgelig kærligheden. En verden hvor evnen til at elske bliver fjernet, er en verden beboet af en slags zombier. Alle følelser mister deres værdi, og materialismen stiger til vejrs, som en slags erstatning for den kærlighed, der ikke længere kan føles.

Selvfølgelig er ’Pandæmonium’ et ekstremt tilfælde i forhold til mangel på kærlighed, men det er stadigvæk et interessant emne, der også har relevans i vores samfund. Det er vigtigt at huske på de ting, man elsker, i stedet for at fokusere på materialismens goder.

Desuden opsætter Lauren Oliver en utrolig kontrastfyldt verden. På den ene side har vi vildmarken med de ikke-opererede, og på den anden side, storbyen New York, med dens zombie-agtige befolkning. Vildmarken er dog ikke blot en kontrast i forhold til indbyggerne, men også i forhold til de materielle goder der bliver tilbudt. I vildmarken er man heldig, hvis man kan gå mæt i seng, det modsatte gør sig gældende i New York.

• Jeg synes Lauren Oliver er en rigtig god forfatter med ordet i sin magt. Hun formår i hvert fald at holde mig fanget fra start til slut, og selvom min alder måske er en smule overskudt i forhold til det publikum, bogen er udgivet til, så kedede jeg mig på intet tidspunkt.

• Lena er en interessant hovedperson, og hendes historie fascinerer mig. Samtidig kan man ikke lade være med nogle gange at blive frustreret over hendes valg, og det synes jeg gør hende til en mere spændende karakter. Der er intet værre end en perfekt hovedperson – sandheden er jo, at perfekte mennesker simpelthen ikke eksisterer. Derfor er det utroligt forfriskende at læse om en karakter, der egentlig ikke er så anderledes end os selv.

• ’Pandæmonium’ er efterfølgeren til ’Delirium’, og den skuffer ikke. Jeg var personligt rigtig stor fan af ‘Delirium’, og efter at have læst 2’eren er jeg stadig interesseret i Lenas historie. Det er sjældent, at en 2’err fungerer ligeså godt som dens forgænger, men i dette tilfælde synes jeg, ’Pandæmonium’ gør det rigtig godt.

• De to forskellige fortællingsgrene kan indimellem virke meget forvirrende. Især hvis man ikke læser hele bogen på en gang. Jeg havde i hvert fald problemer med at holde styr på, hvilken gren det nu liiiiige var, jeg var nået til. Det er en spændende måde at bygge en bog op på, men jeg synes ikke, det fungerede helt.

Bogen passer især til piger. Om det er 10-årige, 16-årige eller, som mig selv, 22-årige, er egentlig underordnet. Det vigtige er, at du har lyst til at læse en anderledes bog om kærlighed.

Jeg er personligt også virkelig vild med fremtidsscenariet og ideen om, hvordan vores samfund vil se ud i fremtiden. Det er måske endda en af de ting, der gør ’Pandæmonium’ til en så god bog. Måske endda der er nogle drenge, der kunne lokkes til at læse den? Det er bestemt ikke den mest tøsede bog i verden, og selvom der er masser af kærlighed, er der også både hurtig action og kampscener.