‘Det helt rigtige kys’: Justina er vild med sin bedste ven Ian, og da han inviterer hende til prom, har hun en mulighed for at vise sine følelser for ham. Men alting går ikke helt som Justina planlægger det, og det hele går grusomt galt. Bogen er morsomt skrevet, men blev lidt tung i længden.

Af Stine, 15 år

Titel:

‘Det helt rigtige kys’

Forfatter:

Robin Mellom

Oversat af:

Lars Bøgeholt Pedersen

Originaltitel:

’Ditched. A Love Story’

Sider:

271

Udkommer:

30. april 2013

Forlag:

Gyldendal

Følelses-barometer:






Justina Griffith er en meget normal amerikansk teenager på 16 år. Hun synes, at hendes mor er alt for meget. Hun har en hund (der har det usædvanlige navn Sol). Hun går i skole, og hun har venner. Justinas bedste ven hedder Ian. Ian har en varm personlighed, og så elsker han at lytte til historier.

Men Justina er alligevel lidt usædvanlig. Hun har nogle specielle træk. Blandt andet så ELSKER hun at kysse. Hun er næsten besat af det. Men en dag går det for vidt! Justina lover sig selv, at hun ikke vil kysse nogen, før at hun er sikker på, at personen er kærestepotentiale.

En dag har Justina de værste kramper. Ian kommer med lakrids og hovedpinepiller til hende iført en ny skjorte, der har en bestemt grøn farve, og Justina falder pladask for ham. Så da Ian inviterer Justina med til prom, ser hun sin chance til at vise Ian, hvad hun synes om ham, og give ham et kys – det helt rigtige kys.

Men prom går ikke helt som Justina har planlagt. Blandet andet så er hun iført den mest kiksede kjole, og Ian forlader hende allerede før den rigtige fest! Føler Ian slet ikke det samme som Justina?


  • Kærlighed er helt klart et af de største og tydeligste temaer. Hvordan man skal håndtere det, ligegyldigt om man bliver afvist eller ej.
  • Hakkeorden i skolen og i livet er også noget af det, der lægges vægt på. Hvem, der er de populære, hvem, der er yt, hvem, der er party-typerne.
  • Hvordan et ry kan blive hængende, ligegyldigt om man stadig er den person, som havde det ry og ligegyldigt hvad man gør for at fjerne det. Der er også godt gang i rygterne i ’Det helt rigtige kys’, og der vises tydeligt hvad de kan gøre, og hvilken magt de har.
  • At acceptere sig selv. At man skal være sig selv ligegyldigt hvad. At man skal acceptere de gode og dårlige sider af sig selv og at turde vise alle sine sider frem.


  • Justinas karakter fungerer rigtig godt. Den er en gennemtænkt, og hendes valg, tanker og måde at opføre sig på, forfølger hende gennem hele bogen. Hun er en fin karakter, og bringer meget humor til bogen – også når det ikke går helt så godt for hende.
  • Robin Melloms måde at skrive på, er noget af det bedste ved ’Det helt rigtige kys’. Til tider blev bogen lidt kedelig, til tider skete der bare ikke særlig meget, men det blev reddet gang på gang af nogle gode udtryk, sjove kommentarer eller bare en direkte komisk handling.


  • Selve handlingen. Egentlig er den fin, tanken bag det hele er super. Problemet er bare, at der ikke sker andet end prom, det helt rigtige kys og så videre. Jeg kørte lidt sur i det en gang i mellem.
  • ’Det helt rigtige kys’ er rigtig lang tid om at blive spændende. Handlingen tager udgangspunkt midt i det hele, og jeg blev dybt forvirret, da jeg begyndte at læse. På en måde var det også godt, for det vakte min interesse. Handlingen springer dog hurtigt tilbage til, hvad der er sket, og så begyndte jeg langsomt at køre mere og mere fast. Men så, lige pludselig på cirka side 170 blev den spændende, der skete pludselig noget, og jeg læste resten af bogen i ét hug.


  • Hvis du altid har drømt om at opleve en (næsten) ægte prom-fest, elsker romantik eller bare er vild med U.S.A, så er ’Det helt rigtige kys’ lige dig.
  • Bogen passer til piger, der går fra 6.-9. klassetrin. Piger der går i gymnasiet kan også læse den, men vil måske ikke finde den lige så god.