‘Prepper’: Mens Daniel forsøger at vænne sig til livet som teenager, forbereder Daniels far hele familien på, at en altoverskyggende naturkatastrofe vil ramme Jorden. Han er nemlig ‘prepper’, og han ved, at de kloge og forberedte vil overleve, mens alle andre vil dø. ‘Prepper’ er lige så spændende og underholdende som dens forside, og den sætter en masse dybe tanker i gang omkring vores anskuelse af det daglige liv her på jorden. En frisk og unik ungdomsbog, hvor Lise Bidstrup selv har gravet dybt i idékassen, fremfor at låne.
Af Peter Henrichsen |
Titel:
‘Prepper’
Forfatter:
Sider:
186
Udkommer:
10. oktober 2013
Forlag:
Høst & Søn
Følelses-barometer:
Daniel er netop trådt ind i sine første år som teenager og forsøger at leve livet som alle hans andre drengevenner med computerspil, fester og en begyndede interesse for klassens piger.
Hjemme hos Daniel er der dog en anden dagsorden. Daniels far er ‘prepper’, det vil sige en person, der forbereder sig til dommedag. Om det er krig, naturkatastrofe eller en kæmpe meteor fra det ydre rum, der vender fuldstændig op og ned på livet på jorden, er egentlig fuldstændig ligemeget for en prepper. Det eneste mål er nemlig at overleve! Det er spejderværdier, ‘Vær Beredt’ på et overgearet niveau, men det generer ikke prepperne. De ved, at de selv er de kloge, og de dumme er dermed de mennesker, der ikke forbereder sig, for de vil jo dø.
Efter flere års forberedelser sker det på det mest ubelejlige tidspunkt, nemlig en eftermiddag, hvor Daniel sidder og spiller den af til et mobilfoto af Roses bryster under en hvid T-shirt. Han må bogstavelig talt smide, hvad han har i hænderne, komme i tøjet, gribe flugttasken og styrte ned til den flugtbil, som familien allerede har pakket til formålet.
Igennem årene har han øvet sig på flugtmanøvren mange gange, men denne gang er det alvor!
- Dommedagsprofetier og livsanskuelse: Skal man forberede sig på det værste, eller skal man tage tingene, som de kommer?
- Kampen for at passe ind: Hvordan man som ung kan kæmpe med at se normal ud overfor sine kammerater, fordi ens familie og forældre er unormale.
- Ungdomslivet: Daniels ungdomsliv og sociale forhold til sine drengekammerater, pige-venner og potentielle kærester, er rigtig realistisk, og det samme er de unges sprog. Der er ikke fyldt en masse slangudtryk på, bare for at maskere historien ung.
- Daniel som hovedperson: Daniel er ærlig, dejligt ukompliceret drenget, men alligevel tænksom. Endelig en bog, hvor vi hører om drengefølelser. Det er mange kvindelige forfattere, der tror, de ved, hvordan drenge tænker, men oftest rammer de forkert, fordi de tror drenges indre er det samme, som deres ydre. Lise Bidstrup rammer derimod rigtigt. Jeg fik virkelig mange flashbacks fra den dengang, jeg selv var 12-14 år. Det var helt surrealistisk, at ‘Prepper’ kunne åbne for de minder.
- Plottet: Bogen skifter hele tiden mellem nutiden og flashbacks til Daniels minder. Normalt synes jeg sådan noget er forvirrende og forstyrrende i læseoplevelsen. I andre bøger virker det ofte som om, det bliver brugt i et forsøg på at skabe spænding i en historien, der egentlig ikke er spændende. Og så bliver det endnu mere irriterende.
Men i ‘Prepper’ fungerer skiftene utrolig godt, fordi fortiden – Daniels ungdomsliv og familieliv, hvor han blev oplært som ‘Prepper’ – og nutiden – livet i bunkeren, hvor de har gemt sig – begge er rigtig spændende historier. Så den ene historie holder ikke den anden hen, og når man ikke bliver holdt hen, men hele tiden får spænding og interessante oplevelser, så bliver man ikke irriteret.
Samtidig øgede det også spændingen, at man langsomt “pakker denne pakke ud” og forstår mere og mere hen ad vejen.
- Temaet: Dommedagstemaet er interessant i sig selv, hvis man er meget interesseret i naturfag, men temaet får også hurtigt én til at tænke dybere. De reaktioner og tanker, som prepperne har, og de problematikker, de løber ind i, fordi de har denne livsanskuelse, minder også utrolig meget om handlingsmønstrene i fanatisk religiøse kredse.
Man kan sige at preppernes forberedelser er religiøse. Man kan også vende den og sige, at historien om Daniel lige så godt kunne have foregået i et dybt religiøst hjem. Og så kan diskussionerne virkelig tage fart, for hvad handler ‘prepper’ så dybest set om? For en dansklærer i folkeskolen er ‘Prepper’ guf at udsætte sine elever for. 😉
- Skøn forside: Endelig en forside, der appellerer til unge, både drenge og piger. Der er meget at gå på opdagelse i for øjet, og det gør det spændende. Forsiden signalerer ‘Det her er underholdning’, og det er ‘Prepper’ også. Så det er samtidig WYSIWYG: What You See Is What You Get. Så dejligt at forholde sig til!
- For lidt læsestof: For den erfarne unge læser, er der dårligt læsestof nok til en togtur mellem København og Aarhus. ‘Prepper’ bygger på så god en idé, at jeg ønskede, den var meget længere og at Lise Bidstrup havde haft tid til at komme langt dybere ned i hovedpersonerne. Specielt Amalie var svær at slippe, da jeg kunne mærke, hun gemte på så mange hemmeligheder, tanker og følelser, som jeg så aldrig fik at vide.
Utrolig mange ungdomsbøger fra Høst & Søn er virkelig tynde, kun omkring 150 sider. Jeg oplever, at mange unge erfarne læsere opgiver dem på forhånd, fordi de ved, at ingen forfattere kan nå så dybt ned på så få sider og med så store typer bogstaver, som de ønsker at komme som læsere.
Derfor er det også utrolig svært at finde unge anmeldere til den her type novelle-tynde bøger, mens det er nemt at finde anmeldere til bøger på tykkelse og niveau med Josh Stirlings ‘Soulfinders’-serie (også Høst & Søn), hvor der er omtrent det dobbelte antal sider, bogstavtyperne er mindre og siderne er større.
- Både drenge og piger i 5., 6., 7., 8. klasse. Man kan nemt finde mange interessante ting at diskutere omkring temaet, så det er nok også en bog, som dansklærere vil kunne lide. Det gode ved det – set fra et ungt synspunkt – er, at ‘Prepper’ heldigvis er dejlig underholdende at læse, så det vil føles som en belønning, fremfor en straf, hvis ens dansklærer skulle finde på at bestille et klassesæt hjem. 😉
Uddrag af ‘Prepper’
– Kører du samme rutine hver morgen? spurgte hun.
– Næsten.
– Hvad var du i gang med?
– Bare nogle push ups.
Så overraskede hun mig og lagde sig på maven. – Hvor mange?
– 100.
Hun smilede for første gang, siden jeg havde mødt hende. – Det kan jeg ikke. Jeg starter med femogtyve.
Og så gik hun i gang.
Hun tog dem hurtigt, men blev alligevel rød i kinderne af anstrengelsen. Da hun var færdig, kom hun på benene. – Hvad så nu?
Jeg tøvede et øjeblik. Stadig ikke helt sikker på, om jeg ville have, at hun blev.
– Så plejer jeg at tage squats.
Amalie trådte til side og lod mig få gulvpladsen. – Efter dig.
Jeg stillede mig i position og begyndte. Hvis hun kunne tage push ups uden at blive flov, så kunne jeg vel også squatte. Måske kunne det ligefrem bliver hyggeligt at træne sammen. Jeg kunne i hvert fald ikke vide det, hvis jeg ikke gav det en chance.
Skriv et svar