‘Eventyrteatret’: En solrig lørdag eftermiddag inden premieren på ‘El Dorado’, beslutter vi os for at tage ind til Glassalen for at interviewe to af de unge skuespillere, der spiller hovedroller i opsætningen. Vi er specielt nysgerrige efter at få at vide, hvordan ungdomslivet bag scenen er.

Tekst: Natacha, 17 år

Normalt plejer jeg ikke at gå ud og lave interviews med unge mennesker, der spiller skuespil, så den her lørdag er anderledes.

Jeg var så heldig at komme ind og anmelde Eventyrteatrets juleforstilling ‘Et juleeventyr’ sidste år, hvilket jeg syntes var super hyggeligt, og derfor ville jeg også gerne ind og anmelde efterårsforstillingen ‘El Dorado’. Desværre havde jeg ikke mulighed for det, da jeg lige er begyndt i 1.g. og skulle til Alanya på introtur, men det skulle ikke stoppe mig i at lave noget med Eventyrteatret! Jeg har besluttet mig for, at vi skal interviewe to af de unge skuespillere.

Kathrine – som også er fra ‘Kultur For Unge’ – og jeg er derfor taget ind til Tivoli, fordi Eventyrteatret øver i Glassalen, hvor ‘El Dorado’ også får premiere. De to unge, vi har fået lov til at interviewe, er nogenlunde jævnaldrende med os. Martine Levinsen er 19 år og spiller Shamanen i ‘El Dorado’. Til hverdag studerer hun teatervidenskab på universitet, og hun har været hos Eventyrteatret i fire år. Og Magnus Haugaard er 18 år og spiller Professor Henry Hansen i ‘El Dorado’. Til hverdag studerer han på Gladsaxe Gymnasium i 3.g., han har været hos Eventyrteatret i to år.

Det er ikke fordi, at jeg har været i teatret vildt mange gange, men jeg kan rigtig godt lide at se skuespil, da det aldrig er det samme, der er altid variation i det. Kathrine og jeg har talt en del om indholdet i interviewet, og vi har fundet ud af, at vi er mest interesseret i at høre om teaterlivet bag scenen. Jeg forventer at høre en del om Martine og Magnus’ liv som skuespillere og hvordan, et teaterstykke bliver sat op fra start til slut.

Da vi kommer ind i Tivoli og hen til Glassalen, er skuespillerne i fuld gang med deres prøver. De fleste render rundt i kostumer, mens andre render rundt i afslappet tøj. På scenen sidder der to fyre, der er bundet sammen. Vi får at vide, at den ene er Magnus, som vi skal interviewe.

Lidt senere kommer Martine hen til os med halvt kostume på og giver hånd. Nu vil vi så bare vente på, at Magnus og Martine bliver ledige på samme tid. Vi beslutter os for at dække op uden for i solen, da det vil gøre interviewet ekstra hyggeligt og afslappet.

Efter en halv times tid dukker Martine og Magnus smilende op. Vi sætter os og spiser hjemmebagte kager og drikker sodavand, og så begynder bygen af spørgsmål:

Interview: Natacha og Kathrine

— Hvordan fandt I ud af, at I gerne ville lave teater?

Martine: “Det er noget der kom langsomt, tror jeg. Sådan noget med at optræde på skolen, både i skolekomedier og til skole-MGP, hvor vi skulle lave vores egen sang og optræde med den. Det var enormt skræmmende at stå foran så mange mennesker, men jeg fandt også ud af at det gav et særligt kick.”

Magnus: “Jeg tror, at allerede dengang, man skulle begynde at lave projektopgaver i skolen, at jeg tænkte ‘det var da egentlig ikke så slemt’ at stå foran en masse mennesker og snakke, så på den måde faldt det naturligt.”

Martine: “Det er jo lidt sådan, at man stadig er et barn, selv om man er blevet voksen, eller: man har lov til at lege og være …”

Magnus: “Helt sikkert. Det holder virkeligheden meget ude, i hvert fald når man står på scenen, er det hele jo lige meget.”

Martine: “Ja, ja fuldstændig, det er kun dét lige nu. Verden kunne ramle sammen, men det er lige meget …”

Magnus: “Det er en eller anden form for eskapisme, en virkelighedsflugt fra den “grusomme” verden. Bare det at få lov til at lege, lige meget hvor gammel man er.”

— Nu sagde I, at I havde været med i nogle år. Hvilke forestillinger har I medvirket i?

Martine: “Jeg var med i ‘Sværdet i stenen’, som den første. Så var jeg med i ‘Herkules’, så havde vi en ‘Skærnissenats drøm’ og så kom ‘Valhal’ og ‘Et juleeventyr’ og nu ‘El Dorado’.”

Magnus: “Jeg var med i ‘Valhal’, ‘Et juleeventyr’ og så nu …”

— Hvor meget af jeres tid bruger I på Eventyrteatret, når I har forestillinger? Har I overhovedet tid til andet?

Martine: “Ikke rigtigt. Ikke når vi er inde i Glassalen på denne her måde, der er der ikke tid, overhovedet. Vi er her jo fra klokken ni om morgenen og har fri klokken otte om aftenen, hver dag.”

Magnus: “Noget i den dur. Men generelt: hvis man gerne vil være her på Eventyrteatret, så må man jo prioritere det. Især hvis man går i gymnasiet, så er det noget med at tage direkte fra skole, og så er man der jo stort set hver dag. Så starter vi prøver halv fem, og så er man færdig halv otte, og så kan man så tage hjem og lave lektier og stå op næste morgen og gøre det samme igen.”

— Hvordan er det? Er det det hele værd?

Martine: “Ja. Det synes jeg. For mig er det meget sådan … det er næsten lige før skole, det er noget, jeg synes, jeg laver ved siden af. Eventyrteatret er det, jeg skal! Den dag, der skal jeg i Eventyrteatret, men så skal jeg også i skole inden, men jeg skal i Eventyrteatret. Sådan er det i mit hoved. Det er helt klart det, man glæder sig til i løbet af dagen.”

Magnus: “Ja, det er frygteligt at sige, men skolen er ikke øverste prioritet. Og det er måske ikke så klogt at sige; det er da muligt, at jeg forbereder mig mere på de ting, jeg skal øve, end jeg forbereder mig på mine moduler. Det er igen noget med den flugt fra virkeligheden at gøre. I min vildeste drøm og fantasi, skal jeg ikke bruge mit snit til noget. Der kan jeg få lov til at spille teater. Og det er lidt det, jeg skubber til hver dag. “Brrruu ha, det går slet ikke! Jeg skal bare ind og spille teater! Så går det hele nok.”

Martine: Ja, det kunne jo være det fedeste.



— Men er det også det, der ligger som jeres fremtid, hvis I skal være ærlige?

Magnus: “Det er jo ikke noget, man selv bestemmer.”

Martine: “Det er jo drømmen! Den store drøm! Altså, men … ja. Det er helt klart. Uden tvivl.”

Magnus: “Jeg kan ikke rigtig se, hvad der skulle ske bagefter? Man skulle være skuespiller og så bliver man uddannet skuespiller, og så… var det ligesom: Jamen, hvad skal vi nu?

Jeg har en veninde, der lige er kommet ind på teaterskolen her i sommer, og hun ved slet ikke, hvad hun skal med sit liv nu. Hun har gået hele livet og ønsket sig det og drømt om det, og nu er hun inde, og så tænker hun “Gud, for faen … nu er jeg her!?” Så hvis det en eller anden dag skulle gå i opfyldelse, så må vi jo tage den derfra. Det kan jo godt være, man finder ud af, at man vil være murer.”

— Hvordan føles det ligesom at være med til at lave noget, som danskerne elsker så meget?

Martine: “Det føles FEDT!”

Magnus: “Det kan jo godt gå hen og blive – det er forkert at sige rutine, for rutine bliver det aldrig – men jeg vil da sige, at paradoksalt nok kan det for mig personligt, hvis vi snakker herinde, så kan generalprøven godt være den vigtigste, for vi spiller for ‘Foreningen for kræftramte børn’, ‘Hjerteforeningen’ og ‘Ronald McDonald’ og sådan noget …”

Martine: “Mmm, det er nogle forestillinger, der betyder rigtig meget for dem, der ser det. Derfor lægges der også et pres på.”

Magnus: “Når man kigger ned på de mennesker og man ved, at mange af de mennesker har det rigtig svært, så får man sådan en ekstra … det er jo forkert at sige, at man ikke er motiveret, men …”

— Man bliver måske også lidt rørt over det?

Magnus: “Bestemt! Men udover det, synes jeg bare det er superfedt, uanset om der sidder 10 eller der sidder 1000. De kommer herind, og så skal vi sørge for, at de bliver underholdt. Det synes jeg er fint: at underholde folk!”

Martine: “Men der er også forestillinger som betyder noget særligt, som f. eks. premieren og den allersidste forestilling. Jeg synes specielt den sidste forestilling er noget særligt. Man ved, man ikke skal lave stykket nogensinde mere, og så giver man bare alt! Man sparker virkelig til den. ”

Magnus: “Nårh, jo, men premieren, som altid bliver anmeldt, ikk’? Det er jo som sådan set altid en lorteforestilling, for folk er – så nervøse!”

Martine: “Ja, ja, det bliver jo hyped vildt meget!”

Magnus: “Lige præcis! Og bagefter er man fuldstændig ude af stand til at sige: “Var det overhovedet godt, det her?” Så hvis man ikke har prøvet at få anmeldelser før – det kan godt være hårdt – så synes jeg også, det er rart at få en eller anden objektiv vurdering.”

Martine: “Jamen, det er jo ligesom at gå til eksamen, du ved. Så får man en karakter for det. Men man skal selvfølgelig også tage det med et gran salt, for man kan også komme til at, ja …”

Magnus: “Uden tvivl, men hvis det er en konstruktiv anmeldelse, synes jeg godt, man kan tage sig af det. Oftest, selv om folk siger “Det kan jeg slet ikke følge” eller sådan noget, som har man jo altid selv en anelse, hvornår man er god, og hvor man måske ikke er så god. Jeg har også stået på en scene tit og ofte, hvor jeg bagefter vidste, at det var måske ikke … det allerbedste, jeg har lavet. Og hvis der er én, der skriver det, kan det godt være, jeg bliver sådan lidt ‘Øv, det blev opdaget!’, men så kan man jo godt være mand eller kvinde nok til at give vedkommende ret. Der er jo oftest noget om det, som folk skriver.”

— Hvordan foregår det, når I laver prøver?

Martine: “I dag, for eksempel, kom vi klokken ni.”

Magnus: “Vi startede med at stage dansen, for det blev vi ikke færdige med i går aftes.”

Martine: “Noget af det allerførste vi gør, når vi rykker ind: at tage noget af det, vi har øvet ude på Østmarken for at se, hvordan det fungerer, når vi lige pludselig er på scenen.”

Magnus: “Det er jo noget helt andet. Selv om vi har markeret på gulvet på Østmarken, hvor stor scenen er, så er den altid større, når man kommer herind. Så er der jo kulisser, lige pludselig, og så skal det hele bare passes til.”

— Hvornår begynder I på året?

Magnus: “Vi begynder i starten af maj. Vi går til udtagelsesprøver i april og så får vi besked, og så starter prøverne et par uger efter, hvor der så er læseprøve, og så kører det ellers bare derud af. Så har vi en gennemspilning, lige inden sommerferien …”

Martine: “Og så går vi på sommerferie, og så kommer vi tilbage. Og så øver vi mere og mere, lige på-agtig, intenst, op til vi skal herind, og så bliver det virkelig intenst.”

— I spiller jo både skuespil, danser og synger. Er der noget, I er bedre til end andet?

Martine: ” Jeg lægger mest vægt på skuespillet, fordi jeg synes det er enormt spændende, sjovt og svært at arbejde med at finde ind til en rolle. Det er en vildt interessant proces langsomt opdage hvordan karakteren tænker og agerer. Lige inden jeg skal på scenen kan jeg godt lide at gå lidt for mig selv og samle mig.”

Magnus: “Jeg tror vi griber det meget forskelligt an alle sammen, vi har hver vores lille teknik til hvordan man gør.”

— Så man finder ud af det, sådan lidt hen ad vejen?

Martine: ” Man leder. Jeg leder vildt meget! I starten, der tænker jeg bare: det her kommer aldrig til at gå. Og det kan godt længe være sådan. Det er ofte først meget sent i forløbet at jeg får en eller anden oplevelse af at: Okay, der er et eller andet her. Og så arbejder man sig længere og længere hen i mod det.”

Magnus: “Ja, jo, det synes jeg også, fordi det er oftest her til sidst, man tænker ”Det er jo slet ikke en figur, det her. Det kan ikke være noget menneske. Det er stereotypt, det går slet ikke. Og så kommer det op på scenen, og så fungerer det sammen med de andre og så pludselig… det er jo en enorm glæde, når man føler, at nogle af de ting og nogle af de tanker, man har lavet, de lige pludselig virker på scenen og i den her sammenhæng. Så er det jo sindssygt godt. Så bliver man bare glad indvendigt. Det er næsten det, som er allerbedst: når noget man har arbejdet med så længe, det virker. ”

— Hvad er det bedste ved at være med i Eventyrteatret?

Magnus: “Man kunne sige oplevelsen. For i oplevelsen ligger der så mange forskellige ting. Der ligger vennerne og …”

Martine: “Årh, det er rigtig svært. Det synes jeg næsten ikke, man kan svare på. Der er så meget bag scenen, også. Og det er så synd på en eller anden måde, for publikum får ikke alt det, der sker bag scenen, med. Alt det nede i garderoberne og alt det interne, vi har, som også er en kæmpe stor del. Det er næsten en lige så stor del, som det, vi laver oppe på scenen. For så længe det fungerer nede under scenen … Altså, hvis man har et dårligt eller mærkeligt forhold til nogen, man skal spille sammen med, kan det også gå ind og få en indflydelse.”

Magnus: “Det er rigtigt. Man kan sagtens mærke, at hvis man skal spille overfor én, som man … måske … mindre godt kan lide, så kan det godt mærkes. Helt klart. Når man har stået på en scene mange gange foran en masse mennesker: Jeg synes, man lærer ufattelig meget om sig selv. Fordi man står der, og man kører på intuitioner hele tiden. Alt hvad man gør, det gør man fordi, der er noget inde i hjernen, som man ikke selv bestemmer. Men man tænker jo ikke.”

Martine: “Det er ligesom at være inde i en tåge. Der er en eller anden kraft, der tager over. Det er så grænseoverskridende.”

Magnus: “Det er vanvittigt grænseoverskridende! Det første skridt ind på scenen, er altid en kamp. Jeg går tit og tænker ‘Jeg gør det ikke i dag. Det kan ikke ske i dag. Jeg kan simpelthen ikke komme ind.’ Og når man så er derinde, er det jo idiotisk, at man ikke gjorde det, ikke. Men det først skridt er meget, meget svært.”

Martine: “Der kan jo godt ske ting, som ikke skal ske. At man glemmer en rekvisit eller en replik. Man kan også mærke hvis energien glipper, eller man pludselig føler at ‘Okay lige dér, der var rollen der ikke.'”

Magnus: “Man kan godt stå bagefter og tænke ‘Det her, det var sgu en mindre god forestilling. Der havde jeg nogle situationer sidste år, hvor jeg kom ud af scenen og tænkte ‘Woow, hvor var jer der bare overhovedet ikke’. Og det er jo fordi, man kender det så godt, ikke. Og så skete der det, at jeg sang forkert i en sang, det samme sted, hvor jeg, forestillingen forinden, havde tænkt ‘Der var jeg slet ikke’, og så skete det ikke igen, fordi det er en frygtelig oplevelse.”

Martine: “Ja, man bliver så bange! Det kan slet ikke beskrives.”

— Er der nogle personlige ting fra jeres hverdagsliv, som ligger og lurer i jeres sind, som I kommer til at tage med ind på scenen, fordi I har svært ved at slippe det?

Martine: “Faktisk synes jeg, når man er på scenen: Så er det hele ligegyldigt. Så er det kun lige præcis det, der sker på scenen.”

Magnus: “Det er mere den anden vej, faktisk. Altså, at man kan tage nogle ting ud af scenen. Man kunne godt mærke sidste år efter den der gravscene i ‘Et juleeventyr’, der kom vi da ud, og der var stemningen da ikke “Wraaaaauh!” og så skulle vi slå hinanden på ryggen og sådan noget, og den er da ikke rar. Men jeg synes, når er på scenen, så er man på scenen, og så tænker man ikke …”

— Kan I sætte jer ind i, hvilke gode oplevelser I planter i sindene på børn med jeres skuespil? Eller har I haft lignende gode oplevelser, da I selv var børn?

Magnus: “Jeg var inde og se ‘Ørkenens Sønner’… som ni-årig, og det var måske alt for tidligt? Men jeg tænker ikke rigtig over det. Tænker du over det? At der sidder så mange mennesker, der har en eller anden oplevelse ud af det, om den så var god eller dårlig?”

Martine: “Jo, jeg håber da, de får lidt af den samme oplevelse, som jeg har, ved at være der. Det der, man ikke kan beskrive. Den der rus, eller den der magi, eller hvad man skal kalde det. At de også får lidt af det med.”

Magnus: “På mange måder, så kan man noget helt andet på teater. Personligt synes jeg – og har altid syntes – at det er federe at gå i teatret og se forestillinger, fordi det er levende mennesker og fordi det er lige nu.”

— Mange teenagere siger, at Eventyrteatrets forestillinger var den største kulturelle oplevelse i deres barndom.

Magnus: “Det er jo stort! Det er vi glade for.”

— Er det også svært at forholde sig til?

Magnus: “Det synes jeg. Ja. Det er også svært at forholde sig til, at når man går ud herfra, og der måske står nogle unger, der gerne vil have en autograf eller et billede. Så kan man står foran tusind mennesker og skrive autografer og få taget billede, og så kan man morgenen efter sidde og have historie et eller andet sted i Søborg og tænke ‘Hvad skete der lige der!?’ Og hvad solgte vi? 36.000 billetter sidste år. Hvem. Er. De? Hvad er det for nogle 36.000 mennesker, som har været inde og se det? Det synes jeg slet ikke, man kan forholde sig til.”

— Så I får egentlig ikke så meget feedback?

Martine: “Fra publikum? Jo, under forestillingen der gør vi jo. Det betyder faktisk rigtig meget. Der kan man virkelig mærke forskel, også på, hvilket publikum, man har, hvis det er et fedt publikum, så spiller man også ofte bedre, eller man forsøger i hvert fald, fordi publikum giver energi til spillet. Men hvis publikum ikke er så meget på, kan det også sagtens være et udtryk for at præstationen på scenen er uskarp eller sløv. Det er ofte en vekselvirkning; spilles der skarpt bliver publikum opmærksomme og er publikum opmærksomme spiller man også skarpere. ”

Magnus: “Jeg opdagede for to uger siden, at der var én, der havde skrevet under ‘Valhal’ til mig, og det havde så gået under en eller anden forkert fane inde på facebook til mig. En eller anden fremmed pige, og det var sådan … helt underligt, og jeg tænkte ‘Hva’ faen? Har hun kigget i programmet og fundet mig, eller hvordan? Og så rammer den. En gang imellem så rammer den! Men det er også nemt … især når det er et så koncentreret forløb – at vi spiller så mange gange over så kort tid og to gange om dagen: så går vi på scenen, så spiller vi, så skal vi ned og have noget mad, og så skal vi op igen, og så glemmer man, at der er så mange mennesker, der kigger.”

Martine: “Man ser lidt publikum som en samlet mængde, som én stemme, og så er det så, hvordan stemmen lige er den dag til den forestilling. Det er svært at gå ind og se hvert enkelt individ.”

Magnus: “Jo, men man kan godt have følelsen af – især, hvis det er komik, man laver – så kan man godt have følelsen af, at det er dét der, det har de brug for lige nu! Den der intuition, der bare er, ikke. Nu skal jeg lige vente et halvt sekund og gøre sådan her, og det er sjovt, i forhold til stemninger i rummet og sådan. Det synes jeg er utrolig spændende, fordi det gør, at det altid er levende. Jeg synes godt, man kan have en tendens til at komme ud og sige ‘Øj, det var et virkelig dårligt publikum i dag!” Og så kommer instruktøren ind og siger “I var sgu ikke så skarpe i dag!” Så tit og ofte er det jo vores skyld, hvis folk har en dårlig oplevelse.”

— Eventyrteatret – de folk, der er med – er det ligesom jeres anden familie?
— Hvor tæt knyttede er I?

Martine: “Jeg synes, man er meget tæt!”

Magnus: “Vi bruger mere tid sammen, end man bruger med sin familie – og med sine klassekammerater. Og så er det der med, at man deler en fælles interesse.”

Martine: “Det er en helt speciel følelse, man får, når man står sammen, så mange mennesker. Også bare fra man får udleveret manuskriptet, efter man har været til audition og ligesom har været hinandens konkurrenter. Bagefter, så arbejder man bare sammen … Bare sammen, i stedet for at arbejde mod hinanden, konkurrere, altså ‘hvem får rollen?’.”

Magnus: “For mig er det et af de fineste momenter, når vi står til premieren og bukker sammen!”

Martine: “Jah! Der får man kuldegysninger. Man kan bare mærke glæden …”

Magnus: “Ja, det er en floskel, men der er jo ikke nogen, som kan undværes, vel. Vi har alle sammen en funktion, og det er lige meget, hvad man laver, så kan det ses, hvis der er én, der mangler. Og det gør, at alle føler, de har en berettigelse i det her projekt. Så ja, det er en stor familie!”

Efter interviewet spørger jeg Magnus og Martine, om vi ikke lige kan få et billede sammen, som et minde, og den er de helt med på

Så er Kathrine og jeg så heldige, at vi bliver inviteret ind for at se en fuld gennemspilning af ‘El Dorado’. Vi sætter os ind på stolerækkerne til højre i salen i en næsten tom Glassal. Kun crew’et er til stede, og de har bygget pult midt i salen, hvor instruktøren råbte ind over scenen. Nogle af skuespillerne kommer for sent ind, andre har ikke færdige kostumer på, og nogle gange, går alle skuespillerne i stå, fordi lydeffekterne kommer for langsomt ind.

Så bryder de unge pludselig ud i sang og dans, mens deres farverige og glimtrene kostumer flagrer i luften. Selvom det “bare” er en prøve, er de alle sammen super dygtige. At se det før alle andre, er en utrolig følelse. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, og jeg føler mig speciel.

Det er især fedt, da jeg ser Magnus og Martine på scenen. Jeg har lige siddet med Kathrine og snakket med dem, og her ti minutter senere kan jeg så se dem i deres roller.

Da gennemspilningen slutter, siger vi farvel og går ud gennem det kølige, mennesketomme, mørke og lukkede Tivoli. På vej mod Købehavns Hovedbanegård snakker vi om interviewet og om, hvor meget vi glæder os til at se ‘El Dorado’ uden afbrydelser og ændringer.

I dag lærte jeg to nye mennesker at kende, ikke bare som bekendte, men som venner.

Premieren

Siden interviewet har ‘EL DORADO – jagten på den gyldne by’ haft premiere lørdag den 5. oktober 2013. Forestillingen kan ses i hele efterårsferien i Glassalen i Tivoli, og teaterbilletten giver samtidig gratis adgang til Tivoli/’Halloween’ i Tivoli. Læs vores anmeldelse her!