‘Tarzan’ på blu-ray

Tarzan: ’Tarzan’ – historien om menneskedrengen der vokser op som abe, er nu ude på blu-ray.

Af Kathrine, 16 år

Titel:

‘Tarzan’

Spilletid:

1 time og 28 minutter

Land:

USA

Produktionsår:

1999

Distributør:

Disney

Udgives:

3. oktober 2013

Følelses-barometer:







Gorillaen Kala tager Tarzan til sig allerede, da han er spæd. Hun har lige mistet sin egen unge, og Tarzan har mistet sin mor og far. Alle tre dræbt af leoparden Sabor. Kala tager Tarzan med til de andre gorillaer, men Kerchak, Kalas gorilla-partner og flokkens leder, vil ikke acceptere Tarzan som sin egen søn.

Hurtigt bliver Tarzan venner med gorillaungen, Terk, og elefantungen, Tantor. Disse tre vokser op sammen, og Tarzan er nu blevet en mand. Men Kerchak har svært ved at acceptere, at Tarzan er en del af flokken, og dette tager hårdt på Tarzan, der godt ved, at han er anderledes end gorillaerne. Men hvis han ikke er gorilla, hvad er han så?

Det finder han ud af den dag, hvor han i junglen møder Professor Porter og Jane, en far og datter, der er interesseret i gorillaer og deres adfærd. Med sig har de manden Clayton, der skal beskytte dem. Tarzan er meget interesseret i Jane, for pludselig har han fundet én af sin egen slags.
Men kan Tarzan stole på, at Jane, Professor Porter og Clayton ikke vil gøre hans familie noget ondt?

Edgar Rice Burroughs

Manden, der skabte Tarzan, er Edgar Rice Burroughs. Tarzan optrådte i 1912 for første gang i et blad, og den første bog om Tarzan udkom i 1914, og efterfølgende har Edgar skrevet mere end 20 bind om abemanden.

IMDb angiver, at der mellem 1918 og 2008 skulle være lavet 89 film med navnet Tarzan i titlen, så Disney er altså bare én i rækken af mange, der har lånt historien og lavet deres egen version af filmen. For tegnefilmen om Tarzan er nemlig ikke identisk med bøgerne om ham.

I Disneys udgave bliver Tarzans forældre dræbt af leoparden, Sabor, men i bogen dør Tarzans mor af naturlige årsager, og aberne slår hans far ihjel. Og det er heller ikke Sabor, der slår Kala og Kerchaks unge ihjel i bogen, som det er i tegnefilmen. Kerchak slår selv ungen ihjel.

I bogen har vi den mandlige gorilla, Terkoz, som er Tarzans fjende. I tegnefilmen er Terkoz dog lavet om til den kvindelige gorilla Terk, som er Tarzans bedste ven.

Og ’Tarzan’ er jo ikke det eneste tilfælde, hvor Disney vælger at ændre på historien. Vi ser det også i ’Den lille havfrue’. Et eller andet sted synes jeg, at det er lidt underligt, at man skal ændre på historien. Jeg er vokset op med Disney, og jeg troede egentlig, at jeg kendte den rigtige historie om Tarzan – men det gjorde jeg jo så åbenbart ikke. Samtidig kan jeg også godt se, at det er nødvendigt. Gorillaerne skal jo i tegnefilmen være de ’gode’, og det kan de ikke være, hvis de slår Tarzans forældre ihjel – eller hvis Kerchak slår sin egen unge ihjel.

Musikken

Det der gør ’Tarzan’ til min yndlings disney-film er helt klart musikken. På originalsproget engelsk er de fleste af sangene sunget af Phil Collins, men i den danske udgave er det Stig Rossen, der har fået denne opgave. Og dette gør han rigtig godt.

Sangene er oversat, så de passer rigtig godt til det, der sker i filmen, og hver sang fortæller en historie i sig selv. Stig Rossens stemme passer godt til Disney-genren, og jeg bliver glad af at lytte til musikken. Uden musikken ville filmen på ingen måde være den samme. Men det tror jeg ikke, at der er nogen Disney-film, der ville.

Filmens temaer

Da jeg var mindre var Disney bare Disney. Det var underholdning, men mere var det så ikke. Nu er jeg så blevet ældre, og film er for mig ikke bare underholdning længere. Jeg er også begyndt at tænke over filmens temaer og budskab. Og i Tarzan er jeg vild med temaerne, altså det filmen drejer sig om.

Filmen drejer sig jo om, at Tarzan skal finde sin plads. Han ved godt, at han er anderledes, og nu skal han prøve at passe ind. Og det elsker jeg filmen for. For det er nemlig ikke bare underholdning. Der er en mening med filmen, et budskab. At man godt kan leve sammen, selvom man er forskellige.

Skuffende ekstramateriale

’Tarzan’ må nok være min yndlings Disney-film, og derfor havde jeg også forventet lidt mere af ekstramaterialet. Jeg er ret vild med den alternative indledning, hvor Tarzans far lever alene med Tarzan i junglen, indtil han bliver slået ihjel af Sabor – denne indledning kunne også få tårerne frem. Men det er også det eneste, jeg kan råbe hurra for …
Men resten af ekstramaterialet, musikvideoen og en lille film om livet i junglen, blev jeg temmelig skuffet over. Sangen ’You’ll Be In My Heart’ er god, men var jeg interesseret i at se musikvideoen, havde jeg bare søgt efter den på YouTube.
’At leve i junglen’ er en lille film, der meget kort fortæller om de dyr, vi møder i ’Tarzan’. Havde jeg været 6 år, havde jeg sikkert elsket at høre, hvordan de forskellige dyr lever, men som 16-årig kan jeg finde bedre ting at bruge min tid på. Så samlet set var ekstramaterialet en skuffelse, og jeg kunne egentlig sagtens have undværet det.

Blu-Ray kvalitet

Da de første blu-ray film kom ud, havde jeg virkelig ikke den store tiltro til, at det ville blive det nye. ’Så stor forskel kan der vel ikke være i kvaliteten, ’ tænkte jeg. Men jeg blev hurtigt klogere, og efter at have set en film på blu-ray i stedet for DVD var jeg overbevist. Det ville blive fremtiden det her. Man kan virkelig se forskel på kvaliteten, og jeg synes ikke, man kan se, at tegnefilmen ’Tarzan’ er helt tilbage fra 1999.

Havde jeg udelukkende skulle bedømme filmen, var jeg uden tvivl havnet på 6 ud af 6 stjerner, men min skuffelse over ekstramaterialet, der ikke imponerede, gør, at jeg havner på 4 ud af 6 stjerner. Den knivskarpe kvalitet gør helt klart denne Blu-Ray udgave til et must have for alle, der elsker Disneys udgave af ’Tarzan’.

Bonusmateriale Blu-ray

• Slettet scene: Alternativ indledning
• Musikvideo: “You’ll Be In My Heart”
• DisneyPedia: At leve i junglen

Tarzan-konkurrence

Konkurrence-regler:

  • Konkurrencen er for børn og unge til og med 25 år.
  • Du deltager ved at svare på konkurrence-opgaven nedenunder.
  • Du skal skrive fornavn, efternavn og alder i din besvarelse, ellers deltager du ikke! (Har du glemt at skrive nogle af oplysningerne, efter du har sendt kommentaren ind, må du gerne skrive det som underkommentar til din egen kommentar. Det gør du ved at trykke på ‘svar’ under din egen kommentar.)
  • Du må kun skrive én kommentar og deltage én gang.
  • På Halloween, torsdag den 31. oktober trækker vi lod blandt deltagerne og finder fem vindere blandt dem, der har besvaret opgaven. Vi slår vindernavnene op på denne konkurrence-side, du læser på nu, og vi sender en vindermail til hver vinder.
  • Hvis vinderne ikke har svaret på den vindermail, vi sender til dem, eller på anden måde ikke har fået etableret kontakt til os senest 14. november 2013, fx via vores kontakt-e-mail som kan findes via menu’en eller på vores side på facebook, bortfalder præmien!

Konkurrence-opgave:

Fortæl os, hvorfor du gerne vil vinde ‘Tarzan’ på blu-ray. 🙂

Vindere: Tillykke til Simone Hagemann, Maria Hvolbek, Anna Hansen, Trine Brødsgaard og Stine Gregersen


Comments

14 svar til “‘Tarzan’ på blu-ray”

  1. Jeg vil gerne vinde Tarzan, fordi jeg faktisk aldrig har set filmen 🙂

    1. Anna Hansen, 15 år Avatar
      Anna Hansen, 15 år

      Hov, mit efternavn er Hansen, og jeg er 15 år 😀

  2. Trine Brødsgaard Avatar
    Trine Brødsgaard

    Jeg er bare helt vild med filmen, men min yndlingsfigur er dog ikke Tarzan, men derimod Professoren, han er bar for sød. Mvh Trine Brødsgaard, 24 år men stadig en kæmpe Disney fan 🙂

  3. Marie-Louise Rekvad (17 år) Avatar
    Marie-Louise Rekvad (17 år)

    Lige siden jeg har været lille har jeg altid syntes at Tarzan har været en af de rigtige gode af disney filmene, og af en eller anden grund så jeg altid min bonusstorebror i rollen som Tarzan, fordi jeg synes der var så mange ligheder.. Men ellers så synes jeg bare at Tarzan er en dejlig sød film, med masser af super gode sange! 🙂

  4. Hvorfor jeg gene vil vinde? Fordi det efter min mening er en af de sidte store Disney film, jeg synes nemlig ikke filmene efterfølgende har været ligeså gode. Selvom nogle (som Lilo & Stitch) er meget høje på min liste over gode Disneyfilm.. Jeg synes historien er rigtig god og jeg kan forholde/relatere mig meget til den.. Det med at føle sig anderledes.. Og musikken af Phil Collins er jo bare fantastisk, han er jo genial! Så ja jeg ville gerne vinde den, da jeg har en gammel slidt videofilm, som godt kunne trænge til at blive smidt ud

  5. Maria Hvolbek, 20 år Avatar
    Maria Hvolbek, 20 år

    Jeg vil vinde filmen Tarzan, da den er fantastisk. Siden jeg var lille har jeg været fascineret af historien og musikken. Desuden vil jeg gerne vise den til min søn i håb om, at han vil få lige så meget glæde ud af dem som jeg selv har fået. Han vil sikkert kun få noget ud af musikken lige nu, men han, min kæreste og jeg vil nyde denne varme historie nu og i fremtiden.

  6. Line Norup (15) Avatar
    Line Norup (15)

    Det ville være en perfekt gave til min stedsøster 😀
    Hun er rigtig glad for Tarzan og har ikke så mange penge for tiden så det ville være fedt at vinde den!!! 🙂

  7. Linda Kristensen, 23 år Avatar
    Linda Kristensen, 23 år

    Jeg har aldrig været så meget til Disneyfilm, ligesom min veninde er, men jeg har fået set en del med hende og nu kunne jeg godt tænke mig dem selv til den dag jeg får børn, så de vokser op i Disney universet 🙂 så Tarzan er 100% på min liste og vil rigtig gerne vinde den 🙂

  8. Sofie Riis Endahl, 12 år Avatar
    Sofie Riis Endahl, 12 år

    Fordi Phil Collins er så fantastisk og på trods af at den har det mest fantastiske musik, har jeg aldrig set den. 🙂

  9. Jeg skal vinde, fordi jeg virkelig elsker Disney film. Jeg synes, det er sådan en god måde at slappe af på. Desuden er jeg ret vild med Tarzan. Da jeg var mindre, spillede jeg altid computerspillet, og kom på den måde til at elske historien. Jeg må dog indrømme, det er så længe siden, jeg har set eller spillet Tarzan, at jeg faktisk ikke rigtig kan huske historien – altså udover hovedtrækkene i den. Det kunne derfor være virkelig skønt at vinde filmen, så jeg kunne få den genopfrisket 🙂

  10. Jeg vil gerne vinde Tarzan, fordi jeg aldrig har set Tarzan, men jeg kunne godt tænke mig at se den. Filmen lyder rigtig god, især efter denne anmeldelse, så synes egentlig det er lidt for dårligt at jeg ikke har set den endnu. Der er vel ikke så mange andre grunde end at jeg gerne vil se den, også slipper jeg for at mine venner klager over at jeg altså burde se Tarzan, fordi den simpelthen er så god (Det har jeg fået at vide et par gange 😉 )

    Stine Gregersen, 15 år.

  11. Alex Larsen Avatar
    Alex Larsen

    Tarzan er en af mine yndlingsdisneyfilm sammen med Mulan og Aladdin så at eje den på bluray ville bare være fantastisk 😀
    Det ville være super godt med et gensyn da jeg heller ikke har helt styr på historien mere, alt for lang tid siden jeg har set filmen og været gennem spillet.
    Alex Larsen, 25 år 🙂

    1. Alex Larsen Avatar
      Alex Larsen

      Jeg kan åbenbart ikke min egen alder – Jeg er kun 21! 😛

  12. Rikke Lundegaard Nielsen Avatar
    Rikke Lundegaard Nielsen

    Jeg vil rigtig gerne vinde Tarzan på blu-ray, for det første fordi jeg ikke har set den i 100 år! Jeg har den på VHS, men vores VHS-maskine er gået i stykker, og så har der ærligt talt bare ikke været råd til at investere i Tarzan på blu-ray i forhold til så meget andet. Jeg elsker filmen, den er en stor del af mine barndomsminder og vil altid være det sammen med mange af de andre Disney klassikere. Det ville være super fedt at vinde filmen, fordi den er én af de mange film der kan tage mig tilbage til et stadie i livet hvor der var færre bekymringer og man stadig glædede sig til fødselsdage og jul med sommerfugle i maven, fordi de hårde gaver kunne være en film. Film har altid fascineret mig fra barnsben af, og Disney har den evne at tage mig tilbage til den tid hvor fascinationen nok var på sit højeste. Jeg er samtidig i gang med at samle de gode gamle klassikere sammen, og Tarzan er virkelig en af mine yndlingsfilm, – ikke bare noget jeg skriver fordi jeg gerne vil vinde den, – den er virkelig speciel for mig, netop pga. budskabet i den om familiebånd og det at føle sig anderledes.
    Ikke så meget andet at nævne end at Tarzan virkelig holder en speciel plads i min barndom, sammen med Disney’s mange andre klassikere og jeg ville virkelig sætte pris på at kunne sætte den på hylden til samlingen hvorefter den hyppigt ville blive sat i blu-ray-afspilleren – fordi det ville være muligt. 😉
    Rikke Lundegaard Nielsen
    17 år