Verdens største og bedst sælgende boyband gav d. 9. juli koncert i Aalborg som en del deres ’In a World Like This tour’ samt fejringen af 20-års jubilæum. (Foto: Ulrikke Dalhoff)

Af Clara-Marie, 16 år

Dækket af bøgetræernes kroner står publikum, som er stærkt domineret af 20-40 årige kvinder, klar til at skråle med på nyt som gammelt. De lader til at forvente et show og masser af gode gamle hits. Da en guitarsolo taget fra james bond skriger ud af højtalerne, skriger tøsepigerne straks med, som var de 15 igen, hvilket Nick Carter også opfordrer til, da han efter ‘Incomplete’ råber “Act like your 15 years old, Backstreet is back!”.

Flirtende blikke og synkrone moves var ikke pakket væk, men efter 20 år virker det nærmere komisk end hot, når de står og ryster løs i lyserøde tanktops og baseballjakker. 

Oldie but goodie

Deres vokal er, hvis man sammenligner med tidligere liveperformances man kan se på nettet, blevet bedre med årene, hvilket de blandt andet beviser i sangen ’All I Have To Give’. De pitcher bedre og føler sig sikre. Cirka halvvejs inde i koncerten vover boybandet sig ud i en akustisk session, hvilket pigerne lige skal synke. BSB er blevet modne nok til at sidde stille. Ingen moves. Ingen håndtegn. Men instrumenter, hvilket nærmest var blevet et fremmedlegeme efter en halv koncert med singback. Nu skulle de håndtere andet en pigers flagrende hænder ved scenekanten. Under de akustiske numre kommer der større fokus på deres flerstemmige sang, hvilket harmonerede godt. Det fungerede fint for publikum med en stille part, hvor de gamle drenge samtidig kunne få pusten igen og blive klar til flere dansetrin.

Nyt fra baggaden

De er ikke de samme Backstreet Boys, som de var for 20 år siden, selvfølgelig fordi tiden går, og de bliver ældre. Men også grundet fornyelser de har foretaget sig blandt andet gennem den akustiske session, ændringer ved formen på gamle hits og selvfølgelig deres nye album ’In a World Like This’.

Kliche, feelgood koncert fyldt med grin, fællessang og boybandmoves. Man kunne som hunkøn næsten ikke undgå at blive halvnostalgisk og grebet af stemningen. Men kommer de aldrig til et punkt, hvor det bliver for mærkeligt både for dem og for os? Jeg håber, de kan mærke, når tiden er kommet for at synge “Backstreet´s out, allright”.