Colin Fischer har Aspergers Syndrom og kæmper med at komme igennem high school. Allerede på første dag får han sig rodet ud i en masse problemer, blandt andet en skudepisode, hvor den forkerte bliver mistænkt. En sjov historie som man ikke kan undgå at blive grebet af.

Af Mariam, 16 år

Titel:

‘Colin Fischer’

Forfatter:

Ashley Miller
Zack Stentz

Oversat fra amerikansk af:

Astrid Heise-Fjeldgren

Sider:

237

Udkom:

3. februar 2014

Forlag:

Gyldendal

Følelses-barometer:






Colin skiller sig ud. Han vil helst passe sig selv og holde lav profil. I sin Notesbog registrerer han alt, som undrer ham, alt der skal undersøges nærmere. Han bruger snydeark for at aflæse menneskers ansigtsudtryk. Han har Aspergers Syndrom.

Wayne skiller sig også ud. Han er skolens hårde dreng og har mobbet Colin gennem hele hans skolegang.
En dag er der skyderi i skolens kantine. Politiet anklager Wayne, men Colin ved, at de har fat i den forkerte. Colin tager det på sig at bevise, at hans værste fjende er uskyldig.

En meget underholdende bog om en meget mærkelig dreng

Jeg faldt straks for Colin. For trods sine autistiske træk, eller på grund af sine autistiske træk, udviklede han sig til at blive en elskværdig person. Colin ser på en masse ting fra en hel anden vinkel, og jeg kunne virkelig ikke undgå at blive draget af hans tankegang,

Jeg kunne specielt godt lide de små uddrag fra hans notesbog, som egentlig minder om en dagbog, hvor han skriver alle sine observationer ned. Alt fra hvad han laver i sin dagligdag, men også de interessante konklusioner han drager ud fra andres adfærd. Og når det sættes ind i Colins meget mærkelige tankegang, er det som om, at alle andre end ham, er langt mere mærkelige. Så i hans øjne, er han den normale.

Måden Aspergers bliver portrætteret

 
Hvis jeg havde været helt uvidende om Aspergers Syndrom, ville ’Colin Fischer’ helt klart være en øjenåbner og give indsigt i de grundlæggende ting. Men som én der allerede ved ret meget om syndromet, synes jeg, at der var lidt mere fokus på selve historien end Aspergers Syndromet. Måske så det ikke bliver alt for tungt for folk, som bare gerne vil have en god og let læseoplevelse.

De andres problemer

Det er ikke kun Colin, som har en masse problemer eller udfordringer. Der er Colins forældre, som nogle gange bare ikke ved, hvordan de skal reagere, når hans undersøgende adfærd fører til, hvad de fleste forældre nok ville kalde, dårlig opførsel. Så er der Colins lillebror som elsker at drille Colin, men er også virkelig jaloux over den mængde af opmærksomhed Colin får af forældrene. Og endelig er der selvfølgelig Wayne, som slet ikke ved, hvad han skal gøre, da Colin fortæller, han vil hjælpe med at bevise, at Wayne er uskyldig. 

De udvikler sig alle sammen i bogen, og det er rigtig skægt at se hvordan de alle sammen tackler deres problemer, der alle har det til fælles, at de har noget at gøre med hovedpersonen, Colin.

Uddrag af ‘Colin Fischer’

I dag sagde jeg ”jeg elsker dig” til min mor. Jeg ved ikke, om dette var korrekt, for hun græd og smed sin is i skraldespanden. Far siger, at kvinder gør sådan, når de er ”overvældede”, men hvorfor er der noget overvældende ved en kendsgerning, som min mor allerede har kendskab til? Undersøges nærmere.

Samlet set

‘Colin Fischerø er en let og hjertevarmende bog, som helt sikkert vil få dig til at smågrine undervejs. Det er sjovt at se verden fra Colins synsvinkel, og finde ud af hvad han tænker. Bogens slutning, og alle de løse tråde, der er tilbage, får mig til at tro, at bogen ‘Colin Fischer’ måske bliver til en serie.