En utrolig kompleks og bevægende historie om familie, kærlighed og sorg. En hjerteskærende roman som efterlader én helt knust og følelsesladet.

Af Mariam, 16 år

Titel:

’Og Bjergene gav genlyd’

Forfatter:

Khaled Hosseini

Oversat fra amerikansk af:

Marianne Linneberg Rasmussen

Originaltitel:

‘And the Mountains Echoed’

Sider:

446

Udkom:

21. maj 2014

Forlag:

Cicero

Følelses-barometer:





Det er en historie, som spænder over generationer, men som starter og slutter de samme personer. Året er 1952, og en far og sine to små børn er nødt til at rejse gennem Afghanistan, for at faren kan få et arbejde. Storebroren Abdullah har været som en forælder til lillesøsteren Pari, siden de var helt små, da deres mor døde. På grund af fattigdom, desperation og onklens kendskab til en rig og barnløs familie går faren med til at give Pari bort. Derfra starter hele historien – fra Afghanistan til det græske øhav og til Californien og Paris.

Bogen er yderst velskrevet, og helt fra første side vidste jeg, at jeg havde at gøre med en utrolig dygtig forfatter, som skriver enkelt, men fortryllende. Som afghaner kunne jeg genkende meget af det, som blev beskrevet, men jeg vil tro, at det ville være svært for andre at forstå mange af de små hentydninger, ord og andet i historien.

En flosset rød tråd med knuder og sammenfletninger

Hosseini har fået hele historien til at hænge sammen på den mest mærkværdige måde. Det føles som om, der går en rød tråd gennem historien, men så enkelt er det alligevel heller ikke. Den røde tråd har masser af knuder nogle steder og er håbløst sammenflettet andre steder. Den er bundet sammen af alle de personligheder, som man møder gennem et mønster af tilfældigheder og sammentræf. Men alle karaktererne har det til fælles, at de på den ene eller anden måde i løbet af deres liv har haft noget at gøre med søskendeparret Abdullah og Pari, hvis tragiske adskillelse fra hinanden er kernen i historien. Hosseini førte mig på mesterlig vis frem og tilbage i tiden gentagende gange – fra 1949 til 2010 og til en masse steder. Så til sidst ender man med at få et kæmpe overblik.

Nyt kapitel, ny hovedperson

Hvert kapitel har sin egen hovedperson /fortæller, som alle har noget vigtigt at bidrage med til den hele historie. Jeg kan rigtig godt lide, at de fremstår som en slags budbringere, der kommer med nyt om de personer, man mødte i de tidligere kapitler, selvom personerne befinder sig på den helt anden side af jordkloden.
Alligevel, mens jeg læste, var der flere gange, hvor jeg ville ønske, at romanen havde lidt færre personer. Jeg hellere ville høre den ene historie frem for den anden, for nogen af personernes liv var mere interessante for mig end de andres liv.

Uddrag af ’Og Bjergene gav genlyd’

Historien om, hvordan min far havde mistet sin søster, kendte jeg lige så godt som de historier, min mor havde fortalt mig om profeten – de historier, jeg kom til at høre igen senere, da mine forældre meldte mig til søndagsskole i en moske i Hayward. Men selvom jeg havde hørt Paris historie så mange gange, bad jeg hver aften om at høre den igen, for jeg var fanget i dens tyngdefelt. Måske var det bare, fordi vi havde navnet til fælles. Måske var det derfor, jeg kunne mærke en forbindelse mellem os – utydelig, omspundet af mystik, og så alligevel virkelig. Men det var mere end det, Jeg følte mig berørt af hende, som om jeg også var blevet præget af det, der var sket med hende. Jeg kunne fornemme, at vi var knyttet til hinanden, via en eller anden usynlig orden, på måder, jeg ikke helt forstod, og som stak dybere end vores navne og blodets bånd – som om vi tilsammen udgjorde brikkerne i et puslespil.

Et must-read

Bogen lever i dén grad op til forventningerne efter de to bestsellere, Hosseini tidligere udgav.
Man ender med at få en grundig forståelse af, hvem personerne er, og hvordan de har udviklet sig i løbet af årene gennem de valg, de har taget mellem familieansvar og selvstændighed, loyalitet til hjemmet og eksil i udlandet og pligt og frihed. Det er en fantastisk læseoplevelse om det at være menneske på godt og ondt, og om at rumme alle muligheder i os.