Af ord er du kommet, til ord skal du blive, og af ord skal du genopstå

Af Clara-Marie, 16 år

Den garvede rapper og ord-mester Per Vers samt gymnasielærer og ordnørd/lyriker
Claus Nivaa (vandt en andenplads i DM i poetryslam) er mændene bag RØDDER. Et album der hylder digternes kongerække igennem 10 fortolkninger af 10 forskellige digte. Pladeudgivelsen blev fejret med en koncert i det nyligt åbnede Musikkens Hus ved Aalborg havnefront. 

RØDDER-konceptet lokker, mener Claus Nivaa, da menneskemængden både var rappere, de garvede, lyriske rotter og helt almindelige mennesker, der var fascineret af ordet. 

Koncerten blev akkompagneret af Emil de Waals trio og den stærkt anerkendte DJ Noize. Da uret var stillet efter hiphop-tid, var sluttidspunktet uvist, og aftenen var i det hele taget præget af en afslappet atmosfære.  

Per Vers fungerede som konferencier og startede showet ud med sit ord-mesteri om “ordiginalitet” og “de ordlympiske lege”. Vi blev sendt tilbage til rødderne gennem fortolkninger af store digtere som Benny Andersen og Adam Oehenslager. Skuespillerinde Stine Stengade opførte helhjertet de originale digte med en dynamik og karakter, der fik showet til at blæse nye vinde. Projektet var knap så showpræget, hvilket satte større fokus på ordet og hyldesten til samme. 

Rap eller poesi?

“Det går ikke uden
Det er besværligt med
Men uden går det slet ikke.”

Danni Toma har lavet en lækkert røget, sensuel fortolkning af ‘Damer’ af Benny Andersen; Et emne som Toma har været omkring før på hans seneste album ‘Kvinde’. Også Per Vers har fortolket et digt, der fungerer som en fin, afsluttende sløjfe på albummet. Adam Oehlenschlägers ‘Lær mig, o skov, at visne glad’ fik et anstrøg af afrikansk inspirerede toner og rytmer, hvilket ved første ørekast stod i skarp kontrast til Oehlenschlägers danske salme. Men musikken og lyrikken har egentlig god kemi, da begge parter i denne fortolkning bærer præg af et lyssyn. 

Per Vers, er rapperen vor tids digter?

“Ja, definitionen af poesi passer 100 procent, på det vi laver. Det er i virkeligheden ikke anderledes bortset fra beatet i baggrunden, der gør det mere kropsligt.”

Danni Toma får senere samme spørgsmål og nikker samtykkende og siger:

“Jeg læser selv digte, stor fan af sådan en som Søren Ulrik Thomsen. Hvis jeg skal skrive en sang og mangler noget inspiration, kigger jeg på, hvordan folk skriver og udtrykker sig, hvordan de kommer fra den første til den sidste strofe.”

Tribut til ordet

Albummet indeholder kunstnernes fortolkninger og egne oplæsninger af digtet. Artisternes nyskabende kreativitet har altså været på prøve. Mine ører blev også godt brugt efter 10 digte af 9 forskellige digtere samt 10 fortolkninger af 10 forskellige rappere. Nogle af fortolkningerne er dog mere sigende end andre. Såsom Mund De Carlos version af ’Gaden’ af Emil Bønnelycke: ”I dag stiller vi skarpt på, om kister stadig er nødvendige, nu hvor alle de er begravet i sine smartphones”. Også Per Vers´ kreative fortolkning, hvor der ses et kontrapunktisk forhold mellem musikken og den danske salme, men hvor det viser sig, at de to egentlig støtter godt op om hinanden. Albummet har til punkt og prikke skabt en direkte forbindelse mellem lyrikken og rapteksten. Albummet bekræfter Per Vers´ påstand om, at rap er poesi.

Diverse artister

RØDDER bærer en bred vifte af kunstneriske udfoldelser, hvilket skaber en pulserende udvikling igennem hele albummet, da der efter hvert 5. minut modtages en ny stemme og stil. Alt fra hængerøv og tjald til samfundspolitiske statements finder sted, hvilket gør konceptet så originalt og tiltrækkende, da det samler diverse kunstnere og derfor skaber et nyt publikum. Et mangfoldigt publikum. Kunstnere og lyttere er samlet for at give ordet applaus. På væggen bag kunstnerne under release-koncerten stod der: ”Ordet har puls, og ordet har fat i rødderne”. Og rødderne har fat i os.

Trackliste:

01. Kasper Spez læser Tom Kristensen
02. ANGST – KASPER SPEZ
03. Mund De Carlo læser Emil Bønnelycke
04. GADEN – MUND DE CARLO
05. Jonny Hefty læser Michael Strunge
06. DRØN – JONNY HEFTY
07. UFO læser Tom Kristensen
08. FRIBYTTER – KRISTIAN ‘UFO’ HUMAIDAN
09. Khal Allan læser F.P. Jac
10. JEG HAR VÆRET PÅ SPRITTEN – KHAL ALLAN
11, Danni Toma læser Benny Andersen
12. DAMER – DANNI TOMA
13. Hans Philip (Ukendt Kunstner) læser Helge Rode
14. KRØBLINGE OG BLINDE – UKENDT KUNSTNER
15. Pede B læser Tove Ditlevsen
16. DE TYSKE SOLDATER – PEDE B
17. Jøden læser Jens Sehested
18. SONNET – JØDEN
19. Per Vers læser Adam Öehlenschläger
20. LÆR MIG O SKOV! AT VISNE GLAD – PER VERS

Rødder
Diverse Artister
Released: 25. August 2014
℗ 2014 Mixed Ape Music


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.