Et tophemmeligt laboratorium i Californien har skabt to gen-manipulerede væsner, begge med overmenneskelig intelligens. Væsnerne skal bruges som krigsinstrumenter, men det gode væsen – i form af en nuttet Golden Retriever – undslipper laboratoriet og bliver fundet som hittehund af Travis Cornel, der blot er ude at gå i skoven.

Det onde væsen – der knapt kan beskrives, så rædselsvækkende er det – forfølger nu Travis’ nye hund, fordi væsnet hader hunden SÅ MEGET!

Samtidig har en seriemorder i området temmelig travlt med at tage livet af alle de mennesker, der i første omgang skabte de to væsner.

Ved at give hunden – som Travis sidenhen kalder Einstein – husly, har han selv indtaget hovedrollen i det værst tænkelige mareridt, man kan tænke sig sammen med menneskets ellers bedste ven!

Læsere over hele verden karakteriserer igen og igen ‘Watchers’ som Koontz allerbedste roman.