Jeg er imponeret over, hvor godt Danny H. L. Nielsen skriver. Først føltes ‘STONE-legenderne’ meget som når Josefine Ottesen beskriver sine sci fi-universer; i særdeleshed i trilogien ‘Det døde land’. Samtidig var der så mange detaljer med i det ret indviklede plot, at jeg også af og til følte, jeg læste Cassandra Clare. Og de ellers søde og sympatiske børn i historien, der pludselig agerer ondskabsfuldt, kastede mig over i Robert Louis Stevensons ‘The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde’ (også forfatteren bag ‘Skatteøen’). Og på trods af alle lighederne, følte jeg slet ikke, at ‘STONE-legenderne’ havde lånt for meget. Jeg kunne blot konstatere, at Danny H. L. Nielsen virkelig har stor passion for det mystiske og uhyggelige og i den grad får begejstret andre, fordi man mærker, hvor begejstret han selv er.

Af Peter

Titel:

‘STONE-legenderne #1’

Forfatter:

Danny H. L. Nielsen

Sider:

258

Udkom:

2017

Forlag:

Skriveforlaget

Følelses-barometer:







John Harrow – en afdanket og lettere alkoholiseret privatdetektiv, der mildest talt ikke har så frygtelig mange opgaver – får en dag et tykt brev fra en gammel bekendt, Jonathan Stone, der beder om hjælp.

John føler både, han står i gæld til Jonathan som ven, og da kuverten ydermere er spækket med et tykt bundt pengesedler, går der ikke mange minutter, før John får pakket både tandbørste og revolver og rejser mod den næsten øde ø, Stone Island.

Uddrag af ‘STONE-legenderne #1’

“John, jeg har kaldt dig hertil, fordi jeg vil have, at du skal redde mine børn.”

De grå øjne studerede Johns forbavsede udtryk. Efter lidt tid fortsatte Jonathan. “Mine børn – der hviler en ondskab over dem. Jeg sidder her, døende, i et forsøg på at redde dem, men selv det har ikke været nok.” Jonathan holdt en kort pause. Flammerne flakkede, og skyggerne fik Jonathans ansigt til at se mørkt og dystert ud.

“Jeg har næppe været den perfekte far. Når alt kommer til alt, har jeg vel faktisk aldrig været en far overhovedet. En brist, som løber tykt i familien, kan jeg forsikre dig.” Jonathan prøvede med et smil, men det forsvandt hurtigt fra hans mund igen.

“Det er min fejl; én, jeg betaler dyrt for nu. Jeg frygter for mine børn, jeg frygter for, hvad de har gjort i mine lange fravær. John, jeg ved ikke, hvad det er, der er sket, jeg ved ikke, hvad de har fremkaldt eller hvad slags forbandelse, de må have påført sig selv, men det er ikke længere mine børn, jeg ser, når jeg kigger på dem.”

John fik en intens følelse i hele kroppen; en gysen, som løb koldt ned af ryggen.

John kaster sig ud i opklaringsarbejdet med det samme, da der heller ikke er så frygtelig meget andet at lave på Stone Island. Men hvordan griber man det lige an, når Jonathans fire børn Howard, Elza, Marcus og Sara både er styret af deres onde sind, men også befinder sig på geografisk forskellige steder i forskellige tidsaldre?

Temmelig anderledes end andre debutromaner

Jeg kendte ikke Danny H. L. Nielsen, før jeg blev tilbudt at kigge nærmere på hans debut- og ungdomsroman ‘STONE-legenderne’. Umiddelbart faldt jeg for ‘blurbet’. Det lød virkelig spændende, lidt uhyggeligt og ikke mindst nervepirrende; temmelig anderledes end andre debutromaner, fordi man med det samme kan høre, at der er tænkt utrolig meget over plottet.

Under læsningen oplevede jeg et hav af pirrende deja-vu‘er. Privatdetektiven John Harrow mindede mig i første omgang om Dan Turèlls unavngivne journalist og hovedperson i hans serie af kriminalromaner. At skulle ud på en øde ø og opklare noget mystisk, ledte mig til den britiske krimiforfatterinde Agatha Christies berømte og filmatiserede klassiker ‘And then there were none’, hvor ti uafhængige personer – med meget dårlig samvittighed – bliver ledt ud til en øde ø, hvor de ikke aner, hvad de skal, men hvor skærsilden på dramatisk vis udspiller sig og indhenter dem.

De ting der spændte ben

Nogen skyggesider var der dog også under læsningen af ‘STONE-legenderne’. På de første 30 sider bliver der introduceret så mange personer og tidsaldre, at jeg måtte have fat i blokken og gel-pennen, så jeg kunne nedskrive et kort over persongalleriet med årstal over, hvor de enkelte STONE-søskende befandt sig. Bedre blev det ikke af, at flere af navnene lignede hinanden. John og Jonathan var ikke de to værste, derimod fik ‘Harrow’ og ‘Howard’ mig gang på gang til at blande de to personer sammen, fordi hele fem af bogstaverne går igen i begge navne ‘H,a,r,o,w’.

Lidt vildledt blev jeg også af, at de enkelte kapitlers titler er et navn fra STONE-familien, fx ‘Jonathan’ eller ‘Marcus’. Normalt er dette jo et værktøj, der betyder, at pågældende kapitel har en synsvinkel hos personen, kapitlet er opkaldt efter. Men således er det ikke nødvendigvis her. Et kapitel kan godt hedde ‘Jonathan’, selv om synsvinklen ligger hos vores privatdetektiv John Harrow, der blot er på besøg hos Jonathan. Og ingen kapitler hedder ‘John Harrow’, der jo ellers må siges at være den mest fremtrædende hovedperson, der skal opklare hele miseren.

Rigtig lovende

‘STONE-legenderne’ skal dog have mest ros. Det er længe siden, jeg har oplevet en debuterende forfatter, der har så store ambitioner og som plotmæssigt har sat barren så højt for sig selv, som Danny H. L. Nielsen har gjort. Det var virkelig forfriskende, og jeg var utrolig imponeret over at læse en dansk debutroman, der plotmæssigt forsøger at komme op på niveau med de mange virkelig gode, engelske Young Adult-romaner.

En del af forfatter-håndværket trænger til at blive pudset lidt af. På den anden side tror jeg, vi er mange, der synes, at det er fair nok, at nogle elementer kan halte lidt i en forfatters første bog. Det er ‘learning by doing’ at fortælle og skrive gode historier.

Netop i disse år synes jeg en pæn portion danske debutromaner for børn og unge føles flade og som kopier af allerede skrevne serier (især inden for danske preteen-serier om det første kys og tusind og to venindekonflikter). Det er som om dét at udgive en bog – eller en serie af bøger – og kalde sig forfatter, er blevet et selvrealiserende punkt på en ‘bucket list’, der skal krydses af, fordi man allerede har været på road trip i USA og reddet skildpaddeunger en sommer på Zakynthos. Og så kommer historierne på en eller anden måde i anden eller tredje række.

I ‘STONE-legenderne’ – derimod – lyser det ud af Danny H. L. Nielsen, at han vil det hele på én gang, fordi han har haft så meget lyst til at skrive igennem mange år, at han ikke kan få sine idéer realiseret hurtigt nok. Ikke fordi han vil kunne kalde sig forfatter eller fordi han vil sige, han har udgivet en bog, men fordi han selv begejstres så meget af gys, sci fi, fantasy og krimi, at han automatisk kommer til også at begejstre sine læsere. Og det er sådan, det skal være.