Jeg er utrolig begejstret for Anders Johansens to ungdomsromaner ‘Stjerneskælv’ og ‘Hullet’, hvor man kommer virkelig dybt ind i hovedpersonernes følelser, og hvor der sker en udvikling i hovedpersonerne og begivenhedernes gang ikke er til at gætte. Det kan gå alle veje, og det gør det enormt spændende. Men i ‘KRIGSHEMMELIGHEDER’ kom jeg aldrig til at føle noget særligt for romanens 11 unge hovedpersoner, fordi der ikke var tid til komme i dybden med alle de mange temaer og problemstillinger, som der hver kunne været skrevet en hel roman om.

Af Peter

Titel:

‘KRIGSHEMMELIGHEDER’

Forfatter:

Anders Johansen

Sider:

186

Udkom:

25. august 2017

Forlag:

Modtryk

Følelses-barometer:








“11 unge. 11 hemmeligheder. 11 små og store gemmelege. 11 historier, der fletter sig ind i hinanden.” Sådan lyder blurbet på Anders Johansens ungdomsroman ‘KRIGSHEMMELIGHEDER’. Og ganske rigtigt er det sådan, romanen er skruet sammen.

Daniel, Tina, Sebastian, Clemens, Julie, Tanja, Patrick, Alexander, Camilla, Linda og Mads har hver et enkelt kapitel set fra deres synsvinkel, og så er hele værket bundet sammen med et ‘Intro’-kapitel og et ‘Efterspil’-kapitel, hvor vi samlet hører om de 11 unge, der alle går i niende og bor i Midtjylland i byen Læ.

Overvældende mange temaer

Temaerne er virkelig mange: Når man laver dumme ting i en brandert og på piller, man egentlig ikke ville have taget. Når man bliver holdt ude fra de populære pigers klikke, fordi “man er for kedelig”. Og modsat: at være med i de populære pigers klikke velvidende om, at man ikke hører hjemme der og snart vil falde ud. Homoseksualitet. Forældreproblemer. At blive holdt ude som indvandrer, fordi man ikke kan slå sig løs som resten af klassen. Perfektionisme, forældre-pacing og panikangst. Vold i hjemmet. Sorg. Tab. At være ny i klassen. At have en tidligere udsendt storebror med krigstraumer. At være attraktiv på grund af sin krop, men ikke på grund af sin personlighed. Og meget, meget, meget mere.

Gammel historie, nye rekvisitter

De første kapitler fascinerede mig. De unge er blandt andet til fest, og der er virkelig gang i den. Anders Johansen er virkelig dygtig til at beskrive den intense atmosfære, og de unges dialoger flyder også rigtig godt. Deres sprog er ungt med mange bandeord og en god portion saftige seksuelle udtryk. Det er realistisk, men det lyder ikke ligefrem nutidigt, og hele handlingen føles som om, den udspilles omkring år 2000, på trods af at de unge lige har Iphones i lommerne, SMART Board i klasseværelset og hænger ud på Joe & the Juice i fritiden.

Men lige når fest-efterspillet er oppe i højeste gear, er der kapitelskift, ny synsvinkel og nyt tema. Hurtigt bliver det bare for meget og samtidig for lidt, for man kan ingenting nå på kun 186 sider. Når jeg fik lyst til at høre mere om én af de unge, ja så sluttede kapitlet temmelig brat, og så skulle vi videre til næste unge menneske.

Andre unge har det også svært

At de unges historier er blandet en lille smule ind i hinanden (som blurbet sælger romanen på), synes jeg ikke forløste noget i det store hele. Man forstår, hvordan det hele er flettet sammen, men der er ingen spændende opbygning til det, som man glæder sig til; ingen ‘Wow, det var sådan, det hang sammen’-oplevelser. Det er gentagelser af “Se! Andre unge har også svære problemer, du ikke kender til. De viser det bare ikke overfor hinanden.”. Og det lyder jo lidt som ens egne forældre, den dag man rystende nervøs skulle begynde i gymnasiet: “Bare rolig. De andre er også nervøse og har det lige som dig”.

Det ændrer ikke rigtig noget, for nok har de unge i romanen det rigtig svært, men de er deres problematikker frem for at være unikke personligheder. Det bliver lige så stereotypt som i amerikanske highschool-film og -serier, hvor der altid er ‘the Jock, the Geek, the Rebel, the Princess’ og ‘the Heartthrob’ repræsenteret blandt skolens elever. Her er det så bare ‘indvandreren’, ‘perfektionist pigen med panikangst’, ‘den homoseksuelle dreng’ og så videre. Det føles lidt som danskundervisning i folkeskolen: “Nu skal vi rigtig tale om spændende ungdomsproblemer!”. Spændingen udebliver bare, og problematikkerne virker heller ikke videre nye. På nær et enkelt tilfælde af hævnporno og nogle få nymodens rekvisitter, kunne det hele nemt være foregået for 15 år siden.

Uddrag af ‘KRIGSHEMMELIGHEDER’

De gemte sig i en tom regnvandscisterne og vovede sig først frem morgenen efter. Krigerne havde ikke spildt dyre geværkugler på mennesker, men brugt de lange macheter. Gribbene vraltede rundt mellem ligene, for tunge til at lette. Hans far og storebrødre lå i en bunke oven i hinanden.

Magdalenes hud var så sort som ibenholt og så glat som silke. Hun døde under en sværm af metalskinnede fluer i en flygtningelejr i Kenya, kvalt i sit eget opkast…
Siden fulgte nye lejre, mange lejre i forskellige lande, flere år på flugt uden at ane hvorhen.
Så kom de til Danmark, og Clemens lærte lynhurtigt en masse nye ord: “Asylansøger”, “kvoteflygtning”, “integration”.
Og “danskhed”, det mest mystiske af dem alle.

Klokke er otte, han er ikke alene i butikken mere. Henriette sidder klar var kasse 1. Hun sender ham et varmt smil, da han går forbi på vej ud til lageret, og Clemens smiler tilbage.
Henriette er sød, det er de allerfleste mennesker i Danmark, søde og hjælpsomme. Clemens og hans mor er blevt taget godt imod her i den lille by og senere i Onsbæk. Naboerne hilser venligt, smiler og veksler gerne et par ord.
Men ‘intet paradis uden slanger’.

Kom til at virke modsat

Eksempelvis skal vi føle, det er synd for Clemens, der er afrikansk indvandrer, som knokler hårdt for at tjene ekstra penge til sin hårdarbejde mor, mens de begge sørger over skrækkelige begivenheder fra deres hjemland, hvor Clemens mistede sin søster, far og brødre. Og nu bliver han så også generet af nogle arabiske indvandrere, når han på sit eftermiddagsjob i supermarkedet blot forsøger at tjene til føden.

Det blev så sort/hvidt, og der blev smurt så tykt på, at det for mig gik fra at være tragisk til tragi-komisk. Jeg begyndte at smågrine, og på modbydeligste vis fik jeg lyst til at tage parti for modparten, bare for at være på tværs i en roman, hvor man så udtrykkeligt får at vide, hvem man skal synes, det er “synd og svært for”. Ikke så godt.

For lidt ‘Show, don’t tell’

‘KRIGSHEMMELIGHEDER’ var ikke min kop te; det er nok svært at skjule. Historier om unge, hvis liv og problemer fletter sig ind i hinanden, synes jeg er enormt spændende, som for eksempel i norske ‘Skam’, hvor der virkelig er mange afsnit og timer til at gå ind i liv og følelser hos Noora, Vilde, Sana, Isak og alle de andre fra ‘Nissen’, og hvor vi heldigvis ikke kan høre, hvad de tænker, men hvor vi kan danne vores egne meninger ud fra deres handlinger, udtalelser og kommunikation på de sociale medier.

Og lige dén med hvor meget mobilen og de sociale medier fylder i unges hverdag, er det som om Anders Johansen også har glemt at sætte sig ind i og lægge vægt på. Jow, jow, der er lagt meget vægt på internetporno, men det er jo ret meget en envejs-strøm, der har eksisteret over 20 år nu, og det er ikke ligefrem derfor, at unge mennesker i gennemsnit tjekker deres mobil 150 gange dagligt. (ifølge DR P3’s program ‘Den sorte boks’ og Imran Rashid – forfatteren til ‘SLUK’)

Måske spændende for 15 år siden

Jeg synes, Anders Johansen skriver virkelig godt, og jeg nyder at læse (eller genlæse) en roman som ‘Stjerneskælv’, hvor vi virkelig får lov til at fordybe os i 16-årige Liv, der får sit liv ændret af voldsomme begivenheder og bliver kastet ud i en dramatisk spiseforstyrrelse; noget af en følelsesmæssig rutsjetur, hvor der (næsten) ikke er nogen direkte gode eller onde, men hvor alle rummer lidt af alle egenskaber, der gør quick fixes umulige og dermed historien virkelig interessant og uforudsigelig.

Men for mig føltes ‘KRIGSHEMMELIGHEDER’ som en ungdomsroman, der foregik og havde været spændende at læse for 15 år siden, hvor mobilen mest blev brugt til at ringe fra, og hvor Insta, Face og Snapchat og et hav af debat-fora på nettet for unge med problemer endnu var umulige at finde, og hvor man derfor lærte om ungdomslivets nye problemer igennem biblioteksbøger. Men tiden og informationerne løber hurtigt nu, og man skal være tidligt ude, hvis man vil vække unges interesse. Jeg kunne virkelig godt have brugt noget nyt; og ikke blot et vildt-kamera, der kan dokumentere, at ulvene igen er kommet til Danmark.