Serien ‘Kane Arkiverne’: Masser af action og mystik i Rick Riordan’s nye eventyrserie om børnene Carter og Sadie. Det minder rigtig meget om ‘Mummy’-filmene og ‘Percy Jackson’, men er man vild med det, ved man, at også ‘Kane arkiverne’ vil ramme plet.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Den røde pyramide’
(Kane Arkiverne 1)

Forfatter:

Rick Riordan

Originaltitel:

‘The Red Pyramid’(Kane Chronicles 1)

Oversat af:

Erik Barfoed

Sider:

569

Udkom:

9. september 2011

Forlag:

Carlsen

Følelses-barometer:

På grund af familieproblemer blev Carter Kane skilt fra sin søster, Sadie, da Carter var 8 år. Sadie fik et normalt skoleliv hjemme i England, mens Carter aldrig kom i skole men blev undervist af sin far, mens de sammen tog på adskillige arkæologiske ekspeditioner rundt omkring i verden.

Nu er Carter blevet 14 år og Sadie er 12. Deres far har kun fået lov til at se Sadie to gange om året, så de to søskende kender næsten ikke hinanden som søskende, men snarere som fjerne slægtninge langt ude i familie. Det er juleaften, og de to søskende håber trods alt på lidt hygge, selv om deres far er lidt distræt, men det bliver det ikke til.

Carters og Sadies far opfører sig dybt mystisk, og får i Heathrow lufthavn i London sluset de to søskende ind i en taxa med kurs mod British Museum. Dér skal deres far mødes med én af museets vigtig medarbejder, men faren har andre planer end blot at være passiv museumsgæst. Han beder Carter og Sadie om at låse museets mand inde, mens han selv kan foretage nogle hemmelige ritualer foran en egyptisk stentale med piktogrammer på. Lige pludselig bliver museets egyptiske fløj badet i en blå neon-ring af lys.

Pludselig bliver Sadie og Carter slået ud, og da de kommer til bevidsthed igen, ligger den egyptiske fløj i brændende ruiner, som om en bombe er sprunget. De kan høre en ond latter og se en mørk skikkelse af en fremmed mand, der fremkalder en lysende, gennemsigtig kiste omkring deres far og lader den synke ned i museets gulv.

Tilbage står Sadie og Carter med halvdelen af Londons brandfolk og politi og aner ikke om de skal fortælle om den forrykte oplevelse.

Klassisk ‘Indiana Jones’-setup

Ja, Rick Riordans første bind i ‘Kane Arkiverne’ starter meget actionfyldt op. Set-up’et er jo klassisk ‘Indiana Jones’ med en far, der er arkæolog og som tager børnene med på eventyr. Det er heller ikke meget forskel fra Rick Riordan’s serie om Percy Jackson. Percy er 12 år, da vi lærer ham at kende, og han kaster sig ud i alle mulige eventyr om græske guder og myter. I ‘Kane Arkiverne’ er Sadie også 12 år og Carter 14 år, og alt det græske er blot skiftet ud med egyptiske guder og myter.

Skiftes til at fortælle

Carter og Sadie skiftes til at fortælle i kapitlerne, og det hele forgår som om man hører en lydoptagelse de indspiller undervejs. Det er nok for at det skal føles som om vi er endnu tættere på dem og helt med i frontlinjen, men det gør nu ikke den store forskel. Faktisk kan det være lidt forstyrrende, at der står en masse i parenteser undervejs, når den anden søskende bryder ind i lydoptagelsen.

Lige modsat Cassandra Clare

I ‘Den røde pyramide’ fastholdes læseren hele vejen igennem via action og mystik. Undervejs slog det mig, at Rick Riordan skriver lige modsat af Cassandra Clare, der går enormt dybt ned i universet med fine miljøbeskrivelser, en gennemtænkt baggrundshistorie og i hovedpersonernes følelser. Riordan skøjter hurtigt hen over alle disse ting, for at køre non-stop action, kvikke replikker og også lidt fjollede ting indover. Der er masser af opleve og ikke så meget at tænke over, og romanen passer nok derfor ret godt til drenges behov.

En tung mursten der er let at komme igennem

Umiddelbart synes jeg Riordan blander skrivestilen lidt for meget sammen for Sadie og Carter. Carter har det med at forklare ting med at remse tingene op som punkter med a) for det første, og b) for det andet. Og pludselig fortæller Sadie på præcis samme måde. Men de to søskende har jo kun set hinanden to dage om året de sidste seks år, så det ville være meget underligt, at de talte ens. Derfor virker det som om Riordan heller ikke kender sine hovedpersoner særlig dybt.

Sproget er flydende og det er ganske nemt at komme igennem de 569 sider, selv om der nok er en del drenge, der vil blive afskrækket af det høje sidetal. Fysisk er det en stor mursten, der både er tung at holde i hænderne og som også ofte selv klapper i mens man læser, og da der samtidig ikke står særlig meget på hver af siderne, havde det helt klart været bedre med en bog i et større format men med færre sider.

Percy Jackson på nye flasker

Det er virkelig meget at lære om egyptens historie og mytologi i ‘Den røde pyramide’ og der er al den action og underholdning, man lige kan forestille sig, selv om det af og til minder lige lovligt meget om ‘Mummy’-filmene. Sætningerne er ret simple og historien er til tider også lidt pjattet, så jeg tror den øvre grænse vil ligge omkring 14 år.

‘Den røde pyramide’ minder utrolig meget om ‘Percy Jackson’-serien, og det er måske det lidt skuffende i det – at Rick Riordan kun kan skrive på én måde, så hovedpersonerne dårlig skiller sig ud fra serie til serie. Til gengæld ved jeg, at rigtig mange elsker den skrivemåde og fortællestil, som blev brugt i ‘Percy Jackson’, og så er det jo godt nyt, at man kan læse mere af det i serien om Carter og Sadie.

‘Niceville’: Tag tidsmaskinen tilbage til 1962 til Jackson, Mississippi og oplev et gribende 6-stjernes drama om sorte tjenestepigers liv i den borgerrettigheds- og Ku Klux Klan-ramte sydstat. En historie, der på mange måder har træk fra forfatterens, Kathryn Stocketts, egen opvækst.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Niceville’

Forfatter:

Kathryn Stockett

Originaltitel:

‘The Help’

Oversat af:

Marie Kopp

Sider:

407

Udkom:

1. november 2011

Forlag:

Cicero

Følelses-barometer:

Den midaldrende, sorte tjenestepige Aibileen tjener hos den kun 23-årige hvide frue Miss Lefolt. På trods af sin unge alder har miss Lefolt allerede lært hvordan man dirigerer med tjenestepigerne, og Aibeleen bliver også dagligt sat på plads med hensyn til hvordan hun skal opdrage miss Lefolts lille baby-pige Mae Mobley.

Aibileen, der næsten lige har mistet sin eneste voksne søn i en frygtelig ulykke, har dog sin helt egen hyggelige hverdag med Mae Mobley med varme og kærlighed og uden stramme regler og fysisk afstraffelse, og på den måde holder Aibileen livets barske realiteter i sit eget liv lidt på afstand.

Historien begynder i Jackson, Mississippi, august 1962 og lovgivningen omkring raceadskillelse er så småt ved at blive slækket, så sorte og hvide på sigt kan benytte flere af de samme faciliteter i byerne. Alligevel går det rigtig langsomt frem i almenhed i sydstaterne og i særdeleshed i den gamle slavestat Mississippi, hvor negerne tidligere blev dømt til hårde liv som bomuldsplukkere på plantagerne.

Derfor må Aibileen også ugentlig lægge øre til, at miss Lefolts kvinde-bridgeklub stadig diskuterer knivskarpe borgerrettighedsemner såsom bygning af separate toiletter til de sorte tjenestepiger. Kvinderne tror reelt på at sorte mennesker kan smitte hvide mennesker med specielle sygdomme, som sorte selv er immune overfor, men som hvide vil blive syge af.

Eneste medlem af bridgeklubben, der ikke deler den holdning, er miss Lefolts veninde Skeeter, der netop har gjort sin universitetsuddannelse færdig, men endnu ikke har fundet et job. Inderst inde vil Skeeter nemlig allerhelst være forfatter, og det er ikke noget man bliver fra dag til dag i et samfund, hvor der hersker skarp hakkeorden efter status. Skeeter får dog skrabet en husholdningsklumme til sig på den lokale avis, men da hun intet ved om husholdning, får hun Aibileen til at hjælpe sig med alle de praktiske råd.

Skeeter brænder dog stadig for at skrive noget større og vigtigere, og inden længe finder hun ud af, at hun ikke behøver lede så desperat efter det, for emnet ligger lige for næsen af hende. Skeeter påbegynder et manuskript om sorte tjenestepigers liv på godt og ondt i Jackson. Der er bare lige det problem, at ikke en eneste sort tjenestepige tør tale med Skeeter, ikke engang Aibileen. For i Jackson eksisterer der også en fragmentation af Ku Klux Klan og andre borgerrettighedsforkæmpere, der tæsker sorte til lemlæstelse eller døde for meget mindre end dét, at kritisere forholdene hos én af de hvide fruer.

En varme og ærlighed så tyk som en dyne

‘Niceville’ greb mig fra første side. Kathryn Stockett formår at formidle en varme og en ærlighed, så tyk og tæt at den omslutter én som en varm, tryg dyne. Selv om vi befinder os i brændpunktet for nogle af de uhyggeligste raceuroligheder i USA, er der alligevel så meget hygge og feel-good over tidsspringet til 60′ernes USA. Martin Luther King, Kennedy og Vietnam-krigen popper konstant op i nyhederne, så vi har samtidig at gøre med en virkelig lærerig historisk roman.

Når man lever sig ind i en historisk roman

Kunsten at lære vigtige historiske begivenheder og budskaber fra sig, ligger i, at man som forfatter kan skabe nogle hovedpersoner, der er så tiltalende og menneskelige, at vi straks føler med dem, og vil gøre alt for at det skal gå dem godt midt i de historiske begivenheder. Dét formåede Kathryn Stockett til fulde i den vovede men vellykkede kombination med tre skiftende 1.-personsfortællere: Sorte Aibileen og Minny og hvide Skeeter.

Selv om jeg sad og læste som hvid, dansk mand, identificerede jeg mig hundrede procent med alle tre kvinder – en pudsig med forunderlig følelse pludselig at være inde i hovedet på Aibileen, specielt på det tidspunkt, hvor hun har så hævede ben på grund at varmen i Jackson, at hun ikke engang kunne få sine nylonstrømper på. Men det var jeg.

Fine beskrivelser

Jo længere jeg kom ind i romanen, desto mere ondt i maven fik jeg. Skeeters projekt er så farligt, men bliver alligevel så alment kendt blandt Jacksons sorte tjenestepiger, at det mindste fejltrin eller forræderiske ord, kan få katastrofale følger for vores tre hovedpersoner. Beskrivelserne er samtidig usædvanligt fine. Jeg kunne mærke Jacksons kvælende varme, høre fluerne summe, og jeg så det hele for mig som en film – faktisk er jeg rigtig glade for, at jeg endnu ikke har nået at se filmatiseringen i biografen, for det havde nok været den forkerte rækkefølge og havde nok ændret en del af mine fine indre billeder.

Magten til kvinderne

‘Niceville’ viser også en anden side af det oftest tegnet billede af 60′erne, som et kvindeundertrykkende årti, hvor mændene fik alle de gode og spændende job, og hvor konen var tvunget til at gå derhjemme og få huset til at se pænt ud. For i Kathryn Stockett’s historie er mændene enten nogle, der drikker for meget, eller nogle, der søger så langt ind i deres arbejde, at de som Skeeters far går i seng kl. 7 hver aften, hvilket igen giver magten til kvinderne.

Jo, de hvide Jackson-fruers mænd har på overfladen nogle gode jobs, men på mange måder er de også blot nogle skafferdyr, der søger for at betale regningerne i hustruernes High Society-liv, og enten tør de ikke, eller også er de for kloge til at blande sig i alle de beslutninger og intriger, der kører i kvindernes foreningsliv og personlige prestige-projekter. Så ‘Niceville’ er også historien om hvad der sker, når kvinderne tager magten som den lovgivende og dømmende kraft i en bydel, og mændene i bedste fald kun får tildelt politiopgaverne som den udøvende magt i dette spil.

Drømmen om at skrive noget vigtigt

Modsat – set fra Skeeters synsvinkel – er det også genfortællingen af Lise Nørgaards liv, som du måske har set i tv-serien ‘Kun en pige’, nemlig kampen om at blive journalist og få lov til at skrive noget vigtigt som kvinde. Her kan man dog godt mærke, at vi trods alt er 30 år længere fremme i tiden, for Skeeters forlægger er allerede en kvinde, der har kæmpet sig til en chefstilling.

Dyb ærefrygt

‘Niceville’ efterlod mig med en dyb ærefrygt over at have fået lov til at opleve Aibileen, Minny og Skeeters liv i Jackson fra 1962 til 1964. Raceurolighederne i USA er vanvittigt spændende fordi de forklarer hvorfor USA ser ud, som det gør i dag, men rent underholdningsmæssigt var det også bare en kæmpe joyride at få lov til at rejse 50 år tilbage i tiden.

Selvom Kathryn Stockett tager de sidste ord i et efterskrift og forklarer at ‘Niceville’ er fiktion, så kan man allerede høre at hendes egen opvækst med en sort tjenestepige i Mississippi, minder så meget om Skeeters, at man godt kan regne ud, at de fleste af hændelserne i ‘Niceville’ nok er omskrevet, men alligevel er taget fra virkeligheden. ‘Niceville’ ryger ind på Top 10 over de bedste bøger, jeg har læst i mit liv, og historien om specielt Aibileen vil jeg aldrig glemme. På nogle måder kan den godt minde lidt om John Irvings ‘Æblemostreglementet’ (The Cider House Rules), så kunne du lide historien i den, er du næsten også sikret Feel Good i ‘Niceville’ (The Help).

H.M.S. Illustrious: HMS Illustrious is the second of three Invincible-class light aircraft carriers built for the Royal Navy in the late 1970s and early 1980s. She is the fifth warship and second aircraft carrier to bear the name Illustrious, and is affectionately known as “Lusty” to her crew. The vessel just missed the Falklands Conflict, but was deployed to Iraq and Bosnia in the 1990s and to Sierra Leone in 2000. An extensive re-fit in 2002 meant that she missed the Iraq War, but she was finished in time to assist British citizens trapped by the 2006 Lebanon War. Illustrious is currently the Royal Navy’s sole remaining aircraft carrier, having been converted to operate helicopters following the retirement of the United Kingdom’s Harrier aircraft. It is envisaged that she will be withdrawn from service in 2014 and will not be replaced until HMS Queen Elizabeth is commissioned later in the decade

‘Humaran-trilogien’: Josephine og Liam skal ud på en lang rejse for at finde Humaran-amuletten. Andet bind i Sascha Christensens trilogi er mindst lige så hyggelig som første bind, ‘Den ydmyge amulet’, der vandt Orla-prisen, men den lange rejse blev dog en anelse langtrukken.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘De Unaturlige’
(Humaran-trilogien 2)

Forfatter:

Sascha Christensen

Sider:

375

Udkom:

10. november 2010

Forlag:

Rosenkilde og Bahnhof

Følelses-barometer:

(SPOILER! Bøgerne i ‘Humaran-trilogien’ udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst den første bog, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)

‘Den ydmyge amulet’ sluttede rigtig spændende og ‘De unaturlige’ fortsætter lige så spændende. Josephine og Liam er begge blevet de udvalgte til at finde amuletten Humaran, og deres ar på halsen trækker dem i Humarans retning.

Samtidig befinder pigen Nema og drengen Kalden sig i et kloster i bjergene, hvor de har fundet nogle underlige, gamle vægmalerier i kældrene. Specielt Nema mærker en udlængsel og uro i kroppen og føler bare hun må ud af klosteret for at kunne fortsætte sit liv. Samtidig har de begge to en underlig fornemmelse, af at det er dem selv, der er afbildet på vægmalerierne, men samtidig er de også skræmt over, at et vægmaleri kan tegne deres fremtid. Men ud må de!

Josephine og Liam bliver hjulpet videre af Nell, for hun har igennem årtier båret på det samme Humaran-ar, som børnene nu har overtaget. De skal møde azynernes leder i Rusland, men Josephine må efterlade sin hest Gefion og sin kat Zoe på Helenna og Bartholomews hotel. Heldigvis har hun stadig sine tre alfer: Alain, Kia og Charly, men inden længe viser det sig, at hun også bliver tvunget til at sortere ud i dem.

Meget fascineret af den hyggelige skrivestil

Jeg er meget fascineret af Sascha Christensens måde at skrive fantasy på. Andre danske fantasy-forfattere kæmper af og til med en fantasy-verden, hvor det virker som om de er begyndt at tegne på et blankt papir. Kun det, de har tegnet, kan man se eller forstille sig. I Sascha Christensens verden, derimod, kan man også se og forestille sig alt det, der ikke er tegnet. Det bliver et univers, man tror på. Meget som i Harry Potter.

Samtidig er sproget bare så flydende og skrivestilen så hyggelig, at det ultimative Sascha Christensen-kit bør være: en knitrende pejs, et varmt tæppe, en blød sofa og et krus varm kakao — og selvfølgelig en Humaran-bog.

‘De unaturlige’ lægger godt ud. Der er så meget, jeg er spændt på at få at vide, og det er ret fascinerede at Josephine og Liam er nødt til at skulle ud på den lange rejse efter Humaran-amuletten. De første 100 sider var jeg helt opslugt.

En meget lang rejse

Desværre blev de næste 200 sider lidt af en skuffelse. Josephine og Liam har så mange spørgsmål på deres lange rejse, men hver eneste gang de spørger en ny person/væsen, bliver de holdt hen med hemmelig miner, som om personen godt kender svaret, men bare ikke vil sige det. Det gør selvfølgelig at man bliver ekstra spændt på, hvad de to børn ikke må få at vide, men efterhånden møder Josephine og Liam så mange forskellige personer, der igen og igen holder på hemmeligheder, at jeg til sidst fik fornemmelsen af, at det var bluf. Som om det blot er for at holde læseren hen i spænding.

Samtidig er der heller ingen action i denne lange midte, og heller ingen sørgelige ting, da ingen rigtig mister noget. Kun en monoton rejse med præsentation at nye personer, der egentlig ikke har den store indflydelse på plottet, men som blot skal holde vores to hovedpersoner “i hånden”. Kapitlerne starter ofte med at de står op og slutter med at de går i seng, og det blev lidt langtrukkent.

Sympati for Nema og Kalden

Til slut kommer der dog endelig fart på historien igen. Men det blev lidt problematisk for mig med Liams og Josephines lange rejse, for undervejs fik jeg mere sympati og interesse for Nema og Kalden, der i deres sidehistorie flygter fra klosteret. Nema er meget mere elskelig og berørt og slet ikke så irritabel som Josephine, og Kalden virker som om han har meget bedre styr på sine følelser og sin fornemmelse for Nema, end Liam har for Josephine. Faktisk har Liam ikke rigtig nogen følelser overhovedet, og det er måske også det der gør, at der ikke er den store dynamik mellem de to hovedpersoner. Lidt humor havde også være forløsende, men det er heller ikke noget ‘Humaran’-trilogien bruger overhovedet.

Svær ikke at holde af

Handlingen i ‘De Unaturlige’ (som hentyder til den blå kvinde Morgan på bogens forside) får dog heldigvis tilført en hel del action til sidst. Bogen afsluttes med en cliffhanger, men uden den store – eller lille – forløsning. Det var lidt skuffende, da jeg er tilhænger af at man i hvert fald skal have middelstore forløsninger som belønning, for at have læst et næsten 400-siders bind i en serie. Det må ikke bare være det midterste indhold i en sandwich; det skal også kunne stå for sig selv. Samlet set er Josephines univers dog alligevel strikket så godt sammen, at man kun kan holde af det og ikke kan slippe det helt, og jeg glæder mig til at Nema og Kaldens univers bliver smeltet sammen med Josephines og Liams. Eller hvad de nu gør …

‘Mørkets kræfter’-serien: Så er vi kommet til absolut sidste episode med Chloe, Derek, Tori og Simon, og jeg synes at serien nåede at vokse sig rigtig god, på trods af en sløv start i ‘De Dødes Kald’.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Sjælenes klage’
(Mørkets Kræfter 3)

Forfatter:

Kelley Armstrong

Originaltitel:

‘The Reckoning’

Oversat af:

Stig W. Jørgensen

Sider:

391

Udkom:

28. september 2011

Forlag:

Carlsen

Følelses-barometer:

(SPOILER! Bøgerne i serien ‘Mørkets Kræfter’ udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst de foregående bøger, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)

‘Sjælenes klage’ er sidste bind i Kelley Armstrongs trilogi ‘Mørkets kræfter’ om Chloe Saunders, der ryger på Lyle House, en institution for utilpassede unge, fordi hun begynder at få mærkelige syn om afdøde mennesker.

Chloe har udviklet sit syn på sig selv meget siden første bind og erkender nu, at hun er nekromantiker, men kæmper stadig med at styre sine egenskaber. Chloe ved også, at hun ikke er nogen superheltinde, at hun ikke er den, der ser bedst ud eller har den højeste IQ. Hun ved hvornår, hun intet kan stille op og lader de andre klare skærene i de tilfælde, og disse to træk gør, at hun faktisk er blevet meget nemmere at identificere sig med end i ‘De dødes kald’, da hun lige var røget på Lyle House og var meget usikker på sig selv.

Så skete der noget med romantikken

Jeg synes også selve serien virkelig er vokset: Fra en rimelig rodet og langtrukken 1′er, til en 2′er, der begyndte at blive rigtig spændende, og nu til 3′eren, hvor der udover spænding også er blevet plads til romantikken, som mange har savnet.

Derek er i den grad gået fra dreng til mand, og Chloe har bestemt også lagt mærke til, at han har fået styr på sin varulve-forvandling.

Alligevel er romantikken kun i luften. De tør ikke rigtig vedkende sig, hvor meget de holder af hinanden, og det gør også kærligheden meget mere realistisk, end hvis de bare havde kastet sig i armene på hinanden og alt havde været ‘perfekt’. I stedet er det bare rigtig sødt, og det giver virkelig en hygge og en god mavefornemmelse.

Sjov, spænding og twists

Der var specielt god varulve-action i skoven, det er sjovt, når Chloe ikke lige kan styre sine færdigheder som nekromancer, og der var også mange gode twists undervejs, der peppede spændingen op. Mange gange kan en 3′er være lidt forudsigelig, men der var intet tidspunkt, hvor jeg havde regnet ud hvad Chloe, Derek, Tori og Simon ville komme ud for på deres flugt, og hvem der var til at stole på.

Fortsætter i ny trilogi

‘Sjælenes Klage’ har en åben slutning, fordi Kelley Armstrong har fortsat serien i endnu en trilogi. Ikke med Chloe som hovedperson, men med nogle andre teenagere i den samme verden som også deltager i et Edison gruppeeksperiment. Det sidste er en rigtig god nyhed, for efterhånden er det blevet en forfattervane, at så snart en trilogi begynder at blive populær blandt læserne, så skynder forfatteren sig at udvide serien. (Jeg oplevede det for nyligt med Gabriella Pooles trilogi ‘Darke Akademiet’, hvor der nu også kommer en 4′er.)

Maya med det pote-formede modermærke

Heldigvis er dette den endelige afslutning på historien om Chloe. ‘Heldigvis’ fordi der så er slået knuden på historien inden jeg nåede at blive træt af Chloe. Jeg kom derimod til at holde rigtig meget af 4-kløveret, så det er trist på den gode måde, men jeg synes dog Kelley Armstrong efterlod os med lidt for mange åbne spørgsmål.

‘Mørkets Kræfter’ som hedder ‘Darkest Powers’ på amerikansk skifter så navn til ‘Darknes Rising’, første bog hedder ‘The Gathering’ og vores nye hovedperson er den adopterede, 16-årige Maya, der går i high school i en lille flække af en by på Vancouver Island. Maya har et mystisk pote-formet modermærke på sin hofte, men hun har aldrig tænkt særlig meget over, hvor det er kommet fra, hvem der er hendes rigtige forældre, og hvordan hun er havnet i en lille by, der næsten udelukkende beskæftiger folk med medicinal forskning.

Det lyder ganske spændende, ikk’?

Stenalderpigen Kata: Første bind i serien om pigen Kata fra stenalderklanen Egernfolket udkom i januar i år. Bogen er fyldt med facts om hvordan man levede dengang, men selve historien greb mig desværre ikke.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Menneskejægere’
Egernfolket 1

Forfatter:

Lars Holmgaard Jørgensen

Sider:

180

Udkom:

12. januar 2012

Forlag:

Høst & Søn

Følelses-barometer:

Pigen Kata bor sammen med sin mor og sine hunde i en klan af stenaldermennesker. Kata tror hendes far er Holo, fordi hun ligner Holo i ansigtet, men hun er ikke sikker, da hendes mor har været sammen med de fleste mænd i lejren.

Holo har netop slået sin selu (tvilling) ihjel i en voksen alder. Det er meget forkert, at Holos mor har ladet selu’en leve efter fødslen, for enhver ved, at selu’en er ens skygge, der skal blive i den anden verden og vente på én til man dør. Derfor bliver Katas mor ret forskrækket, da Kata fortæller, at hun har set sig selv i noget blikstille vand, for moren er ret sikker på at Kata har set sin egen selu, og det er ikke et godt tegn.

Egernfolket rejser væk fra deres sommerboplads for at komme op til deres vinterboplads. Sladderen går mest på om Albo bringer Egernfolket ulykke. En del af klanens mænd mener, at han burde være død ved fødslen, og derfor beslutter Albo at blive alene tilbage ved kysten. Kata synes meget om Albo, selv om han er anderledes, og hun er derfor bange for at der skal ske ham noget. Der eksisterer jo menneskejægere.

Ny serie om Egernfolket

‘Menneskejægere’ er Lars Holmgaard Jørgensens første bind i en ny stenalder-serie om pigen Kata. Mit første indtryk da jeg stod med bogen i hånden, var, at den er utrolig lækker og smuk. De bordeaux og grå farver passer utrolig godt sammen og trykket på forsiden er hævet, så man med sine fingre kan føle på titlen ‘Egernfolket’, et lille sort egern og selve tegningen af Kata, der spejler sig i vandet. Min forventning og glæde var derfor rigtig stor. Det her lignede en blanding af en Lene Kaaberbøl-serie og en historisk serie som for eksempel Lars Henrik Olsens ‘Sagaen om Svend Pindehugger’ – en hyggelig og lærerig serie for preteens.

Svær at komme i gang med

Første problem var dog at komme i gang med ‘Menneskejægerne’. Bogen lægger ud med at Holo slår sin tvillingebror ihjel med koldt blod, mens Kata skal se på og moren er ret kynisk. Sikkert ikke ud fra et stenalder-perspektiv, men som hygge-godnathistorie er det en voldsom mundfuld og ikke noget for børn under 10 år, vil jeg sige. Jeg blev frastødt lidt af dette fortidige dystopia-miljø, og det gjorde at jeg glemte bogen igen og igen, og derfor fik læst begyndelsen fire gange over et par uger, inden jeg tvang mig selv videre.

Savnede en charmerende Kata

Serien er skrevet i tredjepersonsfortæller og i et let sprog med meget korte dialoger, men jeg manglede virkelig en bedre beskrivelse af hovedpersonerne, for jeg følte ingen tilknytning til Kata. Jeg havde forventet at hun skulle være vores lille heltinde – i hvert fald på et eller andet plan – men Kata er meget styret af sin lidt sure og meget strikse mor, og Kata har ikke nogen direkte elskelige eller charmerende egenskaber. Jeg havde nok håbet på lidt ‘Ronja Røverdatter’-naturoplevelsesglæde, hvor hun trods sin strenge mor alligevel tog sagerne i egen hånd, men Lars Holmgaard Jørgensen har valgt den fuldstændig realistiske linje. I bogen blev jeg ganske overbevist om at stenalderpiger har levet præcis som Kata, men det fangede mig bare ikke, fordi det virker som om Kata er, som stenalderpiger var flest. Jeg ville gerne have hørt om stenalderpigen, der stak lidt ud fra normerne. Det kunne have givet spænding og dynamik, som jeg virkelig savnede.

Kan sine detaljer

Lars Holmgaard Jørgesen kan uden tvivl sine historiske detaljer om tiden og levemåden, og der er ligeledes virkelig mange naturbeskrivelser. Begge dele holder jeg også normalt rigtig meget af, blandt andet i Lars Henrik Olsens trilogi om Svend Pindehugger. Lars Henrik Olsen kan jo i den grad strø om sig med fine beskrivelser af dyr og natur, men det er stadig detaljer, der altid har en funktion i historiens spændende plot. I ‘menneskejægerne’ følte jeg det som dengang vi havde stenaldertema i skolen i 4. klasse. Vi hørte om levemåden og detaljerne fordi vi skulle lære om det, ikke fordi vi skulle underholdes, og på sammen måde føler jeg at forfatteren helt utrolig gerne vil lære os alt om stenalderen, fordi han kan alt om den, ikke fordi han har en spændende hovedperson eller en spændende historie, der bare må fortælles.

Sidetallet var over 100, da jeg første gang syntes det blev lidt spændende. Kata er på besøg hos nogle formodede menneskejægere, og vi aner ikke hvordan de vil reagere. Desværre varede episoden kun 10-15 sider og så blev det hverdagsindtryk igen: Hvornår pigerne bliver gift, hvem der ligger med hvem og får børn med hvem, ritualer der fører drenge til mænd og så videre.

Ingen feel-good

Jeg har tænkt og tænkt over denne her bog. Den er så fysisk og visuelt smuk, at jeg gerne ville have fundet en indre skønhed i den også. Men formen minder utvivlsomt om noget vi blev tvunget til at læse i dansk i netop 4. klasse, og jeg havde faktisk ingen feel-good-oplevelser, men snarere feel-bad-oplevelser, når klanens hundehvalpe får skåret halsen over og bliver spist, eller Katas mor går i seng med forskellige mænd eller ligger indklistret i sit eget menstruationsblod.

Da jeg til sidst sidder og kigger på forsidetegningen af Anne Sofie Madsen, hvor Kata spejler sig i søen, faldt total-oplevelsen endnu længere ned. For Katas “spejlbillede” er ikke et spejlbillede! Det er det, der fremkommer, når man drejer en tegning 180 grader i Photoshop. Så når Katas lange hestehale hænger til højre når man ser hende forfra, ja så hænger den til venstre nede i vandet. Altså netop ikke en spejling. Jeg kunne ikke finde nogen forklaring på det i historien, men det er en ærgerlig nybegynder-grafisk-bøf, fordi forsidetegninger netop betyder så utrolig meget for en bog.

Mange facts

Er man skolelærer og på kig efter noget litteratur til poderne, der skal lære om stenalderen, er der rigtig mange facts i ‘Egernfolket 1′. Personligt kunne jeg ikke blive grebet af bogen som underholdning, fordi jeg overhovedet intet kunne føle hos Kata eller de andre hovedpersoner, men hvis du har oplevet bogen helt anderledes og bare elsker Egernfolket, må du meget gerne fortælle om det i en kommentar nedenfor.

‘Forbudt’: Den forbudte kærlighed er ikke ny i litteraturen, men halvt britiske, halvt japanske Tabitha Suzuma får alligevel løftet temaet op til et helt nyt niveau, jeg aldrig vil glemme. Elsker du socialrealisme med et beskrivende sprog og en fængslende historie, der langsomt suser ind i dine årer og gør dig afhængig, er det her bogen, du sent vil glemme.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Forbudt’

Forfatter:

Tabitha Suzuma

Oversat af:

Kirsten Ploug

Originaltitel:

‘Forbidden’

Sider:

352

Udkom:

9. september 2011

Forlag:

Arvids

Følelses-barometer:

Lochan på 17 og Maya på 16 sørger for deres småsøskende, Tiffin og Willa og deres 12-årige bror Kit, som var de et ægtepar, en mor og far. Når deres alkoholiserede mor endelig er til stede, bruger hun sin opmærksomhed på at latterliggøre Lochans forsøg på at tackle alle arbejdesopgaverne og passe på de små, eller forventer at specielt Lochan skal interessere sig for hendes nye kæreste og udsvævende liv. Hun er i den grad en kvinde i fornægtelse over sine alkoholproblemer, der er opstået af knuste drømme og dårlige forhold. Maya lider samme skæbne som Lochan, dog uden den store interesse fra moren, ikke engang negativt, så det er meget naturligt, at Lochan og Maya er et team og de bedste venner, for ellers ville de være helt alene i verden.

Maya klarer sig ok socialt i skolen og har trods alt veninden Francie, hun tankemæssigt kan tage på flugt med, men Lochan har udviklet en form for socialangst og kan ikke fremtvinge andet end enstavelsesord, når han bliver spurgt i klassen. Når pigerne flirter med ham, fordi han rent faktisk har udviklet sig til en rigtig flot fyr, ville han ønske, han kunne falde død om på stedet. Bedst har han det, når han han ikke optager fokus og kan sidde og nørkle med en prøve hele timen, så han kan kigge ned i papiret, eller når han i frikvarteret kan sidde alene på trappen med en roman.

Maya og Lochan er hinandens bedste venner og meget naturligt smelter de sammen til ét i forsøget på at klare deres svære daglige udfordringer i hjemmet. Langsomt opstår en gensidig forelskelse mellem de to søskende, og det som ellers ville have været det smukkeste i verden, hvis de havde været kammerater, vender sig pludselig mod dem begge. For næsten alle i verden bliver jo opdraget med, at en bror og en søster ikke kan have et romantisk forhold til hinanden, for slet ikke at tale om et seksuelt forhold.

Ikke japansk, men engelsk

‘Forbudt’ af Tabitha Suzuma er ikke, som du måske tror på grund af forfatterens efternavn, en japansk roman. Suzuma har en dog en japansk far, men en engelsk mor og er derfor født og vokset op i London. Lochans og Mayas historie foregår derfor også i en engelsk by og på en engelsk skole, og det vestlige islæt gør også, at man meget nemt får identificeret sig med én af dem, ja faktisk med begge to.

Helt tæt på

Synsvinklen skifter mellem Lochan og Maya, og selv om jeg normalt bryder mig meget lidt om denne form, fordi den kan være ret forvirrende, fungerer den fremragende her. 1. personsfortælleren bevirker, at man kommer helt tæt på, og historien fortalt af begge søskende gør at man forstår alle deres tanker og følelser undervejs. Sproget flyder derud af og er fyldt med et væld af meget fine, næsten episke, beskrivelser af omgivelserne, følelserne og stemningerne i hjemmet. Det fungerede så godt, at jeg glemte alt om tid og sted og bare måtte læse, mere, mere mere …

Den forbudte kærlighed

Mange teenagere vil nok først og fremmet blive grebet af hoveddilemmaet: den forbudte kærlighed. De fleste kender nok den berusende og ustyrlige følelse af forelskelsens vanvid, der sætter ind uden man føler, man har kontrol. Og hvad nu hvis den gør det i et forhold som ikke er moralsk passende? Teoretisk tænker de fleste nok: ‘det sker ikke for mig’. Men er det sådan, at ting ikke sker, bare fordi de er blevet forkastet moralsk af samfundet vi lever i? Hvad nu hvis det gjorde alligevel?

Et forhold, der opløser ensomhed og smerte

Lochans og Mayas smerte og ensomhed opløser sig, når de er sammen. Men Lochans dårlige samvittighed og Mayas modsatte reaktion med at de ikke gør nogen fortræd, gør historien endnu mere tragisk. De fortjener begge to så meget kærlighed, til gengæld bliver de ekstra ensomme i deres kærlighed, fordi deres forhold ikke er moralsk accepteret. Det er næsten for meget smerte til to unge, der i forvejen lever et hårdt, voksent liv i deres mors fravær.

Min dybeste respekt

Den sidste del, havde jeg egentlig endnu mere fokus på. Nemlig årsagen til at Lochan og Maya har så meget brug for hinandens kærlighed og brug for netop én, der forstår deres situation. For der ligger selvfølgelig en enorm sorg og frustration i al forbudt kærlighed, og det har jo været enormt brugt emne inden for litteraturen (det er nok heller ikke helt tilfældigt, at Lochan læser ‘Romeo og Julie’ på trappen ), men det sørgeligste i denne roman og i virkeligheden, synes jeg, er den ubehjælpelige situation ufattelig mange unge står i, når de allerede som børn bliver nødt til at tage rollen som den voksne i en alkoholiseret familie — og problemet ikke bliver set omgivelserne. Lochan og Maya fik på ganske kort tid min dybeste respekt.

En bog du aldrig ryster af dig

Man kan blive ved med at tale eller skrive om ‘Forbudt’, men det vil være synd at sige mere om historien. Du skal selv nyde den. Det er et absolut ‘must read’, hvis du er til socialrealistiske dramaer med et sprog så fint, at det maler billeder for dit indre. Og det er en bog, som du aldrig nogensinde kommer til at ryste helt af dig igen.

CHERUB: I andet bind begynder serien virkelig at tage fart og kommer op i det sprudlende tempo, som Robert Muchamore er så kendt for.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Narkobaronen’
CHERUB MISSION 2

Forfatter:

Robert Muchamore

Oversat af:

Oliver Tramsen

Originaltitel:

‘Class A’

Sider:

276

Udkom første gang:

22. oktober 2008

Forlag:

People’s Press Junior

Følelses-barometer:

James har prøvet en lille testmission mod nogle øko-terrorister, men nu står den første store mission for døren. En britisk narkobaron ved navn Keith Moore har på forunderlig vis altid undgået politiets fælder og fangarme, og Moore har så mange år i branchen, at han kender alle politiets tricks to dage før de bliver iværksat. Men Moore kender ikke Cherub, og for at hans voksne kumpaner ikke hele tiden skal ryge i spjældet, sender han børne-cykelbude ud med kokain til kunderne.

Den ligger lige til højrebenet for Cherub. James og den lidt ældre Kyle skal deltage, og spinkle Kerry, som James har fået bank af indtil flere gange er også på. James får et sug i maven, når han tænker på Kerry, for selv om de har skændtes meget, er det også hende, han har flest oplevelser med på Cherub. Alligevel får James overtalt Kyle til at tage Nicole med som den sidste pige på mission — alene fordi hun har nogle store bryster og altid virker glad.

De fire Cherub’er tager samme med Zara, Ewart og deres lille baby Joshua af sted til Keith Moores by, for det er meningen, at Cherub’erne hver især skal blive gode venner med Moores fire børn og infiltrere hele organisationen på den måde. Inden længe er James’ ven Moores søn junior, og så får han sin første tjans som cykel-narkokurer.

Meget på spil

Hvor bind 1 ‘Ilddåb’ i ‘Cherub’-serien lige skulle have ridset alle hovedpersonernes forhistorier op og defineret Cherub-skolen, kan vi gå lige i gang med historien i ‘Narkobaronen’, og det er rart. Historien kommer rigtig hurtigt op i tempo, og de indledende kapitler bliver brugt til at vise hvordan James forhold er til Kerry, Nicolo og Kyle. Dét gør, at man føler rigtig meget for hovedpersonerne inden spændingen går i gang, og så er der netop meget på spil, for man ønsker jo kun dem alle det bedste, når man holder af dem.

Et set-up, der kunne have fungeret i virkeligheden

Som altid kan Robert Muchamore bare sit kram med hensyn til baggrundshistorien. Det er virkelig lærerigt at læse om en narkoorganisation, der er udtænkt så smart, at det nemt kunne have fungeret i virkeligheden. På den måde tager Muchamore virkelig sine læsere alvorligt, hvor mange kvindelige forfattere, i deres detektivromaner, tror de kan nøjes med at binde børn en hurtig ‘De 5′-historie på ærmet, selv om læserne er over 12.

Ægte venskaber sætter meget på spil

Jeg kiggede ikke engang på sidetallene i ‘Narkobaronen’. Det var der simpelthen ikke tid til, så spændende var den. Det er rigtigt dejligt, at Cherub’erne lever sig ind i missionerne uden at være “kolde agenter”. Når James indgår venskab med Junior, så er han også en rigtig god ven, det er ikke bare noget han spiller. På samme måde bliver Cherub’erne også rigtigt kærester med dem, de hænger ud med, og de har sjældent lyst til at afbryde en mission, fordi de netop har bygget så meget socialt og romantisk op. Den ærlighed og den smerte gør ‘Narkobaronen’ rigtig afvekslende, for scenerne veksler hele tiden, så man ikke kører træt i hverken narkohistorien eller romantikken.

En fremragende og meget spændende bog i ‘Cherub’-serien. Den eneste man har lyst til efter at have læst ‘Narkobaronen’, er, at læse mere Cherub. Nu!

Darke Akademiet: Cassandra er rykket til Istanbul med Darke, og hun trænger netop til noget nyt, fordi Ranjit har svigtet så mange gange. Men pludselig begynder eleverne at forsvinde og opholdet i Tyrkiet tager en uhyggelig drejning. Tredje bog i ‘Darke Akademiet’ fangede mig ikke helt så meget som ‘Blodets bånd’, men jeg håber nu stadig at “Gabrielle Poole” skriver på et fjerde bind, da det ellers vil blive en ret brat slutning på en trilogi.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

’Splittede sjæle’
(Darke Akademiet 3)

Forfatter:

Gabriella Poole

Oversat af:

Charlotte A. E. Glahn

Originaltitel:

‘Darke Academy – Divided Souls’

Sider:

303

Udkommer:

17. oktober 2011

Forlag:

Flachs

Følelses-barometer:

(SPOILER! Bøgerne i serien ‘Darke Akademiet’ udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst de foregående bøger, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)

Ranjit er ikke helt sig selv længere, og Cassie synes at han har svigtet hende så mange gange, at hun allerhelst vil glemme ham helt og komme videre med sit liv. Modsat bekymrer hun sig for Isabellas kæreste, Jake, der ikke er blevet set på akademiet siden han gik i vrede sidste semester. Heldigvis har Cassie stadig Isabella og Richard at hænge ud med.

Darke Akademiet er i dette semester flyttet til Istanbul i Tyrkiet. Cassie er først målløs over byens skønhed og charme og glæder sig til at gå på opdagelse i det hele. Men pludselig føles det meget utrygt, da nogle af de andre studerende, deriblandt Ranjit, forsvinder. Samtidig begynder Isabella pludselig også at blive så hemmelighedsfuld overfor Cassie, at hun føler, hun snart ikke kan stole på nogen længere. Det viser sig, at en morder skygger De Udvalgte, og pludselig indser Cassie, at alting kan ske!

Trilogien, der bør fortsætte

Jeg har aldrig kunne komme igennem ‘Twilight’, specielt fordi kærlighedsaffærerne er alt for sukkersøde, men heldigvis er det helt anderledes i ‘Darke’. Cassandra er nemlig ikke sådan én man lige skubber rundt med, og det giver hende en rigtig spændende personlighed. Samtidig er serien ret gusten og uhyggelig, og det er noget, jeg virkelig kan forholde mig til som gyser-elsker.

Lidt forudsigelig

Jeg læste alle tre ‘Darke’-bøger i rap i løbet af to dage, og jeg er glad for at jeg lånte dem samtidig, for i slutningen af 1′eren, blev jeg bare nødt til at gå til 2′eren og i slutningen af 2′eren, videre til 3′eren. ‘Splittede sjæle’ er lang tid om at komme op i omdrejninger, men mordgåden bliver pænt spændende til sidst. Hen ad vejen kunne jeg alligevel godt regne slutningen ud.

Først bog var fin, også fordi det var ret spændende at få præsenteret selve Darke Akademiet, ‘Blodets bånd’ synes jeg gik et ‘step up’ fordi Cassie er blevet ‘Udvalgt’, men nu er vi ligesom tilbage på niveauet i ‘Hemmelige liv’. Det der skuffer lidt, er at jeg i første bind følte, jeg blev lovet en serie, der handlede meget om vampyrer, men det er på en måde løbet lidt ud i sandet.

Gillian Philip = Gabriella Poole

Gabriella Poole, der jo i virkeligheden hedder Gillian Philip, havde egentlig planlagt serien som en trilogi, men jeg håber virkelig hun har fortrudt og sidder og skriver på bind 4 i dette øjeblik, for der er stadig så mange ubesvarede spørgsmål og detaljer om hovedpersonerne, man stadig gerne vil høre mere om, og så kunne det også være skægt at blive præsenteret for et nyt sted i verden — for det er ret spændende at rejse med Cassandra.

Animation: Dreamworks er klar med en fræk kat, der charmerer dig på Zorro-vis med spansk accent. Stemmerne er kun danske, og humoren er meget rettet til børn, så ‘Den bestøvlede kat’ bliver en familiefilm. Dog en ganske hyggelig én af slagsen, og hvor drengene slipper lidt for alle Disneys prinsesser.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Den bestøvlede kat’ 3D

Instruktør:

Chris Miller

Land:

USA

Distributør:

Uip

Premieredato:

2. februar 2012

Følelses-barometer:

Der var engang … før de kårdesvingende eventyr, før den forførende spinden, før støvlerne. Den Bestøvlede Kat er en strejfer og altid ude efter en måde at tjene til den næste skål mælk. Som kårde til leje eller som tyv. Men denne gang bliver hans indbrud forstyrret af en anden tyv på listepoter. Ikke nok med, at han her møder sin match i skikkelse af Kitty Fløjlspote. Han møder også en stemme fra fortiden, som han aldrig havde troet, han ville høre igen: Klumpe Alexander Dumpe. Engang var de bedste venner, men de skiltes som fjender. Nu har de igen brug for hinanden; de er begge ude efter de magiske bønner, der kan føre dem til gåsen, der lægger guldæg. De har brug for Klumpes snedige planer og opfindsomhed, for Kittys behændige poter og for Kats vovemod i et halsbrækkende kup.

Fransk eventyr fra 1697

Mange tror måske, Den bestøvlede kat stammer fra ‘Shrek’-filmene, men historien om Den bestøvlede kat går helt tilbage til 1697 i et fransk eventyr, hvor en fræk, men charmerede kat, snyder sig til magt og rigdom og ikke mindst en prinsesses hånd. Heldigvis, vil drengene nok sige, er animationen om ‘Den bestøvlede kat’ ikke en prinsessefilm.

En Zorro-kat

I Frankrig blev et musketer-korps første gang dannet i 1622 under Louis XIII, så animatorerne har derfor klædt vores pelsede helt på i musketeruniform — et udsøgt valg til en fræk, elegant kat med masser af humor. Omgivelserne er ligeledes tilbage i 1697, men af grunde jeg ikke lige kender til, har instruktør Chris Mille udskiftet det franske med spansk/portugisisk, og Den bestøvlede kat opfører sig mest som Zorro. Den sydeuropæiske stemning stemning er dog stadig bevaret, og da animationerne virker lidt simple, minder det hele meget om tegnefilm. Rigtig hyggelig på den gammeldags måde. Lidt moderne er der dog også flettet ind, da Kat må indgå i en danse-battle på et værtshus.

Lidt belastende accent

Stemmerne er danske og kun danske, så filmen er målrettet børn, teenagere og børn med voksne, men ikke det voksne publikum, der elsker at se animationsfilm på originalsproget. Lidt trættende i længden bliver det også , at både Den bestøvlede kat og Kitty Fløjlspote skal tale med spansk accent hele filmen igennem, men til gengæld er det sikkert noget, de mindste vil elske.

Familiefilm, der sagtens kan ses i 2D

Humoren er også mest på børnenes side. For at en animationsfilm skal gå rent ind hos et bredt publikum, er det rigtig vigtigt, at der er også er stoppet lidt voksenhumor ind, som forældre og teenagerne kan smile med af, men det kniber altså lidt her, og det udelukkende filmen til en familiefilm. Historien er dog sød, og jeg hyggede mig godt. 3D’en er fin i de to store actionscener, men ellers kunne jeg nu sagtens have fået det samme ud af 2D-versionen.

Genkend din kat

Tag børnene med til ‘Den bestøvlede kat’ – det er filmen, hvor de mindste kan være med, og jeg så i hvert fald børn under de anbefalede 7 år, der hyggede sig rigtig godt. Specielt hvis du har eller har haft kat, er der nogle skønne, genkendelige guldkorn undervejs, for selv om Kat minder meget om Zorro, har man altså nogle meget specielle vaner, man ikke lige ryster af sig, når man er født med knurhår.

Danske stemmer:
Den Bestøvlede Kat: Kristian Boland
Kitty: Christiane Schamuburg-Müller
Klumpe: Søren Ulrichs
Jack: Jesper Lohmann
Jill: Mette Frobenius
Imelda: Sofie Gråbøl
Commandante: Tom Jensen