‘Kirkegården i Prag’ minder mig en hel del om en bog jeg læste i da jeg gik i gymnasiet, ‘Dumas-klubben’ af Arturo Perez Reverte. Begge omhandler de en enspænder uden rent mel i posen, begge krydrer den egentlige historie med sataniske sekter, begge har lange afsnit om historie, hvor man mister orienteringen undervejs, og begge har de svært ved at få de forskellige handlingsforsøg til at gå op i en større helhed.

Af Linda Larsen

Titel:

‘Kirkegården i Prag’

Forfatter:

Umberto Eco

Oversat af:

Lorens Juul Madsen

Originaltitel:

‘Il Cimitero di Praga’

Sider:

512

Udkom:

18. maj 2012

Forlag:

Rosinante

Følelses-barometer:

I ‘Kirkegården i Prag’ af Umberto Eco (forfatteren til ‘Rosens navn’) følger vi Kaptajn Simone Simonini der hader jøder, frimurere og jesuitter meget højt. Han hader desuden også kvinder, franskmænd og tyskere og egentlig hvem som helst. Men hvem er han, det er han faktisk gået hen og er blevet helt i tvivl om, så en dag sætter han sig ned og prøver at gennemgå hele sit liv, ved at skrive det ned på papir. Året er 1897, og han kan se tilbage på et halvt århundrede med masser af eventyr, men ingen nære relationer.

Simonini er uddannet jurist, men fik hurtigt en karriere med at udføre falske dokumenter, hvilket får den norditalienske efterretningstjeneste til at benytte sig af hans tjenester. De sender ham i krig (den krig der skal samle hele Italien under én konge) for at skaffe “beviser”, for hvad er dog ikke helt klart, og Simonini dummer sig da også og bliver sendt i eksil i Frankrig. I Frankrig kommer både de franske, tyske og russiske efterretningstjenester til at være ude efter hans evner, og så bliver historien for alvor indviklet. Simonini har også sin egen agenda for at skaffe tilhørere til hans “beviser” mod jøderne og frimurene, og for at gøre det må han alliere sig med de jesuitter han hader så meget.

Er det bare mig der er dum?

Der er rigtig meget i den her bog som jeg ikke forstår, men er det bare mig der er dum? Nej, det er ikke, det er bare en hulens svær bog, faktisk er den så svær, at der bliver introduceret en uvildig fortæller, for ligesom at fortælle nogle af de ekstra indviklede handlingsforløb i kortere træk, og selv da er det svært. For helt at kunne følge med i bogen bør man på forhånd vide en hel del om hvordan Italien blev samlet til ét land, om Frankrigs kamp for at blive en republik og om Rusland før den rusiske revolution. Det er desuden også godt at vide lidt om jødisk historie, frimueri og om visse af den katolske kirkes interne anliggender. Der er i det hele taget mange ting man formodes at vide, og det lægger et stort pres på én som læser, for selvom man følger godt med i historieundervisningen så er disse emner ikke en del af pensum i de danske skoler. Jo, vi har da hørt om jødehadet under nazismen, men ikke om hvor udbredt det var over hele Europa og i Rusland i tiden op til.

Jeg har da gennem tiden fået læst et par af Umberto Ecos romaner, og hver gang er jeg stolt fordi der er en lille smule prestige i det, men hver gang har det også efterladt mig en lille smule tom og udmattet, fordi det har taget på mine kræfter, (“Dronning Loanas mystiske flamme” og “Baudolino”)og en enkelt gang måtte jeg endda lægge bogen fra mig efter første kapitel, fordi den simpelthen var for svær (“Faucould’s pendul”)

Historiebog eller roman?

I den første halvdel af bogen var jeg faktisk lidt i tvivl om hvorvidt det hele bare ville ende med at blive en lang gennemgang af Europas historie, men lige så stille bliver det faktisk interessant at finde ud af hvem denne abbed Dalla Piccola er som hele tiden blander sig i Simoninis fortælling og vi bliver ført igennem en spændende fortælling om sataniske messer, spion intriger og et sindssygt pigebarn.

Der bliver lagt meget op i at dette skulle være en roman om hvordan ét ondt geni nærmest fik fremtryllet jødehadet i Europa, men meget at tiden er det mere som om Simonini blot er en kastebold mellem forskellige interesse organisationer, så helt spændende lykkes den dog aldrig at blive.

Læseoplevelsen

Nu har jeg sagt en del om hvor svær den er, og hvor alt for tæt proppet den er af historiske oplysninger, men det er faktisk ikke nogen dårlig bog.

Det der gør denne bog interessant er, at den giver et billede af hvordan mennesker alt for let lader sig styre af hvad medier (aviser og bøger) skriver, og at disse medier måske ligefrem har til hensigt at manipulere med folk, for der er forskel på sandheden, og på det vi tror er sandheden. I bogen er der nogle gang tale om løgne og opspind, men selv små ændringer af sandheden kan gøre en stor forskel.

Jeg har været nødt til at tænke på hvordan jeg selv bare tager ting ind, og igen, så tog jeg bare bogen ind, som var det et historisk dokument, og det er det jo ikke, men bare det at jeg gjorde det, tyder på bogens litterære kvaliteter.

Men det ER en meget svær bog, så hvis jeg ikke lige havde fået den tilsendt af forlaget, og derved forpligtede mig til at læse den, så ville jeg nok have tænkt mig om en ekstra gang før jeg gik i gang.

‘Svensk ungdomsliv i 90′erne’ : Følg Amanda i den lille flække Nässjö, hvor hun begynder i gymnasiet og sætter sig en masse mål for hvad hun skal nå de næste tre år. Ikke fagligt, men med rockvennerne, fyrene og til festival. Det handler om hvor svært det er møde andre unge, der passer til én, når man ikke engang helt kender sig selv. En ok roman, hvor musikken dog mest er Guns’n'Roses og ikke 90′ernes store metalnavne, som titlen kunne give lidt indtryk af.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Punkindustriel heavyrocker med attitude’

Forfatter:

Louise Halvardsson

Oversat af:

Torben Poulsen

Originaltitel:

‘Punkindustriell hårdrockare med attityd’

Sider:

311

Udkom:

29. september 2009

Forlag:

Moskito

Følelses-barometer:

Amanda er begyndt i 1.g. i Nässjö og har lidt svært ved at falde til. Hun er endnu ikke blevet kysset og har selvfølgelig slet ikke haft sex, og så er hun anderledes end de fleste andre på gymnasiet, for hun er til Guns’n'Roses, pig-armbånd og sminker sig allerhelst som en panda. Der er dog nogle få af rocktyperne på gymnasiet, blandt andre Danny Deamon – som Amanda er ret vild med – der spiller i et lokalt band. Marie er også rocktypen, men hun har lidt for mange penge og virker lidt for tjekket til, Amanda tør have noget med hende at gøre, for det vil være for hårdt at blive afvist.

I fritiden har Amanda til gengæld en rigtig god veninde i pigen Kim. Kim bor til leje og lever et turbulent liv uden arbejde, hvor hun kan tillade sig at sidde og høre kassettebånd, ryge og drikke kaffe og sjusser midt på dagen, hvis hun har lyst til det. Kim ved ligesom Amanda, hvordan det er, ikke at være blandt de populære, så derfor kan de begge tale frit om følelser, drenge, sex og musik.

Amandas mål med gymnasietiden er ikke så meget det, at blive klogere, men mere at blive som de rigtige og seje rockvenner, komme til fester med alkohol og få kysset og kælet med nogle søde fyre. Det lykkes også langt hen ad vejen, men ingen vej er snorlige, når man er teenager og ikke engang kender sig selv.

Hård rock, ja, men absolut ikke metal

På sin vis var det hyggeligt at følge Amandas forvirrede teenageliv som rockelsker i Nässjö. Romanen er delvis selvbiografisk – som der står på bagsiden – og vi må være et sted midt i 90′erne, da man stadig lytter til musik på kassettebånd, men også så småt er ved at få mobiltelefoner. Amanda er det, man i dag ville kalde lidt Goth-inspireret. Bogens titel ‘Punkindustriel heavyrocker med attitude’ er dog lidt misvisende, for selvom Amanda og Kim lytter til et enkelt punkband, er der slet ikke noget heavy metal over deres musiksmag eller påklædning, så hvis man tror, man finder aktive 90′er-bands som Mayhem, Pantera, Black Sabbath, Iron Maiden eller Megadeth i historien, bliver man meget skuffet. Pigerne ligger i stedet solidt placeret i rocken med en svag inspiration af punk’en.

Et ungdomsliv der kan genkendes af de fleste

Romanen følger Amanda gennem hele hendes gymnasietid og slutter, da hun bliver student. Som sagt er det ikke skolen eller undervisningen, vi hører om, men om Amandas fritid, hvor hun hænger ud med forskellige nye rocktyper, tager til koncerter, bliver forelsket og har sex for første gang. Det hele kører kronologisk uden tilbageblik, og selvom det meste af fortællingen ikke er i dagbogsform, føles det mest som en dagbog frem for en fortælling med et hovedplot. Det gjorde også, at jeg ikke fandt historien specielt spændende, for vi flyder nærmest bare gennem tilværelsens mange kvaler sammen med Amanda, og selv om Amandas problemer med lav selvtillid og tvivl om hvorvidt man skal gøre det ene eller det andet, nok kan genkendes af de fleste teenagere, ja, så mangler der også et eller andet vigtigt, man kan glæde sig til eller se frem til.

Amanda er heller ikke super nem at komme følelsesmæssigt ind på. Vi følger mange af hendes handlinger, men bliver sjældent indviet i følelserne bag, dem, der udløser handlingerne. Det gjorde også, at jeg havde lidt svært med at identificere mig med Amanda eller nogen som helst anden i bogen, selvom jeg også personligt ville have valgt rock/metal/punk-miljøet, hvis jeg havde været teenager den gang.

Usædvanlig mange oversættelsesfejl

Da jeg selv er gammel Göteborgare med svensk personnummer (netop også i 90′erne, hvor Louises bog foregår), synes jeg også, jeg kan tillade mig at sige, at oversættelsen fra svensk til dansk er helt uden forståelse for det svenske sprog. Jeg talte mere end 50 vigtige ord (og derefter opgav jeg at tælle), som ikke er oversat, formentlig fordi de staves ens på dansk og på svensk. Det burde de imidlertid have været, for ordene betyder bestemt ikke det samme på begge sprog, blot fordi de staves ens.

Et eksempel fra den danske oversættelse (vi er i en erotisk scene): “… jeg griber fat om hans skinke uden på boksershortsene.”. ‘Skinka’ er svensk slang for en ‘balde’. Det vil sige, at Amanda altså griber fat om fyrens balde uden på boksershortsene!

Taget om smalbenene?

Og det er ikke bare en enlig svale. Svensk ‘om’ oversættes konsekvent til dansk ‘om’, men det betyder oftest ‘hvis’. ‘Gör’ betyder ‘laver’ og sjældent ‘gør’, ‘äta’ betyder ‘spise’ og ikke ‘æde’, ‘jeg er ikke uskyldig’ skulle i en sætning have være oversat til ‘jeg er ikke jomfru’, da det svenske ‘oskuld’ i sætningen er slang for ikke at have haft sex endnu. Og hvornår har du sidst hørt sætningerne: ‘trappehuset’, ‘man har utur’, ‘blive taget om smalbenene’ på dansk? Ord og sætninger som skulle have været oversat til ‘trappeopgangen’, ‘man er uheldig’ og ‘man bliver taget om anklerne eller skinnebenene’. De unge drikker selvfølgelig ‘sprut’ eller ‘hjemmebrændt’ og ikke ‘sprit’, og man ‘træder ind i en lejlighed’, man ‘stiger ikke ind’ i den på dansk.

Hvor er translatøren?

Selv om jeg virkelig forsøgte at fortrænge det, ødelagde fejlene fuldstændig læseoplevelsen for mig, for de er på hver eneste side. Til sidst sad jeg bare og tænkte ‘Åh nej, hvornår går det galt igen?’, i stedet for at leve mig ind i Amandas liv, og det er jo virkelig synd. Ofte er den svenske sætningsopbygning nemlig også bevaret, så oversættelsen er mange gange sket ordret – næsten ligesom Google translate ville gøre det. Det vil sige, at specielt replikkerne kom til at lyde virkelig fremmede på dansk. Til sammenligning, finder jeg i svenske børne- og ungdomsromaner oversat til dansk af for eksempel Kamilla Jørgensen, Tina Sakura Bestle eller Kina Bodenhoff, maksimalt 1-2 vendinger i hele bogen, som jeg er uenig i. Og det undrer mig virkelig, at der ikke har været en svensk-dansk translatør inde over ‘Punkindustriel heavyrocker med attitude’; at der ikke er en eller anden, der har råbt ‘vagt ved gevær’ inden bogen gik i trykken!?

En ok roman – men helst på svensk

Manuskriptet til ‘Punkindustriel heavyrocker med attitude’ ligger på cirka 4 stjerner. Amandas beretning giver uden tvivl et rigtig godt indblik og tidsbillede af, hvordan det var at være teenager dengang i 90′erne og hvordan man langsomt opbygger erfaringer og selvtillid i ungdomsårene. Den virkelig dårlige oversættelse får imidlertid den samlede oplevelse til at ryge helt ned på 2 stjerner. Jeg ville meget hellere have læst bogen på svensk, for det er simpelthen for hårdt at se Louise Halvardsson fine svenske ungdomssprog miste pointer, slang og elegance efter turen i “oversættelsesmaskinen”.

Zombier : På bagsiden står der ”Horror af høj, litterær kvalitet … Foruroligende god.” – USA Today. Nu ved jeg godt ikke noget om ”høj, litterær kvalitet”, men jeg erklærer mig enig! Man ved, det er en god bog, når første sætning lyder: ”Gud er en kvik fyr.”

Af Emma, 16 år

Titel:

‘Høstens engle’

Forfatter:

Alden Bell

Oversat af:

Nanna Solow

Originaltitel:

‘The Reapers are the Angels’

Sider:

251

Udkom:

17. april 2012

Forlag:

Forlaget Iris

Følelses-barometer:

For 25 år siden begyndte zombier at hærge Nordamerika. Vi ved ikke hvorfor, hvordan eller hvordan resten af verden ser ud. Temple er 15 og har aldrig kendt til en anden verden, end den der findes nu, hvor mennesker barrikaderer sig i større byer, mens de små står efterladt. Da vi først møder hende, har hun bosat sig på en lille ø med et fyrtårn, men beslutter sig at tage tilbage til fastlandet, da en zombie, eller ”igle”, skyller op på stranden. Herefter følger vi Temple på hendes roadtrip gennem de (primært sydlige) amerikanske stater.

Egentlig plejer jeg ikke at læse så mange bøger om zombier, ikke fordi jeg undgår dem, de er af en eller anden grund bare ikke de bøger jeg finder – nevertheless, selv hvis man ikke normalt er til bøger, der indeholder zombier, så vil man elske ‘Høstens Engle’.

Når man kan finde ud af at bruge ord

Sproget i ‘Høstens Engle’ er simpelthen bare … lækkert. Det kan slet ikke beskrives ordentligt, man bliver nødt til at læse den for at forstå det, så … LÆS DEN! Hele historien flyder bare som … lækkerhed. Sproget bærer den igennem alle passager, intet virker kedeligt, alt er beskrevet perfekt, ikke for overfladisk, ikke for dybdegående, de helt rigtige ord er valgt … puh, jeg mister helt pusten af begejstring.

Jeg ved slet ikke hvordan man kan skrive så godt, som ‘Høstens Engle’, er skrevet. Afsnittene er i den helt rigtige længde, det samme gør sig gældende med sætningerne og kapitlerne. You’ll feel like a true book muncher, when you’ve read it, ’cause there’ll be no book left.

Dialog kan være en rigtig svær ting at få til at virke; men selvfølgelig er det ikke noget problem her. Replikkerne er hverken for kække eller for langsomme eller for ensartede eller for noget som helst. De flyder frit og let og elegant, helt så man ikke kan undertrykke et smil engang i mellem, fordi Temple er så sej!

Persongalleri

Kender du det, at man læser en bog og så har alle personerne bare været flade, eller der har været alt for mange, eller de er blevet beskrevet til døde og ligegyldighed? Jamen sådan er det slet ikke i ‘Høstens Engle’! Vi hører om personerne som Temple ser dem, og nøøøj hvor ser hun dem godt. Man får nok at vide, til at personer ikke er flade, men heller ikke så meget, at vi ikke gider høre mere om dem. Jeg kan især godt li’ Temple og Moses Todd, som man møder senere. Personerne er hverken gennemgående det ene eller det andet. De er rigtige mennesker. Mennesker, der ikke kan være helt gode, eller helt igennem sympatiske, altså, som i at alle deres træk er sympatiske.

Materialisme og ligegyldigheder

På et tidspunkt går Temple rundt i en forladt by og falder over et butiksvindue, hvori der hænger noget ”støvet tingeltangel”, som jeg formoder er en eller anden fancy, dyr diamanthalskæde eller lignende. Flere gange kommenterer hun på ting, der i vores tid er helt og aldeles værdifulde, men hvis man sætter tingene i perspektiv, føler man sig pludselig helt fjollet, for hun har da ret, det er noget meningsløst tingeltangel. Hvad er det hele vores verden er baseret på? Hvad er egentlig vigtigt? En perlekæde?

En verden sunket i grus

Man hører hele tiden meget om hvordan landskabet ser ud, med den tomme motorvej, hvor man alligevel møder en nomade eller to, de forladte byer, de byer, der er fuldstændig oversvømmet af igler. (Jeg har læst noget af forfatteren, hvor han kommer med sine egne ideer til, hvordan filmen kunne se ud, hvor han selv ville synes godt om en masse shots, bare af landskabet. Et billede siger jo mere end tusind ord.) Der findes dog stadig små samfund, der enten lever i højhuse, eller er ved at bygge civilisationen op igen ved at rydde en hel by for igler for derefter at barrikadere den, eller også bor man i sit store, flotte hus og er fuldstændig ligeglad med resten af verdenen, de skal nok klare sig. Ingen ved hvorfor iglerne begyndte at dukke op, eller hvordan det er muligt, det er bare sådan det er, og så må man overleve.

Realistisk

Noget jeg især godt kunne li’ ved denne verden, var at intet var overdrevet eller ude af proportioner eller umuligt. Man sad ikke og tænkte ‘aaarrhhh.. kan det nu være rigtigt’. For eksempel kører Tempel uden problemer bil, for det lærte hun, da hun var ti. Hvorfor skulle hun ikke kunne det? Selvfølgelig er der nogen, der har lært hende, hvordan hun skal starte en bil uden nøgle og transportere sig selv rundt, hvis hun ikke vil ædes af iglerne. Hvordan skulle hun ellers kunnet have overlevet indtil nu?

Dæjlig bog

Rent fysisk er ‘Høstens Engle’ altså også rigtig dejlig; så dejlig, at jeg lige bliver nødt til at nævne det. Jeg ved godt at man siger, at man ikke skal skue hunden på hårene, eller mere præcist ”don’t judge a book by it’s cover”, men man kan alligevel ikke helt lade være. Personligt synes jeg rigtig godt om forsiden til Høstens Engle. Billedet er bare.. dragende. Desuden har bogen en helt vildt hyggelig vægt. Den har den der tyngde, der bare er … rar. Og så kan man mærke trykken på siderne! Jeg ved ikke hvorfor, men det kunne jeg rigtig godt li’. *Kører fingerspidser over bogens sider*

En sucker for apokalyptiske og dystopiske romaner

Tjah, jeg må vel bare indrømme at sådan en bog som den her er lige noget for mig. Jeg kan simpelthen ikke få nok, og da slet ikke af den her! Lige meget hvad du plejer at læse, så kan jeg kun anbefale ‘Høstens Engle’. Den har action, en lille smule romance, filosofi, dystopi, mystik, drømme, medfølelse, had, undren, sci fi, alt i hele verden du kunne tænke dig, så læs, læs, læs!

‘Spiseforstyrrelser og selvskade’ : Vi har fundet endnu en svensk selvbiografi om anoreksi. Lina Strandbergs beretning er mere opbygget som en kronologisk sygdomshistorie end det er en roman. Hovedpunkterne er Linas tegneterapi og sidste del af bogen, hvor hun modigt giver ordet til alle sine pårørende, så vi ser sygdommen fra mange forskellige vinkler.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Igennem mørket’

Forfatter:

Lina Strandberg

Oversat af:

Torben Poulsen

Originaltitel:

‘När mörkret kom’

Sider:

143

Udkom:

9. september 2003

Forlag:

Moskito

Følelses-barometer:

En snart 10 år gammel personlig beretning om anoreksi, er svenske Lina Strandbergs ‘Igennem mørket’. Da Lina er 14 år skal hun igennem en svær rygoperation, der får hende til at tabe adskillige kilo. Rygoperationen får også Lina til at fremstå rankere, og hun lægger mærke til, at hun får flere komplimenter for sin nye fremtoning. Samtidig bliver Lina og hendes klassekammerater i husgerning lært, at fedt er noget man for enhver pris skal undgå, og som pige i klassen bliver det pludselig mere anerkendt, hvis man trækker ud i sine hudfolder på maven og kalder dem bildæk eller siger, man er blevet fed.

Så begynder Lina for alvor at skrue ned for mængden af mad. Det giver hende direkte angstanfald at tage på, for hun forestiller sig, hvor afvist hun vil blive, når hun – som hun selv tænker det – bliver stor og fed.

En sygdomshistorie

‘Igennem mørket’ er en selvbiografi, der ikke er redigeret kompositorisk, så den fremstår mere spændende. Det er kort sagt det, den giver sig ud for: en sygdomshistorie fortalt i kronologisk orden med alle detaljer om vægttab, nederlag og små succeser. Da jeg lige har læst Sofia Åkermans ‘Zebrapigen’, der praktisk taget er strikket sammen som en spændende roman, selv om den primært er en biografi, blev jeg ikke lige så opslugt af Lina Strandbergs beretning. Jeg tror primært det skyldes, at Lina har så hård en tid, at det meste hun oplever, er forvirring og sort i sort. Og uden nogle trygge holdepunkter, nogle positive ting, kan det være svært at forholde sig til oplevelsen, når man ikke selv har en spiseforstyrrelse. Den rummer kort sagt ikke så mange forskellige følelser.

Helt anderledes end ‘Zebrapigen’

Modsat kan man helt bestemt vende det til noget positivt, for hvor man i Sofia Åkermans ‘Zebrapigen’ kommer til at holde rigtig meget af Sofia lige fra begyndelsen, ja, så kommer man også ubevidst til at romantisere historien og sygdommen en lille bitte smule, fordi man netop identificerer sig så meget med hovedpersonen. Og at romantisere anoreksien og dét, at komme nogenlunde godt ud af det til sidst, kan også virke hårdt at læse om, hvis man selv står midt i en spiseforstyrrelse eller man er pårørende til en spiseforstyrret, hvor succeserne på nuværende tidspunkt måske er meget små, eller det måske ligefrem går den forkerte vej. I den situation kan man godt føle frustration over bøger, hvor det hele så at sige ‘ender godt’, når man selv står midt i et helvede, der har varet mange år.

Mere jordnær

Set ud fra den vinkel er ‘Igennem mørket’ på mange måder mere jordnær, for det er en hård og håbløs kamp Lina kæmper, og den styrende del af anoreksien, som hun selv døber ‘Træls’, bliver på ingen måde skildret som ‘det gode onde’; noget hårdt man bare skal igennem, for at komme bedre ud på den anden side. Tværtimod fortæller Linas efterskrift, at ‘Træls’ stadig ligger på lur i hende selv mange år efter, hun betegner sig selv som rask. ‘Træls’ ligger – som Holger Danske’ i Kronborgs kasamatter – altid på lur og er klar til kamp.

Linas tegninger

Det som jeg faldt specielt for i Linas beretning, er tegneterapien. Det kan måske lyde som noget hokuspokus for uindviede, men det handler i bund og grund om, at det gælder om at benytte alle udtryksmidler for at få følelserne ud, og ofte kan man tegne mange af de ting, man ikke lige kan formulere med ord. Linas tegninger er fotograferet og indsat som bogens midtersider, og samtidig med at man få forelagt opgavebeskrivelserne, var det faktisk Linas tegninger, der gav mig det største indtryk af hende. Det er også godt at huske på, at mennesker, der lider af en spiseforstyrrelse ofte er utrolig sensitive og derfor ofte ret dygtige til at udtrykke sig igennem kunst og kreativitet. For eksempel bed jeg også mærke i, at Lina spiller cello og endvidere skriver digte, hvor hun beskriver nogle af sine følelser som en “cellokoncert i es-mol”.

De pårørende kommer til orde

En anden speciel og givende ting i ‘Igennen mørket’ er, at Lina både lader sin mor og far, sin veninde, sin ven, sin tegneterapilærer og sin hypnotisør komme til orde til sidst i bogen. Det kommer specielt alle de pårørende læsere til gode, for ofte kan man genkende alle Linas symptomer og adfærd i sin egen datter eller veninde, men derfor bliver det vigtigste som læser også, hvad Linas mor, far og veninde tænkte undervejs. Heller ikke her er der nogen ‘happy end’ – heldigvis – for de er meget ærlige i deres beretninger om hvor svært det også var at være pårørende, og hvor meget dårlig samvittighed de havde for ikke at besøge Lina “nok”. Utrolig lærerigt. (Ganske skræmt blev jeg dog, da jeg læste Linas far udlægning af det hele. Hans meget videnskabelige, vrede og distancerede syn på forløbet, gav mig et godt prej om hvor Linas svære forhold til hendes egne følelser kom fra.)

Et sørgeligt hæfte

Oversættelsen af ‘Igennem mørket’ fra svensk til dansk er ok, selv om der er en del ord, der ikke er oversat, fordi de staves ens på dansk og svensk. Selve bogens udformning kunne til gengæld ikke være ringere. Det er første “bog”, jeg er stødt på, som er hæftet i en form, som var det en Anders And Jumbobog. Forsiden er lavet af det tyndeste pap, som får æselører af bare en enkelt tur i rygsækken. Den ligner sådan set mere et hæfte end en bog, og det er altså et trist syn for bogelskere. Min anmelderudgave ser allerede laset ud, og forsidefarven er ved at gå af i kanterne, fordi pappet er helt ubehandlet. Man behøver ikke binde alle bøger ind i hardback, men når der findes så mange fine hæftninger med plasticbehandlede forsider, bør man som forlag minimum lægge de ekstra kroner for det; specielt når læserne stadig skal give små 200 kroner for den.

En brik i det store personlige puslespil

Når man læser biografier om anoreksi og spiseforstyrrelser i almenhed, må man aldrig forvente at beretningen kan knække koden; at den giver én netop dén aha-oplevelse, hvormed man pludselig forstår alt. Linas beretning er netop så speciel og det samme er måden, hvorpå hun – jeg vil ikke sige bliver rask – men får det bedre.

Til gengæld vil der altid være nogle tanker eller nogle situationer undervejs i beretningerne, som man genkender, og de lyspunkter skal man helt sikkert tage til sige og arbejde videre med, hvis man selv har en spiseforstyrrelse eller er pårørende til en med spiseforstyrrelse.

Så hvis man ikke tager biografierne for mere end de er: blot én enkelt og specifik personlig beretning, tror jeg man kan komme langt med dem. Hver enkelt biografi kan nemlig give nogle få brikker til det samlede og kæmpestore puslespil, som er vidt forskellig fra person til person. Det kan derfor også være noget af et sidespor man kommer ud på, hvis man kigger for meget efter sidemanden og forsøger at lave hendes billede af et hjerte, når man selv har brikkerne til en solopgang.

‘Spiseforstyrrelser og selvskade’ : I vores tema om spiseforstyrrelser og selvskade, er vi nu kommet til én af de vigtigste bøger overhovedet. Sofia Åkermans beretning om anoreksien er nemlig en biografi — hendes egen historie og beretning. I og med den foregår lige over sundet, er den også utrolig tæt på de danske forhold, modsat mange af de amerikanske romaner om spiseforstyrrelser. Der er fuld plade – 6 stjerner – til en vanvittig vigtig og modig beretning; den hårdeste jeg har læst i hele mit liv, men også én, jeg aldrig nogen sinde vil glemme eller have været foruden. Et stort ‘must read’ for alle, der gerne vil forstå, hvad der foregår i pigers sind og følelser – syge som raske. Når man har læst ‘Zebrapigen’, elsker man Sofia for altid.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Zebrapigen’

Forfatter:

Sofia Åkerman

Oversat af:

Torben Poulsen

Originaltitel:

‘Zebraflickan’

Sider:

263

Udkom:

30. maj 2008

Forlag:

Moskito

Følelses-barometer:

Svenske Sofia Åkermans selvbiografi om anoreksi begynder langt hårdere end andre bøger i samme genre. I første kapitel har Sofia nemlig taget en voldsom overdosis af smertestillende medicin indeholdende paracetamol. Det er en selvmordsmetode som specielt mange unge piger vælger, fordi den virker knapt så makaber, som de voldsomme metoder drengene ofte vælger.

Det virkelig uhyggelige ved forgiftningen er dog, at selv om man bliver reddet, kan kroppen nå at have optaget så meget gift, at leveren beskadiges for evigt. Også så meget at man efterfølgende dør af det, eller får et kortere liv med kroniske og livsfarlige leverproblemer. Så langt tænker Sofia ikke, da hun tager pillerne. Hun ringer selv efter en ambulance, men alt for sent.

På hospitalet tror hun ikke rigtig på lægens beretning om, at hun har skadet sin lever så meget, at hun måske ikke overlever. Lægen vil gerne vide, om hun oprigtigt har tænkt sig at kæmpe for livet og mod anoreksien, inden han indstiller hende til en levertransplantation. Langsomt begynder virkeligheden at gå op for Sofia. De tidligere gange hun har råbt om hjælp på denne måde, har lægerne trods alt smilet til hende, fordi hun overlevede. Nu smiler de pludselig ikke længere. Endnu værre bliver det, da Sofia erfarer, at anoreksiramte piger, der selv har forvoldt skade på deres lever, ikke ligefrem er dem, der står først i transplantationskøen. Hun har leget med døden mange gange, men denne gang er legen blevet til alvor, og hun ser ud til at tabe.

Noget af det stærkeste jeg har læst i mit liv

Alle bøger om spiseforstyrrelser og specielt anoreksi har døden lurende i baggrunden på et eller andet tidspunkt, og handlingen bliver derfor ofte lidt det samme: noget med at skulle igennem det svære og komme ud på den anden side igen — men alligevel uden at manden med leen får lov at nærme sig vores hovedperson. I ‘Zebrapigen’ har døden så at sige allerede hentet Sofia, og lige i begyndelsen, kom jeg på underlig vis til at identificere mig med lægerne og sygeplejerskerne på afdelingen, fordi Sofia beskriver virkeligheden skrevet i deres øjne så klart.

Samtidig vidste jeg jo også, at det her er en virkelig historie, at Sofia virkelig har været det her igennem og lægerne og sygeplejerskerne har stået og kigget på denne vidunderlige pige, der havde underskrevet sin egen dødsdom. Og det er noget af det stærkeste, jeg nogensinde har læst i mit liv. Tårerne flød med det samme ned i bogen, og jeg måtte flere gange holde pause og stirre tomt ud i luften, mens tankerne susede rundt i hovedet, som om jeg selv befandt mig på hospitalet med Sofia.

Det er ingen spoiler at fortælle, at Sofias krop på mirakuløs vis kæmper hårdere, end lægerne havde troet den kunne. Sofia får lov til at fortsætte sit liv, og vi følger hendes svære tanker, der nu kredser om hvordan hun nu skal vinde over Lucifer – som hun kalder anoreksiens mørke side – når hun kun har én chance tilbage.

Svær kronologi

Selve kronologien i fortællingen var lidt svær for mig at få overblik over, for Sofia fortæller fremefter, altså alt det, der sker efter den alvorlige forgiftning, men der er også utrolig mange og lange tilbageblik fra begyndelsen, hvor hun blev indlagt de første gange. Ofte blev jeg i tvivl om, hvor i tiden vi befandt os. På den anden side betyder det ikke så meget, at man ikke ved præcis, hvilken alder hun har hvornår, for det føles meget som at sidde overfor en rigtig person, der fortæller — og i det virkelig liv kommer man også tit i tanke om nogle vigtige detaljer, man lige har glemt. Det gør faktisk bogen endnu mere virkelighedsnær og autentisk — som om Sofia sidder og fortæller det til én.

Præcise følelsesbeskrivelser der går lige i sjælen

Sofia er så branddygtig til at vise læserne sine følelser; ikke ved at fortælle om dem, men ved at vise dem i sine handlinger. Eksempelvis når hun efter mange år uden rigtige venner endelig bliver inviteret til en pigefødselsdag, og simpelthen laver så mange forberedelser og alligevel holder igen, for ikke at blive alt for skuffet, hvis nu de skulle finde på at ringe og sige, at hun ikke må komme alligevel. Det var en scene, jeg græd mig igennem, og selv når jeg skriver om det her, sidder jeg med tårer i øjnene. Man får sådan lyst til at knuse og holde om den raske del af Sofia og samtidig give Lucifer og hans destruktive tanker et ordentlig los i røven, men det kan man jo ikke som læser, og den frustration trækker virkelig tårer. Bogen er desuden fyldt med nogle af de smukkeste, rørende og mest præcise digte, der får videreformidlet de sidste, vigtige følelser om de hjerteskærende situationer, som epikken ikke kan nå. De gik rent ind i min sjæl, og jeg kan ikke komme det nærmere med ord; du er ganske simpelt selv nødt til at opleve det.

De klassiske svensk-danske misforståelser

Torben Poulsen, der har valgt at oversætte Sofias bog på sit eget forlag Moskito, har min dybeste respekt for at have realiseret så vigtigt et projekt; netop fordi bøger om spiseforstyrrelser sjældent er kommercielle nok til de store danske forlag. Selve oversættelsen fra svensk til dansk er ok og kører for det meste godt, men da jeg selv har boet i Sverige, må jeg dog konstatere, at det er glippet med en hel del af de ord, som staves ens på svensk og dansk, men som har en anden betydning på dansk. For eksempel får man ikke en indsprøjtning i ‘skinken’, men i ‘ballen’, som det hedder på dansk. ‘Skallen’ er et ‘kranie/hoved’, ‘ogräs’ er ‘ukrudt’ på dansk og ikke ‘ugræs’, ‘hvad gör du’ betyder ‘hvad laver du’ og ikke ‘hvad gør du’, ‘kalas’ kalder vi ‘fest’, og en ‘gammal tant’ er en ‘gammel dame’ og ikke en ‘gammel tante’ – og så videre. Det gav anledning til mange smil undervejs, men det ødelægger på ingen måde Sofias fantastiske historie eller romanens helhed. Det minder os blot om de sædvanlige sjove misforståelser, vi altid vikler os ind i, i vores broderland.

Meget man selv skal tænke igennem

Måler man efter hvor spændende og interessant ‘Zebrapigen’ er, kunne man sagtens sluge den på 3-4 timer i et hug, for man bliver fuldstændig grebet af søde Sofia og de vidunderlige veninder hun har i teaterforeningen ‘Teaterkisten’. Jeg holdt dog mange pauser undervejs, fordi jeg havde brug for at gennemtænke Sofias vigtige tanker og følelser undervejs. Selvom Sofias Lucifer er virkelig hæmmende, er det jo ikke syge tanker som sådan, at Sofia har. Det er faktisk utroligt naturlige tanker omkring usikkerhed og selvværd, som alle unge har i teenageårerne. De er bare forstærket så mange gange hos Sofia, at hun bliver syg af dem, og de tager over.

At tankerne ikke er psykotiske, gør netop også at man så nemt identificerer sig med Sofia og sagtens kan forestille sig, at hendes historie kunne være sket for én selv. Sidst i bogen er Sofia også rigtig god til at perspektivere Lucifer mod det sunde liv, så beretningen bliver på ingen måde pro-ana (en forkortelse, man bruger om tankegange, der hylder anoreksien. Hjemmesider/blogs skrevet af anorektikere, der fortæller hvordan man kan snyde plejepersonale, forældre m.m., så de tror man spiser, er pro-ana), som en del kritikere altid er meget bange for i litteratur der omhandler spiseforstyrrelser, selvskade og selvmordsforsøg.

Mit hjerte er vokset til dobbelt størrelse

Jeg ville på ingen måde have undværet ‘Zebrapigen’ i mit liv. Den fik mit hjerte til at vokse til dobbelt størrelse, og jeg har lært 100 gange mere om anoreksien end en fagbog eller en læge nogen sinde vil kunne fortælle mig — for jeg har forstået mange af følelserne bag. Jeg forstår virkelig godt, at ‘Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade’ (LMS) i Danmark anbefaler denne bog på deres hjemmeside. Jeg er forresten også blevet hvisket i mit øre, at Sofia Åkerman har været inde hos LMS og holde foredrag for de dejlige mennesker, der sidder klar ved foreningens rådgivningstelefon — og det skulle have været en meget lærerig og stor oplevelse for dem, som de aldrig glemmer.

Tak

Til slut en stor tak til Torben Poulsen for at have oversat denne bog til dansk og til Sofie Åkerman for en vanvittig modig beretning, der kommer virkelig mange til gavn fremover — både dem, der selv har en spiseforstyrrelse, men også alle de pårørende, der er mindst lige så berørt.

Sofia Åkerman har i dag uddannet sig til sygeplejerske og kæmper nu for andre unge kvinder, der ryger ind i den kolde og kyniske tvangspleje, som Sofia selv blev et offer for. Du kan følge Sofia på hendes hjemmeside: www.sofiaakerman.com. Sofia har også en blog som opdateres meget flittigt med kunst og indlæg om alle problematikkerne omkring unge og psykisk sygdom. Virkelig et besøg værd: sofiaskriverochritar.blogspot.com (Sofia skriver og tegner).

‘Animation’: Tør du lægge dig ud med Ivan Olsen? Nu er den anden Ole Lund Kirkegaard-animationsfilm klar af en lille planlagt trilogi, der begyndte med ‘Orla Frøsnapper’.

Titel:

‘Gummi T’

Instruktør:

Michael Hegner

Land:

Danmark

Distributør:

SF Film

Premieredato:

16. maj 2011

Det er ikke let at være Ivan Olsen. Han får bank og buksevand af de store bøller, og da han kommer hjem til sin far, så får han skæld ud over, at han ikke er stærk og dygtig som Tar­zan – nej, Ivan er kun en Gummi-Tarzan! Ivan vil så gerne gøre sin far glad, så han forsøger at være ligesom Tarzan, men først da Ivan møder en heks og får superkræfter for en enkelt dag, så er Ivans far tilfreds. Ivans far går i selvsving og praler vidt og bredt om sin søn, men da Ivans superkræfter ikke forsvinder som planlagt, så mærker Ivan, at det ikke er spor sjovt at skulle være så stærk og dygtig hele tiden.

Animationsfilmen ”Orla Frøsnapper”, der havde biografpremiere 1. juni sidste år, var den første af en trilogi af animationsfilm baseret på Ole Lund Kirkegaards bøger. Nu er turen kommet til en anden af Kirkegaards elskede historier – nemlig historien om Ivan Olsen, måske bedre kendt som Gummi-Tarzan. ”Gummi T” fortsætter traditionen med at lægge sig tæt op af de let genkendelige illustrationer, der netop er så vigtige for Kirkegaards forfatterskab.

Problemer er der nok af for stakkels Ivan Olsen… Han bliver mobbet i skolen og får buksevand næsten hver dag, og når han kommer hjem, er der ikke megen trøst at hente. Ivans far er nemlig helt besat af Tarzan og har derfor svært ved at sætte pris på de kvaliteter, Ivan besidder. Men pludselig får Ivan en chance for at leve op til alle sin fars forventninger og samtidig give bøllerne i skolen en ordentlig lære­streg… Spørgsmålet er så, om den slags super­kræfter gør det hele nemmere?

”Gummi T” bliver efterfulgt af ”Otto er et næsehorn”, som forventes at få biografpremiere til Vinterferien 2013.

VIND STRANDPAKKE SAMT 2 BILLETTER TIL ‘GUMMI T’
1. præmien er en strandpakke med badehåndklæde, lille badebold, håndventilator og oplæsningsbog samt 4 billetter til filmen. 2. præmie er to billetter til filmen.

Konkurrence-spørgsmål: Hvilket årstal udkom ‘Gummi-tarzan’ som børnebog?

Deltagelse: Send konkurrencesvaret, samt dit navn, din adresse og alder til peter@kulturfoto.dk senest d. 19. maj 2012.

Regler: Når du deltager, accepterer du, at konkurrencen kun er for børn og unge til og med 25 år. Vinderne vil blive slået op i denne rubrik den 21. maj 2012.

‘Spiseforstyrrelser og selvskade’ : I nogle bøger sidder jeg og kigger på bogstaver og tjekker sidetal for at se hvor meget “arbejde”, der er tilbage. I “Stjerneskælv” blev jeg taget i kraven, flået ind i bogen og først spyttet ud igen på allersidste side med tårer løbende ned ad kinderne. Og jeg var parat til straks at begynde forfra igen. Wauh – for en god oplevelse! Anders Johansens ‘Stjerneskælv’ rammer så præcist alle de følelser unge piger går og gemmer på, og som nogen pludselig bliver rigtig syge af at gemme på. Det handler nemlig ikke om mad og hobbyknive – det handler om følelser.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Stjerneskælv’

Forfatter:

Anders Johansen

Sider:

233

Udkom:

30. maj 2008

Forlag:

Modtryk

Følelses-barometer:

Liv er 16 år og vejer 41,5 kilo, da hun bliver indlagt på Slusegården – et bosted for unge med spiseforstyrrelser og selvskade inde på livet. Egentlig var hun ret godt på vej ind i teenagealderen med søde men afdæmpede forældre og en elskelig storesøster, som støtte, tryghed og forbillede. Bedsteveninden, Majken, og Liv har også altid klaret sig godt i skolen, men omgivelserne og de andre fra klassen ændrer sig. Nu gælder det pludselig ikke om at være dygtig og flink længere, nu skal man snarere være led, smart og oprørsk. Liv og Majken underskriver en pagt om, at de aldrig vil være sådan, for de mistrives simpelthen, når det hele handler om fester, tøj, druk og hvem, der har dusket hvem.

Ved nogle voldsomme begivenheder ændrer alting sig omkring Liv, og hun bliver slået helt ud i et kaos, hvor hun føler tilfældighederne styrer hendes verden. Hun må genvinde kontrollen, og første kontrolpunkt er nødt til at være meget målbart: hendes lår må ikke længere røre hinanden. Det er hun nemlig pludselig blevet opmærksom på, at de gør, og hendes jeans er helt slidt på indersiderne. Samtidig har hun fået nogle grimme sms’er fra en dreng, hun ikke ville give et blowjob, og indholdet i de beskeder siger direkte, at hun er fed.

Liv bliver en kalorieregnemaskine. For hvis man ikke engang kan kontrollere sin vægt og sit udseende, hvad kan man så kontrollere? Hver gang hun får øje på noget, der kan spises eller drikkes, sætter hun kalorie-værdi på i hovedet. Det bliver nemt at afgøre, om det kan spises eller det er alt for fedt. Majken bliver også udskiftet som løbepartner. Sebastian løber meget hurtigere og længere, og det kan man i den grad tabe sig af, specielt hvis man kun drikker Cola Zero efter træningen.

Liv bliver dygtig til at kontrollere. Så dygtig, at hun lige pludselig befinder sig på Slusegården med spiseforstyrrede piger og en masse psykologer, pædagoger og terapeuter. Men der skal også meget mere til, før Liv giver kontrollen fra sig dér. Hun er knivskarp på øverste etage og har snart regnet hele personalets taktikker og strategier ud, så hun kan modarbejde dem.

Men så en dag er der pladsmangel på Slusegården. Den lidt kraftige goth-pige Nikie skal bo midlertidigt på Livs eneværelse. Men Nickie ikke bare spiser mad. Hun æder. Pomfritter, slik, cola, junk. Nickie laver buler i Livs perfekt redte seng og propper Livs øretelefoner i sine sikkert ikke særlig rene ører. Pludselig kan Liv intet længere kontrollere, og selv om hun er verdensmester i at holde sine følelser inde, er Nickie så meget ‘for meget’, at tremmerne bliver sprængt i Livs perfekte bur af selvbeherskelse — og så begynder det pludselig at rykke for Liv.

En historie i flere lag

Anders Johansens ‘Stjerneskælv’ er faktisk ikke verdens nemmeste bog at give et resumé fra uden at lave spoilers. Historien er nemlig pakket ind i mange forskellige lag, der gør, at vi hopper frem og tilbage mellem nutiden på Slusegården og selve optaktshistorien omkring, hvordan Liv kom så langt ned. Mange af de hændelser Liv kommer ud for i begyndelsen, hører vi nemlig først om til sidst – og omvendt.

I de fleste romaner synes jeg tidsspring kan være dybt forvirrende. En del forfattere bruger det mest for at skabe spænding, ved at holde tilbage på de oplysninger, man hungrer efter at høre. Men i ‘Stjerneskælv’ fungerede disse tidsspring overraskende nok som det naturligste i verden. Det fungerer så godt, fordi begge historier – både Livs fortid og Livs nutid – er rigtig spændende. Andre forfattere har ofte en lidt kedelig grundhistorie samt en spændende delhistorie, som de så springer frem eller tilbage til og kun deler sparsomt ud af – og det er dér, man føler sig snydt og holdt hen.

Man vil gøre alt for Liv

Men skriver man så godt som Anders Johansen, er der ingen grund til holde læserne hen med mindre spændende eller måske ligefrem kedelige episoder. De eksisterer nemlig slet ikke i bogen. Fra første side identificerede jeg mig med Liv. Hun stod så tydeligt, og hun var så elskelig, at jeg med det samme ville gøre alt for hende. Og der er næsten succesgaranti, når man som forfatter kan få det på plads i hovedet på læseren på så kort tid.

Endnu bedre identifikation end ‘Hannah’ i ‘Døde piger lyver ikke’

Mange piger følte en enorm identifikation med Jay Ashers hovedperson, Hannah, i ‘Døde piger lyver ikke’, men jeg tør næsten æde mine gamle danskstile fra folkeskolen på, at danske piger vil kunne føle en endnu større identitet med Liv. For uanset om man selv har en spiseforstyrrelse eller skader sig selv, vil man kunne genkende de fleste af Livs og Nickies følelser, og fordi personerne er danske, føles det hele lige så genkendeligt som i ens egen skole.

Hvem har ikke været fuldstændig fokuseret på sit eget udseende, på de dele af én, man synes er grimme og som man gerne vil lave om? Og hvem har ikke følt fuldstændig kaos eller følt sig virkelig hårdt ramt, når en mobbende klasse-”kammerat”, har råbt et eller andet om præcis éns ømme punkt? Anders kommer ned og rører alle de tanker og følelser, vi alle sammen har eller har haft – også dér, hvor det gør rigtig ondt – og det er pudsigt nok frygtelig dejlig at få sat ord og genkendelighed på, for man får forløst den ensomhed, man selv oplevede, da man var ude for det samme.

Også perfekt hvis man laver projekt

Vil man have afmystificeret alle sine fordomme (som man måske ikke engang ved, man har) om spiseforstyrrelser og selvskade, er ‘Stjerneskælv’ også den oplagte bog at gå i gang med. Skriver man for eksempel projekt om emnet, vil det være 100 gange mere relevant at begynde at læse ‘Stjerneskælv’ frem for at gå i gang med alle mulige fagbøger og websider om anoreksi, bulimi og cutting. For det vigtigste handler ikke særlig meget om maden, opkastningerne og sårene, selv om det er dét, forældre bliver mest forskrækkede over, og som læge og sygeplejersker straks går i gang med at behandle. Det handler om tankerne og følelserne bag. Smerten, som man enten vil overdøve eller kontrollere sig ud af. Og netop den del, er der ikke særlig mange fagpersoner, der vil kloge sig på på websider, fordi livhistorierne og løsningerne er vidt forskellige fra person til person, men det er netop alle de følelser Anders Johansen rammer så præcist.

Fjerner skammen

Fordi spiseforstyrrelser og selvskade udelukkende er synlige tegn på psykisk mistrivsel, er det brandgode i ‘Stjerneskælv’, at Anders Johansen får fortalt flere livshitorier, ikke kun Livs og Nickies, men også spredte indtryk fra de andre piger på Slusegården. Det er så smukt et budskab, at vi alle er vidt forskellige, oplever verden på hver vores måde og derfor også har krav på at blive behandlet forskelligt og få respekt, uanset om vi har nogle fejl eller gør nogle uhensigtsmæssige ting. Samtidig får Anders fjernet skammen fra et ellers ret tabubelagt emne igennem Nickie, fordi hun taler så åbent om alting, at selv Liv får svært ved at lave hemmeligheder, når det hele allerede er blevet nævnt ud i det åbne. Enormt forløsende, og man får virkelig lyst til at give Nickie et lige så stort knus som Liv, når man først lærer hende at kende.

Toppen af danske ungdomsromaner

‘Stjerneskælv’ er én af de allerbedste, danske, ungdomsromaner, jeg har læst, og jeg kunne blive ved med at fortælle om den. Da jeg læste sidste side, var jeg så betaget af historien, at jeg nemt kunne være begyndt forfra lige med det samme, for jeg ville så nødigt slippe Liv og Nickie. Men hey, få fat i bogen, og læs den selv! Det er det eneste rigtige.

Til sidst rigtig stor ros til Anders, for at have allieret sig med 10 unge piger som testlæsere til ‘Stjerneskælv’, som der står skrevet på bogens tredje side. Det er godt nok sjældent, man ser det i ungdomsbøger, og hvis alle ungdomsforfattere turde modtage dén – kritikken, råt for usødet, negativt som positivt – kunne mange dårlige manuskripter af lidt for selvsikre forfattere med et kendt navn, være nået at blive stoppet inden de røg i trykken og endnu værre: sendt ud til stakkels dansk-elever i folkeskolen.

Det er nemlig alt for meget forfejlet “ung med de unge”-ungdomssprog, kvindelige forfattere, der tror de kender alt til drenges følelser men ikke gør det, og forfattere, der tror, en ungdomsbog rammer nutidens unge, bare man husker at nævne en masse med nettet, facebook og smartphones.

Så let er det heldigvis ikke, og det ved Anders Johansen. De eneste rigtige eksperter er de unge selv, så har du allerede læst ‘Stjerneskælv’: Giv os din mening om Livs historie i kommentarfeltet her nedenunder. Vi vil elske at læse den!

‘Journey to the Mysterious Island’: Så er den smukke High School Musical-stjerne Vanessa Hudgens klar i en eventyrfilm, der følger op på Jules Vernes ‘Rejsen til jordens indre’

Titel:

‘Journey to the Mysterious Island’

Instruktør:

Brad Peyton

Land:

USA

Distributør:

Warner Bros.

Premieredato:

3. maj 2012

3D-familieeventyret, ‘Journey to the mysterious island’ tager sin begyndelse, da 17-årige Sean Anderson (Josh Hutcherson) modtager et kodet nødsignal fra en mystisk ø, der ikke findes på noget kort. Ude at stand til at holde Sean fra at finde frem til, hvor signalet kommer fra, drager Seans nye stedfar Hank (Dwayne Johnson) med på en færd, der først fører dem til det sydlige Stillehav og siden til et sted, kun ganske få mennesker har set. Eller er kommet levende fra. Det er et sted med overvældende skønhed, mærkelige og farlige skabninger, vulkaner, bjerge af guld og mere end en utrolig hemmelighed.

Sammen med Gabato (Luis Guzmán), den eneste helikopterpilot, der er villig til at vove turen, og Gabatos smukke og viljestærke datter Kailani (Vanessa Hudgens) drager de af sted for at finde øen, fast besluttet på at redde dens eneste menneskelige beboer og slippe væk igen, inden voldsomme underjordiske rystelser tvinger øen til havets bund og begraver dets skatte for evigt.

Journey to the mysterious island er opfølgeren til 2008-verdenshittet ‘Rejsen til jordens indre’ og har Michael Caine i rollen som Seans bedstefar, Alexander, der er den strandede rejsende på øen, og Kristin Davis i rollen som Seans mor, Liz.

Orlaprisen 2012: Danmarks børn har talt. De har nu bestemt hvilken bog, de synes er den bedste og dermed har gjort sig fortjent til Orlaprisen 2012.

Fra 16. januar til 16. marts har børnene kunnet stemme på 12 nominerede bøger på dr.dk/orla. 8180 stemmer blev afgivet, og dermed blev det bestemt, hvilke tre bøger, som skulle i finalen og vurderes af en børnejury. Denne børnejurys dom er nu faldet. Vinderen af Orlaprisen 2012 er:

Vildheks, Ildprøven’ af Lene Kaaberbøl, Forlaget Alvilda

Dermed slog Lene Kaaberbøl Camilla Wandahl og Manu Sareen på målstregen med henholdsvis ’Veninder, Ji’ og ’Hvad fætter gør, er altid det rigtige’.

Hvert år kårer Orlaprisen også årets forfattertalent, som bliver beriget med Bette Orla-prisen. I år har den tidligere modtager af Orlaprisen og mange gange nominerede, Josefine Ottesen, vurderet de indsendte historier. Med stor ros og flotte ord til vinderen faldt valget på Nina Østergaard fra Køge.

Både årets modtager af Orlaprisen og Bette Orla blev kåret i ’Live fra Ramasjang’ fredag, hvor Ramasjangbussen var taget til børnelitteraturfestival i Svendborg. Begge prismodtagere blev præmieret med den hæklede Orladukke, som har fulgt Orlaprisen gennem alle årene.

Har fået den før

”Igen i år har det været et meget stærkt felt, som børnene har haft til bedømmelse. Børnejuryen havde ikke nogen let opgave, da de til sidst skulle vælge blandt de tre finalister. Men børnene har talt, og det er essensen af Orlaprisen. Det er børnenes bogpris,” siger DRs projektkoordinator på Orlaprisen, Rasmus Mandsberg.

Det er faktisk anden gang, Lene Kaaberbøl modtager en Orlapris. Første gang, hun fik den var i 2007, hvor ’Skyggeporten’ blev kåret som ’Bedste børnebog’.

Vildheks: © Lene Kaaberbøl, Anders Walter og Forlaget Alvilda

‘Kunsten at finde sig selv’ : Olga er blevet forelsket i en herlig ucharmerende fyr, der ligger og mjaver i sofaen og glemmer at holde sjoveren ren. Ham må hun selvfølgelig slæbe med ud i et hus på landet, så de kan leve det rigtige liv og dyrke deres egne grøntsager. Det er ‘learning by doing’ i kunsten at finde sig selv; en blanding af samtidsroman og chick-lit, der er så rammende, forløsende og morsom, at der er alvorlig fare for at gå i latterkrampe undervejs.

Af Peter Henrichsen

Titel:

‘Privat skov’

Forfatter:

Nanna Goul

Sider:

217

Udkom:

27. april 2012

Forlag:

Lindhardt og Ringhof

Følelses-barometer:

Olga er sidst i 20′erne og har ikke rigtig fundet ud af, hvem hun vil dele livet med. Pludselig dukker Henrik Valentin Rick op — i lægens venteværelse af alle steder. Han er ikke specielt lækker. Han er ikke særlig charmerende. Han er mere bare sig selv – og sig selv nok. Men Olga falder for ham, får skabt kontakt til ham på en bar, og pludselig bor de bare sammen i en lejlighed på Bispebjerg i København.

Det er det mest deprimerende sted i verden. I en trekant mellem kirkegården, hospitalet og en hel vej med bedemænd og stenhuggere. Olga og Henrik Valentin Rick vil ud og have luft under vingerne, ligesom de havde i deres barndom. De vil ud og mærke stilheden, naturen, dyrene, årstiderne og ud dyrke deres egne grøntsager. Søren Ryge og Camilla Plum lokker i fjernsynet, og da Henrik Valentin Rick en dag er lige ved at lave et sidespring, bestemmer Olga sig for, at det skal være nu.

De flytter helt ud på den anden side af Holbæk. Ud hvor skoven er privat. Og så går de ellers i gang med det rigtige liv. Det liv, som folk på ydre Nørrebro (for det er altså lidt frastødende at sige, man bor på Bispebjerg) aldrig får lov til at opleve.

Klukkede af grin

Olga er fortælleren i Nanna Gouls nye samtidsroman, der fik mig til at klukke af grin lige fra de første sider. Vi følger Olga i perioden, hvor hun møder sin Henrik Valentin Rick; først i en før-skoven periode på Bispebjerg og endelig i parrets nykøbte hus i privatskoven.

At Henrik Valentin Rick kun hedder Henrik Valentin Rick igennem hele romanen, er med til at sætte glædelig stor distance til fyren. Manden er nemlig både så mentalt fraværende og uhygiejnisk, at Olga ligefrem må bede ham om at vaske sig under armene og ligefrem give sjoveren samme tur med vand og sæbe, inden hun overhovedet kan holde ud at dele seng og sexliv med ham. Det er så klamt, at man stritter imod med fingre og tæer mens man læser, og alligevel kommer man også til at grine over at Olga kan være forelsket i denne fyr – at hun lærer at holde ud, fordi det er umuligt at holde af.

“Det perfekte liv”

Olgas selvironi er enorm. Den fangede mig fra første side, og da området omkring Bispebjerg, som jeg bor ganske tæt op ad, samtidig fik en yderst humoristisk og velfortjent røvfuld, var jeg helt solgt. Jeg grinene over en time i det første indhug i bogen – og det er altså mange år siden, jeg har grinet så meget af en bog – adskillige sætninger måtte jeg læse igen og igen, fordi sandhederne var så godt ramt i drømmen om det perfekte liv, vi alle er påvirket af. Olga er nemlig en fuldstændig normal og samtidig skrupskør prototype på en halvdesperat singlepige, der har hovedet fyldt med alt det, hun burde gøre – ikke mindst indoktrineret af Søren Ryge, Camilla Plum og Anne fra AnneMad – men inderst inde kan hun ikke rigtig mærke sig selv, fordi hun heller ikke har prøvet noget. Og når man ikke ved, hvad man kan få, stiller man sig ofte tilfreds med det, man har.

Lort, lunkne bajere og døde dyr

Dog får både Olga og Henrik Valentin Rick alligevel den opfattelse, at skoven er grønnere ude på den anden side af Holbæk, og det er her, at Olga kommer til at lære både livet, døden og det hårde havearbejde at kende. Naboerne opfører sig jo på ingen måde som københavnere; de træder blot ind ad hoveddøren og sætter sig ved middagsbordet, så Olga kan ikke undgå at komme dem nær. Valget med at låse dem ude og dermed blive udstødt af lokalsamfundet, eksisterer ikke engang. Man er ganske simpelt tvunget til at køre trillebøre med lort, drikke lunkne bajere og begrave døde dyr sammen.

Jagten på den røde tråd

Undervejs stod jeg i lige så meget lort til halsen som Olga, og jeg kunne i den grad identificere mig med hendes tvivl om natur og mand og lyst til at flygte tilbage til byen. Skrivestilen, med vægt på selvironi og sort humor, føltes dog lidt anstrengt hen mod slutningen. Jeg savnede en større udvikling i Olga og en indsigt i Henrik Valentin Rick. På den anden side, bogen handler jo netop om, hvor man havner, når man ikke har en rød tråd i sit liv, og lader sig lede af alle andres grønne skove, hække og hjemmedyrkede sager. Så efterfølgende har jeg tænkt længe over, at det afsavn måske netop hører med til oplevelsen.

Humørpille

‘Privat Skov’ er chick-lit i topklasse, og på en yderst interessant måde uden tøj, sko og perfekte, veltrænede fyre, så mænd også kan holde ud at læse med. Jeg er sikker på, at mange kvinder vil grine lige så meget med Olga og af Henrik Valentin Rick, som jeg gjorde. Det kan være et farligt valg at inddrage meget aktuelle tv-programmer i en roman, for så bliver stoffet også hurtigt forældet. Men her virker det, og det er modigt ikke at lave sin roman tidløs, som alle andre. Og uden Camilla Plum og AnneMad, ville det ikke have været det samme. Den eneste bekymring med så dejlig en humørpille er, om man nu også gør klogt i at slæbe ‘Privat skov’ med i bus og tog, for når man først begynder at grine, kan man altså slet ikke stoppe igen, og så er spørgsmålet, om man har mod nok til at være midtpunkt.